Det er da en sjov forsamling, der er samlet her i dag. Se jer bare omkring. Der er både …
Det er ikke hver søndag, man er til gudstjeneste med både superhelte og prinsesser. Men dagen er noget særligt. Der er nogle helt specielle traditioner til fastelavn, som ikke ville passe med andre højtider. Det ville vist være underligt på juleaften at slå katten af tønden – eller tage en sjov udklædning på til konfirmation? Nej, hver højtid har sine traditioner. Og traditioner forandres.
Engang var fastelavn den dag, hvor man begyndte at faste – dvs. man holdt op med spise og nyde mange ting, og holdt sig kun til enkelte til typer af madvarer. Dengang fastede man for at gøre sig klar til påskedagene. Det var ligesom for at rense sind og tanker og vise, at mad og ballade ikke er det vigtigste i verden. Der er stadig nogle, der faster og f.eks. ikke spiser franskbrød, kød eller slik – der er også nogle der faster fra facebook og fjernsyn, fra stress og lange arbejdsdage. Det er dog ikke strengt nødvendigt at faste, for det bliver jo påske, uanset hvad vi gør. Til påske skal vi høre om, hvordan Jesus blev taget til fange, korsfæstet og opstod fra graven. Alt sammen for at frelse os. I dag er fastelavn ikke kun faste, men også fest. I vores danske form for kristendom kan vi ikke rigtig faste på tom mave, så vi spiser fastelavnsboller og hygger os.
Der er mange, der er udklædte i dag; mange, der har taget maske på. Især børnene har masker på, som vi tydeligt kan se, er masker – andre har mascara på, men selvom nogle hverken har mascara eller maske på, så kan man godt skjule sig. Når nogle spørger os, hvordan det går, er det som regel nemmest at tage en maske på og sige: ”Det går fint!”, selvom det måske ikke går fint. Nogle gange skjuler vi os ikke bare for hinanden, men også for os selv. Nogle gange kan det være svært at acceptere sig selv, som den, man er.
Engang gemte Jesus sig også. Han gik bare dér imellem alle de andre hen til Johannes Døberen, der stod ude i Jordanfloden og døbte folk. Johannes havde en særlig indsigt om, hvem Jesus var. Så da Jesus kom ned i vandet blev Johannes noget overrasket; for hvordan kunne Jesus have behov for at blive døbt? Han var jo søn af Gud, og arving til hele Guds himmelske kongerige. Johannes døbte ellers folk så de kunne blive renset for deres synder og få et nyt forhold til at tro på Gud, og så gav det jo ingen logisk mening at Jesus skulle døbes – han var jo udsendt af Gud.
Men Jesus gik der imellem folk, som ikke lagde særligt meget mærket til ham – han var jo bare Josef og Marias søn, en tømrersøn, hvad særligt kunne der være ved ham? Men det skulle vise sig, at der var noget ganske særligt ved ham. Hvis Jesus forsøgte at gemme sig, gik det hele i vasken, da Gud med sin tordenrøst fra himlen afslørede, at Jesus var hans elskede søn. Gud gemmer sig ikke – og han ser igennem alle vore masker, både de synlige og de usynlige. Men når han afslører os, så gør han det ikke for at såre os, men netop for at sige, at han elsker os, selvom vi bærer masker for os selv, for hinanden og for Gud. Selvom maskerne en dag falder, skal vi dog ikke tabe ansigt.
At leve uden maske er at leve i tillid. Den maske, det er sværest at tage af, er den maske man selv tager på, når man kigger på sig i spejlet. Det er ikke altid, man kan lide, hvad man ser ved sig selv. Især ikke i disse tider, hvor idealerne er, at alle skal se godt ud, være afholdt af alle, og være slanke ikke-rygere, der får høje karakterer og har et godt job. Hvis virkeligheden ikke lever op til idealet, kan vi tage en maske på. Men sådan burde det ikke være.
Kirken er et fristed, dét sted, hvor vi opfordres til at lade maskerne falde. Her skal vi nemlig ikke pleje et bestemt billede af os selv, for vi er alle lige elsket af Gud. Her kommer det ikke an på, hvem der er rig eller fattig, høj eller lav, tyk eller tynd. Her lyder ordene om, at Gud er rig nok til at elske alle og at Han kun ønsker nåde, frem og velsignelse for os hver især.
Til gudstjenesten siger vi derfor tak til Jesus, fordi vi ikke behøver tage en maske på, når vi synger salmer eller beder bønner. Vi kan gøre det på vores måde, sådan som vi egentlig er. Så kan vi da frit og frejdigt fejre fastelavn, for Jesus kender os, som vi er, og han accepterer os, holder af os og elsker os med alle vore fejl og mangler. Amen.
