Når jeg tænker på, hvordan Jesus gik rundt i Israel, så ser jeg for mig en mand, der virkeligt formåede at være opsøgende. Han vandrede utrætteligt fra sted til sted, og med sig havde han sin trofaste skare af 12 udvalgte mænd. De havde en vision om at nå ud til så mange byer og mennesker og steder som muligt, for de havde en nyhed, som alle skulle høre om. Med sig bragte de troens brød og håbets vand ud i en slags nødhjælpsarbejde for åndeligt lidende personer; folk, der led i livets vanskelige vilkår, hvor synd og sorg, sygdom og smerte drev mange ud i en nærmest ørkenvandringslignende søgen efter at få slukket tørsten og sulten efter frelse og fred, glæde og retfærdighed.
Selvom det er mange år siden, at Jesus gik omkring på jord, så lever endnu hans ord, for der er evighed i hans budskab, og mange får stadig livsglæde og fornyet trøst ved at høre om kristendommen og blive forløst. Ikke mindst her i folkekirken tager vi livtag med hans budskaber, så vi i vore almindelige hverdagsliv kan slukke tørsten efter hans nåde og barmhjertighed. Men det er lidt mærkværdigt at skulle samles en søndag formiddag i en gammel kirke på træbænke, for Jesus var vandringsmand, og byggede aldrig en kirke af sten; han skrev ikke ét ord i Bibelen, og han bestemte ikke, hvordan vi skulle fejre gudstjeneste eller hvilken klædning, præsten skulle have på. Siden Jesus levede og udlevede sin kærlighed i møder med mange, så har kristne forsøgt at få sat kristendom i system og få sat skik på Faderen og Sønnen og Helligånden, selvom Gud i sit væsen jo ikke sådan kan lukkes inde i rum uanset hvor hellige de siges at være, og uanset hvor store og flotte kirkebygningerne kan blive.
Vi må indrømme, at folkekirken ikke er Jesus’ eget hellige projekt, men han lagde en grundsten i Israel til et andet kirkebyggeri, og den har hans tilhørere og tilhængere bygget videre på lige siden. Derfor ser vi i vore dage en mangfoldighed af stenkirker og kristne samfund, som på mange måder er meget forskellige i form og indhold, men på tværs af alle kirkeskel er vi dog enige om den éne ting, at Jesus Kristus er Herre til Gud Faders ære, og for enhver er til gavn, som påkalder Jesu’ navn.
Hvad nytter det så at bede til Jesus eller endda at råbe til ham eller på anden måde påkalde ham? Vi kommer alle på et tidspunkt livet i en situation, hvor modgang eller mobning eller kriser bøjer os, så vi får kyst til at skrige. Hvis ikke på egne vegne så på vegne af dem, der oplever terrorismens onde hænder fratage liv og stjæle frihed, eller på vegne af dem, der oplever uretfærdighed i sådan et omfang, som vi ikke kan forstå. Men i stedet for bare at skrige vore frustrerede råb ud i den tomme luft i skoven eller ud over havets blå vidder, så kan vi faktisk folde vore hænder i håb eller kaste os ned på knæ og råbe eller bede til ham, der lytter og hører os. Der er faktisk én som lytter på os. Det oplevede jeg selv, da jeg som ung flyttede til Århus for at studere teologi. Den første nat i den første lejlighed langt væk fra alt og alle, jeg kendte og følte mig tryg ved, blev jeg overmandet af en følelse af utryghed og usikkerhed. Så foldede jeg mine hænder og begyndte at bede Fadervor, og efterhånden som ordene kom over mine læber, faldt roen over mit hjerte og legeme.
Når jeg læser om den kana’anæiske kvinde virker hun ikke så langt fra os, hverken i tid eller sted. Hendes følelser ligner dem, jeg har mødt hos andre: Frygten for at miste sit barn og villigheden til at gøre alt for sit barn ud af moderkærlighed. Hendes håb ligner det, jeg har mødt hos andre: Håbet om, at Gud vil gribe ind og med sin velsignelse skænke den fred, vi ikke kan give os selv. Som sagt havde Jesus sine 12 udvalgte mænd med sig på vandringen rundt i Israel, og de var alle jøder, sådan som folk var i Israel på den tid. De overholdt de ti bud og var omskårede som tegn på, at de levede i pagt med Gud. Derfor ønskede ingen af dem at have noget at gøre med kvinden, for hun var ikke jøde, men dyrkede en anden religion og andre guder. Alligevel gik hun til Jesus fordi hun havde hørt, at han kunne hjælp, hvor ingen anden kunne. Hun gik væk fra sine egne og sin egen tro og religion, omvendte sig og kastede sig ned foran Jesus og anråbte ham i sin yderste nød, og kaldte ham sin Herre. Dette var ikke en kamp mellem to køn; det handlede ikke om en kvindes ret over for en mand, men Jesus var altid på udkig efter troen hos mennesker. Og man kan jo undre sig over, hvor pigens far er henne i dette billede.
