En klog person sagde engang: ”Jeg kan modstå alt – undtaget fristelser.” Det er en ærlig selvindsigt, som både er morsom, og som dækker over langt dybere sager. Vi er omgivet af alle mulige slags fristelser, og de dyrkes i vores tid næsten som om, fristelserne i sig selv er gode, og at det ligefrem er bedre at give efter for dem, end at forsøge at afholde sig fra dem.
Selvom vi her mellem fastelavn og påske egentlig befinder os i en faste- og forberedelsestid, så tager vi det jo ikke så alvorligt, at det gør noget; og det er såmænd ikke kun, fordi vi er stolte protestanter, der tager afstand fra at dyrke kristendommen, så det kan ses på os. Nej, vi giver nok mere efter for fristelserne og for det nemme i tilværelsen, ganske enkelt fordi, det er bekvemt og behageligt. Kender I ikke det?
Nu er det bestemt ikke sådan, at jeg ønsker at fremhæve mig selv som en, der aldrig falder i fristelse. Det kunne ellers være flot, hvis I havde sådan en god og hellig præst, der kun kunne tænke rene tanker og som aldrig begik fejl eller led under syndens samvittighedstunge åg og tvivlens nag. Men ak, bag præstekjolen er jeg faktisk som de fleste andre, og derfor er denne prædiken også henvendt til mig selv. I dag deler jeg min undren med jer, for hvorfor kan vi dog ikke modstå fristelser?
Det er som om, der bor noget dybt inde i os, måske ligefrem indlejret i vores DNA, som længes efter at falde for fristelserne til bare at være os selv nærmest og være os selv nok. Der er en stemme i vore sind, som visker, frister og lokker os væk fra det gode, vi burde gøre, og hen til det, der er nemt og bekvemt for os selv. Hvor tit adlyder vi ikke den lille stemme, selvom vi jo godt ved, at det er skidt for os – og nogle gange for andre? Det kan godt være, den lille stemme visker, men den rammer de helt rigtige ømme steder dybt nede i vore længsler efter det, der behager os. Slangen viskede i Evas øre, og hun viskede i Adams øre, og de blev fristet og vendte sig væk fra Guds ønsker om velsignelse for sine mennesker. De første mennesker døde fra deres uskyldsrene tillid til Gud. Slægt har fulgt slægters gang, og sidenhen har efterkommere været forbandet med denne tvivl, der visker os på afveje.
Med Jesus er det helt anderledes; han kommer aldrig på afveje, for han går altid kærlighedens rene ærinde. Kærligheden er en uovervindelig styrke og kraft, og den, som elsker, er ikke bange for endda at kaste sig ud i en dyst med Djævelen for at hjælpe sin elskede. Af kærlighed til sit skaberværk og alle mennesker på jorden, blev Jesus sendt for at udøse nåde og barmhjertighed. Lige efter sin dåb gik Jesus straks ud i ørkenen; han var blevet optændt af Helligåndens livskraft og drivkraft - klar til at forkynde, at Gudsriget skulle begynde.
Maskeløs gik han ud i ørkenen for at kæmpe med åben pande. Og han fastede og gjorde sig svag, for at møde den djævelsk snedige Frister, der først kom frem fra sit skjul, da Jesus efter en umenneskelig lang faste var fuldstændig udkørt og udmattet. Svagelig og døden nær skulle han være på gravens rand, før Djævelen turde vove sig frem; Fristeren og Frelseren stod ansigt til ansigt. Frelserens plan var at lokke Djævelen frem og vise, at han selv i sin svaghed er langt mægtigere end slangens sleske stemme. Fristeren lagde sine fælder ud og håbede, at kunne lokke den afmægtige. Han fristede med mad, magt og magelighed; og det er alt sammen dejlige ting for den, som lider mangel. Alle vi andre mennesker ville være faldet i fristelse og synd, men Jesus holdt ud, og til sidst afslørede Satan endelig sit største ønske: at blive tilbedt som en gud. Herved blev et evigt had grundlagt mellem menneskesønnen og menneskefristeren, og i påsken kommer det endelige opgør, som vi skal høre om en anden dag.
