Bibeltekster. 1. DDS 749: I østen stiger solen op, 2. DDS 448: Fyldt af glæde over livets under, 3. DDS 408: Nu ringer alle klokker, ---, 4. DDS 241: Tag det store kors fra graven, 5. DDS 192, v. 7: Hil dig, frelser og forsoner, 6. DDS 238: Det er så sandt at ingen så
Vi er i den heldige situation, at vi i dag kan fejre hele tre ting; Dåb, nadver og Jesu opstandelse. Påskedag er den vigtigste dag i hele kirkeåret. Man kunne i teorien fjerne alle andre helligdage undtaget denne ene. Uden det, der skete denne dag, ville alle andre dage og kirkelige ting som fx dåb og nadver, kirkebygning og menighedsfællesskab være ligegyldige. Alle andre kirkelige højtider såsom jul, fastelavn og pinse ville blegne, hvis ikke det var for opstandelsens lys, der strålede Påskedag.
Påsken er over os i denne tid. Børnene har ferie fra skole, og mange har brugt tiden på at samles med familie og venner, holdt de gode traditioner i hævd med påskemåltider, påskeæg, gækkebreve, påskehare, påskelam, påskekyllinger og ja, man kunne blive ved. Påsken ligger også lige i en tid, hvor vi ude i naturen stille og roligt kan se, at foråret er på vej. Det er som om, blomster og træer efterhånden godt tør springe ud og give os andre håb om varmere og lysere tider. Der er altså alt muligt godt på spil her i påsken for os. Det er håbets tid, glædens og forventningens tid.
Det er jo egentligt noget sjovt noget, at vi er samlet her i dag. Fra vidt forskellige familier, med forskellige baggrunde og livshistorier er vi mødt frem her i kirken. Vi har hevet en times tid ud af kalenderen for at bruge tid på noget, der skete for længe siden. Ja, det kunne have været et oldtidssagn, en legende eller et eventyr – så gammelt er det. Så gammelt og dog alligevel så nyt. Nyt for vore øre, fordi denne dag er ny for os. Selv gamle bekendte møder vi på ny i dag, og salmerne synger vi på en ny måde. Solen står op på ny, vi ånder luften på ny, og den gamle jord er ligesom skabt ny og frisk til os. Selvfølgelig har vi en masse med i bagagen, som man siger, og alderens tegn kan man vel så småt begynde at mærke på den krop, man har levet i og med siden fødslen. Det gamle fremtræder på en ny måde, og alt det nye virker alligevel bekendt.
Grunden til at den 800-år gamle kirkebygning stadig står her, og at jeg har oplæst tusinde år gamle ord fra Bibelen, skyldes alene, at Jesus i kød og blod engang opstod fra de døde. Fra naturens side ved vi godt, at vinteren gør, at alting visner og dør, og at foråret gør, at alting igen blomstrer op. Naturen har sin faste gang, en cyklus, hvor ting dør om efteråret og liver op om foråret. Men vi er åbenbart ikke så meget en del af den natur, at vi som mennesker følger med. Når vi dør om efteråret, er det jo ikke sådan, at vi opstår om foråret. Vores natur er, at når vi er blevet født, kan vi kun være sikre på engang også at skulle dø.
Da Jesus opstod fra de døde, brød han altså naturens orden. Ingen så hvordan selve opstandelsen fandt sted, og vi kan ikke forklare, hvad der skete, for det var et under. Et under, der får logikken til at bryde sammen, og vi kan kun tilnærmelsesvis tro det, men så følger tvivlen også unådigt med. Det er så nemt at tvivle og svært at tro både for os, og sandelig også for de kvinder, der dengang kiggede ind i en tom grav. De blev så overrumplede, at det eneste de ikke tvivlede på, var, at der var sket noget unaturligt og uforklarligt – og derfor flygtede de fra den tomme grav som om, de havde set et spøgelse. De var jordnære mennesker, der troede på det, de kunne se, men hvad de så i den tomme grav kunne de alligevel ikke rigtigt tro på.
