 |  |
Søndag den 22. november 2020 kl. 14 – Genåbning af Hunderup Kirke med festgudstjeneste. Salmerne synges solo af Hanne Præstegård, Lucie Jørgensen synger et stykke solo, og Hanne Rath Degn og Dorte Grangård Olesen står for musikken. Folder med liturgi osv.
Hunderup Kirke har to indgange; den ene er i våbenhuset, hvor man føres derind, hvor dåbsforældrene – mere eller mindre stressede - får klaret de sidste detaljer med at få det lille barn i dåbskjole og bundet et dåbsbånd, imens de engang imellem kigger op og hilser på deres glade gæster; den anden er i Tårnrummet, og der føres man ind i det tidligere gravkammer, hvor vi engang imellem får kirkekaffe og én gang årligt med champagne ønsker hinanden godt nytår. De to indgange er meget forskellige, og dog kommer man lige så godt ad den ene som den anden ind i kirkens skib på en sådan måde, at øjnene nærmest automatisk drages opad i kirken og frem mod altertavlen som kirkens centrale og naturlige fokuspunkt. Det er glædeligt, selvom der jo også er så meget andet at se på herinde, bl.a. den unikke marmorsarkofag, der ligger i skjul bag alteret.
I en hel del år er tiden gået sin vante gang, og imens har hele kirkens inventar og især altertavlen lidt under tidens tarvelige tænders skæren og fik derved fået erstattet sin stråleglans med småskader af både støv, stearinlysrøg og maling. På trods af tidens slid og støvets sang, så fremtrådte de tre små ord nederst dog altid tydeligt: ET ER FORNØDENT. Ordene har på deres egen tavse men fremtrædende facon alligevel formidlet et stille budskab til enhver kirkegænger, som igennem tiden har slidt på gulv, knæfald og bænke. Selvom selve træskærerarbejdet i altertavlen er fra 1700-tallet, så er malerierne på tavlen ”kun” fra 1920, hvor altertavlen blev istandsat og altså fik de malerier, som vi nu kan beskue.
Når vi i dag samles for at fejre genåbningen af kirken, fejrer vi således også 100 året for maleriet af Jesus på besøg hos Martha og Maria i Betania. Det var ved dette besøg, at ordene faldt om, at ét er fornødent. På nudansk ville man sige, at kun én ting er nødvendig. Vi har hver især nogle tanker om, hvad der er nødvendigt for os, og det er klart, at vi sidder med alle vore egne tanker om forskellige nødvendigheder, når nu Jesus ikke selv helt klart og tydeligt skar det ud i pap og sagde: ”Det er dette her, som I skal forstå er det mest nødvendige!” Netop denne uafklarethed om, hvad der er dét nødvendige, har givet os frihed til og mulighed for selv at vælge i vore liv, hvad dét nødvendige skal være. Alligevel rammes vi af de tre små ord, og vi kaldes til eftertanke, når vi træder herind og tænker over, om dét nødvendige nu egentlig også får den plads hos os, som det burde?
Kirkerummet er et ret fantastisk lille frirum til eftertanke; den er et - næsten - tidløst rum i en stor verden underlagt rivende udvikling og afvikling, hvor vi store som små lever i en konkurrencestat og et accelerationssamfund, der presser os til at haste fremad mod et utydeligt og uklart mål. Lige fra skoletidens mange test til ungdomsuddannelsens eksaminer og arbejdslivets deadlines – ja, selv pensionisterne har travlt! - har vi en fornemmelse af hele tiden at være på vej. Men til tider må vi også spørge os selv og hinanden: Hvad er det egentligt, vi skal nå? Hvad er egentligt dét nødvendige?
Martha fandt det nødvendigt – som den naturligste pligt i verden - at varte Jesus op med alt det bedste, hun havde lært. Havde Martha været ansat i en butik, ville hendes kunder have elsket hende for al den opvartning og hjælpsomhed, og hun ville have været månedens medarbejder mange gange i træk. Hun ville have egnet sig til at være ansat som sygeplejerske eller i andet omsorgsarbejde, hvor de ansatte skal løbe hurtigere og nå mere. Hun ville have brilleret som en håndværker, der får tingene gjort til tiden. Martha var en bemærkelsesværdig kvinde, som altid var i fuld sving; hun fik ting gjort uden at nøle, for hun spildte ikke tiden. Hun er sådan en kvinde, der holder samfundets hjul i gang!
