Det er i dag Første Søndag i Advent – nu er vi i gang. I gang med at vente! I gang med nedtællingen! Vi venter på den helt særlige begivenhed, den helt specielle aften, den ganske særlige stemning og specielle atmosfære. Forventningerne er store, og for at tiden ikke skal blive for lang og kedelig, mødes vi til gudstjeneste med musik og salmer og sang. Juletiden husker vi helt fra barnsben, fordi vi midt i den mørke og lidt kedelige typiske vintergrå hverdag i december gerne vil have noget at hygge os med. Vi skal hverken mangle julemad, julelys eller traditioner, fest og farver – det ser man tydeligt rundt omkring i gader og stræder.
Vi tænder det første lys i adventskransen, julekrybben er stillet op med figurer af Maria og Josef, hyrderne, englene og naturligvis det lille Jesusbarn, der så sødt ligger i en krybbe. Vi følger traditionerne, og bruger tid på at tænke over julens glædelige budskab. Vi må undre os over julens mirakel. Tænk sig, at Jesus er en kongesøn, ja, en kongesøn fra himlen. Hans far er Gud, der regerer over alt, og er universets mægtigste konge. Det underlige er, at Jesus så skulle fødes i fattigdom. Hvis nu en af de rige danskere lod sin søn føde ude i en stald, så ville vi da nok rynke lidt på næsen af hans moral.
Gud er den rigeste af alle, og alligevel blev hans søn født i de mest kummerlige og uhygiejniske forhold. Det var jo ikke fordi, han ikke elskede Jesus; det var ikke en straf at blive født i fattigdom, men det var derimod af kærlighed til hele verden, og det blev en stor berigelse for de fattige, at de fik al himlens rigdom skænket – gratis og med stor glæde. Gud skænkede sin rigdom til de fattige i verden; og Jesus gik rundt og gav dem, der led under mangel og mismod. Han gav tro til de tvivlende og håb til de mismodige, han gav kærlighed til dem, der var blevet såret eller havde såret andre.
Men selvom der er mange, der mangler noget, så er det ikke alle, der vil indse det og ikke alle, der vil række hånden ud for at få hjælp. Nogle vil endda forhindre, at andre får mulighed for at møde tro, håb og kærlighed. Det fik Jesus at mærke på den hårde måde. Uanset hvor meget han forsøgte at fortælle og forklare, at Guds barmhjertighed selvfølgelig skal rækkes ud til enhver af dem, der har brug for det, så mødte han hårde hjerter og ansigter af sten. Det er det, vi hørte om i dagens læsestykke. En dag var jøderne samlet i deres hellige hus, en synagoge, og Jesus stillede sig op for at fortælle om, hvordan han er kommet for at indfri løfterne fra gamle dage. Det er da værd at glæde sig over.
Men for jøderne i synagogen var det ikke en god nyhed, for Jesus fortalte dem også, at Gud før havde sendt sin barmhjertighed til verden – men igen kun til dem, der havde indset, at de manglede Guds indgriben i deres liv. Så de hellige profeter var godt nok jøder, men de blev af Gud sendt til andre end jøder. For jøderne havde nok i sig selv, og de mente ikke, at de havde brug for at Gud blandede sig i deres liv. Hvis bare Gud kunne passe sin himmel, og de kunne passe deres jordiske dagligdag, måtte det være fint; de mente, at de kunne selv – og de ville i hvert fald selv! Og det er måske fint - for alle andre end Gud. Han vil mere og har større planer for os, end vi har med os selv og hinanden. Guds barmhjertighed kender ingen grænser, men alligevel vil mange sætte grænser for den. Sådan var det dengang, og sådan er det også i vores nutid og samfund. Vi sætter grænser både for os selv og for hinanden i forhold til den kristne tro. Det er nemt at gøre grin med dem, der tror, og det er nemt at håne dem, der håber.
