Julegudstjenesten 2021 blev optaget i Vilslev Kirke.
Juleaften fredag 24. december 2021 kl. 14.30 Vilslev og 16 Hunderup (II), LITURGI: Klokkeringning + bedeslag, præludium, indgangsbøn - 94: Det kimer nu - Læsning + trosbekendelse - 104: Et barn er født --- prædiken osv. - 120: Glade jul - ingen altergang – Fadervor (i fællesskab) - velsignelse (med korsvar) - 121: Dejlig er jorden – vi står op – under hele salmen? - Udgangsbøn + Postludium
INTRO GT
Esajas hed manden, som skrev det, vi nu skal høre fra Bibelen. Esajas var profet, og det vil sige, at han lyttede til Gud, der fortalte ham om en fremtid, han ikke selv skulle opleve. Esajas levede nemlig 800 år før Jesus, men alligevel skrev han noget, som pegede direkte på Jesus og siger noget om, hvem Jesus skulle blive.
TROSBEKENDELSE (synges, som normalt)
PRÆDIKEN
I slutningen af november og begyndelsen af december rammes familien Danmark af en trang til at pynte op med alt det, der hører julemåneden til, uanset hvad der ellers sker i landet og i verden. Ja, det er vel også en dansk værdi at fortabe sig i den store julekasse? Butikkerne er langt foran med julepynten, og hver familie har sine traditioner for, hvordan der skal pyntes op, og hvorhenne de enkelte ting skal stå, sidde eller hænge. Også derhjemme i præstegården har vi nogle traditioner med julepynt, og det gør det jo nemmere, når man ved, hvordan tingene plejer at være. Traditionerne gi’r genkendelse og glæde, og de indrammer os; de er som gulvet under os og væggene omkring os; uden traditioner ville vi mangle både gulv og vægge i det hus, som er vores liv og tilværelse. Ligesom loftet er højt oppe her i kirken, er der også højt til loftet, hvad angår traditioner derhjemme; der er altid plads til en lille ting mere. I år tilføjede vi således en særlig stjerne til den traditionelle pynt. En stjerne med en elpære i og en ledning hen til nærmeste stikkontakt. Stjernen blev hængt op i det lille vindue i præstegården, der vender ud mod gårdspladsen.
Ved at hænge stjernen dér, lyser den for alle, der kører forbi ude på vejen eller kommer ind i gårdspladsen. Det var min tjans at hænge stjernen op, og det gjorde jeg gerne, selvom støvsugeren først kom på en del arbejde med at fjerne en bunke døde fluer og bænkebidere. Vinduet sidder nemlig ude i en skunk, hvor vi sjældent kommer. Så vidt, så godt. Jeg hængte stjerne op, og tændte den og troede, at alt var i orden, men da mørket faldt på, og jeg gik ud i gårdspladsen for at nyde frugten af min indsats, opdagede jeg, at lyset var mat og udtværet, og slet ikke så strålende, som jeg havde forventet. Æv, glasset skulle gøres rent! Så måtte jeg igen op og ud i det kolde lille rum for nænsomt at vaske det gamle enkeltglasvindue. Vandet blev møgbeskidt, for det er jo ikke et vindue, vi ellers bruger eller kigger ud eller ind ad. Da endelig vinduesglasset var rengjort, kunne jeg igen tænde stjernen og i gårdspladsens vinteraftenmørke kunne jeg endelig nyde, at stjernen strålede i al sin glans ud ad vinduet, ud i gårdspladsen, ud i mørket; og jeg stod bare dér i gårdspladsens kolde mørke og blev bevæget i det øjeblik, for mine tanker gik naturligvis til stjernen i Betlehem. Den tændte Gud den nat, da hans julegave blev åbnet og åbenbaret for de fattige og de fremmede. Stjernen over stalden blev sidenhen slukket, men med Jesusbarnet blev et nyt lys tændt i mørket, og mørket kunne ikke få bugt med det.
Da jeg stod der i mine egne tanker, gik det op for mig, at også vores eget glas nogle gange er så fedtet og beskidt, at vi ikke rigtigt kan se det lys, der skinner for os. Nogle gange skal ruden vaskes, så lyset kan skinne ud, og nogle gange må vi bøje nakken og se op for at få øje på det lys, der er tændt for vores skyld. Stjernen er et billede på Guds lys, der skinner nok så flot, men nogle gange har vi fedt på de briller, vi ser igennem. Vi har alle vort eget sæt briller, og igennem dem ser vi verden på vores egen måde, for ingen af os ser ens på tingene. Når vi går gennem hverdagen og livet, så kommer der snavs og skidt på brillerne; de bliver fedtede, og så kan man se og se uden egentligt at se noget helt rigtigt. Det værste er, hvis man kigger igennem sine briller med selvhøjtidelig vigtighed og mener, at man er alene om at kunne se, hvordan det hele hænger sammen, og hvordan virkeligheden virkelig er.
