Påskemåltid i Hunderup. Skærtorsdag den 6. april 2023
Torsdag den 6. april: Skærtorsdag (Nadveren) (I) kl. 17 m. påskemåltid
INTRO GT
Nu skal vi fra GT høre om det sidste øjeblik, inden israelitterne flygtede ud af slaveri og fangenskab i Egypten. De skulle afslutte deres slavetid med et måltid, for sådan ville Gud have det. Måltidet bestod af én ret af stegt lammekød og brød uden gær samt urter uden sødme. Det var ikke et hyggemåltid, men mad der skulle mætte dem, der skulle blive flygtninge. Rejs jer blot og hør. Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog:
INTRO NT
Fra NT skal vi høre fra apostlen Paulus, som gik meget op i nadveren. For ham var der tale om et velsignet måltid, der skulle blive til velsignelse for den, der deltager og spiser. Og den, der deltager i nadveren og spiser og drikker, får fællesskab med de andre ved nadverbordet og med selveste Jesus Kristus. Der er mere ved brødet og vinen end man kan se og smage. Rejs jer blot og hør. Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne
PRÆDIKEN
Fra mit barndomshjem lærte jeg, at man skulle sætte sig sammen om måltiderne og spise sammen og også vente på, at alle ved bordet var færdige, før man måtte rejse sig. Man var ved bordet sammen også selvom man lige havde sloges med sine søskende eller fået skæld ud af sine forældre. Mad skulle man dog have, og vi var fælles om det. Da jeg flyttede hjemmefra, spiste jeg mange måltider alene, for jeg boede alene, og jeg savnede bare at sidde ved bordet og spise sammen med nogle. Det kom med tiden i form af venner og kammerater, og nu har jeg en familie, hvor vi forsøger at samles omkring aftensmaden, for så er vi da samlet én gang i løbet af en ellers travl og hektisk dagligdag. Efter denne gudstjeneste er der også fællesspisning, for det sjove er, at når vi spiser sammen, så bliver vi ikke sammenspiste, men vi deler en stund sammen i fællesskab og mindsker den alenetid og den ensomhed, der så nemt kan komme til at fylde. Vore måltider er fyldt med traditioner og symboler; nogle spiser af nød, andre af lyst, og der er himmelvid forskel på værdien af et tørt stykke brød alt efter, om man er født ind i en velhavende familie og bor i trygge omgivelser, eller om man er flygtningebarn i et asylcenter. Måltidet i sig selv er dog altid en kærkommen lejlighed til at bruge nogle flere sanser, for mad kan både se ud af noget, dufte af noget, smage af noget, føles af noget både i munden og på vejen igennem spiserøret ned i maven, og dernede kan det sandelig også have en virkning. Man kan sige, at det meste af livet leves mellem måltiderne, og man kan være sulten for sjov eller man kan faste for alvor, eller man kan være på vand og brød som et straf eller et valg. Der er en sammenhæng mellem mad og mennesker, samfund og kulturer, som vi kunne bruge meget mere tid på at fordybe os i, men lige netop i dag skal vi vende opmærksomheden hen på dét måltid, der både blev den sidste og den første af sin slags: Det sidste måltid og den første nadver.
Lige siden Jesus red ind i Jerusalem Palmesøndag var skyerne begyndt at trække sig sammen, og der blev varslet et uvejr med fare for liv og sjæl blandt vennegruppen af disciple, som på den første Skærtorsdag satte sig til bords for at spise det traditionelle påskemåltid. Som jøder samledes de og spiste for i fællesskab igennem mad og tradition at huske på deres folks og slægts historie om flugten fra slaveriet i Egypten. Særligt huskede de på det lam, der blev slagtet for at blodet derfra kunne smøres på husets overligger og dørstolper; det var tegnet til dødsenglen om at skåne dette hus og denne familie og bare gå forbi. De jødiske familier må harve siddet inde i deres slavehuse og i anspændt stilhed lyttet for at høre, hvad Gud mon ville gøre. Og Gud sendte sin dødsengel igennem Egyptens gader for at dræbe den førstefødte af alle væsner, men englen ville skåne de familier, som havde lyttet til Gud og smurt offerlammets blod udenpå huset som livreddende graffiti; men det havde Egyptens konge ikke hørt eller gjort, og derfor blev livsånden taget fra hans førstefødte søn, og kongens sorg var så knusende, at han opgav at holde israelitterne i slavelænker.
