”Det er utilgiveligt!”, siger man, når man udsættes for noget, man i høj grad ikke bryder sig om. Ved at sige sådan viser man, at ens grænser er blevet tydeligt overtrådt, og at man bestemt ikke ønsker forsoning med den, der har gjort eller sagt noget dumt. Dumheder sker ofte ved, at man siger noget dumt. Det er nemt at sige noget dumt, så det kommer man hurtigt til.
Tungen er et lille organ, der sidder godt placeret i hovedet på os; beskyttet af tænder og kæber og kinder kan den leve sit eget liv, hvor den næsten gør, hvad der passer den. Vi kan egentlig ikke styre, om vi pludselig stammer eller savler, eller siger de forkerte ord. I gamle dage sagde man, at ”sølv er tale, tavshed er guld”, og man sagde også, at ”børn skal ses, men ikke høres”. Der var også engang, hvor man sagde, at kvinder skulle tie i større forsamlinger. Tænk på, hvor stille der må have været i samfundet dengang! Heldigvis er meget forandret. Men tungen har ikke ændret sig.
Tungen er et skarpt våben, smedet af det bedste og fineste materiale; den kan skære igennem marv og ben, og den kan forbande og velsigne i samme åndedrag. Det er med tungen, man erklærer sin største kærlighed og sit dybeste had. Så der er god grund til at lære at tøjle sin tunge, for nogle gange kommer man til at sige ord, som man ikke tage tage tilbage og som andre ikke kan leve med. Der ér altså noget i livet, der er utilgiveligt. Og det er sådanne dumme, utilgivelige ord og gerninger, der skaber brud imellem os.
I det første, jeg læste op fra Bibelen, fra Gammel Testamente, hørte vi om Jonas. Jonas var en profet, dvs. én, der er udvalgt af selveste Gud til at sige noget bestemt til nogle bestemte mennesker. En profet er Guds arm ind i vores verden; eller rettere: Guds mund, for en profet skal sige det, som Gud vil have. Og Gud havde kaldt på Jonas for at få ham til at gå til byen Nineve. Folkene i den by levede virkelig ikke på en særlig god måde; de tænkte ikke på Gud, men kun på sig selv, og de levede på en måde, der ikke var til ære for Gud eller til gavn for mennesker – det var en lystelig by, hvor enhver gjorde, som man nu havde lyst til, også selvom det var dårligt for andre. Og Guds hjerte græd over dem, fordi de levede uden kærlighed til hinanden. Som så ofte før i Gammel Testamente ville Gud derfor straffe folkene og ødelægge byen, så deres onde liv kunne stoppe. Men de skulle selvfølgelig advares først. Derfor kaldte Gud på Jonas. Nu skulle byen have en opsang!
Men Jonas kendte godt Gud, og han vidste, at Gud måske ikke ville gøre alvor af sin trussel om død og ødelæggelse, hvis nu folkene i byen kom til fornuft og vendte om fra deres onde livsførsel. Det gad Jonas ikke stå model til; han havde nemlig sin ære og stolthed som profet at tænke på. Tænk, hvis det nu ikke gik, sådan som han prædikede; han skulle nemlig gå rundt i selveste Nineve og sige, at byen ville blive ødelagt om fyrre dage. Hvad nu, hvis byen ikke blev ødelagt? Så ville Jonas være en løgner, der unødvendigt havde råbt op igaderne og spredt frygt og rædsel. Jonas følte ikke, han gad stå model til en Gud, der ikke gennemførte sin straf, så Jonas stak af til søs, som mænd engang imellem gør, når de ikke gider høre efter. Bedst som Jonas var kommet godt ud på det åbne hav, brød uvejret løs. Det var Gud, der satte himmel og hav i bevægelse for at få Jonas til at vende om, vende hjem og vende tilbage til sit kald som profet. Det endte dog med, at Jonas blev kastet overbord, hvorefter stormen hørte op, og de andre i båden kunne sejle stille og roligt ind mod land. Jonas, derimod, blev slugt at en stor fisk, og befandt sig tre dage og tre nætter i fiskens bug, inden han bad Gud om tilgivelse for at være stukket af. Det var hans bøn, jeg læste som den første tekst. Selvfølgelig fik Jonas ret; da han endelig havde vandret igennem Nineve og udråbt ødelæggelse over byen, omvendte alle folk sig fra deres onde måde at leve på. De indså pludseligt, at de levede uden kærlighed på en måde, der hverken var til ære for Gud eller til gavn for mennesker, og de angrede dybt deres synder og bad Gud om tilgivelse. Og han tilgav dem. Sådan var Gud dengang, og sådan er han i dag: Når man angrer og beder om tilgivelse, så er der tilgivelse, fred og glæde at hente hos Gud.
