Prædiken til julen 2020
Salmer: 94: Det kimer nu - 104: Et barn er født - 120: Glade jul - 121: Dejlig er jorden
Forleden nat vågnede jeg med uro i hele kroppen; mit sind var plaget af onde drømme, afmagt og bange anelser om julens gudstjenester; tankerne forstyrrede min rolige nattesøvn, for hvordan skulle det dog gå? Ville det overhovedet blive en hyggelig jul i år? Det var nyttesløst at vende og dreje mig mere, så jeg stod op og gik ud i køkkenet for at tage mig et glas vand i håb om, at det forfriskende vandhanevand ville berolige mit sind og skylle de dårlige tanker væk. Imens jeg stod i det helt nattestille køkken med det kolde glas i hånden, kiggede jeg ud af vinduet ud i gårdspladsen, hvor der var så mørkt, så mørkt. Der var ligesom en tåge, der dystert omklamrede præstegården. Det var som en umådelig trist drøm. Jeg stod og gloede ud i mørket, og det var som om mørket stirrede tilbage og fyldte mig med tristhed og tvivl og jeg følte det som om, at julestemningen smuldrede.
Pludseligt lettede tågen som ved et vindpust, og jeg så et lys i mørket; der stod et stort juletræ ovre på græsstykket foran præstegården. Træet stod og lyste stille og tydeligt med sine elektriske pærer i døgnets mørke timer - ligesom for at kæmpe sin egen lille kamp imod hele universets mørke. Træets lys nåede mine øjne og trængte ind i mit sind; lyset skinnede, og mørket trak sig tilbage. Det hjalp på mit velbefindende at drikke det lille glas vand og ikke mindst at se juletræet på marken, hvor det bare stod trofast med sine lyskæder og stjernen i toppen og lyste stædigt som om, det var dets eneste mening og formål. Stjernen lyste bogstaveligt talt for mig i den dystre nattetime. Min frygt blev mindre, og jeg var ikke længere så bange for at skrive den prædiken, jeg skulle holde i julen 2020. For nok er mørket tæt om os, nok hænger tågen tykt og tungt over os, men hvis juletræets lys og stjerne slukkes, eller hvis jeg som præst mister modet og juleglæden, så har mørkets mismodighed og corona-jammer da for alvor vundet. Men det må ikke ske, ja, det kan ikke ske!
Maria og Josef måtte rejse langt væk fra deres hjem, fordi de ville gerne ville vise samfundssind og adlyde regeringens befaling. Der var ikke plads til dem andre steder end i stalden, hvor Maria måtte føde sit første barn. De havde vist ikke forberedt sig på, at hun skulle føde, for de havde intet børnetøj med; kun nogle klude, som de kunne vikle omkring den uvaskede Jesus. Det var heldigt, at fødslen gik godt, og at de ikke havde brug for en jordmoder eller sygeplejerske. Alene sad de blandt dyrene der i staldens mørke og kulde, indtil der pludseligt dukkede fremmede personer op, som ville se deres søn! De var fattige og usle at se på, men de talte om englesang fra himlen! Hvad byder man uventede gæster, når man ikke engang har nok til sig selv? Måske vågnede det lille Jesusbarn og græd ved lyden af fremmede stemmer; børn ligger jo ikke bare roligt og sover i lang tid. Det var virkelig ikke sjovt eller hyggeligt for Maria og Josef at opleve den første jul og Jesu fødsel. Tværtimod må det på alle måder have været en forfærdelig oplevelse for dem. Alligevel må man sige, at det aldrig kan være forfærdeligt at få det barn, man har længtes efter. Jeg ved ikke, hvad det er, men der er noget ved et lille barn, der kan få én til at glemme alting; om det lille barn så griner, smiler, græder eller pludrer, så kan det få al opmærksomhed. Med Jesus var det helt specielt, for han lyste allerede op i den lille, kolde stald. Mon ikke stjernen over Betlehem slukkedes i samme sekund, som Jesus slog øjnene op – og at lyset således blev ved at skinne? Englenes sang forstummede over marken, men hyrderne hørte sikkert igen lysenglenes himmelkor, da de så barnet hos dets mor. Jo, glæden har sit hjem, om det så bare er i en stald i Betlehem.
