Hver søndag er en festdag. Ikke fordi vi hver søndag har dåb eller har mange i kirke men ganske enkelt fordi, søndagen er dagen, som Gud har afsat til, at vi skal hvile os og finde en stille stund i en ellers travl tid. En stund til at lytte og til at høre noget godt om livet. Vi har jo ellers nok at lave i hverdagen. Arbejdsliv og familieliv skal passe sammen med fritiden og de ting, vi gerne vil. Derfor planlægger vi, hvad vi skal, så vi kan nå (det meste af), hvad vi vil. Men vi skal passe på, for tiden er ikke vores.
Vi har ikke magten over tiden eller over vores liv, og det opdager vi på forskellige måder. Som regel kræver det noget skelsættende, før vi besinder os på, at vi ikke er herre i eget hus. Det sker, når vi pludselig er presset af tiden, eller når vi glædes over, at et lille barn kommer til verden. Der er tidspunkter, hvor tiden går i stå; tidspunkter, hvor vi ikke kigger på uret, men bare er til stede uden fornemmelse for tid og rum. Enten fordi vi er blevet ramt af stor glæde eller af stor sorg.
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, dyrene og mennesket, og han så på alt, hvad han havde skabt, og han så, at det var et godt stykke arbejde. Sådan begynder Bibelen, men vi skal ikke læse ret meget, før de første mennesker vender sig væk fra Gud og bryder det første bud; det kan synes uskyldigt at snuppe en frugt fra træet, men det handlede ikke om frugten men om tilliden; de første mennesker havde ikke tillid til Gud, men tænkte, at de selv vidste, hvad der var godt for dem. De blev derfor drevet ud af den paradisiske have for at leve med møje og besvær. Det blev en verden, hvor Gud syntes at være langt borte, og hvor livet var fyldt med bøvl og lidelse. Den verden kender vi godt, vi lever her endnu, og hver dag mindes vi på forskellige måder om, at vi ikke lever i et paradis, men at der mildest talt er plads til forbedringer.
Tænder vi for fjernsynet eller kigger ind på facebook, åbner vi en avis eller rejser ud i verden så opdager vi, at der sandelig er meget, der ikke ser godt ud; hvis Gud var tilfreds med sit skaberværk engang, så kan han næppe være det mere. Krige og ødelæggelser, sult og hungersnød, katastrofer og lidelser fylder meget – og vi behøver ikke lede længe for at finde det i den verden, hvor vi lever, elsker, bor og tror. Sådan var det også på Jesu tid, for selvom vores samfund på mange måder har udviklet sig til det bere, så har vi mennesker nok ikke forandret os væsentligt meget. På Jesu tid elskede en far også sin søn, og også på Jesu tid var forældre klar til at give alt, hvad de ejede for at befri deres børn fra lidelse og sygdomme. Kan noget værre overgå en forældre, end at en datter eller søn bliver dødelig syg? Fyldt af angst, frygt og en febrilsk søgen efter helbredelse kom en mand, en far, hen til inderkredsen omkring Jesus, men selvom disse stolte mænd havde vandret med Jesus dag og nat og havde hørt ham tale om himmelske ting, og selvom de troede nok så meget på, at han var deres frelser, så kom de til kort, og ingen kunne gøre noget for den far, der tiggede og bad dem om at gøre, hvad intet menneske kunne.
Sønnen var besat af en ånd, der gjorde ham syg indtil døden, og faren kunne ikke gøre andet end se ham sygne hen. Hvorfor gav Gud ham en søn, hvis sønnen bare skulle leve i lidelse og tortur indtil hans krop ville dø? Man er klar til at prøve hvad som helst, men mandens muligheder var ved at slippe op. Hvor går man hen, når alt håb er ved at rinde ud? Selv de troende disciple, der elskede Jesus og både bad og holdt sig på dydens smalle sti, kunne ikke hjælpe manden. Det er klart, at Jesus blev vred. Hvis de bare havde haft tro som et lille frø, ville de kunne have helbredt drengen. Ingen havde dog troen så dybt i sig som Jesus selv. Om han så sov eller vandrede eller besøgte de fattige og syge eller spiste sammen med syndere og udstødte, så hvilede han altid i tryg forvisning om, at alting står i Gud Faders hånd. Hvem der bare kunne tro som han!