Jesus vandt over Djævelen i ørkenen, men der er stadig fristelser for os, og vi kender stadig erfaringen af, at vi ikke gjorde det gode, vi ville. Vi har mærket den dårlige samvittighed over, at have gjort det onde, som vi ikke ville. Imens vi nogle gange kæmper med at tro på Gud, er der vel ingen der betvivler det djævelske ved virkeligheden; for uretfærdigheden slår os i ansigtet; men hvem kan se det gode, det skønne og det sande? Fristelser er der nok af, men hvorfor kan vi heller ikke som kristne modstå dem? Mange spørgsmål kan stilles, og nogle gange råber spørgsmålene så højt i vores hoveder, at vi slet ikke kan høre den anden stemme, der også forsøger at nå frem til os med et trøstende ord midt i vores tvivl og dårlige samvittighed. Man behøver ikke komme i kirke for at høre, at livet nogle gange kan være noget bøvl; eller at tilværelsen er usikker og nemt kan gå til grunde – det er såmænd så almindeligt og kedeligt kendt. Men når man kommer herind i kirken skal vi ikke dvæle ved det, vi kan sige os selv, men tværtimod høre og indse, at der sandeligt er håb og glæde og trøst at finde. For tænk, Jesus slog Fristeren af bane; hans magt er ødelagt. Jesus holdt fast ved, at han er Guds søn, og at hans opgave i verden er at række håb helt fra himlen til hvert et jordisk barn.
Det er os, han rækker håb til. Vi er født ind i denne verden, men ingen af os har bestemt, om vi ville fødes her i rige og trygge Danmark eller i fattige og utrygge Malawi. Når vi derfor har fået dette guddommelige håb med dåb på hovedet og nadver i maven, så må vi også tage den kærlighedsopgave på os at bære håbet ud til enhver, der måtte lide nød i denne verden; om de så er tæt på eller langt væk. Der er himmelsk håb nok til alle, så lad os ikke lytte mere til Fristeren, men lad os være medarbejdere for Frelseren og dele tro, håb og kærlighed ud i vores verden og hverdag. Amen.
MEDDELELSER
Hunderup
Efter gudstjenesten er der indsamling i Hunderup sogn. Vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde bl.a. i Malawi, og vi siger tak for enhver gave dertil.
Torsdag den 14. marts er der babysalmesang kl. 11-11.40. Man kan høre mere hos Dorte om det.
Vilslev
Kan man synge sig igennem kirkebladet? Det vil vi forsøge i morgen, mandag den 11. marts kl. 19 i Vilslev konfirmandstue. Det er Dorte og mig, der står for sangaftenen, og alle er velkomne. Man skal blot medbringe lidt kage og kaffe til pausen.
Dommedag – hvad betyder det, og hvad kommer det os ved? Det sætter vi fokus på torsdag den 14. marts kl. 19 i præstegårdens hyggelige stuer.
Engang blev Jesus klogere. Han mødte en kvinde, som var ud af kana’anæisk slægt, og de var ærkefjender til jøderne. Hendes datter var plaget af en dæmon, og hun bad Jesus om helbredelse. Men Jesus afviste hende. Og så sker det noget uventet og skelsættende, men hvad det gik ud på, skal vi høre mere om, når jeg har gudstjeneste søndag den 17. marts kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup, hvor vi også har indskrivning af unge til konfirmation i 2020.
Første søndag i Fasten, søndag 10. marts 2019, kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev.
Hunderup, søndag den 10. marts kl. 9.30-10.00
Hunderup, søndag den 10. marts kl. 9.30-10.00
Klokkeringning + Bedeslag
1. Præludium
2. Indgangsbøn
3. Salme 753 Gud du som lyset og dagen oplod
4. Hilsen
5. Indledningskollekt
6. Læsning fra NT
7. Trosbekendelse
8. Salme 592 I dag er nådens tid (mel. Nu takker alle Gud)
9. Evangelielæsning
10. Prædiken
Lovprisning
11. Kirkebøn
Meddelelser
Apostolsk velsignelse
12. Salme 336 Vor Gud han er så fast en borg
13. Slutningskollekt
14. Velsignelse
15. Salme 634 Du ved det nok mit hjerte
16. Udgangsbøn
17. Postludium
Vilslev: 753 Gud du som lyset og dagen oplod - 842: Når jorden begynder at råbe (Lysets utålmodighed) - 592 I dag er nådens tid (mel. Nu takker alle Gud) – prædiken - 336 Vor Gud han er så fast en borg - Altergang: 208 Skriv dig Jesus på mit hjerte - 634 Du ved det nok mit hjerte
Selvom vi her mellem fastelavn og påske egentlig befinder os i en faste- og forberedelsestid, så tager vi det jo ikke så alvorligt, at det gør noget; og det er såmænd ikke kun, fordi vi er stolte protestanter, der tager afstand fra at dyrke kristendommen, så det kan ses på os. Nej, vi giver nok mere efter for fristelserne og for det nemme i tilværelsen, ganske enkelt fordi, det er bekvemt og behageligt. Kender I ikke det?