Hendes modsætning skal man ikke lede længe efter, for hun sad ved Jesu fødder og lyttede - vel nærmest drømmende - til den visdom, der flød fra hans rolige og eftertænksomme væren i nuet. Hendes søster Maria var den, som altid tog sig god tid - ikke bare til de daglige pligter, men også til bare at betragte, fundere og drømme. Sådan en indstilling er i Marthas optik hverken effektiv eller nødvendig; for hvad udretter man ved at sidde og lytte? Hvad nytter det at hvile, når der hele tiden er så meget at gøre?
Da Jesus besøgte de to søstre, var det utroligt nok Maria, han fremhævede og roste, fordi hun tog sig tid til at være nærværende med den gæst, som de jo ikke ville have hos sig altid. Dagen efter ville de stadig have hinanden, men Jesus ville være gået videre. I dét øjeblik var der altså ikke så meget behov for al Marthas virksomme handlekraft men tværtimod var det mere nødvendigt med Marias stillesiddende og lyttende opmærksomhed.
Sådan har vi også i dag taget os tid til at samles stillesiddende og lyttende. For nu er vi på den anden side af de mange arbejdstimer, som ganske mangehar været involveret i for at nå frem til denne festgudstjeneste. Nu kan vi ikke nå at gøre mere, men vi kan endelig bare sidde stille og nyde frugten af manges veludførte arbejder. Martha ville have glædet sig over at se al den veludførte tjans, og Maria ville have glædet sig til at nyde den rolige stund. Og Jesus ser på dem begge med taknemmelighed over menneskets forskellige evner og talenter, og han ser på os og glæder sig over, at mange stadig i år 2020 gerne vil bruge mange timer, mange penge og meget energi på at holde en lille landsbys sognekirke flot og indbydende for de kommende generationer og slægter af personer, som vi endnu ikke har mødt og endnu ikke kender. I nutiden arbejder vi for fremtiden, og fremtiden tilhører de unge og børnene, som skal vokse op i den verden og det samfund - og ikke mindst den kirke -, som vi efterlader dem. I dag kan vi glæde os over, at vi i hvert fald kan give en kirke videre, som er godt istandsat, flot restaureret og samvittighedsfuldt vedligeholdt med respekt for kirkens traditionelle indretning og brug.
Hunderup Kirke har to indgange, der er så forskellige som Martha og Maria, og dog kommer man ad begge veje herind, hvor vi i taknemmelighed kan sidde i de fornemme historiske rammer; her takker vi for dem, der før os her i sognet har holdt Guds kirkehus åben og holdt kristendommen i hævd, og vi giver dét videre til andre, som vi selv har fået overgivet og betroet. Herinde er der rum for både Martha og Maria og alle deres åndsfæller – dvs. os, som i dag er forsamlet. Hvor er det rart igen at kunne samles herinde efter så lang tid, hvor kirken har været lukket ned. Nu har vi opdaget, hvad det vil sige at mangle og savne sin sognekirke, og jeg håber, vi på trods af tidens udfordringer og besværligheder stadig kan mødes herinde, om hverdagen går op i kærlighed eller ned i sorg. Kære menighed, hjerteligt tillykke med jeres gamle kirkes nye tilværelse. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Gud, vor Far i himlene. Vi takker dig, fordi vi har dette flotte kirkehus at samles i så ofte eller sjældent, som vi kan og vil. Tak for pladsen, du har givet os i fællesskabet og samfundet; lad os aldrig tage for let på de gode gaver, du dagligt skænker os. Lad os finde tid og rum til hinanden, også selvom hverdagen skulle være nok så travl. Gud, giv os styrke til at leve i den sorg og med de byrder, der følger i de relationer, vi opbygger og mister på livets veje. Giv os glæde og skænk os fred. Giv os mod til at bære din kærlighed. Lad os her i huset finde rum for troen og håbet, så vi ikke mister os selv eller hinanden. Vis os altid din barmhjertighed. Velsign og bevar vort modersmål og fædreland, så vi og alle frit kan leve i dette gamle kongerige. Velsign og bevar vor Dronning Margrethe II og hele hendes hus. Giv regering og folketing mod og styrke til at regere retfærdigt for såvel de svage som de stærke. Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord. Velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Og så skal jeg meddele, at vi her i kirken på søndag fejrer Første søndag i advent med gudstjeneste kl. 9.30. Da vi kun må være 32 herinde, når vi skal synge sammen, så skal man tilmelde sig inde på Kongeåpastoratets hjemmeside. Igennem hele december skal man tilmelde sig de gudstjenester og kirkelige arrangementer, man ønsker at deltage i. Det kommer der mere info om i kirkebladet, der uddeles i løbet af næste uge. Kan man ikke tilmelde sig på internettet, skal man bare kontakte sognepræst Katrine Gaub eller mig.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Hunderup Kirke har to indgange; den ene er i våbenhuset, hvor man føres derind, hvor dåbsforældrene – mere eller mindre stressede - får klaret de sidste detaljer med at få det lille barn i dåbskjole og bundet et dåbsbånd, imens de engang imellem kigger op og hilser på deres glade gæster; den anden er i Tårnrummet, og der føres man ind i det tidligere gravkammer, hvor vi engang imellem får kirkekaffe og én gang årligt med champagne ønsker hinanden godt nytår. De to indgange er meget forskellige, og dog kommer man lige så godt ad den ene som den anden ind i kirkens skib på en sådan måde, at øjnene nærmest automatisk drages opad i kirken og frem mod altertavlen som kirkens centrale og naturlige fokuspunkt. Det er glædeligt, selvom der jo også er så meget andet at se på herinde, bl.a. den unikke marmorsarkofag, der ligger i skjul bag alteret.
