Nogle gange dummer vi os noget så grusomt i forhold til andre, at det kan være svært igen at få snakket med dem, man har dummet sig over for. Nogle gange kalder vi det ”at dumme sig”, selvom det egentlig er tale om et decideret svigt. Det er som om, vi uden videre kommer til at svigte hinanden, selvom vi egentlig ikke ville. Der er mange måder at svigte på, og vi prøver for vores samvittigheds skyld at gradbøje svigt, eller skyde svigtets skyld og skam fra os, eller måske prøver vi bare at glemme det; men jo mere, vi nægter os skyldige, desto hårdere bliver vi i hjerte, sind og tanke. Jo hårdere vi gør os, desto mere kan vi svigte uden, at det føles forkert, og uden at vi behøver ændre på vores måde at leve på. Men så længe vi har en samvittighed, og så længe det plager vores samvittighed at svigte andre, hvad skal vi så stille op med dette svigt, som åbenbart er en fast del af vores DNA?
Peter havde svigtet, og han anede ikke, hvad han skulle gøre ved sig selv. Det er meget menneskeligt at føle sig ilde til mode, når samvittigheden tynger sjælen. Peter og Jesus var gode venner, og deres venskab havde alt det, vi kender fra vore egne relationer til andre. Men som I måske husker, så lovede han at ville følge Jesus gennem tykt og tyndt, ja lige indtil korsets død; men ak, hans store ord blev små, de dyre løfter blev billige og hans mandige mod sank i livet på ham; hans sind blev sort og hans hjerte hårdt. Han fornægtede Jesus igen og igen og igen. Tre gange bandede og svor han på, at han bestemt ikke kendte til den Jesus, der natten til Langfredag blev lagt i lænker, dømt, pisket, hånet og korsfæstet. Dog greb naturen ind, da hanen galede og vækkede Peter fra sit sorte svigt - og han flygtede – væk fra Jesus og hjem til sig selv, ind i sig selv. Imens de kvindelige disciple stod under korset på Golgata og så deres frelser ånde ud under de tunge, mørke natteskyer, sad Peter i angst bag låste døre derhjemme i frygt og bæven for hvad der kunne ske ham. Der var altså en god grund til, at Peter havde moralske tømmermænd. Hvordan var det for ham at møde den opstandne?
Vi hører i dag om noget, der skete et par dage efter Jesu opstandelse fra de døde. Selvom Jesus havde vist sig flere gange for disciplene, havde Peter ikke fået snakket ordentligt ud med ham. Det får han anledning til i dag, hvor Jesus spiser sammen med Peter og nogle af de andre disciple. Da de er færdige med at spise, er det tid til den dybere samtale, men i stedet for at stikke en finger i såret ved at spørge direkte ind til, hvordan Peter dog kunne svigte ham og i stedet for at tage en anklagende tone i munden, spørger Jesus, om Peter stadig elsker ham. Det er ikke svigtets synd eller samvittighedens plagede sjæl, Jesus vil tvære rundt i – han har ingen interesse i at gøre ondt værre; for synden er slemt nok i sig selv, og Peter er på dybt vand. I stedet rækker han hånden ud for igen at gribe Peter, der igen er ved at synke ned i sin mistro og tvivl.
Når Jesus spørger på den måde, er det fordi, han ikke er sikker, og for at give Peter mulighed for at svare. Hvor står Peter i forhold til ham? Er deres venskab forbi, eller kan stumperne reddes? Vil Peter stadig være hans discipel? Når Jesus spørger, ønsker han et ja. Ellers ville han ikke have spurgt, men ville bare have været ligeglad. Jesus er dog på ingen måde ligeglad med mennesker, og da slet ikke ligeglad med dem, der lider under deres beslutninger, hvor dumme og svigtende, de så har været. Tænk, hvis vi bare skulle leve og lide ganske alene under vore fejl og mangler, fordi enhver er sin egen lykkes smed. Det ville kunne tage livsmodet fra de fleste. På trods af at Jesus lige havde været igennem et par hårde dage med at blive korsfæstet og lagt i graven samt opstået derfra, rakte han hånden ud og spurgte tre gange Peter, om han havde ham kær. Tre gange et spørgsmål om kærlighed for at opveje de tre gange, Peter havde fornægtet sin herre og mester.
Jesus er offeret, og alligevel er det ham, der rækker hånden ud mod svigteren Peter. Det er i sig selv et virkeligt stærkt billede på, hvordan Gud ønsker at være i forhold til os. Peters vej i livet er et billede på vores vej; at vi vælger os selv til på bekostning af andre; vi hævder vores ret til at synde og være jorden tro – den ret opgav Jesus og gav afkald på. Han er dermed vort forbillede, mens Peter dog er vores realitet. At svigte og at blive svigtet er en del af livets vilkår. Men himlen selv bliver her udtrykt i ét menneske, der møder vores verden udtrykt i et andet menneske. Som Jesus møder Peter, sådan møder Gud ethvert menneske.