Hvad vi ser med vore egne øjne igennem vort eget sæt briller er slet ikke hele virkeligheden – Guds ske lov og tak for det! Verden er meget større, end vi kan se og tænke os til. Vi er på den måde som hyrderne ude på marken eller som folkene inde i Betlehems overfyldte huse og gader; vi bruger vore sanser og bevæger os rundt i verden, så godt vi kan. Pludseligt sker der noget, som Gud gør, men ikke alle kan se det, selvom himlen åbner sig og tusinde engle synger glædessange. For enten er menneskers briller fedtede ind i alle deres egne meninger og holdninger, eller også bøjer de nakken og kigger nedad mod jorden eller ind i deres navle. Det er så tydeligt; f.eks. er samtalen og dialogen mange steder efterhånden forstummet, og skyttegravskrigen hærger i stedet, så ingen bliver klogere, for ingen vil lytte, og imens graves grøfterne dybere. Mange er kun optaget af deres eget, så de lukker både øjne og hjerte for dem, der lider nød og søger barmhjertighed. Vore øjne og vort fokus vender ofte mange andre steder hen end mod Gud og mod medmennesker. Det er en stor synd. Men der er håb for os.
Når vi holder gudstjeneste, samles vi netop for at få snavset væk fra vore brilleglas, så vi bedre kan fokusere på dét, der gør jul til noget særligt. For den, der ser, bliver selv det mindste Gudsord til det største mirakel, men for den, der ikke kan se for fedt og snavs, vil alt forblive kedeligt, fladt og fedtet. Sådan er kristendom så mystisk, at man skal tro, før man kan se. Men når man tror, ser man mere, end man tør tro.
Nok er vi igen presset af restriktioner osv., men vi er ikke lukket ned, og nok er vi kun samlet nogle få i forhold til, hvad vi plejer at være ved en juleaftensgudstjeneste, men som I ved, kan selv det største bål tændes med blot en lille tændstik. Vi er små tændstikker, eller små lys, der skal gå ud af kirken og nå ud til mange flere, end vi her må være. Ud for at lyse op ligesom en lille stjernsol eller blot en tændstik; være lys og varme derude på den anden side af de trygge, tykke kirkemure. Vi skal nemlig ikke forblive herinde, men komme herind for ligesom hyrderne, at samles til bøn og lovprisning af Guds julegave, Menneskesønnen, Jesus Kristus, det lille barn i krybben.
Vi skal have fedt og snavs af vore brilleglas, så vi kan se med vore øjne, se med vores hjerte, se med vores fornuft – og indse, at her er mere end juleræs og julestress, julemad og gaver. Det er en kold tid, som vi lever i – men se blot, her er lys og varme til mange, og vi kan bære det med ud til dem, der fryser og sidder i mørke. Se, dét gør jul til noget særligt. Det kimer nu til julefest, for Et barn er født i Betlehem, og endnu engang bliver Det glade jul, dejlige jul, og endnu engang må vi se – på trods af alt, at Dejlig er jorden. Glædelig jul. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN
Kære treenige, hellige Gud Fader, Søn og Helligånd. I dag samler vi tankerne i hjerte, hjerne og sind for at lade os fylde af julelysets glæde og varme, så vi kan gå ud i kulden og række dét videre, som du gi’r os. Julen er mere end materiel overflod; lad os få øje på det og se det, så vi føler os set af dine barmhjertige øjne.
Vi takker for dagen, livet, venner og familie. Tak især for de gaver, der ikke kan pakkes ind; tak for venskab, kærlighed, tilgivelse og frelse, alt det, der virkeligt gi’r livet værdi og tilværelsen mening.
Vi beder for dem, der har det svært i denne tid; ensomme, syge, sultne, fattige, fremmede og forkomne. Må de få al den hjælp og omsorg, de har brug for, og vis os, hvordan vi kan yde hjælp og omsorg for hinanden. Vi beder for magter og myndigheder i vort land, at de må regere med omsorg og omtanke for os alle. Amen.
MEDDELELSER
I morgen, Juledag, holder vi gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev (uden kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup. Anden juledag er der gudstjeneste kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup. Den 31. december er der nytårsgudstjeneste ved Katrine Gaub kl. 15 i Gredstedbro og 1. januar er der gudstjeneste kl. 16.30 i Hunderup ved mig.
