Livet er en usikker størrelse, og vi plejer at sige, at der kun er én ting, vi kan være sikre på, og det er, at vi engang skal herfra. Nej, der er faktisk to ting, vi med sikkerhed ved om vores liv. Det første taler vi nogle gange om som en irriterende trivialitet; nemlig at vi engang skal dø – og altså, dermed sagt i samme åndedrag, at vi for alt i verden skal huske at leve. Den anden taler vi ikke så meget om, fordi det er en pinlig omstændighed uanset, om vi er unge eller gamle – nemlig, at vi til stadighed dummer os.
Døden og dumheden er trofaste følgesvende, og når vi føler os mest i live og mest heldige, skal de to venner nok få sat et brændemærke i os, så vi da endelig ikke skal glæde os for meget over livets dejlige hændelser. Døden og dumheden indhenter os altid. Men hvor kommer de fra? Bibelens egen forklaring er, de første mennesker svigtede Gud ved at bryde hans bud, og dermed faldt de i synd og måtte forlade det dejlige Paradis for at leve et liv uden for den skønne have; et liv med lidelse, sorg, synd og smerte. Ja, alt det onde i verden skyldes ganske enkelt, at mennesket vendte Guds ryggen. Sådan gjorde de dengang, og sådan gør vi i dag – efter al den tid har vi intet lært. Vi vender Gud ryggen og søger vores egen bekvemmelighed, følger vores egen fornuft og søger tryghed i vores egoisme. Syndefaldet er måske nok en gammel historie, som vi kan tvivle på, om den nu også er helt historisk korrekt, men vi kan ikke tvivle på, at der er nogle træk ved os, som bestemt ikke er gode, sande eller skønne.
Hvis vi vil have bevis for, at vi ikke lever i Paradis, kan vi jo bare se på vores liv, som det ligger bag os; sorgen har sat sine mærker; lidelsen også; ja, synden har gode vilkår. Der er ikke tale om moralsk fordømmelse eller om at dunke folk i hovedet med begrebet ”synd”, som man desværre har gjort i mange sammenhænge. Syndefaldet er derimod en forklaring på, at der mellem os og Gud er et stort skel, en kløft, som vi ikke kan overvinde, ikke overstige; men vi må bare indse, at vort liv og vores eksistens som mennesker på jorden godt kunne bruge lidt mere af Guds velsignelse.
Synd er, at vi svigter og sårer; ja, svigter og sårer både Gud, os selv og hinanden. Vi kan altså bare se på os selv, se os ærligt i spejlet, åbne øjnene for verden omkring os og verden inde i os for at se, at noget må gøres, hvis vi skal reddes fra synd, sorg og livets smerte. Selvom menneskets fald i synd og blev drevet bort fra det herlige paradis, så er vi mærkeligt nok ikke straffet så hårdt, at vi er faldet helt uden for Guds nåde og barmhjertighed. Godt nok skal vi leve i en eksistens, hvor sorg, svigt og smerte er grundlæggende vilkår, men Gud har igennem tiden og i løbet af vore liv på både synlige og usynlige måder rakt sine barmhjertige hænder til vores velsignelse.
Den mest afgørende handling var, da han selv kom os i møde som et menneske ligesom os. Kampen mellem lys og mørke, mellem syndefald og frelse bliver udkæmpet i øjenhøjde med os her på det jævne, så Jesus blev født som Guds søn – for at frelse verden. Først måtte han dog stå sin prøve, og da han i ørkenen havde gået mange dage, bedt, sultet og fastet fik han endelig lokket den gamle slange fra paradiset frem af sit skjul. Satan kommer altid med fristelser, når vi er allermest udmattede, og når al håb synes ude. Han frister med sin hvislende tunge, imens han appellerer til vores bekvemmelighed og til vores trang til at slippe ud af syndens kløer og livets smerte og lidelse. Som kun Fanden kan læse Bibelen, forsøgte Djævelen at overbevise Jesus om at vende sig fra Gud og i stedet hengive sig til sin egoisme. Men selv en udmattet, tørstig, træt og sulten Jesus kunne Satan ikke få magten over.
Måske står Satan ikke så tydeligt for os, som han stod for Jesus dér i ørkenen; men den hviskende stemme kender vi fra dagligdagen, når vi står over for valget om enten at hjælpe andre eller bare at tænke på os selv i al bekvemmelighed og egoisme. Jesus gik den gode vej, men tænk bare på al den smerte, han skulle trækkes igennem. Ville vi kunne vi holde til at gå samme vej? Kan vi gennemskue Satans væsen og tvivlens snedige hvisken? Eller er vi ikke netop altid prisgivet at falde i synd?
