Langsomheden rummer et stort kristent budskab i sig selv. Langsomt har Gud vist sig mere og mere for os, og langsomt gik Jesus sin vej fra krybbe til kors for at gå i forvejen for os. Langsomt kommer det himmelske lys til verden. Gud har aldrig ligefremt skyndt sig eller gjort noget hurtigt. Vi må lede forgæves i Bibelen efter, at Jesus blev stresset over at skulle bringe sit budskab ud til alle. Guds rige bryder frem med den rette hastighed, uanset hvad vi mener om det. Og vi mener sandeligt meget om hastighed. En traktor foran os på landevejen kører altid for langsomt; ifølge politiets fotovogne kører mange af os for hurtigt. Vi kan synes, tingene går for langsomt, selvom lægerne advarer os om, at vi stresser alt for meget og bekymrer os unødvendigt. Det er som om, vi tænker, at langsommelighed er det samme som kedsomhed. Men alting har sin tid og alting har sit tempo. Det er der visdom i.
Ved gudstjenesten kommer vi ind i et andet tempo, for her skal vi ikke nå noget. Vi skal bare sidde, ligesom Jesus selv sad på æslet og lod sig bære af æslets egen rytme og gang. Vi bæres af gudstjenestens rytme og gang, og vi trækker vejret i rytme med bøn og sang. Selvom alting efterhånden går stærkere omkring os, og vi skal løbe hurtigere for at følge med, så bevarer vi herinde i kirken en langsommelighed, som både er provokerende og irriterende, men som faktisk også rummer en stor gave. Her hører vi noget, som vi ellers ikke hører; her tænker vi over noget, vi ellers ikke tænker meget over i hverdagen. Hverdage er der jo så mange af, og de er fyldt med alt muligt, som vi hver dag skal nå. Derimod er søndagen noget særligt, for der er ikke så mange af dem, og hvad der sker herinde i kirkerummet ligner ikke alt andet. Hvad vi end måtte slæbe på hver især, er vi alle lige velkomne herinde i rummet, der rummer os med alt, hvad vi tager med os ude fra hverdagen. Herinde skal vi bare være til stede; vi skal ikke leve op til nogle særlige krav eller bestå en masse test.
Her på denne Første Søndag i Advent skinner adventskransens første lys blidt på os, og vi kan så småt for alvor begynde at tænke på alle de gode ting i juletiden, der venter på os. Dage, der skal komme, og glæder vi har i udsigt. Jo, december har en særlig atmosfære af julehyggestemning, men stemningen hænger jo uløseligt sammen med det særligt glædelige budskab. Julekrybben viser os et billede af Guds julegave til verden: Jesusbarnets fødsel i stalden i Betlehem, hvor vi kan sidde og drømme os hen. Juleglæden er en stor tradition, og den trives side om side med, at december også er forretningernes måned med lokkende julesalg. Det er meget passende, at vi fejrer den kristne jul i denne kolde og mørke vintertid, for kirkens budskab om himmellyset i mørket skinner klarest, når vi har et mørke at forholde os til. Det er netop denne brydning mellem lys og mørke, der er på spil igennem hele vort liv, og derfor vender vi i kirken igen og igen tilbage til de samme historier og fortællinger om Jesus.
I dag rider Jesus ind i Jerusalem, og folket hylder ham. Det er ham, de har ventet på; Himlens kongesøn som skal skabe et evigt kongerige med Guds fred og nærvær. Folket lægger deres kapper og strør palmegrene på vejen; det er deres spontane røde løber for den frelser, der har gjort sit indtog i deres personlige liv og hjerter. Selv på vores afstand kan vi forstå, at han virkelig betød noget for dem. Ydmyg og langsommelig kom han dér ridende på sit støvede æsel uden at blive træt og uden at vakle. Stædigt og vedholdende gik han på sin vej igennem tilværelsen og endda ind i døden for at opstå til livet. Derfor kan vi med glæde fejre også denne juletid, for vi fejrer, at Jesus blev født for at gå foran os.
Dengang gik han foran folket ind i Jerusalem, og de fulgte efter ham i stor flok og hyldede ham med glædestårer og fryderåb som var han en stor stjerne og idol. Efterhånden som æslet skridtede fremad sluttede folk sig sammen bag ham. Det minder os om en isbryder, der baner vejen igennem havets islag, så de mindre skibe kan komme igennem. Jesus gik i forvejen, for livets vej har ingen bagvej, smutvej eller omvej. Dengang og på den dag gik han foran et stort optog, men senere skulle han gå sin påskevej alene gennem lidelse og døden på et kors, ja, han måtte sandelig stride og lide for sin kærlighed til os. Igennem kirårets gudstjenester skal vi på forskellige måder lære mere af Guds kærlighed at kende.
Jesus bragte kærlighedens sande lys ind i vores verden, men lyset skar i øjnene og verdens mørke lukkede sig over ham. Efter Jesus’ langfredagsdød tændte Gud igen sin glød på en påskemorgen, så livslysets flamme og livsglædens sol for evigt kunne vinde over dødens magt og mørke. Derfor er adventstiden også kirkens lysfest, for vi markerer, at Guds lys dengang kom til verden; og han blev lagt i en krybbe – som et lille lys, der blev sat i sin stage. I dag skal vi huske på æslet for det gik og bar Jesus, og sådan bærer Gud på os, hvis vi tør sætte vores tillid til ham. Han bærer os ved dåb, bærer os ved nadver; han løfter og bærer os i såvel mørke som smerte, og han lyser for os med glædens kerte. Derfor kan vi også i dag synge med glæde og bede med fryd: Herre, frels os. Gå i forvejen og vis os din vej fra jord til himmel igennem alt, der måtte komme. Glædelig advent. Amen.
Hunderup
Salmer: 74 Vær velkommen - solosang - 448: Fyldt af glæde - 69 Du fødtes på jord – 94, 3-5 Det kimer nu - 80 Tak og ære være Gud
Vilslev
Salmer: 74: Vær velkommen Herrens år - Hvad er det der gør jul til noget særligt - 86: Hvorledes skal jeg møde - 69: Du fødtes på jord - 70: Du kom til vor runde jord