Nogle gange blev Jesus glædeligt overrasket over, hvor stor tro, han mødte rundt omkring. Det var langt fra altid de gode jøder, der havde den største tro og tillid til Gud. Troen kan opstå hos dem, man ikke regner for noget; og det viser os noget om, at Gud arbejder på måder, der for os er gåder. Troen viser sig bl.a. ved, at man ikke er bange for at kalde Jesus for sin Herre, og at man ikke er bange for at ydmyge sig over for ham.
At kalde Jesus for sin Herre og et ydmyge sig er på sin vis noget ganske udansk, men ikke desto mindre er der stor styrke i at kunne bøje sine knæ og folder sine hænder, for da viser man, at man godt ved, man ikke selv er herre i sit liv. Der kan ske meget for os og imod os, som bringer os ud af kurs eller som kuldkaster vores livsprojekt; og hvor går vi så hen med vores frygt og angst – og vores tro og håb? Amen.
Søndag den 17. marts kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup Anden Søndag i fasten (I)
DDS 410: Som tørstige hjort monne skrige; DDS 588: Herre, gør mit liv til bøn; DDS 41: Lille Guds barn --- DDS 158: Kvindelil din tro er stor; DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; DDS 392: Himlene Herre
MEDDELELSER
Gredstedbro
Præl.: Mogens Wøldike: Lille Guds barn, hvad skader dig.
Postl.: John Travers: Voluntary.
Vi byder på forårskoncert med Den Danske Salmeduo i Jernved Kirke torsdag den 21. marts kl. 19, og der er gratis entre.
Hunderup
Efter gudstjenesten i dag er der indskrivning af konfirmander til 2020. Kommende konfirmander går med deres forældre over i Samlingssalen, hvor vi skal blive klogere på det med at gå til præst.
Et rige i splid med sig selv kan ikke bestå, sagde Jesus. Folk havde anklaget ham for at gøre mirakler ved hjælp af Satan, for de kunne ikke tro, at Guds greb ind i deres liv og verden. Men hvis Jesus uddrev dæmoner ved hjælp af Satan, ville det så ikke være en selvmodsigelse?
Det skal vi dykke mere ned i på søndag den 24. marts, hvor vi fejrer gudstjeneste kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved – begge ved Ruth Svendsen, samt kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev – begge ved Ole.
I Vilslev har vi desuden konfirmandgudstjeneste, hvor konfirmanderne medvirker. Efter gudstjenesten skal konfirmanderne dyste med deres forældre om, hvem der er klogest på kristendom.
Selvom det er mange år siden, at Jesus gik omkring på jord, så lever endnu hans ord, for der er evighed i hans budskab, og mange får stadig livsglæde og fornyet trøst ved at høre om kristendommen og blive forløst. Ikke mindst her i folkekirken tager vi livtag med hans budskaber, så vi i vore almindelige hverdagsliv kan slukke tørsten efter hans nåde og barmhjertighed. Men det er lidt mærkværdigt at skulle samles en søndag formiddag i en gammel kirke på træbænke, for Jesus var vandringsmand, og byggede aldrig en kirke af sten; han skrev ikke ét ord i Bibelen, og han bestemte ikke, hvordan vi skulle fejre gudstjeneste eller hvilken klædning, præsten skulle have på. Siden Jesus levede og udlevede sin kærlighed i møder med mange, så har kristne forsøgt at få sat kristendom i system og få sat skik på Faderen og Sønnen og Helligånden, selvom Gud i sit væsen jo ikke sådan kan lukkes inde i rum uanset hvor hellige de siges at være, og uanset hvor store og flotte kirkebygningerne kan blive.
Vi må indrømme, at folkekirken ikke er Jesus’ eget hellige projekt, men han lagde en grundsten i Israel til et andet kirkebyggeri, og den har hans tilhørere og tilhængere bygget videre på lige siden. Derfor ser vi i vore dage en mangfoldighed af stenkirker og kristne samfund, som på mange måder er meget forskellige i form og indhold, men på tværs af alle kirkeskel er vi dog enige om den éne ting, at Jesus Kristus er Herre til Gud Faders ære, og for enhver er til gavn, som påkalder Jesu’ navn.