Lammets blod blev redningen for dem, der troede på dét, der lød så utroligt, at det gjorde deres hjerte uroligt. Blod har altid været betragtet som noget særligt, både helligt og farligt. Et menneskes blod skulle man ikke lege med, for i blodet sidder ånden eller sjælen, og hvis man dræber et menneske, har man gjort sig skyldig i en forbrydelse imod hele menneskeheden og især mod Gud skaber. Disciplene sad og tyggede på påskemåltidets bitre urter, usyrede brød og det stegte lammekød, imens de huskede på alt det, deres folk og slægt havde måttet gennemleve, ikke bare i slaveri og befrielse fra Egypten men også igennem deres ørkenvandring og alle andre strabadser frem til, at de den aften kunne sætte sig til bords med Jesus. Det var som om, alting i deres forhistorie havde peget frem mod denne højtidsaften, hvor de ligesom gjorde sig klar til at Jesus endelig skulle vise sig som den konge, herre og frelser, de havde ventet på igennem generationer og som de havde hyldet med glædesråb, da han red ind i Jerusalem på et æsel på den første Palmesøndag.
’Uden mad og drikke, duer helten ikke’ siger man, og det kan man såmænd også sige om forrædere. Alle mennesker, gode som onde, har brug for noget at spise, men ingen bliver afsløret alene ved den mad, de spiser. En menneskeelsker, filantrop og frelser kan sagtens spise kød og drikke vin, for sådan gjorde Jesus, mens en brutal tyran og voldshersker som Hitler var vegetar og ikke drak alkohol. Så når vi i vores tid går meget op i, hvad folk spiser og drikker, så glemmer vi nogle gange, at mad og drikke ikke alene gør forskellen. For som Jesus siger et sted: Hvad man putter ind i munden, kommer ud igen (ad anden vej), men hvad der kommer ud af munden i form af ord – forbandelser eller velsignelser – kan man ikke trække tilbage. Det gælder også håndens gerninger. Man kan ikke trække en lussing eller en skråt-op-finger tilbage.
Iblandt flokken omkring bordet, der mæskede sig i det historiske mindemåltid, sad altså også slangen i Paradiset; Judas, den stakkel, som allerede før måltidet havde indgået en forbandet aftale med Djævelen om at blive en af de største skurke i verdenshistorien. Judas mente naturligvis at gøre det rigtige, for Djævelen havde forklædt sig som de gode i historien, der jo bare ville gøre det rigtige. Sådan har mange fået fordrejet hoved og hjerte i forsøg på at gøre det rigtige, for hvad er egentligt det rigtige at gøre? Det kan være svært nok at finde ud af i vores almindelige liv, og derfor fyldes medierne da også med debatter om, hvorvidt man bør opdrage børn på dén måde, om man nu også bør være kærester på dén måde; eller hvordan bør man forvalte sin økonomi – og hvad skal man mene om krigen og om nøden, krisen og flygtninge? Det er svært at gøre det rigtige, fordi der ikke findes en facitliste med de rigtige svar. Man må gøre det, man har samvittighed til. Der er dog mange retningslinjer, og fra Jesus har vi hørt, at vi skal elske Gud og vor næste som os selv. Det lyder ret enkelt, og man skulle tro, at netop hans udvalgte venner havde forstået det, men vi ved jo også godt, at der bag Skærtorsdagsmåltidet i festsalen venter en Langfredagsflugt fra frelseren på korset. Deres loyalitet var stor, da han mættede deres maver og ører med skøn mad og dejlige ord.
