Søndag den 13. juni 2021, 2. søndag efter Trinitatis, kl. 9.30 Hunderup SALMER: 726 Gak ud min sjæl 68 Se hvilket menneske 289 Nu bede vi den Helligånd prædiken 320 Midt i blandt os er Guds rige Altergang: 474 Jesus Krist du gav mig livet 404 Lover Herren
Indledning GT
Nu skal vi høre en læsning fra det gamle testamente, der handler om Guds hellige bjerg; et bjerg har den funktion og fordel, at den rager op og kan ses langt borte. Alle folk skal drage til Guds bjerg og ved det store festmåltid skal alting åbenbares, så der ikke længere er noget, vi ikke forstår. Og døden skal opsluges. Gud vil gøre alting godt, og det sker ved en festlig lejlighed; frelsen er en glædesfest!
Indledning NT
Nu skal vi høre en læsning fra det nye testamente, hvor apostlen Johannes skriver om den kærlighed, vi i kirken er forpligtet på over for andre kristne og ikke-kristne. Vi er nemlig under Jesu kors; han døde for os, for at vi skal leve for ham; han elsker os, for at vi skal elske hinanden. Deri er glæden, friheden og frelsen.
Prædiken
Den historie, Jesus i dag har fortalt, er egentlig så tydelig i sin pointe, at der knap nok er brug for, at præsten stiller sig på prædikestolen for at forklare og prædike om historiens budskab og betydning for os. Det hele er så åbenlys: En mand inviterer til fest, men alle gæsterne er for selvoptagede, så manden inviterer i stedet alle dem, som ellers aldrig bliver inviteret. Det er lige ud ad landevejen: Manden er et billede på Gud ham sjæl, for sådan gør vor Gud og Fader: Inviterer og håber, at folk tager imod hans invitation, også på trods af, at der dengang som nu er problemer med deltagelsen, fordi folk er ramt af selvoptagethed. At være selvoptaget betyder, at man slet ikke kan løsrive sig fra det at sit eget, som man er optaget af, uanset at der så kommer invitation til noget bedre, og selvom det man har gang i, sådan set godt kan vente lidt.
Det er bedre at gå til fest end at gå ud at se til sin mark eller afprøve nogle okser – men jeg vil da mene, at Jesus nok godt kan forstå, hvis man lige er blevet gift og af nyforelskelse vælger festen fra. Men altså, budskabet er, at Gud inviterer, og hvis vi af selvoptagethed ikke overkommer at tage imod invitationen, så får andre de gode pladser i festsalen. I historien gives pladserne til de fattige, vanføre, blind og lamme og endda dem ude langs veje og gærder; dvs. dem, der lever på kanten af samfundet, de umoralske og svindlerne. Det er dem, der kan synge med på Kim Larsen-sangens omkvæd: ”Vi er dem, de andre ikke må lege med. Vi er det dårlige selskab…” Gud er klar til at give sine dyrebare selskabspladser ud til dem, der vil tage imod. Og enhver, der ellers altid bliver overset og ellers aldrig inviteres med til fest, får mulighed for at komme indenfor og blive gæst ved en fest.
Det er jo sådan set et godt, dejligt og glædelig budskab. Den fest, der omtales i fortællingen, er et billede på Guds rige; altså, det store rige, som Gud selv skaber ved at lade Helligånden drage ud til alle mennesker med invitation til at blive en del af Gudsriget. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem festen og den lokale sognekirke, for så ender vi i den situation med, vi sætter lighedstegn og siger, at dem, der ikke vil kirken heller ikke vil Gudsriget; men sådan hænger tingene altså ikke sammen. Der findes mennesker, som vender ryggen til sognekirken og folkekirken, men som hellere end gerne vil ind i Gudsriget. Derfor må Gudsrigets fest altså være noget andet og større end den danske folkekirke, ja, endda større end den organiserede religiøse kristendom. Invitationen til at være med som gæst ved Gudsriges fest går ud over vore grænser – både sognegrænser, nationale grænser, sproggrænser osv. Gudsrigefesten er befolket af gæster af mange forskellige nationaliteter, der ønsker at have Jesus til ven og Herre, og som finder ro i den kristne tro.