Hvad nytter det så at bede til Jesus eller endda at råbe til ham eller på anden måde påkalde ham? Vi kommer alle på et tidspunkt livet i en situation, hvor modgang eller mobning eller kriser bøjer os, så vi får kyst til at skrige. Hvis ikke på egne vegne så på vegne af dem, der oplever terrorismens onde hænder fratage liv og stjæle frihed, eller på vegne af dem, der oplever uretfærdighed i sådan et omfang, som vi ikke kan forstå. Men i stedet for bare at skrige vore frustrerede råb ud i den tomme luft i skoven eller ud over havets blå vidder, så kan vi faktisk folde vore hænder i håb eller kaste os ned på knæ og råbe eller bede til ham, der lytter og hører os. Der er faktisk én som lytter på os. Det oplevede jeg selv, da jeg som ung flyttede til Århus for at studere teologi. Den første nat i den første lejlighed langt væk fra alt og alle, jeg kendte og følte mig tryg ved, blev jeg overmandet af en følelse af utryghed og usikkerhed. Så foldede jeg mine hænder og begyndte at bede Fadervor, og efterhånden som ordene kom over mine læber, faldt roen over mit hjerte og legeme.
Når jeg læser om den kana’anæiske kvinde virker hun ikke så langt fra os, hverken i tid eller sted. Hendes følelser ligner dem, jeg har mødt hos andre: Frygten for at miste sit barn og villigheden til at gøre alt for sit barn ud af moderkærlighed. Hendes håb ligner det, jeg har mødt hos andre: Håbet om, at Gud vil gribe ind og med sin velsignelse skænke den fred, vi ikke kan give os selv. Som sagt havde Jesus sine 12 udvalgte mænd med sig på vandringen rundt i Israel, og de var alle jøder, sådan som folk var i Israel på den tid. De overholdt de ti bud og var omskårede som tegn på, at de levede i pagt med Gud. Derfor ønskede ingen af dem at have noget at gøre med kvinden, for hun var ikke jøde, men dyrkede en anden religion og andre guder. Alligevel gik hun til Jesus fordi hun havde hørt, at han kunne hjælp, hvor ingen anden kunne. Hun gik væk fra sine egne og sin egen tro og religion, omvendte sig og kastede sig ned foran Jesus og anråbte ham i sin yderste nød, og kaldte ham sin Herre. Dette var ikke en kamp mellem to køn; det handlede ikke om en kvindes ret over for en mand, men Jesus var altid på udkig efter troen hos mennesker. Og man kan jo undre sig over, hvor pigens far er henne i dette billede.
Nogle gange blev Jesus glædeligt overrasket over, hvor stor tro, han mødte rundt omkring. Det var langt fra altid de gode jøder, der havde den største tro og tillid til Gud. Troen kan opstå hos dem, man ikke regner for noget; og det viser os noget om, at Gud arbejder på måder, der for os er gåder. Troen viser sig bl.a. ved, at man ikke er bange for at kalde Jesus for sin Herre, og at man ikke er bange for at ydmyge sig over for ham.
At kalde Jesus for sin Herre og et ydmyge sig er på sin vis noget ganske udansk, men ikke desto mindre er der stor styrke i at kunne bøje sine knæ og folder sine hænder, for da viser man, at man godt ved, man ikke selv er herre i sit liv. Der kan ske meget for os og imod os, som bringer os ud af kurs eller som kuldkaster vores livsprojekt; og hvor går vi så hen med vores frygt og angst – og vores tro og håb? Amen.
Søndag den 17. marts kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hunderup Anden Søndag i fasten (I)
DDS 410: Som tørstige hjort monne skrige; DDS 588: Herre, gør mit liv til bøn; DDS 41: Lille Guds barn --- DDS 158: Kvindelil din tro er stor; DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; DDS 392: Himlene Herre
MEDDELELSER
Gredstedbro
Præl.: Mogens Wøldike: Lille Guds barn, hvad skader dig.
Postl.: John Travers: Voluntary.
Vi byder på forårskoncert med Den Danske Salmeduo i Jernved Kirke torsdag den 21. marts kl. 19, og der er gratis entre.
Hunderup
Efter gudstjenesten i dag er der indskrivning af konfirmander til 2020. Kommende konfirmander går med deres forældre over i Samlingssalen, hvor vi skal blive klogere på det med at gå til præst.
Et rige i splid med sig selv kan ikke bestå, sagde Jesus. Folk havde anklaget ham for at gøre mirakler ved hjælp af Satan, for de kunne ikke tro, at Guds greb ind i deres liv og verden. Men hvis Jesus uddrev dæmoner ved hjælp af Satan, ville det så ikke være en selvmodsigelse?
Det skal vi dykke mere ned i på søndag den 24. marts, hvor vi fejrer gudstjeneste kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Jernved – begge ved Ruth Svendsen, samt kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev – begge ved Ole.
I Vilslev har vi desuden konfirmandgudstjeneste, hvor konfirmanderne medvirker. Efter gudstjenesten skal konfirmanderne dyste med deres forældre om, hvem der er klogest på kristendom.
| hjælpeark_til_anden_søndag_i_fasten__i_.docx |