Det er rigtigt, at vi oplever meget modgang i vores tid og tilværelse, og især i julen er det på ingen måde sjovt eller hyggeligt at have mistet sit arbejde eller helbred, savne sine venner eller må undvære sin familie, fordi en virus hærger og undertrykker os med sine kolde hænder og mørke øjne. Vi skubbes væk fra hinanden af frygt for vores liv og helbred; og det gør mig ked af at se, hvordan debatten om julegudstjenesterne har kørt i medierne – præster imod præster, kirkegængere imod kirkegængere. Tonen er så hård og uden fred, og det virker som om, julens budskab stadig ikke har slået rod eller sat frugt iblandt os. I stedet for fred på jord, er der skabt splid og ufred hen over julens dage, og frygten spiller sit spil, så vi spilles ud mod hinanden.
MEN – kristendommen siger højt og tydeligt MEN – for der er som altid et lys i mørket. Virussens mørke skygger har ikke fået bugt med julelyset; frygten har ikke fjernet juleaften fra vores kalender. På trods af al modgang ser vi lys i gader og stræder, og juletræerne får lys på grenene og stjerner i toppen. Derhjemme i præstegården har min kone pyntet op med stjerner i vinduerne og lys i hækken, så vi kan holde modet oppe i den mørke tid. Det er i mørket, at lyset skinner klarest.
På trods af al mørke og modgang er vi altså alligevel nået hertil, hvor vi har udsigt til at fejre julen, selvom det i år må ske på en ganske anden måde, end vore skønne traditioner byder os. Ligesom Maria måtte føde i en stald langt væk hjemmefra, sådan er der også mange, som i år må fejre julen langt fra deres nære og kære. I denne jul tænker vi særligt meget på dem, vi ikke kan være sammen med, og det mærkes meget for julen er jo traditionernes tid; det er i julen, vi plejer at finde sammen og glædes i lyset af gaver, mad, fællesskab og hygge. For dem, der må undvære traditionerne, og for os alle beder jeg om, at julefreden alligevel må sænke sig, så vi også i år kan se ind til Jesusbarnet i krybben i Betlehemsstalden og fyldes af den glæde, som englene sang ud af himlen og ind i hyrderne. Se, Guds søn blev menneske og kom til os i ydmyghed, klædt i fattige klude fandt han hvile i en fodertrug. Englene sang fra himlen fordi, de var berusede af glæde over, at vi her på jorden skulle have Jesus som gæst til hverdag og fest.
Vi håber også, at det lille barn må blive gæst hos hver og en af os, om vi så sidder i ensomhedens mørke, eller om vi er samlet i en hyggelig stue. Jeg ønsker for enhver både fjern og nær, at der må skinne lys i mørket; ligesom det ene juletræ, der med sine mange små lys kan oplyse en hel stue og tænde julelys i øjnene på små som store. Lad også os blive fyldt af de små lys, så vi selv med fryd kan være trofaste julelys og give hinanden strålende gaver; små pakker glædeslys til hvor og en, så hverken frygt eller mørke kan true vores julefryd og glædesfred. Glædelig jul! Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud; Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN lad os alle bede:
Gud i stalden, vi hører din kalden. Lad dit lys fylde hvert et hus og hjem, hvert et hjerte og sind. Lad juleglæden vokse og blomstre hos alle dem, vi tænker på, om de er nær ved eller langt væk. Gode Helligånd, giv ny energi til håbet i os, så det må lyse for vore venner og familier, fremmed og kendte, som vi møder på afstand og bag mundbind. Jesus Kristus, tak fordi du kom som et fredeligt barn fyldt af glæde, så vi kan glædes over livets mirakel og storhed. Åbn vore øjne, så vi altid ser lyset på trods af mørket. Beskyt os og dem, vi tænker på og holder af, så ingen rammes af tvivl, frygt eller angst. Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord. Velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Salmer: 94: Det kimer nu - 104: Et barn er født - 120: Glade jul - 121: Dejlig er jorden
Forleden nat vågnede jeg med uro i hele kroppen; mit sind var plaget af onde drømme, afmagt og bange anelser om julens gudstjenester; tankerne forstyrrede min rolige nattesøvn, for hvordan skulle det dog gå? Ville det overhovedet blive en hyggelig jul i år? Det var nyttesløst at vende og dreje mig mere, så jeg stod op og gik ud i køkkenet for at tage mig et glas vand i håb om, at det forfriskende vandhanevand ville berolige mit sind og skylle de dårlige tanker væk. Imens jeg stod i det helt nattestille køkken med det kolde glas i hånden, kiggede jeg ud af vinduet ud i gårdspladsen, hvor der var så mørkt, så mørkt. Der var ligesom en tåge, der dystert omklamrede præstegården. Det var som en umådelig trist drøm. Jeg stod og gloede ud i mørket, og det var som om mørket stirrede tilbage og fyldte mig med tristhed og tvivl og jeg følte det som om, at julestemningen smuldrede.