Det må give os noget at tænke over, for hvordan handler vi i forhold til dem, der svigter os? I Fadervor beder vi ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” – men tilgiver vi egentlig dem, der gør ondt imod os? Eller er bønnen bare blevet en remse, som ikke længere har rod i vores tro? Det er store ord at leve op til, sådan at ville tilgive dem, der svigter os; og selvom vi bare er mennesker, så er vi da heldigvis mennesker under Guds nåde. Vi har magt og mulighed, ja endda pligt til at tilgive. I tilgivelse sætter vi ikke bare den anden fri af skyld og skam, men vi sætter også os selv fri af rollen som offer for andres svigt. Det må vi ofte tænke på igennem livet, for jo længere vi lever, desto mere svigt får vi at føle – både hos os selv og fra andre. Det er især i de nære relationer, at svigtet opleves dybest, og det er dér, det er sværest at tilgive.
Peter havde svært ved at tilgive sig selv, og han kunne umuligt sige undskyld til Jesus, for hvilken undskyldning findes der for dette store svigt? Heldigvis er Jesus fuld af barmhjertighed, og Peter fik ikke lov at gå fortabt i sin hårdhjertede fornægtelse, men han blev tilgivet sine fejl og mangler; tilgivet sit svigt og sit hårde hjerte, der var fyldt af angst, den nat han sagde de hårde ord. Jesus havde brug for Peter; denne fisker, dette fejlbarlige menneske, denne kryster af en mand. På ham skulle kirken bygges, og han skulle være en grundsten i det himmelske kirkebyggeri på jorden. For Jesus valgte ikke de stærke og selvstændige, ikke de perfekte eller hovmodige, men han udvalgte særligt dem, som tænkte lavt om sig selv, havde forkastet sig selv, eller var blevet vraget af andre. Dem, der ikke var fine eller gode eller dygtige nok i statens og samfundets øjne, tog Jesus til sig, for at give dem en unik chance for at få en tilværelse med mening, glæde og fred. Ikke nok med at Jesus velsignede dem, så lagde han hele sit livsprojekt over i hænderne på disse fejlbarlige amatører. Og de svigtede ham alle som én. Jesus havde god grund til at være vred og skuffet, og det vil være menneskeligt at reagere sådan; men i Jesus bor en Guddomsånd, der tilgiver, hvad ingen kan tilgive. Det må vi huske på, når vi selv svigter, og lade os inspirere af, når vi bliver svigtet. Lad os holde Jesus som forbillede og ledetråd i vort eget liv. Amen.
Søndag 8. april, kl. 9.30 Vilslev, kl. 11 Gredstedbro
Salmer: 1. DDS 736 Den mørke nat forgangen er; 2. DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn; 3. DDS 235 Verdens igenfødelse, mel: “Frydeligt med jubelkor” ; ---; 4. DDS 249 Hvad er det at møde den opstandne; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste: Jernved kl. 9.30 og Hjortlund kl. 11 ved Kevin Asmussen. Hunderup kl. 9.30 (med kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev (med fejring af guldkonfirmander) v. Ole Witte Madsen
Tirsdag d. 10. april kl. 19 er der i Sognehuset foredrag ved Sørine Gotfredsen med titlen ”Fri os fra det onde”
Peter havde svigtet, og han anede ikke, hvad han skulle gøre ved sig selv. Det er meget menneskeligt at føle sig ilde til mode, når samvittigheden tynger sjælen. Peter og Jesus var gode venner, og deres venskab havde alt det, vi kender fra vore egne relationer til andre. Men som I måske husker, så lovede han at ville følge Jesus gennem tykt og tyndt, ja lige indtil korsets død; men ak, hans store ord blev små, de dyre løfter blev billige og hans mandige mod sank i livet på ham; hans sind blev sort og hans hjerte hårdt. Han fornægtede Jesus igen og igen og igen. Tre gange bandede og svor han på, at han bestemt ikke kendte til den Jesus, der natten til Langfredag blev lagt i lænker, dømt, pisket, hånet og korsfæstet. Dog greb naturen ind, da hanen galede og vækkede Peter fra sit sorte svigt - og han flygtede – væk fra Jesus og hjem til sig selv, ind i sig selv. Imens de kvindelige disciple stod under korset på Golgata og så deres frelser ånde ud under de tunge, mørke natteskyer, sad Peter i angst bag låste døre derhjemme i frygt og bæven for hvad der kunne ske ham. Der var altså en god grund til, at Peter havde moralske tømmermænd. Hvordan var det for ham at møde den opstandne?
Vi hører i dag om noget, der skete et par dage efter Jesu opstandelse fra de døde. Selvom Jesus havde vist sig flere gange for disciplene, havde Peter ikke fået snakket ordentligt ud med ham. Det får han anledning til i dag, hvor Jesus spiser sammen med Peter og nogle af de andre disciple. Da de er færdige med at spise, er det tid til den dybere samtale, men i stedet for at stikke en finger i såret ved at spørge direkte ind til, hvordan Peter dog kunne svigte ham og i stedet for at tage en anklagende tone i munden, spørger Jesus, om Peter stadig elsker ham. Det er ikke svigtets synd eller samvittighedens plagede sjæl, Jesus vil tvære rundt i – han har ingen interesse i at gøre ondt værre; for synden er slemt nok i sig selv, og Peter er på dybt vand. I stedet rækker han hånden ud for igen at gribe Peter, der igen er ved at synke ned i sin mistro og tvivl.