Nu er det bestemt ikke sådan, at jeg ønsker at fremhæve mig selv som en, der aldrig falder i fristelse. Det kunne ellers være flot, hvis I havde sådan en god og hellig præst, der kun kunne tænke rene tanker og som aldrig begik fejl eller led under syndens samvittighedstunge åg og tvivlens nag. Men ak, bag præstekjolen er jeg faktisk som de fleste andre, og derfor er denne prædiken også henvendt til mig selv. I dag deler jeg min undren med jer, for hvorfor kan vi dog ikke modstå fristelser?
Det er som om, der bor noget dybt inde i os, måske ligefrem indlejret i vores DNA, som længes efter at falde for fristelserne til bare at være os selv nærmest og være os selv nok. Der er en stemme i vore sind, som visker, frister og lokker os væk fra det gode, vi burde gøre, og hen til det, der er nemt og bekvemt for os selv. Hvor tit adlyder vi ikke den lille stemme, selvom vi jo godt ved, at det er skidt for os – og nogle gange for andre? Det kan godt være, den lille stemme visker, men den rammer de helt rigtige ømme steder dybt nede i vore længsler efter det, der behager os. Slangen viskede i Evas øre, og hun viskede i Adams øre, og de blev fristet og vendte sig væk fra Guds ønsker om velsignelse for sine mennesker. De første mennesker døde fra deres uskyldsrene tillid til Gud. Slægt har fulgt slægters gang, og sidenhen har efterkommere været forbandet med denne tvivl, der visker os på afveje.
Med Jesus er det helt anderledes; han kommer aldrig på afveje, for han går altid kærlighedens rene ærinde. Kærligheden er en uovervindelig styrke og kraft, og den, som elsker, er ikke bange for endda at kaste sig ud i en dyst med Djævelen for at hjælpe sin elskede. Af kærlighed til sit skaberværk og alle mennesker på jorden, blev Jesus sendt for at udøse nåde og barmhjertighed. Lige efter sin dåb gik Jesus straks ud i ørkenen; han var blevet optændt af Helligåndens livskraft og drivkraft - klar til at forkynde, at Gudsriget skulle begynde.
Maskeløs gik han ud i ørkenen for at kæmpe med åben pande. Og han fastede og gjorde sig svag, for at møde den djævelsk snedige Frister, der først kom frem fra sit skjul, da Jesus efter en umenneskelig lang faste var fuldstændig udkørt og udmattet. Svagelig og døden nær skulle han være på gravens rand, før Djævelen turde vove sig frem; Fristeren og Frelseren stod ansigt til ansigt. Frelserens plan var at lokke Djævelen frem og vise, at han selv i sin svaghed er langt mægtigere end slangens sleske stemme. Fristeren lagde sine fælder ud og håbede, at kunne lokke den afmægtige. Han fristede med mad, magt og magelighed; og det er alt sammen dejlige ting for den, som lider mangel. Alle vi andre mennesker ville være faldet i fristelse og synd, men Jesus holdt ud, og til sidst afslørede Satan endelig sit største ønske: at blive tilbedt som en gud. Herved blev et evigt had grundlagt mellem menneskesønnen og menneskefristeren, og i påsken kommer det endelige opgør, som vi skal høre om en anden dag.
