I går var det Hellig Tre Kongers dag (d. 6. januar), men da den landede før en søndag fejrer vi i dag Første Søndag efter Hellig Tre Konger. Disse tre konger er de tre vise mænd, som red fra østerland og nåede frem til det lille Jesusbarn i krybben i Betlehem. De red hjemmefra og ud i verden for at finde en kongesøn, ja, Himlens og Guds søn og verdens frelser, men de fandt bare et lille barn i en ussel stald. Med blandede følelser må de have stået der og tænkt og tvivlet. På trods af alle omstændigheder blev de overvundet, overvældet af tro og medfølelse og gav gaverne, som de havde medbragt: Guld, røgelse og myrra. Det lille Jesusbarn lyste op i staldens mørke, og de tre vise konger kunne varme sig ved, at de nu havde nået målet for deres lange rejse. Lyset, det sande lys, der skulle oplyse hvert et menneske på jorden, var sandelig kommet til verden, og de tre havde været så heldige at få lov at se det med deres egne øjne, selvom de var gamle og trætte efter den lange rejse til det lille barn.
I dag hører vi så om, hvordan Jesus er blevet voksen og sidder i en situation, hvor mange gerne vil have hans velsignelse over deres børn. Det er en fortælling, vi kender godt, fordi vi hører den, hver gang der er dåb i kirken. Selvom vi har hørt den mange gange, er det en spøjs og underligt fortælling; og den handler slet ikke om dåb, men om velsignelse. Det virker til, at der står en stor flok forældre med en masse småbørn som de forsøger at bringe hen til Jesus. Det har han åbenbart ikke noget imod, for han er menneske og Gud nok til store og små. Men hans disciple optræder med selvhøjtidelighed og store religiøse følelser for deres mester og leder. De vil ikke have, at de små snotunger skal tage hans tid fra dem og fra sager, de finder vigtigere.
Disciplene har fulgt Jesus igennem tykt og tyndt, og de har virkeligt lyttet til hans kloge ord, og de har opgivet deres dagligdag bare for at følges med ham, som de virkeligt tror på er Guds søn og verdens frelser; ja, en sand konge, den mægtigste af alle, den eneste værdige til at sidde på Israels trone og gøre Israel, jødernes land, mægtigt igen. Problemet med disciplene er bare, at de har lyttet og lyttet, men de har intet hørt. De har fået fortalt og forklaret og Jesus har afprøvet mange pædagogiske virkemidler, men disciplene var åbenbart uden for pædagogisk rækkevidde, og de havde ikke fattet eller begrebet, hvad Jesus virkeligt fortalte dem. Man kan ligefrem se for sig, hvordan Jesus står som den fornuftige voksne, og disciplene tér sig som nogle, der tror, de har forstået det hele, selvom deres dårskab lyser ud af dem. Det er heldigt for dem, at Jesus var god til at tilgive.
Når Jesus denne gang irettesætter sine disciple og beder dem holde mund og træde til side, så handler det om, at Guds velsignelse naturligvis også skal skænkes disse børn, hvem de så end er bøn af. Ja, det vigtige er altså ikke, om børnenes forældre er rige eller fattige, syge eller raske, gifte eller skilte, fremmede eller af samme nationalitet, for det er jo vitterligt ikke børnenes skyld, at de har fået de forældre, de nu engang har; og nogle forældre er ikke altid det bedste for deres barn. Det kan være rigtig svært at være forældre, og ikke mindre svært at være barn, og imens vi alle – også Jesus selv – har prøvet at være små børn, så er det ikke alle forundt at blive forældre. Men altså, Jesus henvender sig i dag til børnene, for hvis man skal lære mennesker noget nyt, må man begynde allerede fra barnsben. Hvad man i ungdommen nemmer, man sent i alderdommen glemmer.
Børnene skal med deres egne øje se, og med deres egne øre høre, at der ikke er noget at frygte fra Jesus. Tværtimod er der et himmerige at få, ja, Jesus selv skænker Guds rige til alle dem, der tager imod hans ord på samme barnlige måde som kun børn kan: med tillid. Et lille barns tillid er, at det kun lige skal give et klynk om natten, før far og mor står klar med trøst og sutteflaske. Eller, sådan burde det være. Men nogle forældre vænner sig til barnets klynken, og nogle vender sig i vrede og frustration væk fra barnets klynk, så det bliver gråd omsorgssvigt og barndomstraumer. Det er tabu, men nogle forældre magter ikke at leve op til billedet af den forældre, de så gerne ville være for deres børn. Nogle forældre ville helst kunne skrue tiden tilbage og undgået forældreskabet. For man ved jo ikke, hvad man har rodet sig ud i, før man pludseligt står dér med klynkende børn, manglende søvn og underskud til at glæde sig over barnet som et af livets mirakler.