Jesus ønskede dog ikke, at han alene skulle være troens vidne i verden, og derfor revsede han både sine disciple og faderen, for hvis de dog blot havde tro, så ville alt godt ske dem. For alt er muligt, for den, der tror - uden at tvivle. Disciplene var slået af forundringens tavshed, men faderen skreg sin frygt og bæven ud under himlen, og det var ord, vi selv kunne have sagt: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”
For selvom faderen mønstrede al den tro, han kunne både i sit hjerte, sind og tanke, så ville den altid være blandet med vantro, med tvivl og mistro. Sådan er det at være menneske båden dengang og nu, om vi så går nok så meget i kirke, om vi så beder nok så inderligt, og om vi så er nok så Gudfrygtige. Ingen af os er perfekte eller fuldkomne, ingen af os er trofaste troende, der stoler blindt på Gud.
For vi er syndere, vi er tvivlere og fulde af mismod og mistro til Gud og det gode. Vi mærker det hos os selv, og vi ser det ude i verden omkring. Alligevel og på trods af alt det dårlige vi gør ved os selv og hinanden, så elsker Gud os nok til, at han igen og igen forbarmer sig. Det viser Jesus ved at gøre det, som ingen kan, nemlig helbrede og rejse livet til en ny chance. Se, mennesket faldt, i verden kan alt gå galt, men det er for os en gåde, at Gud alligevel viser os nåde. Lad det være ord nok for i dag, og lad os leve på, at hvad vi ikke kan, vil Kristus gøre for os. I Jesu navn. Amen.
Læs prædikenteksten til Anden Søndag i Fasten
1. DDS 392: Himlene, Herre, fortælle din ære; 2. DDS 674, 1-2+7: Sov sødt, barnlille; 3. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; --- ; 4. DDS 582: At tro er at komme; 5. DDS 292, 1-3: Kærligheds og sandheds Ånd; 6. DDS 13: Måne og sol;
Efter gudstjenesten i Hunderup er der indskrivning af 2019-konfirmander i Klublokalet
Kirkebøn
Lad os alle bede
Treenige Gud i himlen, vi retter vores fokus og opmærksomhed mod dig i denne bøn. Fader, du skabte os med vore evner og talenter – lær os at være mennesker i din tjeneste. Du sendte din Søn for at frelse os og være et forbillede for os. Lad os af ham lære at gøre som han gjorde mod fattige, forarmede og fremmede. Du sendte Helligånden for at skabe tro i os, og derved kalde os til at forkynde budskabet om nåde og barmhjertighed i en verden, der trænger så hårdt. Vi beder, at du vil give os, hvad vi ikke kan give os selv. Giv os tro på håbet om evig kærlighed. Lær os at kende vejen til sandheden om livet. Vi beder for dem, der forfølger os, og vi tilgiver dem, der gør ondt imod os. Herre, bekæmp vores egoisme og bekvemmelighed og lær os din vej i liv og sandhed. Lær os at sætte andre før os selv. Vi beder for Dronning Margrethe den Anden og hele kongehuset, vi beder for regering og folketing. Vær med din Helligånd hos os alle med din frelse og nåde i vores hverdag. Derom beder vi i Jesu navn. Amen.
Meddelelser
MEDDELELSER
Efter prædiken er der altergang, og alle er velkomne ved nadverens bord.
VILSLEV: Næste gudstjeneste er søndag d. 18. marts kl. 11. Torsdag d. 22. marts har vi en kort familiegudstjeneste kl. 17 i Vilslev, hvor FDF’erne medvirker. Efter gudstjenesten er der aktiviteter ved FDF’erne samt bålmad og hygge. Tilmelding til mig senest d. 13. marts.
HUNDERUP: Næste gudstjeneste er søndag d. 4. marts i Hunderup kl. 9.30 og i Hjortlund kl. 11 v. Kevin Asmussen. Søndag d. 11. marts er der gudstjeneste kl. 9.30, hvorefter vi samler ind i sognet til Folkekirkens Nødhjælp.
