Palmesøndag. Bibeltekster, Salmer: 1. DDS 84: Gør døren høj gør porten vid, 2. DDS 77: O kom, o kom, Immanuel, 3. DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender, --- , 4. DDS 176: Se, hvor nu Jesus træder, 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat, 6. DDS 386: Udrundne er de gamle dage
En af de første tegninger af Jesu korsfæstelse findes i Rom. Det er en graffititegning af en mand, der tilbeder den korsfæstede. På korset hænger et menneske, dog med et æselhoved. For det er nemlig en hånende tegning. Palmesøndag red Jesus ind i Jerusalem på et æsel, og det var nemt at håne kristne ved at kalde Jesus for en æselkonge.
Når nogen vil indtage en by, sker det som regel med vold og magt. Store kolonner af tungt skyts og fodfolk bevæbnede til tænderne. Nogle gange kan en succesfuld indtagelse af en by ske ved hurtigt fremrykning i form af et overraskelsesangreb, andre gange kan de bevæbnede styrker komme snigende og slå til i løbet af et øjeblik. Krig fylder stadig meget i verden, og selvom vi i år kan fejre 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig, har det ikke betydet enden på krige som sådan. Krige finder ikke blot sted i de fjerne verdenshjørner eller verdens fattige afkroge. Krige foregår også i midten af vort samfund som en trussel mod en vestlig kultur, der er blevet opbygget igennem generationer. En kultur, der beror på værdier hentet fra kristendom. Værdier, der nu trues med bandlysning pga. andre værdier, der langsomt men sikkert vinder frem. Krig kan udkæmpes med krudt og kugler eller med ord og avisartikler. Hvor to eller tre personer forsamles kan der opstå splid og krig; det har sikkert ikke ændret sig til trods for, at tiden er gået og generation på generation har fulgt efter hinanden; vi er tydeligvis ikke blevet bedre til at leve fredeligt.
Fred er et ideal. Ønsket om fred har lydt igennem mange år, især fordi den fysiske krig ødelægger mange ting og mange mennesker og kun synes at gavne lidt. Men hvor stort et ideal, freden så end er, lader den sig åbenbart ikke realisere. Ikke på vore jordiske præmisser, i hvert fald.
Sidste søndag blev jomfru Maria gravid, og i dag rider hendes voksne søn på et æsel ind til Jerusalem. Når han i dagens evangelietekst stille og roligt rider ind i den mægtige by midt i den jødiske påskefejring, så er det hans måde at indtage den hellige by på. Jesu budskab har sidenhen gået sejrrig hen over verden. Han kom ikke med vold og magt, ikke med trusler om mord, bomber og brand, men retfærdig, sejrrig og sagtmodig. Han kom med fred til krigeriske mennesker, og sådan ved vi, at hans kongerige ikke er af denne verden.
For hvert skridt æslet stædigt tog, drog han nærmere sin egen undergang. Vi ved ikke, hvad han tænkte, imens æslet dovent travede af sted og en stor folkemængde hyldede ham som en stor profet og den kommende konge over Israel. Deres tilråb ”Hosianna” betyder ”Vi beder dig, frels os!” For et par søndage siden, nemlig til Midfaste søndag, hørte vi om, hvordan Jesus mættede 5.000 voksne med kun fem brød og to fisk. Da han havde mættet dem alle, anså de ham alle for at være den profet, der skulle blive deres redning og frelse. Dengang trak Jesus sig tilbage, fordi han ikke ville være deres profet eller konge, bare fordi han havde stillet deres sult for en stund. Denne dag lod han sig dog hylde af alle for nu var tiden inde til, at han skulle krones til konge. Dog ikke på den måde, de alle havde håbet på.
Det må have været et særpræget syn for de mange jødiske turister, der var i Jerusalem i de dage. Se dette menneske, en mand svøbt i fattige klude, søn af et par jævne folk, ridende på et æsel – denne mand blev hyldet som konge! Jordiske konger plejer ellers at ride på noget flottere og bære mere prangende klæder. Når fx vores dronning holder galla får vi det hver gang slået fast af TV-kommentatorerne, at denne verdens mægtige sandelig nok ved, hvilke klæder, der hører mægtige embeder til. Til sådan nogle gallaer kommer ingen i ydmyge klæder eller kørende i billige biler. Der udrulles røde løbere, og der bliver ikke strøet palmegrene på vejene. Folkeskaren hyldede altså Jesus for at være noget andet end mennesker plejer at være. Det var som om, han ikke stræbte efter magt, men ville ud med sit budskab i ydmyghed og magtesløshed.