Vi ved ikke, hvordan forældrene hos Jesus stod med deres børn, og vi ved ikke, hvad de følte for deres børn, men måske har vi selv nogle erfaringer, minder, følelser og tanker, vi kan trække på. ”Lad de små børn komme til mig”, siger Jesus som om, han nok skal håndtere og overkomme alt det, de små børn udsætter os for af larm, klynk og unoder, bræk og bleskift og gylp på det pæne tøj. Og han fortsætter ”for Guds rige er deres”, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Guds rige er en børnehave? En gratis pasningsordning, så forældrene kan finde tid til hinanden og sig selv og få lov til at have en anden rolle i livet end bare at være forældre?
Nej, Guds rige er næppe en børnehaves, som vi kender det, men Guds have er rig på børn i alle aldre. Gud kan rumme at være både den far og mor som vi enten ikke selv magter at være, eller som vi selv savner i livet. Guds rige er, at vi ser os selv som børn; at vi indser, at også vi til tider klynkler, og græder og skal trøstes; at også vi nogle gange berøver hinanden nattesøvn og er hinanden til besvær. Ja, sandelig, som børn er vi; og netop som børn modtager Gud os med en åben favn.
Ligesom Jesus sad på knæ den dag og tog børnene i sin favn, sådan lover Guds også os, at vi hver en dag må komme til hans favntag og blive trøstet, hvis vi er kede af det, eller bare for lige at få et kram, så vi atter kan vende tilbage til livet, som vi lever det. For det er jo dét vi skal: Leve et jævnt og muntert virksomt liv på jord, under Guds nådige og tilgivende løfter og ord. Guds kærlighed går langt over vores fornuft og forstand, og ligesom Jesu disciple ikke kunne forstå, hvad meningen var, sådan kan også vi tit savne svar.
Det hele kan synes så tåbeligt, ja, ligesom teenagere kan synes, der forældre er noget af det dummeste, sådan kan også vi vende os imod Gud og gøre oprør imod det, han ønsker for os. Selvom Jesus velsignede disse børn dengang, og selvom vi døbes under store ord og flotte ritualer, så er vi jo først og sidst mennesker født af et menneske. Men det er ikke alt; for vi er ikke kun biologiske væsner. Gud selv blæste livsånde ind i os, så vi kan føle og mærke, elske og hade, leve og dø; ja, så vi kan tro og tvivle. Selv når vi tvivler og mistror Gud på hans ord, står han der stadig med en åben favn. Vil vi så komme til kristelig fornuft og lade os røre ud af vores stædige trods, eller vil vi gøre vore hjerter hårde og vende Gud og mennesker ryggen? Det er den overvejelse, vi i dag skal tage med herfra. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 136: Dejlig er den himmel blå; 2. DDS 445: Af diendes og spædes mund; 3. DDS 58: Jesus frelser og befrier; --- ; 4. DDS 449: Vor Herre tar de små i favn; 5. DDS 720: Som året går, vers 7, 8 og 9; 6. DDS 13: Måne og sol
I dag hører vi så om, hvordan Jesus er blevet voksen og sidder i en situation, hvor mange gerne vil have hans velsignelse over deres børn. Det er en fortælling, vi kender godt, fordi vi hører den, hver gang der er dåb i kirken. Selvom vi har hørt den mange gange, er det en spøjs og underligt fortælling; og den handler slet ikke om dåb, men om velsignelse. Det virker til, at der står en stor flok forældre med en masse småbørn som de forsøger at bringe hen til Jesus. Det har han åbenbart ikke noget imod, for han er menneske og Gud nok til store og små. Men hans disciple optræder med selvhøjtidelighed og store religiøse følelser for deres mester og leder. De vil ikke have, at de små snotunger skal tage hans tid fra dem og fra sager, de finder vigtigere.
Disciplene har fulgt Jesus igennem tykt og tyndt, og de har virkeligt lyttet til hans kloge ord, og de har opgivet deres dagligdag bare for at følges med ham, som de virkeligt tror på er Guds søn og verdens frelser; ja, en sand konge, den mægtigste af alle, den eneste værdige til at sidde på Israels trone og gøre Israel, jødernes land, mægtigt igen. Problemet med disciplene er bare, at de har lyttet og lyttet, men de har intet hørt. De har fået fortalt og forklaret og Jesus har afprøvet mange pædagogiske virkemidler, men disciplene var åbenbart uden for pædagogisk rækkevidde, og de havde ikke fattet eller begrebet, hvad Jesus virkeligt fortalte dem. Man kan ligefrem se for sig, hvordan Jesus står som den fornuftige voksne, og disciplene tér sig som nogle, der tror, de har forstået det hele, selvom deres dårskab lyser ud af dem. Det er heldigt for dem, at Jesus var god til at tilgive.