Det betyder altså noget med invitationen og med udsigten til at deltage i den fest; og hvis man forstår det og det griber én, så vil man være klar til at lade marker og okser og nye ægtefæller passe sig selv lidt, imens man tager del som gæst i den store fest. Man skal aldrig være så optaget af sig selv og sit eget, at man ikke kan lytte til Gud og lade sig invitere ind af hans bud. Er vi først blevet ramt og smittet af den invitation eller har vi endda smagt Gudsrigefestens måltid og mærket stemningen dér, så skal også vi være klar til at invitere og give plads til dem, der vil være med som gæst til denne nådige barmhjertighedsfest. Gud sendte sin tjener ud i samfundets fjerneste afkroge for at give dem en glædelig invitation; for os i dag er det et eksempel på diakoni – altså kirkens sociale arbejde.
Vi har i kirken og menigheden et fællesskab omkring noget, man godt kan forlade sin mark og okser for at være med i, nemlig troen på, at Gud rækker os sin kærlighed og tilgivelse igennem dåbens bad og nadverens mad. Vi har allerede fået alt skænket og givet til en evighed i livet. Derfor skal vi nu leve med vor næste for øje for derved at takke og glæde Gud i det høje. Takke for invitationen og for festen, som vi har fået lov at være med til; den fest, der begynder med dåb og styrkes med nadver; og som giver os glæde over livets under. Som jeg sagde sidste søndag, skal vi skrue ned for egoismen og op for barmhjertigheden. I dag vil jeg slutte med at sige, at sådan skal vi leve, for midt iblandt os er Guds rige. Amen.
Indledning GT
Nu skal vi høre en læsning fra det gamle testamente, der handler om Guds hellige bjerg; et bjerg har den funktion og fordel, at den rager op og kan ses langt borte. Alle folk skal drage til Guds bjerg og ved det store festmåltid skal alting åbenbares, så der ikke længere er noget, vi ikke forstår. Og døden skal opsluges. Gud vil gøre alting godt, og det sker ved en festlig lejlighed; frelsen er en glædesfest!
Indledning NT
Nu skal vi høre en læsning fra det nye testamente, hvor apostlen Johannes skriver om den kærlighed, vi i kirken er forpligtet på over for andre kristne og ikke-kristne. Vi er nemlig under Jesu kors; han døde for os, for at vi skal leve for ham; han elsker os, for at vi skal elske hinanden. Deri er glæden, friheden og frelsen.
Prædiken
Den historie, Jesus i dag har fortalt, er egentlig så tydelig i sin pointe, at der knap nok er brug for, at præsten stiller sig på prædikestolen for at forklare og prædike om historiens budskab og betydning for os. Det hele er så åbenlys: En mand inviterer til fest, men alle gæsterne er for selvoptagede, så manden inviterer i stedet alle dem, som ellers aldrig bliver inviteret. Det er lige ud ad landevejen: Manden er et billede på Gud ham sjæl, for sådan gør vor Gud og Fader: Inviterer og håber, at folk tager imod hans invitation, også på trods af, at der dengang som nu er problemer med deltagelsen, fordi folk er ramt af selvoptagethed. At være selvoptaget betyder, at man slet ikke kan løsrive sig fra det at sit eget, som man er optaget af, uanset at der så kommer invitation til noget bedre, og selvom det man har gang i, sådan set godt kan vente lidt.
Det er bedre at gå til fest end at gå ud at se til sin mark eller afprøve nogle okser – men jeg vil da mene, at Jesus nok godt kan forstå, hvis man lige er blevet gift og af nyforelskelse vælger festen fra. Men altså, budskabet er, at Gud inviterer, og hvis vi af selvoptagethed ikke overkommer at tage imod invitationen, så får andre de gode pladser i festsalen. I historien gives pladserne til de fattige, vanføre, blind og lamme og endda dem ude langs veje og gærder; dvs. dem, der lever på kanten af samfundet, de umoralske og svindlerne. Det er dem, der kan synge med på Kim Larsen-sangens omkvæd: ”Vi er dem, de andre ikke må lege med. Vi er det dårlige selskab…” Gud er klar til at give sine dyrebare selskabspladser ud til dem, der vil tage imod. Og enhver, der ellers altid bliver overset og ellers aldrig inviteres med til fest, får mulighed for at komme indenfor og blive gæst ved en fest.
Det er jo sådan set et godt, dejligt og glædelig budskab. Den fest, der omtales i fortællingen, er et billede på Guds rige; altså, det store rige, som Gud selv skaber ved at lade Helligånden drage ud til alle mennesker med invitation til at blive en del af Gudsriget. Man kan ikke sætte lighedstegn mellem festen og den lokale sognekirke, for så ender vi i den situation med, vi sætter lighedstegn og siger, at dem, der ikke vil kirken heller ikke vil Gudsriget; men sådan hænger tingene altså ikke sammen. Der findes mennesker, som vender ryggen til sognekirken og folkekirken, men som hellere end gerne vil ind i Gudsriget. Derfor må Gudsrigets fest altså være noget andet og større end den danske folkekirke, ja, endda større end den organiserede religiøse kristendom. Invitationen til at være med som gæst ved Gudsriges fest går ud over vore grænser – både sognegrænser, nationale grænser, sproggrænser osv. Gudsrigefesten er befolket af gæster af mange forskellige nationaliteter, der ønsker at have Jesus til ven og Herre, og som finder ro i den kristne tro.