Modsætninger mødes denne Palmesøndag. Inde i Jerusalem lægger de magtfulde jødiske præster planer for, hvordan de skal få skaffet Jesus af vejen. De har allerede fået fat i Judas, en af Jesu apostle, som senere skal forråde ham. De har opbygget anklagerne imod Jesus. Anklager om at sige forkerte ting om Gud, anklager om at ville påtage sit titlen som Guds søn og anklager om at ville skabe splid og oprør blandt folkene. Mørket sænkede sig over deres hjerter, imens de udtænkte disse grusomme planer om at få ham henrettet. Jesus var en torn i øjet og en sten i skoen på de jødiske præster, fordi han udfordrede deres autoritet. Præsterne havde magt og stor indflydelse på samfundet, og på deres ord kunne folk blive dømt til døden eller blive benådet til livet. Som almindelig borger i Jerusalem måtte man tage sig i agt for ikke at udfordre præsterne eller de skriftkloge, fordi de var gode til at argumentere for deres sag. Ingen ville ønske at få dem til deres fjender. Deres strenge, religiøse love havde betydning for manges dagligdag, og de var ikke bange for at blande sig i andres privatliv. Det var disse jødiske præster og lærde mænd, der gang på gang testede Jesus for at lokke ham i en fælde. På finurlige måder lykkedes det altid Jesus at undslippe deres fælder. Derfor sad de inden for, og hyldede kun ideen om Jesu død.
Uden for glædede mange sig over, at også Jesus og hans store følgeskare drog ind til Jerusalem for at fejre den jødiske påske. Hans mange tilhængere jublede af glæde over, at de gamle profetier nu endelig var ved at gå i opfyldelse. De hyldede Jesu liv. Endelig ville der komme en konge over Israel, som kunne genetablere den mægtige kong Davids storhedstid. En tid, hvor landet flød med mælk og honning, og hvor ingen fjende kunne erobre landet. Og de var euforiske ved tanken om, hvordan mirakelmageren Jesus ville kunne skabe et jordisk paradis. Han kunne helbrede syge, opvække døde og mætte tusinder. Hvad skulle man så frygte? Folkeskaren tænkte som jordiske mennesker, og vi kan sagtens forstå dem, for vi er også jordiske mennesker. Det er jo her i livet, vi har brug for at kunne leve trygt, sikkert og godt. Det er den vej, vi kender. Vejen fra vuggestue til plejehjem, vejen fra fødsel til død. Vi ved godt, at det er vigtigt med livet lige nu og her. Det er her i livet, at alt kan lade sig gøre, og engang når den altoverskyggende stilhed sænker sig, kan intet mere lade sig gøre. Folkeskaren håbede derfor, at Jesus ville skabe sit himmelske storrige her på jorden, så de kunne sanse det, opleve det og få lov at leve et langt og lykkeligt liv. De havde åbenbart ikke tænkt på, at Jesus også selv var et menneske af kød og blod, og at kød og blod kan dø. Da han først var kommet ind i Jerusalem, var der ingen vej tilbage.
Døden kom i påsken til ham, hvilket han godt vidste. Han havde længe vidst det og fortalt sine venner og følgere om det, men det var som om, de alle havde skubbet tanken fra sig. De kunne ikke forholde sig til det, for Jesus havde jo selv lovet, at Guds rige ville bryde frem i verden. Som han den Palmesøndag red ind i Jerusalem, kunne man nok ikke mærke på ham, at alting afhang af ham. Folkeskaren og han selv lod glæden komme til udtryk, for sorgen ville komme tids nok. Der er en tid til glæde og en tid til sorg. Palmesøndag er begyndelsen på enden for Jesu liv. Det er også begyndelsen på enden for alle de håb og drømme, som folkeskaren havde til Jesus som jordiske konge. Palmesøndag er dagen, hvor glæden er i centrum, inden de tunge påskedage begynder, hvor Jesus bringer det største offer for at give liv og frelse til mange. Amen.