De kommende gudstjenester bliver afholdt sådan, at man bare møder op ved kirkedøren og ser, om der er plads i kirken. Man skal bære mundbind ind og ud, men heldigvis må vi synge sammen.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
INTRO GT
Esajas hed manden, som skrev det, vi nu skal høre fra Bibelen. Esajas var profet, og det vil sige, at han lyttede til Gud, der fortalte ham om en fremtid, han ikke selv skulle opleve. Esajas levede nemlig 800 år før Jesus, men alligevel skrev han noget, som pegede direkte på Jesus og siger noget om, hvem Jesus skulle blive.
TROSBEKENDELSE (synges, som normalt)
PRÆDIKEN
I slutningen af november og begyndelsen af december rammes familien Danmark af en trang til at pynte op med alt det, der hører julemåneden til, uanset hvad der ellers sker i landet og i verden. Ja, det er vel også en dansk værdi at fortabe sig i den store julekasse? Butikkerne er langt foran med julepynten, og hver familie har sine traditioner for, hvordan der skal pyntes op, og hvorhenne de enkelte ting skal stå, sidde eller hænge. Også derhjemme i præstegården har vi nogle traditioner med julepynt, og det gør det jo nemmere, når man ved, hvordan tingene plejer at være. Traditionerne gi’r genkendelse og glæde, og de indrammer os; de er som gulvet under os og væggene omkring os; uden traditioner ville vi mangle både gulv og vægge i det hus, som er vores liv og tilværelse. Ligesom loftet er højt oppe her i kirken, er der også højt til loftet, hvad angår traditioner derhjemme; der er altid plads til en lille ting mere. I år tilføjede vi således en særlig stjerne til den traditionelle pynt. En stjerne med en elpære i og en ledning hen til nærmeste stikkontakt. Stjernen blev hængt op i det lille vindue i præstegården, der vender ud mod gårdspladsen.
Ved at hænge stjernen dér, lyser den for alle, der kører forbi ude på vejen eller kommer ind i gårdspladsen. Det var min tjans at hænge stjernen op, og det gjorde jeg gerne, selvom støvsugeren først kom på en del arbejde med at fjerne en bunke døde fluer og bænkebidere. Vinduet sidder nemlig ude i en skunk, hvor vi sjældent kommer. Så vidt, så godt. Jeg hængte stjerne op, og tændte den og troede, at alt var i orden, men da mørket faldt på, og jeg gik ud i gårdspladsen for at nyde frugten af min indsats, opdagede jeg, at lyset var mat og udtværet, og slet ikke så strålende, som jeg havde forventet. Æv, glasset skulle gøres rent! Så måtte jeg igen op og ud i det kolde lille rum for nænsomt at vaske det gamle enkeltglasvindue. Vandet blev møgbeskidt, for det er jo ikke et vindue, vi ellers bruger eller kigger ud eller ind ad. Da endelig vinduesglasset var rengjort, kunne jeg igen tænde stjernen og i gårdspladsens vinteraftenmørke kunne jeg endelig nyde, at stjernen strålede i al sin glans ud ad vinduet, ud i gårdspladsen, ud i mørket; og jeg stod bare dér i gårdspladsens kolde mørke og blev bevæget i det øjeblik, for mine tanker gik naturligvis til stjernen i Betlehem. Den tændte Gud den nat, da hans julegave blev åbnet og åbenbaret for de fattige og de fremmede. Stjernen over stalden blev sidenhen slukket, men med Jesusbarnet blev et nyt lys tændt i mørket, og mørket kunne ikke få bugt med det.
Da jeg stod der i mine egne tanker, gik det op for mig, at også vores eget glas nogle gange er så fedtet og beskidt, at vi ikke rigtigt kan se det lys, der skinner for os. Nogle gange skal ruden vaskes, så lyset kan skinne ud, og nogle gange må vi bøje nakken og se op for at få øje på det lys, der er tændt for vores skyld. Stjernen er et billede på Guds lys, der skinner nok så flot, men nogle gange har vi fedt på de briller, vi ser igennem. Vi har alle vort eget sæt briller, og igennem dem ser vi verden på vores egen måde, for ingen af os ser ens på tingene. Når vi går gennem hverdagen og livet, så kommer der snavs og skidt på brillerne; de bliver fedtede, og så kan man se og se uden egentligt at se noget helt rigtigt. Det værste er, hvis man kigger igennem sine briller med selvhøjtidelig vigtighed og mener, at man er alene om at kunne se, hvordan det hele hænger sammen, og hvordan virkeligheden virkelig er.