Der er ikke noget, der kan ødelægge en stemning ved et godt måltid, som når nogen smider en anklage på bordet om forræderi. Men ingen af dem vidste, at de skulle have planer om at forråde eller fornægte frelseren – og dog var der i hvert fald én forræder og en hel del fornægtere. Og da det var afklaret, så ingen længere kunne pudse deres glorie, så velsignede Jesus brødet og vinen og sagde dermed til sine triste venner, at han allerede på forhånd ville tilgive dem, at de ikke kunne gøre andet end det, de mente, ville være rigtigt. Tag det og spis det; lev med det; bær jeres kors. Uden mad og drikke, duer vi slet ikke. Det smukke ved Skærtorsdagens fejring er, at her inviteres vi alle ind til bords med den Jesus, som spiste sammen med både de hellige og uhellige. Han havde ikke behov for at dømme, forbande eller skælde ud, men han velsignede og elskede og håbede derved at kunne vinde deres tro og vende deres hjerter om til at være trofaste og barmhjertige. Bør vi ikke altid spise vore måltider for at (for)blive trofaste og barmhjertige? Glædelige Skærtorsdag. Amen.
LOVPRISNING Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
Efter næste salme er der altergang og alle er velkomne.
Efter gudstjenesten er der påskemåltid i Samlingssalen, og vi glæder os til at hygge sammen og spise dejligt mad, der er tilberedt af en flok frivillige. Tak skal de have!
En stor tak skal også lyde til kirkekoret, der synger med os og for os. Det er altid skønt. Dorte har arbejdet med at få stemmerne til at stemme, og man må sige at det lykkedes endnu engang.
Her i påsken er der mange gudstjenester, og det er ikke kun fordi konfirmanderne så kan få deres sidste krydser.
Langfredag, fredag den 7. april kl. 11 er der liturgisk gudstjeneste i Vilslev Kirke, hvor vi markerer Jesu korsfæstelse ud fra en undren over, at han skulle dø – og med fokus på, at Jesus fra korset sagde: Det er fuldbragt.
Søndag den 9. april fejrer vi opstandelsen med gudstjenester kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup kirker.
Endelig har vi en gospelgudstjeneste Anden Påskedag mandag den 10. april kl. 19 i Hunderup Kirke, hvor Ribe gospelkor medvirker. Alle er velkomne.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. (2 Kor 13,13)
INTRO GT
Nu skal vi fra GT høre om det sidste øjeblik, inden israelitterne flygtede ud af slaveri og fangenskab i Egypten. De skulle afslutte deres slavetid med et måltid, for sådan ville Gud have det. Måltidet bestod af én ret af stegt lammekød og brød uden gær samt urter uden sødme. Det var ikke et hyggemåltid, men mad der skulle mætte dem, der skulle blive flygtninge. Rejs jer blot og hør. Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog:
INTRO NT
Fra NT skal vi høre fra apostlen Paulus, som gik meget op i nadveren. For ham var der tale om et velsignet måltid, der skulle blive til velsignelse for den, der deltager og spiser. Og den, der deltager i nadveren og spiser og drikker, får fællesskab med de andre ved nadverbordet og med selveste Jesus Kristus. Der er mere ved brødet og vinen end man kan se og smage. Rejs jer blot og hør. Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne
PRÆDIKEN
Fra mit barndomshjem lærte jeg, at man skulle sætte sig sammen om måltiderne og spise sammen og også vente på, at alle ved bordet var færdige, før man måtte rejse sig. Man var ved bordet sammen også selvom man lige havde sloges med sine søskende eller fået skæld ud af sine forældre. Mad skulle man dog have, og vi var fælles om det. Da jeg flyttede hjemmefra, spiste jeg mange måltider alene, for jeg boede alene, og jeg savnede bare at sidde ved bordet og spise sammen med nogle. Det kom med tiden i form af venner og kammerater, og nu har jeg en familie, hvor vi forsøger at samles omkring aftensmaden, for så er vi da samlet én gang i løbet af en ellers travl og hektisk dagligdag. Efter denne gudstjeneste er der også fællesspisning, for det sjove er, at når vi spiser sammen, så bliver vi ikke sammenspiste, men vi deler en stund sammen i fællesskab og mindsker den alenetid og den ensomhed, der så nemt kan komme til at fylde. Vore måltider er fyldt med traditioner og symboler; nogle spiser af nød, andre af lyst, og der er himmelvid forskel på værdien af et tørt stykke brød alt efter, om man er født ind i en velhavende familie og bor i trygge omgivelser, eller om man er flygtningebarn i et asylcenter. Måltidet i sig selv er dog altid en kærkommen lejlighed til at bruge nogle flere sanser, for mad kan både se ud af noget, dufte af noget, smage af noget, føles af noget både i munden og på vejen igennem spiserøret ned i maven, og dernede kan det sandelig også have en virkning. Man kan sige, at det meste af livet leves mellem måltiderne, og man kan være sulten for sjov eller man kan faste for alvor, eller man kan være på vand og brød som et straf eller et valg. Der er en sammenhæng mellem mad og mennesker, samfund og kulturer, som vi kunne bruge meget mere tid på at fordybe os i, men lige netop i dag skal vi vende opmærksomheden hen på dét måltid, der både blev den sidste og den første af sin slags: Det sidste måltid og den første nadver.
