Jeg har endnu ikke mødt et menneske, der kan sige sig fri fra at have gjort det. Heller ikke det menneske, jeg ser i spejlet hver morgen. Alle gør det før eller siden. Mange gør det uden at vide det, og folk omkring os bliver såret over det. Lige fra vi er små børn, til vi bliver gamle mennesker gør vi det igen og igen, og hårdest går det ud over dem, der er tæt på os, dem, vi har nær og kær. I dag skal min prædiken handle om det med at svigte og at tilgive.
I fodboldens verden, politikkens verden, i landbruget, i skolesystemet, i butikken, på landevejene og faktisk talt over alt, hvor vi har med hinanden at gøre, kommer vi til at svigte hinanden. Vi kan kun svigte hinanden, fordi vi har forventninger til hinanden. Uden forventninger, intet svigt. Barnet forventer omsorg og kærlighed af sine forældre, men ikke alle forældre kan levere varen, og så bliver svigtet meget tydeligt. Fans forventer, at deres fodboldhold vinder, men når det ikke sker, bliver fansene mildest talt skuffede og kede af det. Man havde stolet på nogen, men de levede ikke op til forventningerne. Og vi møder det igen og igen. Man havde forventet en god høst, men høsten slog fejl, eller grisene og køerne blev syge. Man havde forventet nogle særlige dygtige politikere, men de svigtede da det gjaldt. Hele tiden må vi mere eller mindre frivilligt stole på, at andre kan gøre nogle ting, der kan gavne og glæde os. Vi lægger så at sige vort liv i andres hænder, både som børn, når vi er tvunget til det, og som voksne, når vi ikke selv kan overkomme alt, men må stole på, at andre folk kan hjælpe os.
Men nogle mennesker stoler også på os, og de lægger noget af deres liv i vore hænder. Men kan vi undgå at svigte? Jeg tror, det er de færreste, der med fuld overlæg ligefrem har lyst til at svigte både nære og kære samt fremmede mennesker; hvis vi skal leve et godt liv i samfund med hinanden, må vi også opføre os på den bedst mulige måde over for alle. Men nogle gange tænker vi ikke over, at det vi gør, skader andre. Som f.eks. da en ung mand forlod sin far og bror for at drage ud i den store verden og prøve heldet i jagten på lykke.
De tre mænd boede hjemme på slægtsgården, og drev den sammen ved hjælp af nogle karle, de havde ansat. Det var en stor gård, og der var meget arbejde. Faren var efterhånden velstående, for han havde dygtige sønner med kvikke hoveder og hænderne skruet rigtigt på. Mandens hustru og børnenes mor var måske gået bort, da de var små, så de tre i den lille familie var vant til at skulle klare tilværelsens op- og nedture i fællesskab, hvor de kunne dele livet med glæder og sorger. Bølgerne kunne godt gå højt, når den ene havde lavet en bommert, men de måtte simpelthen komme på talefod igen, da gården ville tabe, hvis de ikke kunne samarbejde. En dag gjorde den yngste søn noget helt utænkeligt. Han havde sikkert været inde i byen for på markeder at sælge noget fra gården, og derinde havde han set et liv og en tilværelse, han slet ikke turde drømme om ude på landet på gården med sin storebror og gamle far. Han havde fået en idé; han ville til byen! Faren havde mange penge, men sønnen ville af sted nu! Han havde allerede spildt meget af sin ungdom med at skovle møg, fodre dyr og høste i den alt for varme sol. Nu skulle der andre boller på suppen, og han ville til at leve livet og nyde sin ungdom. Så han gik til sin far for at få den del af arven, han alligevel ville få udbetalt, når den gamle døde. Sønnen tænkte vel, at det ville være synd, hvis han først måtte bruge de dejlige mange penge, når han var blevet gammel og havde fået kone og børn – til den tid ville han ikke kunne bruge dem på at more sig.