Jo. Ligesom vi kun kan være sikre på, at livet har én udgang, kan vi også kun være sikre på, at vi livet igennem nok skal begå synd og dumhed. Det ligger dybt i os, og ingen af os kan sige, at vi aldrig har dummet os eller syndet mod Gud og hinanden. Men hvor vi fejler, svigter og sårer, der genopretter, helbreder og velsigner Gud. Hvad vi ikke kan, gjorde Jesus for os. Han gik vejen for os igennem livets lidelser og dødens mørke for at skabe en sti, som vi må gå på – han går forrest, vi følger efter.
Men stien er ikke bestrøet med rosenblade – tværtimod er det som om, at jo mere vi forsøger at gøre det gode, desto mere modstand vil vi møde, og desto mere vil livet gå i hårdknude; vi skal opleve modstand på alle fronter; synd, smerte og lidelse ligger foran os – og end ikke Guds egen søn blev sparet for at gå igennem det alt sammen.
Syndefaldet er en vigtig vinkel at se vores liv og eksistens ud fra – fordi det forklarer os meget om, hvorfor livet er, som det er. Vi bliver ikke forladte af Gud, selvom vi vælger dumheden og selvom døden vil overmande os. Intet kan rive os ud af Kristi kærlighed, men synden leder os ad veje, der kun fører lidelse og død med sig. For den gamle slange stikker os blår i øjnene og lyver for os, når han siger, at vores egoisme og bekvemmelighed er gode ting. Men der er intet godt i at søge sit eget. Det ved vi godt, men vi kan ikke andet.
Så må vi da blive stille i tanken og ydmyge i hjertet, når vi indser, at vi må give fortabt over for den opgave at bringe frelse; fortabelsen er en nedarvet sygdom, som kun Kristus selv kan helbrede os for; vi kan ikke redde os selv fra død eller dumhed. Derfor bekender vi os til frelseren og vi beder ham tage vare på det, vi selv må lade glide af hænde. Det, vi ikke magter, og det, vi kun kan ødelægge, må vi bede Gud selv tage hånd om og tage vare på, så forløsningen fra fortabelsen bliver frelsen i Kristus; så kærligheden kan få gode kår på jorden, og der her iblandt os kan blive glæde trods sorg, frihed trods synd, og tro trods svigt og undergang. I Jesu navn. Amen.
Prædikentekster - læs her
Salmer: 1. DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg; 2. DDS 52: Du Herre Krist, min frelser est; 3. DDS 522 Nåden er din dagligdag; ---; 4. DDS 199: Jesus, dine dybe vunder; 5. DDS 456: Vor Herre i den nat; 6. DDS 752 Morgenstund har guld i mund
Døden og dumheden er trofaste følgesvende, og når vi føler os mest i live og mest heldige, skal de to venner nok få sat et brændemærke i os, så vi da endelig ikke skal glæde os for meget over livets dejlige hændelser. Døden og dumheden indhenter os altid. Men hvor kommer de fra? Bibelens egen forklaring er, de første mennesker svigtede Gud ved at bryde hans bud, og dermed faldt de i synd og måtte forlade det dejlige Paradis for at leve et liv uden for den skønne have; et liv med lidelse, sorg, synd og smerte. Ja, alt det onde i verden skyldes ganske enkelt, at mennesket vendte Guds ryggen. Sådan gjorde de dengang, og sådan gør vi i dag – efter al den tid har vi intet lært. Vi vender Gud ryggen og søger vores egen bekvemmelighed, følger vores egen fornuft og søger tryghed i vores egoisme. Syndefaldet er måske nok en gammel historie, som vi kan tvivle på, om den nu også er helt historisk korrekt, men vi kan ikke tvivle på, at der er nogle træk ved os, som bestemt ikke er gode, sande eller skønne.
Hvis vi vil have bevis for, at vi ikke lever i Paradis, kan vi jo bare se på vores liv, som det ligger bag os; sorgen har sat sine mærker; lidelsen også; ja, synden har gode vilkår. Der er ikke tale om moralsk fordømmelse eller om at dunke folk i hovedet med begrebet ”synd”, som man desværre har gjort i mange sammenhænge. Syndefaldet er derimod en forklaring på, at der mellem os og Gud er et stort skel, en kløft, som vi ikke kan overvinde, ikke overstige; men vi må bare indse, at vort liv og vores eksistens som mennesker på jorden godt kunne bruge lidt mere af Guds velsignelse.