Det betyder altså noget med invitationen og med udsigten til at deltage i den fest; og hvis man forstår det og det griber én, så vil man være klar til at lade marker og okser og nye ægtefæller passe sig selv lidt, imens man tager del som gæst i den store fest. Man skal aldrig være så optaget af sig selv og sit eget, at man ikke kan lytte til Gud og lade sig invitere ind af hans bud. Er vi først blevet ramt og smittet af den invitation eller har vi endda smagt Gudsrigefestens måltid og mærket stemningen dér, så skal også vi være klar til at invitere og give plads til dem, der vil være med som gæst til denne nådige barmhjertighedsfest. Gud sendte sin tjener ud i samfundets fjerneste afkroge for at give dem en glædelig invitation; for os i dag er det et eksempel på diakoni – altså kirkens sociale arbejde.
Vi har i kirken og menigheden et fællesskab omkring noget, man godt kan forlade sin mark og okser for at være med i, nemlig troen på, at Gud rækker os sin kærlighed og tilgivelse igennem dåbens bad og nadverens mad. Vi har allerede fået alt skænket og givet til en evighed i livet. Derfor skal vi nu leve med vor næste for øje for derved at takke og glæde Gud i det høje. Takke for invitationen og for festen, som vi har fået lov at være med til; den fest, der begynder med dåb og styrkes med nadver; og som giver os glæde over livets under. Som jeg sagde sidste søndag, skal vi skrue ned for egoismen og op for barmhjertigheden. I dag vil jeg slutte med at sige, at sådan skal vi leve, for midt iblandt os er Guds rige. Amen.
Søndag den 13. juni 2021 kl. 16 i Vilslev Kirke: Familiegudstjeneste
Klokkeringning
Indledning v. præst
Hvordan er det nu, vi gør, når vi går i kirke til gudstjeneste? Hvem kan huske, hvornår man skal rejse sig eller sætte sig? Åh, det er pinligt at gøre det forkert! Ja, sådan kan man jo tænke, men bare rolig. Det er ingen eksamen at gå til gudstjeneste, og lad mig bare fortælle en lille hemmelighed: Nogle gange begår jeg også fejl! Engang gik jeg i stå midt i velsignelsen; klappen gik ned så jeg stod med armene i vejret og havde glemt, hvad jeg skulle sige. Nå, men vi kom igennem det uden straf eller bøder, og det gør I, som i dag er mødt op her i kirken til familiegudstjeneste. Måske lagde I mærket til, at klokkerne ringede, da I kom til kirke og om lidt skal vi høre bedeslagene. Det er 3 x 3 slag, som ringer som et billede på den hellige treenighed af Fader, Søn og Helligånd. De 3 personer er Gud. Lad os lytte til bedeslagene.
Bedeslag
Præludium
Salme 478 Vi kommer til din kirke Gud
Trosbekendelse (siges stående)
Præsten fortæller/prædiker
Når nu jeg stiller mig herop på prædikestolen, så er det et tegn på, at jeg skal sige noget til jer alle. Derfor står jeg her, hvor alle kan se mig – og jeg kan se jer, og se om I fumler med mobilen. Jeg vil starte med at afsløre et lille trick for, hvornår man skal rejse sig. F.eks. om lidt skal I rejse jer, men først, når jeg siger et bestemt lille ord. Et lille ord, som vi også bruger i det daglige, og enhver, som har ører at høre med vil kunne høre, at det faktisk er et hverdagsord. Men når det ord siges i kirkerummet, ja, så er det et hint om, at man skal rejse sig, for så skal man lytte efter. Det lille ord er ”skriver”, som f.eks. når jeg nu siger: Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev, så skal I rejse jer og lytte til den tekst, jeg vil læse. En tekst som blev skrevet for et par tusind år siden og som I kan finde i Det Nye Testamente; en tekst, der handler om det, vi fylder dette hus med: Troen på Gud og kærligheden til medmennesker.
