Den søndag, det var fastelavn, og hvor mange i udklædning slog katten af tønden, spiste fastelavnsboller og morede sig med at feste før fasten, det var den søndag, fastetiden blev indledt. En fastetid der varer indtil påske. Og påsken begynder så småt allerede næste søndag på Mariæ Bebudelsesdag, når vi skal høre fortællingen om, at jomfru Maria bliver gravid med Jesus.
Klik og læs Bibelteksterne til Midfaste søndag. Salmerne: 1. DDS 41: Lille Guds barn, hvad skader dig? 2. DDS 31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud, 3. DDS 675: Gud, vi er i gode hænder, --- 4. DDS 662: Hvad kan os komme til for nød, 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat, Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig, 6. DDS 634: Du ved det nok, mit hjerte
I nogle kirker holder man strengt fast i fasten, og forskellige traditioner og kulturer har forskellige skikke med hensyn til, hvad man må og ikke må spise eller gøre i fastetiden. Fasten er for mange kristne en periode, hvor man afholder sig fra visse ting for at bruge mere tid på at læse i Bibelen, gå i kirke og i det hele taget fordybe sig i sin tro og tradition. For andre består fasten tilsyneladende i at afholde sig fra at gå i kirke. Men uanset om vi faster eller ej, så kommer påsken dog hvert år så sikkert som amen i kirken. Nogle har måske villet faste fra fjernsyn, facebook eller slik, og er kommet til at ”synde” ved at snyde, men det forhindrer altså ikke kirkeårets hjul i fortsat at dreje rundt, troligt og sikkert som det har gjort igennem hundredevis af år. Heldigvis afhænger det ikke af os at holde hjulet kørende; det triller af sig selv af sted på sin vante rute, rundt og rundt. Spørgsmålet er bare, om vi følger med. Og nu er vi altså ved midfaste søndag – vi er halvvejs. ”Jamen halvvejs til hvad?”, kunne man spørge. Jo, halvvejs til Påskedag. Påskedag er altså det, vi sigter hen imod med denne faste.
På denne midfastesøndag hører vi fortællingen om dengang, Jesus mættede 5.000 voksne med kun fem brød og to fisk. At bespisningsunderet finder sted i en fastetid skal ikke undre os. Det er jo, når man sulter og tørster, at man har brug for at indtage mad. Og da Jesus var en meget populær mand, samledes store flokke om ham for at opleve ham gøre flere af de ting, de ikke helt kunne forså. Lidt ligesom når tryllekunstnere tryllebinder folk med deres kunst og tricks. Der er noget lokkende og dragende ved det, vi ikke helt forstår. Og mange anså nok Jesus for at være en slags tryllekunstner, for han kunne jo gøre så mange underlige ting. Det var meget populært, da han lavede vand til vin ved et bryllup. Og da han helbredte mange syge, blinde, døve og spedalske. Ja, han opvækkede sågar en mand fra døden! Så bliver det da vist ikke større. Og heller ikke denne dag skulle hans mange tilhørere gå forgæves. Men i dag var det anderledes. Det var den eneste gang, han gjorde dette tegn og denne undergerning.
I midten af disse 5.000 personer, der satte sig i græsset, stod Jesus med sine 12 apostle, dem, han havde udvalgt til at fortælle evangeliet videre ud i hele verden. De mange mennesker havde endnu ikke set Jesus gøre noget særligt, men Jesus havde sikkert talt nogle opmuntrende ord til dem om Guds rige og Hans nådige forladelse af alle synder. Jesu velsignende ord kunne dog efterhånden ikke overdøve de knurrende maver. Og når maven begynder at knurre, går der ikke langt tid, før munden følger med, og de mange mennesker begyndte at tale om, at de da måske skulle have taget en kurv mad med ud i det grønne. Men i deres iver efter at se og høre Jesus havde de slet ikke tænkt så langt.
Så nu stod Jesus med sine apostle i en køn suppedas. Og Jesus satte sine tro følgesvende på prøve, da han spurgte, hvordan alle disse mennesker dog skulle få mad. Apostlen Filip begyndte allerede at tænke i logistik og indkøb hos bageren af en helt masse brød, og man kan vel sagtens forstå, hvis han begyndte at svede ved tanken om at skulle finde en bager, købe brød til 5.000 voksne, få det fragtet frem til bjerget. Ja, for ikke at nævne, at Jesus eller hans apostle aldrig havde særligt mange penge. Apostlen Andreas må også være blevet grebet af den lidt febrilske stemning, for han kom trækkende med en dreng, der havde fem brød og to fisk. En latterlig lille mængde mad til så mange mennesker. Men i pressede situationer kan man nemt gøre paniske ting, som i øjeblikket virker ganske logiske. Man kan se for sig, hvordan Filip og Andreas kigger generte ned i jorden og mumler noget om, at lidt da har også ret, ikke?