En af de første tegninger af Jesu korsfæstelse findes i Rom. Det er en graffititegning af en mand, der tilbeder den korsfæstede. På korset hænger et menneske, dog med et æselhoved. For det er nemlig en hånende tegning. Palmesøndag red Jesus ind i Jerusalem på et æsel, og det var nemt at håne kristne ved at kalde Jesus for en æselkonge.
Når nogen vil indtage en by, sker det som regel med vold og magt. Store kolonner af tungt skyts og fodfolk bevæbnede til tænderne. Nogle gange kan en succesfuld indtagelse af en by ske ved hurtigt fremrykning i form af et overraskelsesangreb, andre gange kan de bevæbnede styrker komme snigende og slå til i løbet af et øjeblik. Krig fylder stadig meget i verden, og selvom vi i år kan fejre 70-året for afslutningen på Anden Verdenskrig, har det ikke betydet enden på krige som sådan. Krige finder ikke blot sted i de fjerne verdenshjørner eller verdens fattige afkroge. Krige foregår også i midten af vort samfund som en trussel mod en vestlig kultur, der er blevet opbygget igennem generationer. En kultur, der beror på værdier hentet fra kristendom. Værdier, der nu trues med bandlysning pga. andre værdier, der langsomt men sikkert vinder frem. Krig kan udkæmpes med krudt og kugler eller med ord og avisartikler. Hvor to eller tre personer forsamles kan der opstå splid og krig; det har sikkert ikke ændret sig til trods for, at tiden er gået og generation på generation har fulgt efter hinanden; vi er tydeligvis ikke blevet bedre til at leve fredeligt.
Fred er et ideal. Ønsket om fred har lydt igennem mange år, især fordi den fysiske krig ødelægger mange ting og mange mennesker og kun synes at gavne lidt. Men hvor stort et ideal, freden så end er, lader den sig åbenbart ikke realisere. Ikke på vore jordiske præmisser, i hvert fald.
Sidste søndag blev jomfru Maria gravid, og i dag rider hendes voksne søn på et æsel ind til Jerusalem. Når han i dagens evangelietekst stille og roligt rider ind i den mægtige by midt i den jødiske påskefejring, så er det hans måde at indtage den hellige by på. Jesu budskab har sidenhen gået sejrrig hen over verden. Han kom ikke med vold og magt, ikke med trusler om mord, bomber og brand, men retfærdig, sejrrig og sagtmodig. Han kom med fred til krigeriske mennesker, og sådan ved vi, at hans kongerige ikke er af denne verden.
For hvert skridt æslet stædigt tog, drog han nærmere sin egen undergang. Vi ved ikke, hvad han tænkte, imens æslet dovent travede af sted og en stor folkemængde hyldede ham som en stor profet og den kommende konge over Israel. Deres tilråb ”Hosianna” betyder ”Vi beder dig, frels os!” For et par søndage siden, nemlig til Midfaste søndag, hørte vi om, hvordan Jesus mættede 5.000 voksne med kun fem brød og to fisk. Da han havde mættet dem alle, anså de ham alle for at være den profet, der skulle blive deres redning og frelse. Dengang trak Jesus sig tilbage, fordi han ikke ville være deres profet eller konge, bare fordi han havde stillet deres sult for en stund. Denne dag lod han sig dog hylde af alle for nu var tiden inde til, at han skulle krones til konge. Dog ikke på den måde, de alle havde håbet på.
Det må have været et særpræget syn for de mange jødiske turister, der var i Jerusalem i de dage. Se dette menneske, en mand svøbt i fattige klude, søn af et par jævne folk, ridende på et æsel – denne mand blev hyldet som konge! Jordiske konger plejer ellers at ride på noget flottere og bære mere prangende klæder. Når fx vores dronning holder galla får vi det hver gang slået fast af TV-kommentatorerne, at denne verdens mægtige sandelig nok ved, hvilke klæder, der hører mægtige embeder til. Til sådan nogle gallaer kommer ingen i ydmyge klæder eller kørende i billige biler. Der udrulles røde løbere, og der bliver ikke strøet palmegrene på vejene. Folkeskaren hyldede altså Jesus for at være noget andet end mennesker plejer at være. Det var som om, han ikke stræbte efter magt, men ville ud med sit budskab i ydmyghed og magtesløshed.