Læsning
* Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer. Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig. Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed. (Første Johannesbrev 3,13-18)
Når der så siges Amen, må man sætte sig igen, og jeg vil nu ganske kort fortælle, at hvad vi netop har hørt, er noget helt særligt i den kristne tro, som vi døbes til og konfirmeres på; ja, som vi lever på og dør i. Kærligheden er helt konkret; Gud elsker os, for at vi skal elske hinanden. At elske hinanden kan virke pinligt for de unge og noget mærkeligt noget for de voksne, men egentligt handler det om, at vi ikke skal glemme Gud eller være dumme svin over for hinanden. Kan vi finde ud af det?
Ja, det meste af tiden. Nogle gange løber vreden dog af med os, hvis vi taber i et computerspil eller brætspil og råber vrede bandeord ad de andre; nogle gange taler tungen nærmest af sig selv og siger dumme ord og onde ord, der rammer som pilespidser i hoved, hjerte og sind hos klassekammerater eller arbejdskollegaer. Det skal vi arbejde med, så vi kan holde op med at bruge vores mund til dumme ord – og så vi kan holde op med at bruge hænder og fødder til at slå og sparke i vrede.
I dag har jeg tilbragt meget tid sammen med en flok unge, som efter sommerferien vil gå til præst for at blive konfirmeret i foråret 2022. De har lært mig lidt bedre at kende, og jeg har lært dem lidt bedre at kende. Vi har spist kage og is, vi har sunget og bedt sammen, og vi har snakket og hygget – det er så sikkert som amen!
Da de unge blev døbt blev de indsat til at leve på en bestemt måde, nemlig som vi har hørt man skal leve: i kærlighed. Det er dog nemmere sagt end gjort; det er noget, man skal øve sig på – og man kan bruge et helt liv på det. Vi øver os i fællesskab, og tilgiver hinanden, når vi fejler. Amen.
Præsten præsenterer de kommende konfirmander
Og så vil jeg bede juniorkonfirmanderne om at komme herop til døbefonten.
Vi har i dag været sammen i 5 timer - uden mobiler! Og det klarede I meget fint. Vi har spist pizza, kage og is sammen, vi har sunget salmer, bedt Fadervor og hørt lidt fra Bibelen. Vi har været ude i det skønne solskinsvejr og vi har snakket og hygget os. I har også lavet et kors og fået en papir-due med hjem. Korset er et billede på alt det tunge i tilværelsen; for selvom man er ung, kan man godt bære på noget trist og tungt. I fik også en due, som er symbol på alt det glædelige, skønne og lette i livet. Vi skal have både korset og duen med i troen og livet; men vi kan ikke nøjes med kun den ene. Hvis vi kun har korset, bliver det for tungt, og hvis vi kun har duen, bliver det for useriøst. Kors og due hører sammen, for livet er både godt og skidt, ligesom vi har både gode og dårlige dage. Det skal vi arbejde meget mere med, når I efter sommerferien begynder på konfirmationsforberedelse. Jeg glæder mig til, at vi skal starte op. Så må I gerne tage plads igen.
Salme 371 Du fylder mig med glæde
Fadervor + Velsignelse
Salme 725: Det dufter lysegrønt
Postludium
Klokkeringning
Indledning v. præst
Hvordan er det nu, vi gør, når vi går i kirke til gudstjeneste? Hvem kan huske, hvornår man skal rejse sig eller sætte sig? Åh, det er pinligt at gøre det forkert! Ja, sådan kan man jo tænke, men bare rolig. Det er ingen eksamen at gå til gudstjeneste, og lad mig bare fortælle en lille hemmelighed: Nogle gange begår jeg også fejl! Engang gik jeg i stå midt i velsignelsen; klappen gik ned så jeg stod med armene i vejret og havde glemt, hvad jeg skulle sige. Nå, men vi kom igennem det uden straf eller bøder, og det gør I, som i dag er mødt op her i kirken til familiegudstjeneste. Måske lagde I mærket til, at klokkerne ringede, da I kom til kirke og om lidt skal vi høre bedeslagene. Det er 3 x 3 slag, som ringer som et billede på den hellige treenighed af Fader, Søn og Helligånd. De 3 personer er Gud. Lad os lytte til bedeslagene.