Men ikke alt tilgives. Der er visse ting, hvor vi selv sætter en grænse for, hvad vi kan holde til at tilgive. Vi behøver ikke rejse langt væk for at finde eksempler på, hvordan nogle mennesker på det groveste har gjort og sagt noget, man simpelthen ikke kan tilgive. At tilgive handler om stadig at leve sammen i medgang og modgang, i fred og glæde på trods af, hvad der er sagt og gjort af dårlige og onde ting. Men det er begrænset, hvad et menneskes hjerte kan holde til at leve med. Og derfor kan det ske, at et venskab eller ægteskab eller partnerskab afbrydes kort og kontant. Det er forskelligt fra person til person, hvornår man har overtrådt grænsen for, hvad der kan tilgives.
En ting er, hvad mennesker formår at tilgive, noget andet er, hvad Gud kan tilgive. Vi hørte jo, at ”Al synd og bespottelse skal tilgives mennesker, men bespottelse mod Ånden skal ikke tilgives.” Det er nemt at undre sig over, at det ikke er alt, Gud kan tilgive, for man skulle jo synes, at han, som har skabt alting og os mennesker, er den eneste, der kan tilgive alt – selv vore største dumheder og ondeste gerninger. Burde vi i stedet være bange for, at Gud ikke vil tilgive os? Eller at han ikke kan? Det er nemt at tænke sådanne tanker, om det nu virkelig kan passe, og så begynder tvivlen at nage hos selv de frommeste og mest trofaste kirkegængere.
Helligåndens opgave er at drage mennesker til at tro på, at Jesus er Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser. Det er altså Helligånden, der på forunderlig vis vender vore hjerter til Gud, ligesom det skete for indbyggerne i Nineve, der vendte sig væk fra deres dårlige liv for at tro på Gud og elske deres medmennesker. Helligånden er en luftig ting, men ligesom vi kun kan ”se” vinden, når trækronerne bevæger sig, sådan kan vi også kun opleve eller erfare Helligånden, når hjerterne bevæger sig. Ligesom der var tilgivelse for indbyggerne i byen Nineve, da de holdt op med deres ondskab og begyndte at bede til Gud og hjælpe deres medmennesker, sådan er der også tilgivelse hos de menneske, der i dag vender om og begynder at tro på Gud. Da Gud sendte Jonas til Nineve var det for at gøre dem opmærksom på, at der for Gud er en grænse for, hvad der er et godt og sandt menneskeliv. Ordene fra Nineve lyder også i dag til enhver, der har ører at høre med. Bespottelse mod Helligånden er utilgivelig, fordi bespottelsen ligger i, at man ikke tager imod Guds ord eller viser næstekærlighed mod sine medmennesker. Gud kan ikke tilgive, når man afskriver ham og afskriver mennesker. At bespotte er at håne, at grine ad og at gøre det alvorlige latterligt. Det er at underkende Helligåndens virke i mennesker, og det er at sprede løgne om, at der ikke er nogen Gud, som elsker mennesker. Gud kan ikke tilgive eller velsigne den, der ikke vil modtage Guds tilgivelse og velsignelse. Når man afviser Helligånden, og afviser at vende om, så afviser man også muligheden for at tro.
Men selvom Jonas stak til søs og forsøgte at flygte fra Gud, så brugte Gud ham alligevel til at bringe sit budskab til Nineve. Og selvom Gud var tæt på at ødelægge Nineve, gav han indbyggerne en chance for at vende om – og da de havde gjort det, velsignede ham dem i deres nye liv og tro. Helligånden sår troen som et frø i menneskehjerter, og når troen spirer, sætter det gode frugter i form af de gode næstekærlige gerninger, der kommer spontant og uden, at man skal tænke over det.
I salmen vi skal synge her efter prædiken tales der meget om troen; og mange har erfaret, at troen nogle gange kan være svag, være lille og nærmest være tæt på at forsvinde. Gud støder ikke nogen bort, der søger hans trøst til at leve og styrke til at tro. I verden hersker tvivlen og den kan gnave som en arrig bille i troens små skud, men i nadveren, i Fadervor og salmerne findes der styrke til enhver, der lider nød. Amen.