Når Jesus spørger på den måde, er det fordi, han ikke er sikker, og for at give Peter mulighed for at svare. Hvor står Peter i forhold til ham? Er deres venskab forbi, eller kan stumperne reddes? Vil Peter stadig være hans discipel? Når Jesus spørger, ønsker han et ja. Ellers ville han ikke have spurgt, men ville bare have været ligeglad. Jesus er dog på ingen måde ligeglad med mennesker, og da slet ikke ligeglad med dem, der lider under deres beslutninger, hvor dumme og svigtende, de så har været. Tænk, hvis vi bare skulle leve og lide ganske alene under vore fejl og mangler, fordi enhver er sin egen lykkes smed. Det ville kunne tage livsmodet fra de fleste. På trods af at Jesus lige havde været igennem et par hårde dage med at blive korsfæstet og lagt i graven samt opstået derfra, rakte han hånden ud og spurgte tre gange Peter, om han havde ham kær. Tre gange et spørgsmål om kærlighed for at opveje de tre gange, Peter havde fornægtet sin herre og mester.
Jesus er offeret, og alligevel er det ham, der rækker hånden ud mod svigteren Peter. Det er i sig selv et virkeligt stærkt billede på, hvordan Gud ønsker at være i forhold til os. Peters vej i livet er et billede på vores vej; at vi vælger os selv til på bekostning af andre; vi hævder vores ret til at synde og være jorden tro – den ret opgav Jesus og gav afkald på. Han er dermed vort forbillede, mens Peter dog er vores realitet. At svigte og at blive svigtet er en del af livets vilkår. Men himlen selv bliver her udtrykt i ét menneske, der møder vores verden udtrykt i et andet menneske. Som Jesus møder Peter, sådan møder Gud ethvert menneske.
Det må give os noget at tænke over, for hvordan handler vi i forhold til dem, der svigter os? I Fadervor beder vi ”forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” – men tilgiver vi egentlig dem, der gør ondt imod os? Eller er bønnen bare blevet en remse, som ikke længere har rod i vores tro? Det er store ord at leve op til, sådan at ville tilgive dem, der svigter os; og selvom vi bare er mennesker, så er vi da heldigvis mennesker under Guds nåde. Vi har magt og mulighed, ja endda pligt til at tilgive. I tilgivelse sætter vi ikke bare den anden fri af skyld og skam, men vi sætter også os selv fri af rollen som offer for andres svigt. Det må vi ofte tænke på igennem livet, for jo længere vi lever, desto mere svigt får vi at føle – både hos os selv og fra andre. Det er især i de nære relationer, at svigtet opleves dybest, og det er dér, det er sværest at tilgive.
Peter havde svært ved at tilgive sig selv, og han kunne umuligt sige undskyld til Jesus, for hvilken undskyldning findes der for dette store svigt? Heldigvis er Jesus fuld af barmhjertighed, og Peter fik ikke lov at gå fortabt i sin hårdhjertede fornægtelse, men han blev tilgivet sine fejl og mangler; tilgivet sit svigt og sit hårde hjerte, der var fyldt af angst, den nat han sagde de hårde ord. Jesus havde brug for Peter; denne fisker, dette fejlbarlige menneske, denne kryster af en mand. På ham skulle kirken bygges, og han skulle være en grundsten i det himmelske kirkebyggeri på jorden. For Jesus valgte ikke de stærke og selvstændige, ikke de perfekte eller hovmodige, men han udvalgte særligt dem, som tænkte lavt om sig selv, havde forkastet sig selv, eller var blevet vraget af andre. Dem, der ikke var fine eller gode eller dygtige nok i statens og samfundets øjne, tog Jesus til sig, for at give dem en unik chance for at få en tilværelse med mening, glæde og fred. Ikke nok med at Jesus velsignede dem, så lagde han hele sit livsprojekt over i hænderne på disse fejlbarlige amatører. Og de svigtede ham alle som én. Jesus havde god grund til at være vred og skuffet, og det vil være menneskeligt at reagere sådan; men i Jesus bor en Guddomsånd, der tilgiver, hvad ingen kan tilgive. Det må vi huske på, når vi selv svigter, og lade os inspirere af, når vi bliver svigtet. Lad os holde Jesus som forbillede og ledetråd i vort eget liv. Amen.
Søndag 8. april, kl. 9.30 Vilslev, kl. 11 Gredstedbro
Salmer: 1. DDS 736 Den mørke nat forgangen er; 2. DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn; 3. DDS 235 Verdens igenfødelse, mel: “Frydeligt med jubelkor” ; ---; 4. DDS 249 Hvad er det at møde den opstandne; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste: Jernved kl. 9.30 og Hjortlund kl. 11 ved Kevin Asmussen. Hunderup kl. 9.30 (med kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev (med fejring af guldkonfirmander) v. Ole Witte Madsen
Tirsdag d. 10. april kl. 19 er der i Sognehuset foredrag ved Sørine Gotfredsen med titlen ”Fri os fra det onde”