Pludseligt lettede tågen som ved et vindpust, og jeg så et lys i mørket; der stod et stort juletræ ovre på græsstykket foran præstegården. Træet stod og lyste stille og tydeligt med sine elektriske pærer i døgnets mørke timer - ligesom for at kæmpe sin egen lille kamp imod hele universets mørke. Træets lys nåede mine øjne og trængte ind i mit sind; lyset skinnede, og mørket trak sig tilbage. Det hjalp på mit velbefindende at drikke det lille glas vand og ikke mindst at se juletræet på marken, hvor det bare stod trofast med sine lyskæder og stjernen i toppen og lyste stædigt som om, det var dets eneste mening og formål. Stjernen lyste bogstaveligt talt for mig i den dystre nattetime. Min frygt blev mindre, og jeg var ikke længere så bange for at skrive den prædiken, jeg skulle holde i julen 2020. For nok er mørket tæt om os, nok hænger tågen tykt og tungt over os, men hvis juletræets lys og stjerne slukkes, eller hvis jeg som præst mister modet og juleglæden, så har mørkets mismodighed og corona-jammer da for alvor vundet. Men det må ikke ske, ja, det kan ikke ske!
Maria og Josef måtte rejse langt væk fra deres hjem, fordi de ville gerne ville vise samfundssind og adlyde regeringens befaling. Der var ikke plads til dem andre steder end i stalden, hvor Maria måtte føde sit første barn. De havde vist ikke forberedt sig på, at hun skulle føde, for de havde intet børnetøj med; kun nogle klude, som de kunne vikle omkring den uvaskede Jesus. Det var heldigt, at fødslen gik godt, og at de ikke havde brug for en jordmoder eller sygeplejerske. Alene sad de blandt dyrene der i staldens mørke og kulde, indtil der pludseligt dukkede fremmede personer op, som ville se deres søn! De var fattige og usle at se på, men de talte om englesang fra himlen! Hvad byder man uventede gæster, når man ikke engang har nok til sig selv? Måske vågnede det lille Jesusbarn og græd ved lyden af fremmede stemmer; børn ligger jo ikke bare roligt og sover i lang tid. Det var virkelig ikke sjovt eller hyggeligt for Maria og Josef at opleve den første jul og Jesu fødsel. Tværtimod må det på alle måder have været en forfærdelig oplevelse for dem. Alligevel må man sige, at det aldrig kan være forfærdeligt at få det barn, man har længtes efter. Jeg ved ikke, hvad det er, men der er noget ved et lille barn, der kan få én til at glemme alting; om det lille barn så griner, smiler, græder eller pludrer, så kan det få al opmærksomhed. Med Jesus var det helt specielt, for han lyste allerede op i den lille, kolde stald. Mon ikke stjernen over Betlehem slukkedes i samme sekund, som Jesus slog øjnene op – og at lyset således blev ved at skinne? Englenes sang forstummede over marken, men hyrderne hørte sikkert igen lysenglenes himmelkor, da de så barnet hos dets mor. Jo, glæden har sit hjem, om det så bare er i en stald i Betlehem.