Lige siden Jesus red ind i Jerusalem Palmesøndag var skyerne begyndt at trække sig sammen, og der blev varslet et uvejr med fare for liv og sjæl blandt vennegruppen af disciple, som på den første Skærtorsdag satte sig til bords for at spise det traditionelle påskemåltid. Som jøder samledes de og spiste for i fællesskab igennem mad og tradition at huske på deres folks og slægts historie om flugten fra slaveriet i Egypten. Særligt huskede de på det lam, der blev slagtet for at blodet derfra kunne smøres på husets overligger og dørstolper; det var tegnet til dødsenglen om at skåne dette hus og denne familie og bare gå forbi. De jødiske familier må harve siddet inde i deres slavehuse og i anspændt stilhed lyttet for at høre, hvad Gud mon ville gøre. Og Gud sendte sin dødsengel igennem Egyptens gader for at dræbe den førstefødte af alle væsner, men englen ville skåne de familier, som havde lyttet til Gud og smurt offerlammets blod udenpå huset som livreddende graffiti; men det havde Egyptens konge ikke hørt eller gjort, og derfor blev livsånden taget fra hans førstefødte søn, og kongens sorg var så knusende, at han opgav at holde israelitterne i slavelænker.
Lammets blod blev redningen for dem, der troede på dét, der lød så utroligt, at det gjorde deres hjerte uroligt. Blod har altid været betragtet som noget særligt, både helligt og farligt. Et menneskes blod skulle man ikke lege med, for i blodet sidder ånden eller sjælen, og hvis man dræber et menneske, har man gjort sig skyldig i en forbrydelse imod hele menneskeheden og især mod Gud skaber. Disciplene sad og tyggede på påskemåltidets bitre urter, usyrede brød og det stegte lammekød, imens de huskede på alt det, deres folk og slægt havde måttet gennemleve, ikke bare i slaveri og befrielse fra Egypten men også igennem deres ørkenvandring og alle andre strabadser frem til, at de den aften kunne sætte sig til bords med Jesus. Det var som om, alting i deres forhistorie havde peget frem mod denne højtidsaften, hvor de ligesom gjorde sig klar til at Jesus endelig skulle vise sig som den konge, herre og frelser, de havde ventet på igennem generationer og som de havde hyldet med glædesråb, da han red ind i Jerusalem på et æsel på den første Palmesøndag.
’Uden mad og drikke, duer helten ikke’ siger man, og det kan man såmænd også sige om forrædere. Alle mennesker, gode som onde, har brug for noget at spise, men ingen bliver afsløret alene ved den mad, de spiser. En menneskeelsker, filantrop og frelser kan sagtens spise kød og drikke vin, for sådan gjorde Jesus, mens en brutal tyran og voldshersker som Hitler var vegetar og ikke drak alkohol. Så når vi i vores tid går meget op i, hvad folk spiser og drikker, så glemmer vi nogle gange, at mad og drikke ikke alene gør forskellen. For som Jesus siger et sted: Hvad man putter ind i munden, kommer ud igen (ad anden vej), men hvad der kommer ud af munden i form af ord – forbandelser eller velsignelser – kan man ikke trække tilbage. Det gælder også håndens gerninger. Man kan ikke trække en lussing eller en skråt-op-finger tilbage.
