INTRO GT
Fra det gamle testamente skal vi i dag høre fra profeten Esajas, og teksten handler om Guds storhed og almagt. Navnene Jakob og Israel henviser til jøderne. Det handler om, at man kan gå død i at skulle finder energien og kræfterne i sig selv til at overkomme alting, men det er jo kun Gud, som har den energi og styrke, der ikke bliver træt. Og den, der håber på Herren får nye kræfter!
INTRO NT
Fra det nye testamente skal vi høre et stykke fra Paulus’ brev til kirken i Rom. Han skriver om Abraham; det var ham, som var blevet gammel uden at have fået en søn. Abraham troede, alt håb var ude, men så talte Gud til ham med løfter om, at han skulle få en søn og så mange efterkommere som der var stjerner på himlen. Og Abraham troede på Gud. Vi har også fået løfter fra Gud om, at han endnu ikke er færdig med at velsigne os.
PRÆDIKEN
Flemming Duun Jørgensen sang i 1992 en sang, der skulle gå hen at blive en landeplage af den bedre slags. Sangen hed ”I en lille båd, der gynger”, og selvom den ikke er en salme, fik dagens evangelietekst mig til at tænke på den sang af ham, der bedre kendes som Bamse. I sangen synges der i omkvædet blandet andet: ” Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan så meget andet”, og det er jo en erfaring, som de fleste af os har. Jeg formoder, at andre end mig som et lille barn med store drømme har forsøgt at gå på vandet; men Vesterhavet er en urolig kæmpe, og foden syntes altid for tung såvel i salt- som i ferskvand. Når nu også Bamse har den erfaring, at han ikke kan gå på vandet, så kunne man tro, at sangen var en trist erkendelse af, at vi kødelige og dødelige slet ikke har nogen værdi; for hvorfor har Gud dog været så uretfærdig at indrette os sådan, at vi ikke kan gå på vandet? Jesus kunne jo – hvorfor kan vi så ikke?! Det får vi ikke svar på, og Bamse er da heller ikke videre teologisk interesseret i at grave et spadestik dybere for at undersøge sagen, men konstaterer det blot med sin bløde, varme stemme, hvorefter han frejdigt erklærer, at han kan så meget andet: ”Jeg kan føle mig glad, jeg kan føle mig fri”. Nu kunne man jo synes, at det er noget af en overfladisk og et letkøbt udsagn, men sangen blev jo en landeplage af en årsag. Jeg tror, det hænger sammen med, at vi både i 1990’erne og såmænd også – eller: især - i dag har brug for at høre, at vi stadig ikke kan gå på vandet – MEN vi kan så meget andet. Det moderne menneske ville måske først og fremmest sige: ”Ja, vi kan arbejde mere på at forsøge at gå på vandet! Hvis vi bare tror nok på os selv, skal det nok lykkes en dag!”
Det er dog ikke sådan, det hænger sammen. Folk har til alle tider troet på sig selv, men det har ikke reddet dem fra hverken sygdom, synd eller sorg. Ingen har siden Jesus kunnet gå på vandet, men rigtig mange af os har prøvet at være ude på dybt vand. Ligesom vovehalsen Peter, der straks ville ud at se, om ikke også han kunne gå på vandet, selvom han såmænd også kunne så meget andet. Og Jesus tog imod hans udfordring og lod ham træde ud af båden ud på søens oprørte vande.
Peter havde sammen med sine venner, de andre disciple, Jesus set som et lys i mørket; helt bogstaveligt talt. Godt nok blev discipelflokken i båden først skræmt af synet, fordi de troede, at de så et spøgelse, men så talte Jesus til dem og overdøvede stormen med sine trøstende ord, der lagde en dæmper på deres frygt og angst og ligefrem gav Peter mod på at trodse naturlovene; de love, der gør, at enhver af os faktisk kan træde ned i badekarrets vand, og ikke pludseligt kommer til at stå ovenpå vandet.
Jesu ord gav disciplene modet igen, og imens de andre blev siddende i den lille båd, der gyngede; måske sang de og spiste fisk – det ved vi ikke – ville Peter altså udfordre hele universets love og sammenhæng. Og så længe han med både hjerne og hjerte holdt fokus på Jesus, så gik det, men som et barn, der tager sine første skridt, endte Peter også med at benene svigtede, da virkeligheden vækkede ham. Han så stormen på søen og bølgernes høje, truende og knusende frembrusende adfærd, og for anden gang den nat gik der angst, frygt og rædsel igennem Peters hjerne og hjerte, så ansigtet blev ligblegt og hans eget håb og tro svigtede, så al hans oppustethed gik ud af ham på et splitsekund. Man har i tegnefilm gengivet lignende scener med figurer, der løber ud over en klippekant og fortsætter i luften; først når de indser, at de går på luft, begynder faldet ned i virkelighedens barske realiteter.
