Fastelavn er en tid med sjov og ballade. Traditionen med at klæde sig ud og slå katten af tønden er meget gammel, og børnene får altid store øjne, når man fortæller dem, at der engang faktisk var en levende kat i tønden. Fastelavn er optakt til den fastetid, der fører os hen til påsken. I dag er der kun 50 dage til påskedag, og i gamle dage begyndte man at forberede sig til påske ved at faste.
Når vi danskere skal faste, gør vi det ikke på tom mave. Så igennem et par hunderede år har vi brugt fastelavn til at spise godt og more os meget, inden fastetiden indhentede os. Førhen var der en hel del regler for, hvad man ikke måtte spise og drikke, men det lader vi os ikke styre så meget af mere. Nu er det ikke længere kirkens faste og madtraditioner, der inspirerer os i vore hjem, men stenalderkost, gourmet og generelt mad, der ser godt ud, smager godt og får os til at se slanke og sunde ud. Altså, lige med undtagelse af, når det er fastelavn, for så skal vi have fastelavnsboller og slik og hygge os. I Danmark hører mad og højtider uløseligt sammen, og det tiltaler os ikke at faste på den måde, som man har gjort inden for kirken i mange hundrede år.
I dagens evangelietekst hører vi om en tigger, der ikke kunne forberede sig på det syn, der mødte ham; for han var blind. Jesus var ude at gå med sine disciple, og selvom han fortalte dem, at påsketiden med korsfæstelsen nærmede sig, kunne de ikke se, hvad han mente. De kunne ikke eller turde ikke tro de ord, Jesus sagde til dem.
Ved vejkanten sad en blind tigger, og da han hørte, Jesus kom forbi, råbte han højt efter ham. Jesus standsede op, kaldte tiggeren til sig og helbredte ham. Den blinde så, hvad de seende ikke kunne se, og han havde indset, hvad de ikke kunne fatte. Her kommer det nemlig ikke an på, om ens sanseorganer fungerer korrekt, men om man i sit hjerte håber og tror, at Jesus er Guds egen søn.
Tiggeren var i nød, han behøvede Jesu velsignende ord – og han vidste det. Han havde gennemskuet sig selv. Han vidste, han var handicappet, og han kunne derfor kun råbe om hjælp ud af sin nød. Men hvis man tror, man ikke er i nød, hvorfor skulle man så ønske Jesu velsignende og helbredende ord? I det øjeblik tiggeren råbte efter Jesus, hang det i luften, at han samtidigt lagde sit liv i Jesu hænder. Så måtte det bære eller briste. I det øjeblik faldt maskerne og sandheden blev afsløret om både den blinde og Jesus.
Når der i dag fejres fastelavn rundt omkring, sker det med udklædning og masker. Der følger også en sang med til fastelavn, og første vers af sangen lyder sådan:
Kan du gætte, hvem jeg er?
kan du gætte, hvem jeg er?
For jeg har fået maske på
misk, mask, maske på
Kan du gætte, hvem jeg er?
Maskernes formål er at skjul, hvem vi er, når vi slår løs på kattens tønde og laver sjov og ballade. ”Kan du gætte, hvem jeg er?” er ikke kun en fastelavnsleg for børn, men også noget vi voksne i høj grad leger med hinanden – mere eller mindre frivilligt.
Masker kan tage man på for at beskytte sig selv, for at skjule sit sande jeg. Børn lærer det hurtigt, og fastelavn kan for nogle være en befrielse, fordi de kan få lov at være en anden, end de plejer at være henne på skolen og i skolegården. Til hverdag kan vi voksne tage en maske med smil på, så en træls arbejdsdag eller dårlige kollegaer ikke ødelægger hele ens dag og humør.
Tiggeren så Jesus som sin redningsmand, før han fik synet. Hans tillidsfulde råb, afslørede at Jesus var hans eneste håb. Tiggeren havde ikke længere nogen maske, der skulle beskytte ham. Han havde intet rygte eller image, han skulle passe på. De mange år som tigger ude i al slags vind og vejr havde slebet hans masker væk og givet ham hård hud – han var en blind, fattig tigger, og det kunne han ikke selv gøre noget ved. Hvis noget skulle ændres i hans liv, måtte det komme udefra.
At leve uden maske er at leve i tillid. Den maske, det er sværest at tage af, er den maske man selv tager på, når man kigger på sig i spejlet. Det er ikke altid, man kan lide, hvad man ser ved sig selv. Især ikke i disse tider, hvor idealerne er, at alle skal se godt ud, være afholdt af alle, og være slanke ikke-rygere, der får høje karakterer og har et godt job. Hvis virkeligheden ikke lever op til idealet, kan vi tage en maske på. Men sådan burde det ikke være.
Kirken er et fristed, dét sted, hvor vi opfordres til at lade maskerne falde. Her skal vi nemlig ikke pleje et bestemt billede af os selv, for vi er alle lige elsket af Gud. Her kommer det ikke an på, hvem der er rig eller fattig, høj eller lav, tyk eller tynd. Her lyder ordene om, at Gud er rig nok til at elske alle og at Han kun ønsker nåde, frem og velsignelse for os hver især. Amen.
Klik og læs Prædikentekst til Fastelavn.