Hvad vi ser med vore egne øjne igennem vort eget sæt briller er slet ikke hele virkeligheden – Guds ske lov og tak for det! Verden er meget større, end vi kan se og tænke os til. Vi er på den måde som hyrderne ude på marken eller som folkene inde i Betlehems overfyldte huse og gader; vi bruger vore sanser og bevæger os rundt i verden, så godt vi kan. Pludseligt sker der noget, som Gud gør, men ikke alle kan se det, selvom himlen åbner sig og tusinde engle synger glædessange. For enten er menneskers briller fedtede ind i alle deres egne meninger og holdninger, eller også bøjer de nakken og kigger nedad mod jorden eller ind i deres navle. Det er så tydeligt; f.eks. er samtalen og dialogen mange steder efterhånden forstummet, og skyttegravskrigen hærger i stedet, så ingen bliver klogere, for ingen vil lytte, og imens graves grøfterne dybere. Mange er kun optaget af deres eget, så de lukker både øjne og hjerte for dem, der lider nød og søger barmhjertighed. Vore øjne og vort fokus vender ofte mange andre steder hen end mod Gud og mod medmennesker. Det er en stor synd. Men der er håb for os.
Når vi holder gudstjeneste, samles vi netop for at få snavset væk fra vore brilleglas, så vi bedre kan fokusere på dét, der gør jul til noget særligt. For den, der ser, bliver selv det mindste Gudsord til det største mirakel, men for den, der ikke kan se for fedt og snavs, vil alt forblive kedeligt, fladt og fedtet. Sådan er kristendom så mystisk, at man skal tro, før man kan se. Men når man tror, ser man mere, end man tør tro.
Nok er vi igen presset af restriktioner osv., men vi er ikke lukket ned, og nok er vi kun samlet nogle få i forhold til, hvad vi plejer at være ved en juleaftensgudstjeneste, men som I ved, kan selv det største bål tændes med blot en lille tændstik. Vi er små tændstikker, eller små lys, der skal gå ud af kirken og nå ud til mange flere, end vi her må være. Ud for at lyse op ligesom en lille stjernsol eller blot en tændstik; være lys og varme derude på den anden side af de trygge, tykke kirkemure. Vi skal nemlig ikke forblive herinde, men komme herind for ligesom hyrderne, at samles til bøn og lovprisning af Guds julegave, Menneskesønnen, Jesus Kristus, det lille barn i krybben.
Vi skal have fedt og snavs af vore brilleglas, så vi kan se med vore øjne, se med vores hjerte, se med vores fornuft – og indse, at her er mere end juleræs og julestress, julemad og gaver. Det er en kold tid, som vi lever i – men se blot, her er lys og varme til mange, og vi kan bære det med ud til dem, der fryser og sidder i mørke. Se, dét gør jul til noget særligt. Det kimer nu til julefest, for Et barn er født i Betlehem, og endnu engang bliver Det glade jul, dejlige jul, og endnu engang må vi se – på trods af alt, at Dejlig er jorden. Glædelig jul. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN
Kære treenige, hellige Gud Fader, Søn og Helligånd. I dag samler vi tankerne i hjerte, hjerne og sind for at lade os fylde af julelysets glæde og varme, så vi kan gå ud i kulden og række dét videre, som du gi’r os. Julen er mere end materiel overflod; lad os få øje på det og se det, så vi føler os set af dine barmhjertige øjne.
Vi takker for dagen, livet, venner og familie. Tak især for de gaver, der ikke kan pakkes ind; tak for venskab, kærlighed, tilgivelse og frelse, alt det, der virkeligt gi’r livet værdi og tilværelsen mening.
Vi beder for dem, der har det svært i denne tid; ensomme, syge, sultne, fattige, fremmede og forkomne. Må de få al den hjælp og omsorg, de har brug for, og vis os, hvordan vi kan yde hjælp og omsorg for hinanden. Vi beder for magter og myndigheder i vort land, at de må regere med omsorg og omtanke for os alle. Amen.
MEDDELELSER
I morgen, Juledag, holder vi gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev (uden kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup. Anden juledag er der gudstjeneste kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup. Den 31. december er der nytårsgudstjeneste ved Katrine Gaub kl. 15 i Gredstedbro og 1. januar er der gudstjeneste kl. 16.30 i Hunderup ved mig.
De kommende gudstjenester bliver afholdt sådan, at man bare møder op ved kirkedøren og ser, om der er plads i kirken. Man skal bære mundbind ind og ud, men heldigvis må vi synge sammen.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