Modsætninger mødes denne Palmesøndag. Inde i Jerusalem lægger de magtfulde jødiske præster planer for, hvordan de skal få skaffet Jesus af vejen. De har allerede fået fat i Judas, en af Jesu apostle, som senere skal forråde ham. De har opbygget anklagerne imod Jesus. Anklager om at sige forkerte ting om Gud, anklager om at ville påtage sit titlen som Guds søn og anklager om at ville skabe splid og oprør blandt folkene. Mørket sænkede sig over deres hjerter, imens de udtænkte disse grusomme planer om at få ham henrettet. Jesus var en torn i øjet og en sten i skoen på de jødiske præster, fordi han udfordrede deres autoritet. Præsterne havde magt og stor indflydelse på samfundet, og på deres ord kunne folk blive dømt til døden eller blive benådet til livet. Som almindelig borger i Jerusalem måtte man tage sig i agt for ikke at udfordre præsterne eller de skriftkloge, fordi de var gode til at argumentere for deres sag. Ingen ville ønske at få dem til deres fjender. Deres strenge, religiøse love havde betydning for manges dagligdag, og de var ikke bange for at blande sig i andres privatliv. Det var disse jødiske præster og lærde mænd, der gang på gang testede Jesus for at lokke ham i en fælde. På finurlige måder lykkedes det altid Jesus at undslippe deres fælder. Derfor sad de inden for, og hyldede kun ideen om Jesu død.
Uden for glædede mange sig over, at også Jesus og hans store følgeskare drog ind til Jerusalem for at fejre den jødiske påske. Hans mange tilhængere jublede af glæde over, at de gamle profetier nu endelig var ved at gå i opfyldelse. De hyldede Jesu liv. Endelig ville der komme en konge over Israel, som kunne genetablere den mægtige kong Davids storhedstid. En tid, hvor landet flød med mælk og honning, og hvor ingen fjende kunne erobre landet. Og de var euforiske ved tanken om, hvordan mirakelmageren Jesus ville kunne skabe et jordisk paradis. Han kunne helbrede syge, opvække døde og mætte tusinder. Hvad skulle man så frygte? Folkeskaren tænkte som jordiske mennesker, og vi kan sagtens forstå dem, for vi er også jordiske mennesker. Det er jo her i livet, vi har brug for at kunne leve trygt, sikkert og godt. Det er den vej, vi kender. Vejen fra vuggestue til plejehjem, vejen fra fødsel til død. Vi ved godt, at det er vigtigt med livet lige nu og her. Det er her i livet, at alt kan lade sig gøre, og engang når den altoverskyggende stilhed sænker sig, kan intet mere lade sig gøre. Folkeskaren håbede derfor, at Jesus ville skabe sit himmelske storrige her på jorden, så de kunne sanse det, opleve det og få lov at leve et langt og lykkeligt liv. De havde åbenbart ikke tænkt på, at Jesus også selv var et menneske af kød og blod, og at kød og blod kan dø. Da han først var kommet ind i Jerusalem, var der ingen vej tilbage.
Døden kom i påsken til ham, hvilket han godt vidste. Han havde længe vidst det og fortalt sine venner og følgere om det, men det var som om, de alle havde skubbet tanken fra sig. De kunne ikke forholde sig til det, for Jesus havde jo selv lovet, at Guds rige ville bryde frem i verden. Som han den Palmesøndag red ind i Jerusalem, kunne man nok ikke mærke på ham, at alting afhang af ham. Folkeskaren og han selv lod glæden komme til udtryk, for sorgen ville komme tids nok. Der er en tid til glæde og en tid til sorg. Palmesøndag er begyndelsen på enden for Jesu liv. Det er også begyndelsen på enden for alle de håb og drømme, som folkeskaren havde til Jesus som jordiske konge. Palmesøndag er dagen, hvor glæden er i centrum, inden de tunge påskedage begynder, hvor Jesus bringer det største offer for at give liv og frelse til mange. Amen.