Vores erfaringer stritter imod og fortæller os med fornuftens fulde kraft: ”Det kan ikke lade sig gøre!” Det er anfægtelsen; at opstandelsen skete, selvom det ellers ikke burde kunne ske efter vores logiske måde at anskue verden på. I trosbekendelsen lød det ved dåben, at vi som døbte tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”. Det er de samme ord, der har lydt ved døbefonten i mange år. Det er altså det samme standpunkt, den samme tro og det samme håb, vi som døbte er blevet en del af. Det er dét, vi fra dåb til grav lever på og lever ud fra. Det er håbet, vi skal forholde os til.
Vi kan aldrig rigtig blive færdige med at forholde os til det, Jesus gjorde og sagde, for han bliver aldrig færdig med os. Da man dengang havde fået nok af Jesus, og verdens ondskab endelig havde succes med at knække ham og slå ham ihjel, selv da de var færdige med ham, var han ikke færdig med dem, og han kom tilbage til livet og til sine disciple. Han opstår altid, uanset hvor tit det måtte lykkedes os at slå ham ihjel. Altid vender han tilbage, og vender op og ned på vores forståelse af tingene, vores tro, vores tilgang til livet og livets største trussel – døden. Da Jesus dengang stod op fra de døde, da mistede døden sin magt og kraft. Når døden ikke længere får det sidste ord, så kan vi roligt bruge tiden på at leve uden frygt og bæven for døden. Jo vist skal vi dø fysisk, ligesom alle dyr og hele naturen, men ved dåben bliver der ligesom sået et frø i os, så vi kan tro og håbe, at der ligesom for Jesus også venter os en glædelig og uforklarlig opstandelse på den dag, hvor alle dage ender. Håbet ved dåben tager luften ud af dødens trussel.
Det er på det seneste blevet diskuteret, om man virkelig kan tro på, at Jesus opstod fra de døde. Om man virkelig kan tro på, at graven var tom. Det eneste vi har at forholde os til er jo de gamle fortællinger fra Bibelen, der er skrevet af mennesker, der er ligeså fejlbarlige som os selv. Hvor er beviset? Siden Jesu opstandelse er der ikke andre stået op af graven, og vi kan da også sove roligt om natten uden frygt for, at de døde pludselig rejser sig. Der er ikke noget bevis. Ingen så opstandelsen, og ingen kan lave et videnskabeligt forsøg, der beviser opstandelsens mulighed. Set med videnskabens objektive briller, kan det derfor virke både dumt og naivt at tro på sådan noget som opstandelsen. Men hvis det er naivt at tro, så er vi de mest naive af alle, når vi samles her for at tage del i dåb og nadver som tegn på større ting end vores jordiske eksistens, da det er ting, vi ikke kan bevise – kun tro. Og selvom troen rammes af tvivlens nagen kommer vi aldrig sagen nærmere.
Påskedag løftes sløret for, hvad kristendom er. Kristendom er at håbe på, at Jesus er Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser. Det er at tro, at selv den værste synd og største ondskab mødes af Guds nåde, godhed og kærlighed – selvom det kan synes uretfærdigt fra vores synspunkt. Jesu disciple svigtede ham alle sammen, men alligevel mødte han dem alle efter sin opstandelse – han gav ikke slip på dem, selvom de havde givet slip på ham. Fyldt af glæde over livets under samles vi altså her i kirken for at fejre livet. Ja, sandelig – i dag fejrer vi livets sejr over døden. Uanset hvor uretfærdig, ond og kaotisk verden kan være, så fejrer vi livet og glæden, håbet og troen og ikke mindst kærligheden i trods for alle vore erfaringer om alt det modsatte.
Opstandelsen giver os et håb om evigt liv på den anden side af døden, men allerede nu kan vi live frit og frejdigt, fordi døden har mistet sin skræmmende virkning. Vi skal ikke leve som skræmte børn, men lade os gribe af håbet om, at vi i dåben virkeligt er blevet børn af Gud, som aldrig giver slip på os. På kirkegården står tunge gravsten over de døde, men måske burde vi tage det sorte kors fra graven og plante en lilje i stedet for. Stenen blev fjernet fra gravhulen, og så kan vi lade liljen skyde frem som tegn på, at glæden og kærligheden får lov at blomstre op og leve til trods for al vor erfaring om alt det modsatte. Lad os leve og være naive i det håb og den tro, at livet stadig er værd at leve fuldt ud med hinanden trods al verdens synd og død. Amen.