Bedeslag
Præludium
Salme 478 Vi kommer til din kirke Gud
Trosbekendelse (siges stående)
Præsten fortæller/prædiker
Når nu jeg stiller mig herop på prædikestolen, så er det et tegn på, at jeg skal sige noget til jer alle. Derfor står jeg her, hvor alle kan se mig – og jeg kan se jer, og se om I fumler med mobilen. Jeg vil starte med at afsløre et lille trick for, hvornår man skal rejse sig. F.eks. om lidt skal I rejse jer, men først, når jeg siger et bestemt lille ord. Et lille ord, som vi også bruger i det daglige, og enhver, som har ører at høre med vil kunne høre, at det faktisk er et hverdagsord. Men når det ord siges i kirkerummet, ja, så er det et hint om, at man skal rejse sig, for så skal man lytte efter. Det lille ord er ”skriver”, som f.eks. når jeg nu siger: Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev, så skal I rejse jer og lytte til den tekst, jeg vil læse. En tekst som blev skrevet for et par tusind år siden og som I kan finde i Det Nye Testamente; en tekst, der handler om det, vi fylder dette hus med: Troen på Gud og kærligheden til medmennesker.
Læsning
* Epistlen skriver apostlen Johannes i sit første brev: I må ikke undre jer, brødre, hvis verden hader jer. Vi ved, at vi er gået over fra døden til livet; for vi elsker brødrene. Den, der ikke elsker, bliver i døden. Enhver, som hader sin broder, er en morder, og I ved, at ingen morder har evigt liv i sig. Derpå kender vi kærligheden: at han satte sit liv til for os; så skylder også vi at sætte livet til for brødrene. Den, der har jordisk gods og ser sin broder lide nød, men lukker sit hjerte for ham – hvorledes kan Guds kærlighed blive i ham? Kære børn, lad os ikke elske med ord eller tunge, men i gerning og sandhed. (Første Johannesbrev 3,13-18)
Når der så siges Amen, må man sætte sig igen, og jeg vil nu ganske kort fortælle, at hvad vi netop har hørt, er noget helt særligt i den kristne tro, som vi døbes til og konfirmeres på; ja, som vi lever på og dør i. Kærligheden er helt konkret; Gud elsker os, for at vi skal elske hinanden. At elske hinanden kan virke pinligt for de unge og noget mærkeligt noget for de voksne, men egentligt handler det om, at vi ikke skal glemme Gud eller være dumme svin over for hinanden. Kan vi finde ud af det?
Ja, det meste af tiden. Nogle gange løber vreden dog af med os, hvis vi taber i et computerspil eller brætspil og råber vrede bandeord ad de andre; nogle gange taler tungen nærmest af sig selv og siger dumme ord og onde ord, der rammer som pilespidser i hoved, hjerte og sind hos klassekammerater eller arbejdskollegaer. Det skal vi arbejde med, så vi kan holde op med at bruge vores mund til dumme ord – og så vi kan holde op med at bruge hænder og fødder til at slå og sparke i vrede.
I dag har jeg tilbragt meget tid sammen med en flok unge, som efter sommerferien vil gå til præst for at blive konfirmeret i foråret 2022. De har lært mig lidt bedre at kende, og jeg har lært dem lidt bedre at kende. Vi har spist kage og is, vi har sunget og bedt sammen, og vi har snakket og hygget – det er så sikkert som amen!
Da de unge blev døbt blev de indsat til at leve på en bestemt måde, nemlig som vi har hørt man skal leve: i kærlighed. Det er dog nemmere sagt end gjort; det er noget, man skal øve sig på – og man kan bruge et helt liv på det. Vi øver os i fællesskab, og tilgiver hinanden, når vi fejler. Amen.
Præsten præsenterer de kommende konfirmander
Og så vil jeg bede juniorkonfirmanderne om at komme herop til døbefonten.
Vi har i dag været sammen i 5 timer - uden mobiler! Og det klarede I meget fint. Vi har spist pizza, kage og is sammen, vi har sunget salmer, bedt Fadervor og hørt lidt fra Bibelen. Vi har været ude i det skønne solskinsvejr og vi har snakket og hygget os. I har også lavet et kors og fået en papir-due med hjem. Korset er et billede på alt det tunge i tilværelsen; for selvom man er ung, kan man godt bære på noget trist og tungt. I fik også en due, som er symbol på alt det glædelige, skønne og lette i livet. Vi skal have både korset og duen med i troen og livet; men vi kan ikke nøjes med kun den ene. Hvis vi kun har korset, bliver det for tungt, og hvis vi kun har duen, bliver det for useriøst. Kors og due hører sammen, for livet er både godt og skidt, ligesom vi har både gode og dårlige dage. Det skal vi arbejde meget mere med, når I efter sommerferien begynder på konfirmationsforberedelse. Jeg glæder mig til, at vi skal starte op. Så må I gerne tage plads igen.
Salme 371 Du fylder mig med glæde
Fadervor + Velsignelse
Salme 725: Det dufter lysegrønt
Postludium