Dette var dog sønnens store svigt. Idet han hævede sin andel af arven, gav han i praksis udtryk for, at faren lige så godt kunne være død. Faren levede stadig, men derved stod han i vejen for at sønnen kunne få adgang til pengene og dermed få gang i et festligt liv. Den unge søn tænkte åbenbart ikke så meget på farens sårede følelser, som han tænkte på det byliv, han snart kunne kaste sig ud i at nyde i fulde drag. Som sagt så gjort. Faren ville gerne gøre det bedste for sine sønner, så han gav sin yngste søn den del af arven, han have ret til; sagde farvel og gav slip på ham, lod ham drage ud i en verden, som faren nok kendte på godt og ondt, men som sønnen var alt for ung og uerfaren til at gennemskue. Mon ikke også faren her svigtede sin søn?
Den unge søn kom ind til storbyen med firetoget og halm i træskoene. Og da han første gang viftede med sine mange penge på det nærmeste værtshus, fik han pludselig en masse elskværdige og sleske venner, der hellere end gerne ville vise ham de gode steder i byen. Den unge søn havde naturligvis ikke hørt Jodle Birges sang om, at man ikke kan købe rigtige venner, men det kunne have reddet ham fra mange pinlige erfaringer senere, da tegnebogen efterhånden blev tyndere ligesom også venneflokken blev mindre. Til sidst var han uden penge og venner, og den storby han havde længtes så meget efter, blev nu hans fængsel – for han vidste ikke, hvor han skulle gå hen for at få omsorg og kærlighed. Mad og arbejde skulle han dog have, så en dag befandt han sig blandt grise, men selv de mindste grise kan være store svin. Og selvom han håbede at kunne spise af grisenes foder, måtte han selv i deres svinetrug gå forgæves. Når man er højt på strå, er der dybt at falde. Og sønnen faldt og ramte virkeligheden hurtigere, end man må køre på de tyske motorveje. Han var fortabt. Pludselig blev han regnet for at være mindre værd end svin.
Og dér midt i al sit livs elendighed og nød huskede han pludselig på sit hjem; dér hvor hans gamle far og ældre bror havde givet ham en tryg opvækst med omsorg og kærlighed – og opdragelse, hvor meget han end foragtede det hele dengang. Men fra svinestien var hjemmets rammer pludseligt som et tabt paradis, og han længtes tilbage mere end nogensinde før. Men ikke tilbage som en elsket søn af huset; han vidste godt, at han havde svigtet på det groveste, da han faktisk bad sin far om at dø, så han kunne leve. Han kunne kun håbe, han måtte vende hjem som en ydmyg tjener, der kunne arbejde hårdt for kost og logi. Den unge søn var en handlingens mand, og vaskedes straks svinemudderet af sig, og gik hjemad med sænket hoved og et bristet hjerte. Da han endnu var et stykke væk fra gården, så han sin far komme løbende imod sig. Men modsat alle forventninger var det ikke vrede og skældud, faren lod regne ned over sin søn, men glædestårer og taknemmelighed. Det endte godt. Sønnen vendte hjem, og blev modtaget med åbne arme af sin far, og der var tilgivelse, fest og glade dage.
Men vi har ingen grund til at være naive. Vi ved godt, at ikke alting her i livet verden ender godt. Vi ved godt, at det ikke er alle hjem, der er lige gode. Det er ikke alle, der længes hjem, og det er ikke alle, der har et hjem at længes efter. Derfor må vi tolke fortællingen. Faren er Gud, og den søn, der løb hjemmefra for at afprøve livets mange muligheder, kan være os. Man kan godt spejle sig i den yngste søn, og vi kan fint forstå hans trang til at rejse ud i verden for at opleve, at livet kan være meget mere end det daglige og kedelige trummerum hjemme hos vore forældre. Rejsen ud i verden var for den unge søn en flugt og en jagt på lykke eller spænding.
Budskabet i dag er, at selvom vi til tider måske kan befinde os i noget, der kunne ligne en svinesti, så tager Gud altid imod os med åbne arme. Det er dét, vi skal tage med os herfra i dag – at kirken er åben, og at Gud står og kigger efter os, og venter på, at vi igen ønsker hans selskab. Og så kan det godt være, vi synes, at Gud er en gammel gut, der ikke altid er til fest og farver, men der er tilgivelse, omsorg og kærlighed at finde hos ham. Det er hos Gud, og det er i kirken, at vort liv sættes under et bestemt lys; nemlig troens, håbets og kærlighedens lys. Amen.