Jesus vandt over Djævelen i ørkenen, men der er stadig fristelser for os, og vi kender stadig erfaringen af, at vi ikke gjorde det gode, vi ville. Vi har mærket den dårlige samvittighed over, at have gjort det onde, som vi ikke ville. Imens vi nogle gange kæmper med at tro på Gud, er der vel ingen der betvivler det djævelske ved virkeligheden; for uretfærdigheden slår os i ansigtet; men hvem kan se det gode, det skønne og det sande? Fristelser er der nok af, men hvorfor kan vi heller ikke som kristne modstå dem? Mange spørgsmål kan stilles, og nogle gange råber spørgsmålene så højt i vores hoveder, at vi slet ikke kan høre den anden stemme, der også forsøger at nå frem til os med et trøstende ord midt i vores tvivl og dårlige samvittighed. Man behøver ikke komme i kirke for at høre, at livet nogle gange kan være noget bøvl; eller at tilværelsen er usikker og nemt kan gå til grunde – det er såmænd så almindeligt og kedeligt kendt. Men når man kommer herind i kirken skal vi ikke dvæle ved det, vi kan sige os selv, men tværtimod høre og indse, at der sandeligt er håb og glæde og trøst at finde. For tænk, Jesus slog Fristeren af bane; hans magt er ødelagt. Jesus holdt fast ved, at han er Guds søn, og at hans opgave i verden er at række håb helt fra himlen til hvert et jordisk barn.
Det er os, han rækker håb til. Vi er født ind i denne verden, men ingen af os har bestemt, om vi ville fødes her i rige og trygge Danmark eller i fattige og utrygge Malawi. Når vi derfor har fået dette guddommelige håb med dåb på hovedet og nadver i maven, så må vi også tage den kærlighedsopgave på os at bære håbet ud til enhver, der måtte lide nød i denne verden; om de så er tæt på eller langt væk. Der er himmelsk håb nok til alle, så lad os ikke lytte mere til Fristeren, men lad os være medarbejdere for Frelseren og dele tro, håb og kærlighed ud i vores verden og hverdag. Amen.
MEDDELELSER
Hunderup
Efter gudstjenesten er der indsamling i Hunderup sogn. Vi samler ind til Folkekirkens Nødhjælps arbejde bl.a. i Malawi, og vi siger tak for enhver gave dertil.
Torsdag den 14. marts er der babysalmesang kl. 11-11.40. Man kan høre mere hos Dorte om det.
Vilslev
Kan man synge sig igennem kirkebladet? Det vil vi forsøge i morgen, mandag den 11. marts kl. 19 i Vilslev konfirmandstue. Det er Dorte og mig, der står for sangaftenen, og alle er velkomne. Man skal blot medbringe lidt kage og kaffe til pausen.
Dommedag – hvad betyder det, og hvad kommer det os ved? Det sætter vi fokus på torsdag den 14. marts kl. 19 i præstegårdens hyggelige stuer.
Engang blev Jesus klogere. Han mødte en kvinde, som var ud af kana’anæisk slægt, og de var ærkefjender til jøderne. Hendes datter var plaget af en dæmon, og hun bad Jesus om helbredelse. Men Jesus afviste hende. Og så sker det noget uventet og skelsættende, men hvad det gik ud på, skal vi høre mere om, når jeg har gudstjeneste søndag den 17. marts kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup, hvor vi også har indskrivning af unge til konfirmation i 2020.
Første søndag i Fasten, søndag 10. marts 2019, kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev.
Hunderup, søndag den 10. marts kl. 9.30-10.00
Hunderup, søndag den 10. marts kl. 9.30-10.00
Klokkeringning + Bedeslag
1. Præludium
2. Indgangsbøn
3. Salme 753 Gud du som lyset og dagen oplod
4. Hilsen
5. Indledningskollekt
6. Læsning fra NT
7. Trosbekendelse
8. Salme 592 I dag er nådens tid (mel. Nu takker alle Gud)
9. Evangelielæsning
10. Prædiken
Lovprisning
11. Kirkebøn
Meddelelser
Apostolsk velsignelse
12. Salme 336 Vor Gud han er så fast en borg
13. Slutningskollekt
14. Velsignelse
15. Salme 634 Du ved det nok mit hjerte
16. Udgangsbøn
17. Postludium
Vilslev: 753 Gud du som lyset og dagen oplod - 842: Når jorden begynder at råbe (Lysets utålmodighed) - 592 I dag er nådens tid (mel. Nu takker alle Gud) – prædiken - 336 Vor Gud han er så fast en borg - Altergang: 208 Skriv dig Jesus på mit hjerte - 634 Du ved det nok mit hjerte
| hjælpeark_til_første_søndag_i_fasten__i__10_marts_2019.docx |