Prædikentekster
Salmer: DDS 13: Måne og sol; sang ”Nu er det tid til fastelavn” – melodi: Mariehønen evigglad; --- ; sang ”Vi har drømme, store, små” – mel: Dejlig er den himmel blå; DDS 69: Du kom til vor runde jord
Det er ikke hver søndag, man er til gudstjeneste med både superhelte og prinsesser. Men dagen er noget særligt. Der er nogle helt specielle traditioner til fastelavn, som ikke ville passe med andre højtider. Det ville vist være underligt på juleaften at slå katten af tønden – eller tage en sjov udklædning på til konfirmation? Nej, hver højtid har sine traditioner. Og traditioner forandres.
Engang var fastelavn den dag, hvor man begyndte at faste – dvs. man holdt op med spise og nyde mange ting, og holdt sig kun til enkelte til typer af madvarer. Dengang fastede man for at gøre sig klar til påskedagene. Det var ligesom for at rense sind og tanker og vise, at mad og ballade ikke er det vigtigste i verden. Der er stadig nogle, der faster og f.eks. ikke spiser franskbrød, kød eller slik – der er også nogle der faster fra facebook og fjernsyn, fra stress og lange arbejdsdage. Det er dog ikke strengt nødvendigt at faste, for det bliver jo påske, uanset hvad vi gør. Til påske skal vi høre om, hvordan Jesus blev taget til fange, korsfæstet og opstod fra graven. Alt sammen for at frelse os. I dag er fastelavn ikke kun faste, men også fest. I vores danske form for kristendom kan vi ikke rigtig faste på tom mave, så vi spiser fastelavnsboller og hygger os.
Der er mange, der er udklædte i dag; mange, der har taget maske på. Især børnene har masker på, som vi tydeligt kan se, er masker – andre har mascara på, men selvom nogle hverken har mascara eller maske på, så kan man godt skjule sig. Når nogle spørger os, hvordan det går, er det som regel nemmest at tage en maske på og sige: ”Det går fint!”, selvom det måske ikke går fint. Nogle gange skjuler vi os ikke bare for hinanden, men også for os selv. Nogle gange kan det være svært at acceptere sig selv, som den, man er.
Engang gemte Jesus sig også. Han gik bare dér imellem alle de andre hen til Johannes Døberen, der stod ude i Jordanfloden og døbte folk. Johannes havde en særlig indsigt om, hvem Jesus var. Så da Jesus kom ned i vandet blev Johannes noget overrasket; for hvordan kunne Jesus have behov for at blive døbt? Han var jo søn af Gud, og arving til hele Guds himmelske kongerige. Johannes døbte ellers folk så de kunne blive renset for deres synder og få et nyt forhold til at tro på Gud, og så gav det jo ingen logisk mening at Jesus skulle døbes – han var jo udsendt af Gud.
Men Jesus gik der imellem folk, som ikke lagde særligt meget mærket til ham – han var jo bare Josef og Marias søn, en tømrersøn, hvad særligt kunne der være ved ham? Men det skulle vise sig, at der var noget ganske særligt ved ham. Hvis Jesus forsøgte at gemme sig, gik det hele i vasken, da Gud med sin tordenrøst fra himlen afslørede, at Jesus var hans elskede søn. Gud gemmer sig ikke – og han ser igennem alle vore masker, både de synlige og de usynlige. Men når han afslører os, så gør han det ikke for at såre os, men netop for at sige, at han elsker os, selvom vi bærer masker for os selv, for hinanden og for Gud. Selvom maskerne en dag falder, skal vi dog ikke tabe ansigt.
At leve uden maske er at leve i tillid. Den maske, det er sværest at tage af, er den maske man selv tager på, når man kigger på sig i spejlet. Det er ikke altid, man kan lide, hvad man ser ved sig selv. Især ikke i disse tider, hvor idealerne er, at alle skal se godt ud, være afholdt af alle, og være slanke ikke-rygere, der får høje karakterer og har et godt job. Hvis virkeligheden ikke lever op til idealet, kan vi tage en maske på. Men sådan burde det ikke være.
Kirken er et fristed, dét sted, hvor vi opfordres til at lade maskerne falde. Her skal vi nemlig ikke pleje et bestemt billede af os selv, for vi er alle lige elsket af Gud. Her kommer det ikke an på, hvem der er rig eller fattig, høj eller lav, tyk eller tynd. Her lyder ordene om, at Gud er rig nok til at elske alle og at Han kun ønsker nåde, frem og velsignelse for os hver især.
Til gudstjenesten siger vi derfor tak til Jesus, fordi vi ikke behøver tage en maske på, når vi synger salmer eller beder bønner. Vi kan gøre det på vores måde, sådan som vi egentlig er. Så kan vi da frit og frejdigt fejre fastelavn, for Jesus kender os, som vi er, og han accepterer os, holder af os og elsker os med alle vore fejl og mangler. Amen.
Prædikentekster
Salmer: DDS 13: Måne og sol; sang ”Nu er det tid til fastelavn” – melodi: Mariehønen evigglad; --- ; sang ”Vi har drømme, store, små” – mel: Dejlig er den himmel blå; DDS 69: Du kom til vor runde jord