Salmer: 1. DDS 750: Nu titte til hinanden; 2. DDS 29: Spænd over os; --- ; 3. DDS 730: Vi pløjed og vi såde; 4. DDS 13: Måne og sol
Når vi danskere skal faste, gør vi det ikke på tom mave. Så igennem et par hunderede år har vi brugt fastelavn til at spise godt og more os meget, inden fastetiden indhentede os. Førhen var der en hel del regler for, hvad man ikke måtte spise og drikke, men det lader vi os ikke styre så meget af mere. Nu er det ikke længere kirkens faste og madtraditioner, der inspirerer os i vore hjem, men stenalderkost, gourmet og generelt mad, der ser godt ud, smager godt og får os til at se slanke og sunde ud. Altså, lige med undtagelse af, når det er fastelavn, for så skal vi have fastelavnsboller og slik og hygge os. I Danmark hører mad og højtider uløseligt sammen, og det tiltaler os ikke at faste på den måde, som man har gjort inden for kirken i mange hundrede år.
I dagens evangelietekst hører vi om en tigger, der ikke kunne forberede sig på det syn, der mødte ham; for han var blind. Jesus var ude at gå med sine disciple, og selvom han fortalte dem, at påsketiden med korsfæstelsen nærmede sig, kunne de ikke se, hvad han mente. De kunne ikke eller turde ikke tro de ord, Jesus sagde til dem.
Ved vejkanten sad en blind tigger, og da han hørte, Jesus kom forbi, råbte han højt efter ham. Jesus standsede op, kaldte tiggeren til sig og helbredte ham. Den blinde så, hvad de seende ikke kunne se, og han havde indset, hvad de ikke kunne fatte. Her kommer det nemlig ikke an på, om ens sanseorganer fungerer korrekt, men om man i sit hjerte håber og tror, at Jesus er Guds egen søn.
Tiggeren var i nød, han behøvede Jesu velsignende ord – og han vidste det. Han havde gennemskuet sig selv. Han vidste, han var handicappet, og han kunne derfor kun råbe om hjælp ud af sin nød. Men hvis man tror, man ikke er i nød, hvorfor skulle man så ønske Jesu velsignende og helbredende ord? I det øjeblik tiggeren råbte efter Jesus, hang det i luften, at han samtidigt lagde sit liv i Jesu hænder. Så måtte det bære eller briste. I det øjeblik faldt maskerne og sandheden blev afsløret om både den blinde og Jesus.
Når der i dag fejres fastelavn rundt omkring, sker det med udklædning og masker. Der følger også en sang med til fastelavn, og første vers af sangen lyder sådan:
Kan du gætte, hvem jeg er?
kan du gætte, hvem jeg er?
For jeg har fået maske på
misk, mask, maske på
Kan du gætte, hvem jeg er?
Maskernes formål er at skjul, hvem vi er, når vi slår løs på kattens tønde og laver sjov og ballade. ”Kan du gætte, hvem jeg er?” er ikke kun en fastelavnsleg for børn, men også noget vi voksne i høj grad leger med hinanden – mere eller mindre frivilligt.
Masker kan tage man på for at beskytte sig selv, for at skjule sit sande jeg. Børn lærer det hurtigt, og fastelavn kan for nogle være en befrielse, fordi de kan få lov at være en anden, end de plejer at være henne på skolen og i skolegården. Til hverdag kan vi voksne tage en maske med smil på, så en træls arbejdsdag eller dårlige kollegaer ikke ødelægger hele ens dag og humør.
Tiggeren så Jesus som sin redningsmand, før han fik synet. Hans tillidsfulde råb, afslørede at Jesus var hans eneste håb. Tiggeren havde ikke længere nogen maske, der skulle beskytte ham. Han havde intet rygte eller image, han skulle passe på. De mange år som tigger ude i al slags vind og vejr havde slebet hans masker væk og givet ham hård hud – han var en blind, fattig tigger, og det kunne han ikke selv gøre noget ved. Hvis noget skulle ændres i hans liv, måtte det komme udefra.
At leve uden maske er at leve i tillid. Den maske, det er sværest at tage af, er den maske man selv tager på, når man kigger på sig i spejlet. Det er ikke altid, man kan lide, hvad man ser ved sig selv. Især ikke i disse tider, hvor idealerne er, at alle skal se godt ud, være afholdt af alle, og være slanke ikke-rygere, der får høje karakterer og har et godt job. Hvis virkeligheden ikke lever op til idealet, kan vi tage en maske på. Men sådan burde det ikke være.
Kirken er et fristed, dét sted, hvor vi opfordres til at lade maskerne falde. Her skal vi nemlig ikke pleje et bestemt billede af os selv, for vi er alle lige elsket af Gud. Her kommer det ikke an på, hvem der er rig eller fattig, høj eller lav, tyk eller tynd. Her lyder ordene om, at Gud er rig nok til at elske alle og at Han kun ønsker nåde, frem og velsignelse for os hver især. Amen.
Klik og læs Prædikentekst til Fastelavn.
Salmer: 1. DDS 750: Nu titte til hinanden; 2. DDS 29: Spænd over os; --- ; 3. DDS 730: Vi pløjed og vi såde; 4. DDS 13: Måne og sol