Jeg vil ikke sige, at alle mennesker bygger store drømme på luftige grundlag, men der er alligevel noget her, som vi skal opholde os ved. I torsdags holdt Preben Kok foredrag i Sognehuset. Han er tidligere sognepræst og sygehuspræst og har igennem 30-40 år undervist læger og ledere på sygehuse om, hvordan man bedst håndterer stress og angst. På et sygehus står lægerne bogstaveligt talt med andre menneskers liv i deres hænder; nogle gange går det godt, andre gange er det dér, det ender.
Preben Kok havde mange gode pointer og budskaber i sit foredrag, og ét af dem var, at stress og angst ofte skyldes, at vi er blevet grænseløse; der er ingen grænser for, hvad vi siger til os selv og hinanden i forhold til, hvad der kan lade sig gøre. ”Du kan blive alt, hvad du vil” lyder det ofte til de unge, der dermed lades i stikken til at overveje, om de så skal blive præsident eller astronaut. De unge får opbygget urealistiske forventninger til, hvad de kan overkomme og hvad de kan opnå, og når virkeligheden så rammer – for den gør den altid – så går de unge ned med stress, angst og frygt, for deres verdensbillede passede ikke med virkeligheden. Det er ikke sjovt, men det er interessant, at dét fænomen ikke kun findes blandt de unge, men også hos ledere og læger – og jeg kan tilføje: hos præster og helt almindelige mennesker. Alt for ofte har vi urealistiske forventninger til, hvad vi kan magte og overkomme, og når vi ikke kan gå på vandet, så at sige, og vi ser virkeligheden som stormen på vores sø, så er det da logisk, at vi gribes af frygt, angst og stress, for vi står jo uden for båden og om et sekund har vi hovedet under vand! Preben Kok sagde desuden, at vi alt for ofte gerne til have ansvaret, selvom vi ikke har magten, men så går vi til grunde, fordi vi forsøger at svinge os op til noget, vi ikke kan være, og så kan de luftige forestillinger os altså ikke bære.
Realisme må der til. Det betyder, at vi må se sandheden i øjnene. Sandheden om os selv, først og fremmest, og det gør vi jo ved at være ærlige over for vores spejlbillede. Det er jo svært nok i forvejen, når man aldrig ser på sig selv med objektive briller, men ser på sig selv med de mærkater, diagnoser og ord, som andre har puttet på os. Realisme for Peter var også, at han kunne se, at Jesus gå på vandet, og så ville han vise sin tro og trofasthed ved at vandre sammen med ham. Man kan ikke kun være tør realist men må også have håb; for håbet er jo det, der driver os fremad og andre steder hen, når vi nysgerrigt tænker: Kan det mon lade sig gøre?
Peter vovede, og for det skal han have ros, for han håbede, at hans tro kunne bære. Men tvivlen ramte ham som et spand koldt søvand, og han sank ned imod håbløshed – men netop dér i angsten viste han sin virkelige tro, da han som et tillidsfuldt barn råbte på hjælp fra ham, der redder dem, der er ved at drukne. Jesus hev Peter op i båden og stormen lagde sig. Måske kan vi sammenligne søens storm med Malik, der huserer i disse timer; et mægtigt uvejr! Bådens disciple hyldede Jesus som deres frelser, og så ham nu virkeligt som Guds søn. Sådan og dermed lander vi her i kirken i vores egen nutid. For det store rum her i kirken kaldes faktisk skibet. Herinde er vi alle i samme båd, og selvom det kan gå vildt for sig på andedammens bølger ude på den anden side af kirkens tygge murer, så er der herinde fred for bølgernes brusen og stormens susen; herinde er der ro til at tro. Herinde er vi som disciplene samlet i et fællesskab omkring troen på Guds søn.
Vi kan ikke gå på vandet, men vi kan så meget andet. Vi kan føle os glade, vi kan føle os frie. Med denne lette omskrivning af Bamses sang, kan vi dermed se, at Bibelens gode budskab også kan forkyndes ved hjælp af en popsang. Her i vores lille båd, i kirkeskibet, sidder vi og synger. Kirkeskibet er således en trofast redningsbåd i det samfund og den tilværelse, hvor vi kan frygte at gå til grunde og drukne pga. blæst og storm og tårnhøje bølger af forventninger. Gud selv har igennem Jesus rakt os sin hånd for at redde os op af søens bølgeskvulp, hvor tvivlen kommer væltende. Herinde i skibets trygge favn, er troen i højsædet, og herfra skal vi igen gå ud i livet og nu vide, at når bølgerne går højt, og vi føler det som om, vi synker ned i frygt, angst og stress, eller sygdom, synd og sorg, så er der én, der går på bølgerne og rækker sin hånd ud til enhver, der råber på ham. Glædelig 4. søndag efter helligtrekonger. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN
Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
Søndag den 6. februar kl. 9.30 i Vilslev + kirkekaffe og kl. 11 i Hunderup.
Onsdag den 2. februar er der kyndelmissegudstjeneste i Hunderup Kirke, og efter gudstjenesten er der fællesspisning med varm suppe hos Købmanden.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.