”Hvem har brug for Jesus og det budskab, han kommer med? Hvem har brug for en ny begyndelse? Hvem har brug for sådan nogle ting som tro og håb og kærlighed, når nu vi har overflod af velfærd og forbrug og sagtens kan klare vore egne liv? Vi kan måske godt møde lidt modgang og uretfærdighed, især når vi ikke får vores egen vilje eller ikke selv har kontrollen i vores tilværelse, men behøver vi ligefrem vende os til kirke, kristendom og Kristus for at få del i den barmhjertighed, der tales så meget om? Er det ikke nok bare at passe sit eget så godt man kan, og så ellers hygge sig i den tid, vi har fået til at leve?” – sådan lyder det i vores tid.
Måske tænkte jøderne i synagogen også sådan; at det var nok bare at passe sit eget og sine egne sager. Måske fungerede det for dem at være til som personer, der højst interesserede sig for andre, når de selv fik noget ud af det. Men det var jo ikke ligefrem dét budskab, Jesus kom til verden med. Tværtimod stiller han nogle meget skarpe krav op om, at vi ikke bare skal elske os selv – det kan være svært nok -, men at vi også skal elske Gud og elske vor næste. Det er helt umuligt rent menneskeligt set, for vi kan aldrig træde ud af os selv og aldrig komme ud af vores egoisme.
Når vi tænder det første lys i adventskransen og samles her i kirken til gudstjeneste, så er det bare et billede på, at vi skal gøre ord til handling i den verden, vi kom fra; og at vi skal tænde lys derude, hvor sorgens mørke sænker sig, og hvor tvivlens kulde breder sig. Ligesom Jesus engang blev sendt til jorden for at tale om nåde og vise barmhjertighed, sådan må vi også komme i stemning til at lade disse gode ord slå rod i os, så vi med hånd, hoved og hjerte kan gøre godt mod dem, der lider i denne verden, som vi er fælles om at få til at fungere.
Hvad er det, der gør jul til noget særligt? Det er at vi bruger en måned på at fejre, at Gud ikke har glemt os, men vil velsigne os her i dag og til evig tid. Det er værd at fejre, og sandelig værd at lytte til en søndag formiddag. Men lad os ikke blive ved bare at lytte. Lad os tage ordene for gode vare og aktivt tage glæden med ud i vores dagligdag, så Guds rige med fred og glæde kan vokse frem. Vi tager små skridt, vi tager en dag ad gangen, en søndag ad gangen. Lad os tænke efter, om ikke vi også engang imellem har brug for at blive tilgivet, at få en ny begyndelse. Omkring os står mange, der ligesom vi selv også har behov for at få tændt et lille lys af glæde i tilværelsen. Lad os bruge ventetiden på at tage det glædelige budskab med ud af kirken, og lad os dele med hinanden, hvad Gud har delt med os. Lad det komme vor næste til gavn, i Jesus Kristi navn. Glædelig advent! Amen.
Prædikentekster til Første Søndag i Advent
Salmer 1. DDS 74: Vær velkommen, Herrens år; 2. DDS – erstattes: solist // børnekor 10 minutter ; 3. DDS 86: Hvorledes skal jeg møde /
* Hvad er det, der gør jul til noget særligt; --- ; 4. DDS 69: Du fødtes på jord; 5. DDS 94,3-5: Det kimer nu til julefest; 6. DDS 80: Tak og ære være Gud
Næste gudstjeneste På søndag skal vi høre lignelsen om 10 brudepiger, der venter på deres brudgom. Der er 5 kloge og 5 tåbelige brudepiger. Brudgommen lader vente på sig, og pigerne falder i søvn. Da brudgommen kommer har kun de 5 kloge olie nok til at finde vej, og de kommer ind i bryllupssalen, men de 5 tåbelige møder en lukket dør. For som Jesus siger: ”Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.” – hvad det betyder, skal vi høre mere om til gudstjeneste kl. 15.30 i Vilslev og kl. 17 i Hunderup. Begge steder er der Lucia-optog.