Det er rigtigt, at vi oplever meget modgang i vores tid og tilværelse, og især i julen er det på ingen måde sjovt eller hyggeligt at have mistet sit arbejde eller helbred, savne sine venner eller må undvære sin familie, fordi en virus hærger og undertrykker os med sine kolde hænder og mørke øjne. Vi skubbes væk fra hinanden af frygt for vores liv og helbred; og det gør mig ked af at se, hvordan debatten om julegudstjenesterne har kørt i medierne – præster imod præster, kirkegængere imod kirkegængere. Tonen er så hård og uden fred, og det virker som om, julens budskab stadig ikke har slået rod eller sat frugt iblandt os. I stedet for fred på jord, er der skabt splid og ufred hen over julens dage, og frygten spiller sit spil, så vi spilles ud mod hinanden.
MEN – kristendommen siger højt og tydeligt MEN – for der er som altid et lys i mørket. Virussens mørke skygger har ikke fået bugt med julelyset; frygten har ikke fjernet juleaften fra vores kalender. På trods af al modgang ser vi lys i gader og stræder, og juletræerne får lys på grenene og stjerner i toppen. Derhjemme i præstegården har min kone pyntet op med stjerner i vinduerne og lys i hækken, så vi kan holde modet oppe i den mørke tid. Det er i mørket, at lyset skinner klarest.
På trods af al mørke og modgang er vi altså alligevel nået hertil, hvor vi har udsigt til at fejre julen, selvom det i år må ske på en ganske anden måde, end vore skønne traditioner byder os. Ligesom Maria måtte føde i en stald langt væk hjemmefra, sådan er der også mange, som i år må fejre julen langt fra deres nære og kære. I denne jul tænker vi særligt meget på dem, vi ikke kan være sammen med, og det mærkes meget for julen er jo traditionernes tid; det er i julen, vi plejer at finde sammen og glædes i lyset af gaver, mad, fællesskab og hygge. For dem, der må undvære traditionerne, og for os alle beder jeg om, at julefreden alligevel må sænke sig, så vi også i år kan se ind til Jesusbarnet i krybben i Betlehemsstalden og fyldes af den glæde, som englene sang ud af himlen og ind i hyrderne. Se, Guds søn blev menneske og kom til os i ydmyghed, klædt i fattige klude fandt han hvile i en fodertrug. Englene sang fra himlen fordi, de var berusede af glæde over, at vi her på jorden skulle have Jesus som gæst til hverdag og fest.
Vi håber også, at det lille barn må blive gæst hos hver og en af os, om vi så sidder i ensomhedens mørke, eller om vi er samlet i en hyggelig stue. Jeg ønsker for enhver både fjern og nær, at der må skinne lys i mørket; ligesom det ene juletræ, der med sine mange små lys kan oplyse en hel stue og tænde julelys i øjnene på små som store. Lad også os blive fyldt af de små lys, så vi selv med fryd kan være trofaste julelys og give hinanden strålende gaver; små pakker glædeslys til hvor og en, så hverken frygt eller mørke kan true vores julefryd og glædesfred. Glædelig jul! Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud; Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN lad os alle bede:
Gud i stalden, vi hører din kalden. Lad dit lys fylde hvert et hus og hjem, hvert et hjerte og sind. Lad juleglæden vokse og blomstre hos alle dem, vi tænker på, om de er nær ved eller langt væk. Gode Helligånd, giv ny energi til håbet i os, så det må lyse for vore venner og familier, fremmed og kendte, som vi møder på afstand og bag mundbind. Jesus Kristus, tak fordi du kom som et fredeligt barn fyldt af glæde, så vi kan glædes over livets mirakel og storhed. Åbn vore øjne, så vi altid ser lyset på trods af mørket. Beskyt os og dem, vi tænker på og holder af, så ingen rammes af tvivl, frygt eller angst. Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord. Velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Se julegudstjeneste for 2020 på youtube
Hunderup Kirke | Vilslev Kirke |