Vi er i den heldige situation, at vi i dag kan fejre hele tre ting; Dåb, nadver og Jesu opstandelse. Påskedag er den vigtigste dag i hele kirkeåret. Man kunne i teorien fjerne alle andre helligdage undtaget denne ene. Uden det, der skete denne dag, ville alle andre dage og kirkelige ting som fx dåb og nadver, kirkebygning og menighedsfællesskab være ligegyldige. Alle andre kirkelige højtider såsom jul, fastelavn og pinse ville blegne, hvis ikke det var for opstandelsens lys, der strålede Påskedag.
Påsken er over os i denne tid. Børnene har ferie fra skole, og mange har brugt tiden på at samles med familie og venner, holdt de gode traditioner i hævd med påskemåltider, påskeæg, gækkebreve, påskehare, påskelam, påskekyllinger og ja, man kunne blive ved. Påsken ligger også lige i en tid, hvor vi ude i naturen stille og roligt kan se, at foråret er på vej. Det er som om, blomster og træer efterhånden godt tør springe ud og give os andre håb om varmere og lysere tider. Der er altså alt muligt godt på spil her i påsken for os. Det er håbets tid, glædens og forventningens tid.
Det er jo egentligt noget sjovt noget, at vi er samlet her i dag. Fra vidt forskellige familier, med forskellige baggrunde og livshistorier er vi mødt frem her i kirken. Vi har hevet en times tid ud af kalenderen for at bruge tid på noget, der skete for længe siden. Ja, det kunne have været et oldtidssagn, en legende eller et eventyr – så gammelt er det. Så gammelt og dog alligevel så nyt. Nyt for vore øre, fordi denne dag er ny for os. Selv gamle bekendte møder vi på ny i dag, og salmerne synger vi på en ny måde. Solen står op på ny, vi ånder luften på ny, og den gamle jord er ligesom skabt ny og frisk til os. Selvfølgelig har vi en masse med i bagagen, som man siger, og alderens tegn kan man vel så småt begynde at mærke på den krop, man har levet i og med siden fødslen. Det gamle fremtræder på en ny måde, og alt det nye virker alligevel bekendt.
Grunden til at den 800-år gamle kirkebygning stadig står her, og at jeg har oplæst tusinde år gamle ord fra Bibelen, skyldes alene, at Jesus i kød og blod engang opstod fra de døde. Fra naturens side ved vi godt, at vinteren gør, at alting visner og dør, og at foråret gør, at alting igen blomstrer op. Naturen har sin faste gang, en cyklus, hvor ting dør om efteråret og liver op om foråret. Men vi er åbenbart ikke så meget en del af den natur, at vi som mennesker følger med. Når vi dør om efteråret, er det jo ikke sådan, at vi opstår om foråret. Vores natur er, at når vi er blevet født, kan vi kun være sikre på engang også at skulle dø.
Da Jesus opstod fra de døde, brød han altså naturens orden. Ingen så hvordan selve opstandelsen fandt sted, og vi kan ikke forklare, hvad der skete, for det var et under. Et under, der får logikken til at bryde sammen, og vi kan kun tilnærmelsesvis tro det, men så følger tvivlen også unådigt med. Det er så nemt at tvivle og svært at tro både for os, og sandelig også for de kvinder, der dengang kiggede ind i en tom grav. De blev så overrumplede, at det eneste de ikke tvivlede på, var, at der var sket noget unaturligt og uforklarligt – og derfor flygtede de fra den tomme grav som om, de havde set et spøgelse. De var jordnære mennesker, der troede på det, de kunne se, men hvad de så i den tomme grav kunne de alligevel ikke rigtigt tro på.
Vores erfaringer stritter imod og fortæller os med fornuftens fulde kraft: ”Det kan ikke lade sig gøre!” Det er anfægtelsen; at opstandelsen skete, selvom det ellers ikke burde kunne ske efter vores logiske måde at anskue verden på. I trosbekendelsen lød det ved dåben, at vi som døbte tror på ”syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv”. Det er de samme ord, der har lydt ved døbefonten i mange år. Det er altså det samme standpunkt, den samme tro og det samme håb, vi som døbte er blevet en del af. Det er dét, vi fra dåb til grav lever på og lever ud fra. Det er håbet, vi skal forholde os til.