I en hel del år er tiden gået sin vante gang, og imens har hele kirkens inventar og især altertavlen lidt under tidens tarvelige tænders skæren og fik derved fået erstattet sin stråleglans med småskader af både støv, stearinlysrøg og maling. På trods af tidens slid og støvets sang, så fremtrådte de tre små ord nederst dog altid tydeligt: ET ER FORNØDENT. Ordene har på deres egen tavse men fremtrædende facon alligevel formidlet et stille budskab til enhver kirkegænger, som igennem tiden har slidt på gulv, knæfald og bænke. Selvom selve træskærerarbejdet i altertavlen er fra 1700-tallet, så er malerierne på tavlen ”kun” fra 1920, hvor altertavlen blev istandsat og altså fik de malerier, som vi nu kan beskue.
Når vi i dag samles for at fejre genåbningen af kirken, fejrer vi således også 100 året for maleriet af Jesus på besøg hos Martha og Maria i Betania. Det var ved dette besøg, at ordene faldt om, at ét er fornødent. På nudansk ville man sige, at kun én ting er nødvendig. Vi har hver især nogle tanker om, hvad der er nødvendigt for os, og det er klart, at vi sidder med alle vore egne tanker om forskellige nødvendigheder, når nu Jesus ikke selv helt klart og tydeligt skar det ud i pap og sagde: ”Det er dette her, som I skal forstå er det mest nødvendige!” Netop denne uafklarethed om, hvad der er dét nødvendige, har givet os frihed til og mulighed for selv at vælge i vore liv, hvad dét nødvendige skal være. Alligevel rammes vi af de tre små ord, og vi kaldes til eftertanke, når vi træder herind og tænker over, om dét nødvendige nu egentlig også får den plads hos os, som det burde?
Kirkerummet er et ret fantastisk lille frirum til eftertanke; den er et - næsten - tidløst rum i en stor verden underlagt rivende udvikling og afvikling, hvor vi store som små lever i en konkurrencestat og et accelerationssamfund, der presser os til at haste fremad mod et utydeligt og uklart mål. Lige fra skoletidens mange test til ungdomsuddannelsens eksaminer og arbejdslivets deadlines – ja, selv pensionisterne har travlt! - har vi en fornemmelse af hele tiden at være på vej. Men til tider må vi også spørge os selv og hinanden: Hvad er det egentligt, vi skal nå? Hvad er egentligt dét nødvendige?
Martha fandt det nødvendigt – som den naturligste pligt i verden - at varte Jesus op med alt det bedste, hun havde lært. Havde Martha været ansat i en butik, ville hendes kunder have elsket hende for al den opvartning og hjælpsomhed, og hun ville have været månedens medarbejder mange gange i træk. Hun ville have egnet sig til at være ansat som sygeplejerske eller i andet omsorgsarbejde, hvor de ansatte skal løbe hurtigere og nå mere. Hun ville have brilleret som en håndværker, der får tingene gjort til tiden. Martha var en bemærkelsesværdig kvinde, som altid var i fuld sving; hun fik ting gjort uden at nøle, for hun spildte ikke tiden. Hun er sådan en kvinde, der holder samfundets hjul i gang!
Hendes modsætning skal man ikke lede længe efter, for hun sad ved Jesu fødder og lyttede - vel nærmest drømmende - til den visdom, der flød fra hans rolige og eftertænksomme væren i nuet. Hendes søster Maria var den, som altid tog sig god tid - ikke bare til de daglige pligter, men også til bare at betragte, fundere og drømme. Sådan en indstilling er i Marthas optik hverken effektiv eller nødvendig; for hvad udretter man ved at sidde og lytte? Hvad nytter det at hvile, når der hele tiden er så meget at gøre?