Iblandt flokken omkring bordet, der mæskede sig i det historiske mindemåltid, sad altså også slangen i Paradiset; Judas, den stakkel, som allerede før måltidet havde indgået en forbandet aftale med Djævelen om at blive en af de største skurke i verdenshistorien. Judas mente naturligvis at gøre det rigtige, for Djævelen havde forklædt sig som de gode i historien, der jo bare ville gøre det rigtige. Sådan har mange fået fordrejet hoved og hjerte i forsøg på at gøre det rigtige, for hvad er egentligt det rigtige at gøre? Det kan være svært nok at finde ud af i vores almindelige liv, og derfor fyldes medierne da også med debatter om, hvorvidt man bør opdrage børn på dén måde, om man nu også bør være kærester på dén måde; eller hvordan bør man forvalte sin økonomi – og hvad skal man mene om krigen og om nøden, krisen og flygtninge? Det er svært at gøre det rigtige, fordi der ikke findes en facitliste med de rigtige svar. Man må gøre det, man har samvittighed til. Der er dog mange retningslinjer, og fra Jesus har vi hørt, at vi skal elske Gud og vor næste som os selv. Det lyder ret enkelt, og man skulle tro, at netop hans udvalgte venner havde forstået det, men vi ved jo også godt, at der bag Skærtorsdagsmåltidet i festsalen venter en Langfredagsflugt fra frelseren på korset. Deres loyalitet var stor, da han mættede deres maver og ører med skøn mad og dejlige ord.
Der er ikke noget, der kan ødelægge en stemning ved et godt måltid, som når nogen smider en anklage på bordet om forræderi. Men ingen af dem vidste, at de skulle have planer om at forråde eller fornægte frelseren – og dog var der i hvert fald én forræder og en hel del fornægtere. Og da det var afklaret, så ingen længere kunne pudse deres glorie, så velsignede Jesus brødet og vinen og sagde dermed til sine triste venner, at han allerede på forhånd ville tilgive dem, at de ikke kunne gøre andet end det, de mente, ville være rigtigt. Tag det og spis det; lev med det; bær jeres kors. Uden mad og drikke, duer vi slet ikke. Det smukke ved Skærtorsdagens fejring er, at her inviteres vi alle ind til bords med den Jesus, som spiste sammen med både de hellige og uhellige. Han havde ikke behov for at dømme, forbande eller skælde ud, men han velsignede og elskede og håbede derved at kunne vinde deres tro og vende deres hjerter om til at være trofaste og barmhjertige. Bør vi ikke altid spise vore måltider for at (for)blive trofaste og barmhjertige? Glædelige Skærtorsdag. Amen.
LOVPRISNING Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
Efter næste salme er der altergang og alle er velkomne.
Efter gudstjenesten er der påskemåltid i Samlingssalen, og vi glæder os til at hygge sammen og spise dejligt mad, der er tilberedt af en flok frivillige. Tak skal de have!
En stor tak skal også lyde til kirkekoret, der synger med os og for os. Det er altid skønt. Dorte har arbejdet med at få stemmerne til at stemme, og man må sige at det lykkedes endnu engang.
Her i påsken er der mange gudstjenester, og det er ikke kun fordi konfirmanderne så kan få deres sidste krydser.
Langfredag, fredag den 7. april kl. 11 er der liturgisk gudstjeneste i Vilslev Kirke, hvor vi markerer Jesu korsfæstelse ud fra en undren over, at han skulle dø – og med fokus på, at Jesus fra korset sagde: Det er fuldbragt.
Søndag den 9. april fejrer vi opstandelsen med gudstjenester kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup kirker.
Endelig har vi en gospelgudstjeneste Anden Påskedag mandag den 10. april kl. 19 i Hunderup Kirke, hvor Ribe gospelkor medvirker. Alle er velkomne.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. (2 Kor 13,13)