Når Jesus denne gang irettesætter sine disciple og beder dem holde mund og træde til side, så handler det om, at Guds velsignelse naturligvis også skal skænkes disse børn, hvem de så end er bøn af. Ja, det vigtige er altså ikke, om børnenes forældre er rige eller fattige, syge eller raske, gifte eller skilte, fremmede eller af samme nationalitet, for det er jo vitterligt ikke børnenes skyld, at de har fået de forældre, de nu engang har; og nogle forældre er ikke altid det bedste for deres barn. Det kan være rigtig svært at være forældre, og ikke mindre svært at være barn, og imens vi alle – også Jesus selv – har prøvet at være små børn, så er det ikke alle forundt at blive forældre. Men altså, Jesus henvender sig i dag til børnene, for hvis man skal lære mennesker noget nyt, må man begynde allerede fra barnsben. Hvad man i ungdommen nemmer, man sent i alderdommen glemmer.
Børnene skal med deres egne øje se, og med deres egne øre høre, at der ikke er noget at frygte fra Jesus. Tværtimod er der et himmerige at få, ja, Jesus selv skænker Guds rige til alle dem, der tager imod hans ord på samme barnlige måde som kun børn kan: med tillid. Et lille barns tillid er, at det kun lige skal give et klynk om natten, før far og mor står klar med trøst og sutteflaske. Eller, sådan burde det være. Men nogle forældre vænner sig til barnets klynken, og nogle vender sig i vrede og frustration væk fra barnets klynk, så det bliver gråd omsorgssvigt og barndomstraumer. Det er tabu, men nogle forældre magter ikke at leve op til billedet af den forældre, de så gerne ville være for deres børn. Nogle forældre ville helst kunne skrue tiden tilbage og undgået forældreskabet. For man ved jo ikke, hvad man har rodet sig ud i, før man pludseligt står dér med klynkende børn, manglende søvn og underskud til at glæde sig over barnet som et af livets mirakler.
Vi ved ikke, hvordan forældrene hos Jesus stod med deres børn, og vi ved ikke, hvad de følte for deres børn, men måske har vi selv nogle erfaringer, minder, følelser og tanker, vi kan trække på. ”Lad de små børn komme til mig”, siger Jesus som om, han nok skal håndtere og overkomme alt det, de små børn udsætter os for af larm, klynk og unoder, bræk og bleskift og gylp på det pæne tøj. Og han fortsætter ”for Guds rige er deres”, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om Guds rige er en børnehave? En gratis pasningsordning, så forældrene kan finde tid til hinanden og sig selv og få lov til at have en anden rolle i livet end bare at være forældre?
Nej, Guds rige er næppe en børnehaves, som vi kender det, men Guds have er rig på børn i alle aldre. Gud kan rumme at være både den far og mor som vi enten ikke selv magter at være, eller som vi selv savner i livet. Guds rige er, at vi ser os selv som børn; at vi indser, at også vi til tider klynkler, og græder og skal trøstes; at også vi nogle gange berøver hinanden nattesøvn og er hinanden til besvær. Ja, sandelig, som børn er vi; og netop som børn modtager Gud os med en åben favn.
Ligesom Jesus sad på knæ den dag og tog børnene i sin favn, sådan lover Guds også os, at vi hver en dag må komme til hans favntag og blive trøstet, hvis vi er kede af det, eller bare for lige at få et kram, så vi atter kan vende tilbage til livet, som vi lever det. For det er jo dét vi skal: Leve et jævnt og muntert virksomt liv på jord, under Guds nådige og tilgivende løfter og ord. Guds kærlighed går langt over vores fornuft og forstand, og ligesom Jesu disciple ikke kunne forstå, hvad meningen var, sådan kan også vi tit savne svar.
Det hele kan synes så tåbeligt, ja, ligesom teenagere kan synes, der forældre er noget af det dummeste, sådan kan også vi vende os imod Gud og gøre oprør imod det, han ønsker for os. Selvom Jesus velsignede disse børn dengang, og selvom vi døbes under store ord og flotte ritualer, så er vi jo først og sidst mennesker født af et menneske. Men det er ikke alt; for vi er ikke kun biologiske væsner. Gud selv blæste livsånde ind i os, så vi kan føle og mærke, elske og hade, leve og dø; ja, så vi kan tro og tvivle. Selv når vi tvivler og mistror Gud på hans ord, står han der stadig med en åben favn. Vil vi så komme til kristelig fornuft og lade os røre ud af vores stædige trods, eller vil vi gøre vore hjerter hårde og vende Gud og mennesker ryggen? Det er den overvejelse, vi i dag skal tage med herfra. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 136: Dejlig er den himmel blå; 2. DDS 445: Af diendes og spædes mund; 3. DDS 58: Jesus frelser og befrier; --- ; 4. DDS 449: Vor Herre tar de små i favn; 5. DDS 720: Som året går, vers 7, 8 og 9; 6. DDS 13: Måne og sol