Nu var gode råd dyre. Jesus havde tiltrukket de mange mennesker, og vi kan som jyder sagtens forstå, at det på et tidspunkt bliver nok med al den snakkeri, og så skal der gerne mad på bordet. Man hører jo også bedst på fyldt mave. Men der var bare det ved det, at de alle sammen befandt sig på et bjerg, langt væk fra byens bageri. Og der var ikke penge nok til at købe mad til dem alle. Sulten satte ind. Og med sulten begyndte også utilfredsheden at melde sig.
Og så syntes apostlene pludseligt, at situationen virkede bekendt. De havde ligesom hørt om det her, hvor mange mennesker sulter, og brokker sig over den manglende mad. De huskede historien om dengang, Moses førte de mange israelitiske slaver ud fra Egyptens fangenskab til friheden i en ørken, hvor de vandrede rundt på må og få i fyrre år. De blev alle sammen testet af selveste Gud, for han ville se, om de kunne være trofaste selv i de værste situationer. Men Gud er ikke ond, og han forbarmede sig over dem alle ved at sende brød fra himlen. Brødet blev kaldt for manna. Det var mad til nuets øjeblik, og det skulle spises med det samme for ikke at gå i forrådnelse. Det levede de af i ørkenen i langt tid. Apostlene havde knap nok nået af huske på dén begivenhed, før Jesus tog de fem brød, takkede og uddelte det til sultende, og han tog de to fisk, takkede og uddelte dem til dem, der manglede mad. Var brød og fisk så en belønning eller en nådegave? Fik de løn for at lytte, eller lyttede de for at få brød? Nej, ingen havde tænkt på fortjeneste, men en nød opstod, og Jesus tog sig af det – som tegn på den større nød, han også ville tage sig af. For selvom de blev mætte i dét øjeblik, skulle der snart opstå en sult, som ingen jordisk føde kunne stille, men det vidste de jo ikke endnu. Til påske skulle de blive meget klogere.
Med bespisningsunderet fik hele folkeskaren det mirakel, de havde længtes efter og ventet spændt på at se. Men apostlene stod stille i forbavselse over, hvad de så, for Jesus havde jo ligesom Gud forbarmet sig over mange mennesker ved at give dem brød at leve af i dette øjeblik. Og de begyndte at udbryde: ”Han er sandelig profeten, som skal komme til verden!” Og flere og flere tog del i råbene.
Enhver, der vil have politisk indflydelse og elsker at lade sig hylde og beundre ville været blevet høj i hatten af den euforiske stemning og opmærksomhed, som Jesus fik lige efter, at folk havde fyldt deres maver med himmelsk god mad. Ikke nok med at Jesus kunne helbrede for enhver sygdom, han kunne endda opvække døde, lave vand til vin – og skabe en overflod af meget mad ud af kun en smule mad. Sagen var klar – han skulle da være deres profet og konge! Tænk sig at have sådan en tryllekonge, der med små håndbevægelser kan udøve mirakler. Endelig ville jøderne kunne få smidt den romerske besættelsesmagt på porten, og endelig ville de kunne få deres egen konge i et sandt paradis uden al denne verdens modgang og sorg. De 5.000 mennesker så virkelig på Jesus som deres redning, deres frelser, deres håb i en verden af håbløshed. De stod på et bjerg, hvorfra de kunne skue ud over meget landjord – al denne jord ville igen blive deres helt egen, og når Jesus kunne vække døde fra graven, hvad skulle så kunne true deres jordiske lykke?
Men apostlene havde ikke husket alt, hvad der var sket i ørkenen. Jovist havde de frigivne slaver fået mad i overflod, idet Gud i sin nåde forbarmede sig over dem. Men Moses sagde dengang, at ”mennesket ikke lever af brød alene, men af alt, hvad der udgår af Herrens mund.” Jesus forlod slukøret og uden et ord den store folkemængde, og gik alene tilbage til bjerget – ikke for at nyde udsigten eller skue ud over al verden, men for at komme væk fra folkenes larm og apostlenes uforstand. Jesus var ikke bare en sølle tryllekonge. Folket havde glædet sig over hans tilstedeværelse, men det var først da deres maver var mætte, at de jublede højest. Enhver kan spise sig mæt i mad, men hvilke ord kan mætte ørerne, så de ikke mere behøver lytte? Eller mætte hjertet, så det ikke længere føler længsel? Er lykken at leve et liv uden at mangle det daglige brød?
Dagligt har vi brug for at høre andres stemmer, og man kan aldrig nøjes med at erklære sin kærlighed én gang; nej, dagligt – ja, måske flere gange dagligt, lever vi på ordene fra dem, vi har kær og nær ved os. Ingen mad kan erstatte de ord, vi siger til hinanden, og selv ikke himmelsk manna kan erstatte Guds Ord til menneskeheden, ja, til os her i dag i dette øjeblik. Og der ér nok til alle. Det er Ordet, der udfoldes i påsken, og det er Ordet vi døbes på, så vi kan leve et frit liv indtil gravens mørke. Men selv når vore ører lukkes af dødens stilhed, da lever Ordet stadig med løftet om liv trods død og frelse trods synd. Brød og fisk mætter for en stund, men Guds Ord mætter til evig tid. Amen.