Synd er, at vi svigter og sårer; ja, svigter og sårer både Gud, os selv og hinanden. Vi kan altså bare se på os selv, se os ærligt i spejlet, åbne øjnene for verden omkring os og verden inde i os for at se, at noget må gøres, hvis vi skal reddes fra synd, sorg og livets smerte. Selvom menneskets fald i synd og blev drevet bort fra det herlige paradis, så er vi mærkeligt nok ikke straffet så hårdt, at vi er faldet helt uden for Guds nåde og barmhjertighed. Godt nok skal vi leve i en eksistens, hvor sorg, svigt og smerte er grundlæggende vilkår, men Gud har igennem tiden og i løbet af vore liv på både synlige og usynlige måder rakt sine barmhjertige hænder til vores velsignelse.
Den mest afgørende handling var, da han selv kom os i møde som et menneske ligesom os. Kampen mellem lys og mørke, mellem syndefald og frelse bliver udkæmpet i øjenhøjde med os her på det jævne, så Jesus blev født som Guds søn – for at frelse verden. Først måtte han dog stå sin prøve, og da han i ørkenen havde gået mange dage, bedt, sultet og fastet fik han endelig lokket den gamle slange fra paradiset frem af sit skjul. Satan kommer altid med fristelser, når vi er allermest udmattede, og når al håb synes ude. Han frister med sin hvislende tunge, imens han appellerer til vores bekvemmelighed og til vores trang til at slippe ud af syndens kløer og livets smerte og lidelse. Som kun Fanden kan læse Bibelen, forsøgte Djævelen at overbevise Jesus om at vende sig fra Gud og i stedet hengive sig til sin egoisme. Men selv en udmattet, tørstig, træt og sulten Jesus kunne Satan ikke få magten over.
Måske står Satan ikke så tydeligt for os, som han stod for Jesus dér i ørkenen; men den hviskende stemme kender vi fra dagligdagen, når vi står over for valget om enten at hjælpe andre eller bare at tænke på os selv i al bekvemmelighed og egoisme. Jesus gik den gode vej, men tænk bare på al den smerte, han skulle trækkes igennem. Ville vi kunne vi holde til at gå samme vej? Kan vi gennemskue Satans væsen og tvivlens snedige hvisken? Eller er vi ikke netop altid prisgivet at falde i synd?
Jo. Ligesom vi kun kan være sikre på, at livet har én udgang, kan vi også kun være sikre på, at vi livet igennem nok skal begå synd og dumhed. Det ligger dybt i os, og ingen af os kan sige, at vi aldrig har dummet os eller syndet mod Gud og hinanden. Men hvor vi fejler, svigter og sårer, der genopretter, helbreder og velsigner Gud. Hvad vi ikke kan, gjorde Jesus for os. Han gik vejen for os igennem livets lidelser og dødens mørke for at skabe en sti, som vi må gå på – han går forrest, vi følger efter.
Men stien er ikke bestrøet med rosenblade – tværtimod er det som om, at jo mere vi forsøger at gøre det gode, desto mere modstand vil vi møde, og desto mere vil livet gå i hårdknude; vi skal opleve modstand på alle fronter; synd, smerte og lidelse ligger foran os – og end ikke Guds egen søn blev sparet for at gå igennem det alt sammen.
Syndefaldet er en vigtig vinkel at se vores liv og eksistens ud fra – fordi det forklarer os meget om, hvorfor livet er, som det er. Vi bliver ikke forladte af Gud, selvom vi vælger dumheden og selvom døden vil overmande os. Intet kan rive os ud af Kristi kærlighed, men synden leder os ad veje, der kun fører lidelse og død med sig. For den gamle slange stikker os blår i øjnene og lyver for os, når han siger, at vores egoisme og bekvemmelighed er gode ting. Men der er intet godt i at søge sit eget. Det ved vi godt, men vi kan ikke andet.
Så må vi da blive stille i tanken og ydmyge i hjertet, når vi indser, at vi må give fortabt over for den opgave at bringe frelse; fortabelsen er en nedarvet sygdom, som kun Kristus selv kan helbrede os for; vi kan ikke redde os selv fra død eller dumhed. Derfor bekender vi os til frelseren og vi beder ham tage vare på det, vi selv må lade glide af hænde. Det, vi ikke magter, og det, vi kun kan ødelægge, må vi bede Gud selv tage hånd om og tage vare på, så forløsningen fra fortabelsen bliver frelsen i Kristus; så kærligheden kan få gode kår på jorden, og der her iblandt os kan blive glæde trods sorg, frihed trods synd, og tro trods svigt og undergang. I Jesu navn. Amen.
Prædikentekster - læs her
Salmer: 1. DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg; 2. DDS 52: Du Herre Krist, min frelser est; 3. DDS 522 Nåden er din dagligdag; ---; 4. DDS 199: Jesus, dine dybe vunder; 5. DDS 456: Vor Herre i den nat; 6. DDS 752 Morgenstund har guld i mund