Vi kan aldrig rigtig blive færdige med at forholde os til det, Jesus gjorde og sagde, for han bliver aldrig færdig med os. Da man dengang havde fået nok af Jesus, og verdens ondskab endelig havde succes med at knække ham og slå ham ihjel, selv da de var færdige med ham, var han ikke færdig med dem, og han kom tilbage til livet og til sine disciple. Han opstår altid, uanset hvor tit det måtte lykkedes os at slå ham ihjel. Altid vender han tilbage, og vender op og ned på vores forståelse af tingene, vores tro, vores tilgang til livet og livets største trussel – døden. Da Jesus dengang stod op fra de døde, da mistede døden sin magt og kraft. Når døden ikke længere får det sidste ord, så kan vi roligt bruge tiden på at leve uden frygt og bæven for døden. Jo vist skal vi dø fysisk, ligesom alle dyr og hele naturen, men ved dåben bliver der ligesom sået et frø i os, så vi kan tro og håbe, at der ligesom for Jesus også venter os en glædelig og uforklarlig opstandelse på den dag, hvor alle dage ender. Håbet ved dåben tager luften ud af dødens trussel.
Det er på det seneste blevet diskuteret, om man virkelig kan tro på, at Jesus opstod fra de døde. Om man virkelig kan tro på, at graven var tom. Det eneste vi har at forholde os til er jo de gamle fortællinger fra Bibelen, der er skrevet af mennesker, der er ligeså fejlbarlige som os selv. Hvor er beviset? Siden Jesu opstandelse er der ikke andre stået op af graven, og vi kan da også sove roligt om natten uden frygt for, at de døde pludselig rejser sig. Der er ikke noget bevis. Ingen så opstandelsen, og ingen kan lave et videnskabeligt forsøg, der beviser opstandelsens mulighed. Set med videnskabens objektive briller, kan det derfor virke både dumt og naivt at tro på sådan noget som opstandelsen. Men hvis det er naivt at tro, så er vi de mest naive af alle, når vi samles her for at tage del i dåb og nadver som tegn på større ting end vores jordiske eksistens, da det er ting, vi ikke kan bevise – kun tro. Og selvom troen rammes af tvivlens nagen kommer vi aldrig sagen nærmere.
Påskedag løftes sløret for, hvad kristendom er. Kristendom er at håbe på, at Jesus er Kristus, dvs. Guds søn og verdens frelser. Det er at tro, at selv den værste synd og største ondskab mødes af Guds nåde, godhed og kærlighed – selvom det kan synes uretfærdigt fra vores synspunkt. Jesu disciple svigtede ham alle sammen, men alligevel mødte han dem alle efter sin opstandelse – han gav ikke slip på dem, selvom de havde givet slip på ham. Fyldt af glæde over livets under samles vi altså her i kirken for at fejre livet. Ja, sandelig – i dag fejrer vi livets sejr over døden. Uanset hvor uretfærdig, ond og kaotisk verden kan være, så fejrer vi livet og glæden, håbet og troen og ikke mindst kærligheden i trods for alle vore erfaringer om alt det modsatte.
Opstandelsen giver os et håb om evigt liv på den anden side af døden, men allerede nu kan vi live frit og frejdigt, fordi døden har mistet sin skræmmende virkning. Vi skal ikke leve som skræmte børn, men lade os gribe af håbet om, at vi i dåben virkeligt er blevet børn af Gud, som aldrig giver slip på os. På kirkegården står tunge gravsten over de døde, men måske burde vi tage det sorte kors fra graven og plante en lilje i stedet for. Stenen blev fjernet fra gravhulen, og så kan vi lade liljen skyde frem som tegn på, at glæden og kærligheden får lov at blomstre op og leve til trods for al vor erfaring om alt det modsatte. Lad os leve og være naive i det håb og den tro, at livet stadig er værd at leve fuldt ud med hinanden trods al verdens synd og død. Amen.