Da Jesus besøgte de to søstre, var det utroligt nok Maria, han fremhævede og roste, fordi hun tog sig tid til at være nærværende med den gæst, som de jo ikke ville have hos sig altid. Dagen efter ville de stadig have hinanden, men Jesus ville være gået videre. I dét øjeblik var der altså ikke så meget behov for al Marthas virksomme handlekraft men tværtimod var det mere nødvendigt med Marias stillesiddende og lyttende opmærksomhed.
Sådan har vi også i dag taget os tid til at samles stillesiddende og lyttende. For nu er vi på den anden side af de mange arbejdstimer, som ganske mangehar været involveret i for at nå frem til denne festgudstjeneste. Nu kan vi ikke nå at gøre mere, men vi kan endelig bare sidde stille og nyde frugten af manges veludførte arbejder. Martha ville have glædet sig over at se al den veludførte tjans, og Maria ville have glædet sig til at nyde den rolige stund. Og Jesus ser på dem begge med taknemmelighed over menneskets forskellige evner og talenter, og han ser på os og glæder sig over, at mange stadig i år 2020 gerne vil bruge mange timer, mange penge og meget energi på at holde en lille landsbys sognekirke flot og indbydende for de kommende generationer og slægter af personer, som vi endnu ikke har mødt og endnu ikke kender. I nutiden arbejder vi for fremtiden, og fremtiden tilhører de unge og børnene, som skal vokse op i den verden og det samfund - og ikke mindst den kirke -, som vi efterlader dem. I dag kan vi glæde os over, at vi i hvert fald kan give en kirke videre, som er godt istandsat, flot restaureret og samvittighedsfuldt vedligeholdt med respekt for kirkens traditionelle indretning og brug.
Hunderup Kirke har to indgange, der er så forskellige som Martha og Maria, og dog kommer man ad begge veje herind, hvor vi i taknemmelighed kan sidde i de fornemme historiske rammer; her takker vi for dem, der før os her i sognet har holdt Guds kirkehus åben og holdt kristendommen i hævd, og vi giver dét videre til andre, som vi selv har fået overgivet og betroet. Herinde er der rum for både Martha og Maria og alle deres åndsfæller – dvs. os, som i dag er forsamlet. Hvor er det rart igen at kunne samles herinde efter så lang tid, hvor kirken har været lukket ned. Nu har vi opdaget, hvad det vil sige at mangle og savne sin sognekirke, og jeg håber, vi på trods af tidens udfordringer og besværligheder stadig kan mødes herinde, om hverdagen går op i kærlighed eller ned i sorg. Kære menighed, hjerteligt tillykke med jeres gamle kirkes nye tilværelse. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Gud, vor Far i himlene. Vi takker dig, fordi vi har dette flotte kirkehus at samles i så ofte eller sjældent, som vi kan og vil. Tak for pladsen, du har givet os i fællesskabet og samfundet; lad os aldrig tage for let på de gode gaver, du dagligt skænker os. Lad os finde tid og rum til hinanden, også selvom hverdagen skulle være nok så travl. Gud, giv os styrke til at leve i den sorg og med de byrder, der følger i de relationer, vi opbygger og mister på livets veje. Giv os glæde og skænk os fred. Giv os mod til at bære din kærlighed. Lad os her i huset finde rum for troen og håbet, så vi ikke mister os selv eller hinanden. Vis os altid din barmhjertighed. Velsign og bevar vort modersmål og fædreland, så vi og alle frit kan leve i dette gamle kongerige. Velsign og bevar vor Dronning Margrethe II og hele hendes hus. Giv regering og folketing mod og styrke til at regere retfærdigt for såvel de svage som de stærke. Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord. Velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Og så skal jeg meddele, at vi her i kirken på søndag fejrer Første søndag i advent med gudstjeneste kl. 9.30. Da vi kun må være 32 herinde, når vi skal synge sammen, så skal man tilmelde sig inde på Kongeåpastoratets hjemmeside. Igennem hele december skal man tilmelde sig de gudstjenester og kirkelige arrangementer, man ønsker at deltage i. Det kommer der mere info om i kirkebladet, der uddeles i løbet af næste uge. Kan man ikke tilmelde sig på internettet, skal man bare kontakte sognepræst Katrine Gaub eller mig.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Download folderen med programmet til genåbningen
| genåbning_af_hunderup_kirke_22.11.2020.pdf |