Hunderup: Efter gudstjenesten er der indskrivning af kommende konfirmander. Vi mødes i Klublokalet, hvor jeg vil fortælle lidt om konfirmationsforberedelsen.
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
Vi har ikke magten over tiden eller over vores liv, og det opdager vi på forskellige måder. Som regel kræver det noget skelsættende, før vi besinder os på, at vi ikke er herre i eget hus. Det sker, når vi pludselig er presset af tiden, eller når vi glædes over, at et lille barn kommer til verden. Der er tidspunkter, hvor tiden går i stå; tidspunkter, hvor vi ikke kigger på uret, men bare er til stede uden fornemmelse for tid og rum. Enten fordi vi er blevet ramt af stor glæde eller af stor sorg.
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden, dyrene og mennesket, og han så på alt, hvad han havde skabt, og han så, at det var et godt stykke arbejde. Sådan begynder Bibelen, men vi skal ikke læse ret meget, før de første mennesker vender sig væk fra Gud og bryder det første bud; det kan synes uskyldigt at snuppe en frugt fra træet, men det handlede ikke om frugten men om tilliden; de første mennesker havde ikke tillid til Gud, men tænkte, at de selv vidste, hvad der var godt for dem. De blev derfor drevet ud af den paradisiske have for at leve med møje og besvær. Det blev en verden, hvor Gud syntes at være langt borte, og hvor livet var fyldt med bøvl og lidelse. Den verden kender vi godt, vi lever her endnu, og hver dag mindes vi på forskellige måder om, at vi ikke lever i et paradis, men at der mildest talt er plads til forbedringer.
Tænder vi for fjernsynet eller kigger ind på facebook, åbner vi en avis eller rejser ud i verden så opdager vi, at der sandelig er meget, der ikke ser godt ud; hvis Gud var tilfreds med sit skaberværk engang, så kan han næppe være det mere. Krige og ødelæggelser, sult og hungersnød, katastrofer og lidelser fylder meget – og vi behøver ikke lede længe for at finde det i den verden, hvor vi lever, elsker, bor og tror. Sådan var det også på Jesu tid, for selvom vores samfund på mange måder har udviklet sig til det bere, så har vi mennesker nok ikke forandret os væsentligt meget. På Jesu tid elskede en far også sin søn, og også på Jesu tid var forældre klar til at give alt, hvad de ejede for at befri deres børn fra lidelse og sygdomme. Kan noget værre overgå en forældre, end at en datter eller søn bliver dødelig syg? Fyldt af angst, frygt og en febrilsk søgen efter helbredelse kom en mand, en far, hen til inderkredsen omkring Jesus, men selvom disse stolte mænd havde vandret med Jesus dag og nat og havde hørt ham tale om himmelske ting, og selvom de troede nok så meget på, at han var deres frelser, så kom de til kort, og ingen kunne gøre noget for den far, der tiggede og bad dem om at gøre, hvad intet menneske kunne.
Sønnen var besat af en ånd, der gjorde ham syg indtil døden, og faren kunne ikke gøre andet end se ham sygne hen. Hvorfor gav Gud ham en søn, hvis sønnen bare skulle leve i lidelse og tortur indtil hans krop ville dø? Man er klar til at prøve hvad som helst, men mandens muligheder var ved at slippe op. Hvor går man hen, når alt håb er ved at rinde ud? Selv de troende disciple, der elskede Jesus og både bad og holdt sig på dydens smalle sti, kunne ikke hjælpe manden. Det er klart, at Jesus blev vred. Hvis de bare havde haft tro som et lille frø, ville de kunne have helbredt drengen. Ingen havde dog troen så dybt i sig som Jesus selv. Om han så sov eller vandrede eller besøgte de fattige og syge eller spiste sammen med syndere og udstødte, så hvilede han altid i tryg forvisning om, at alting står i Gud Faders hånd. Hvem der bare kunne tro som han!
Jesus ønskede dog ikke, at han alene skulle være troens vidne i verden, og derfor revsede han både sine disciple og faderen, for hvis de dog blot havde tro, så ville alt godt ske dem. For alt er muligt, for den, der tror - uden at tvivle. Disciplene var slået af forundringens tavshed, men faderen skreg sin frygt og bæven ud under himlen, og det var ord, vi selv kunne have sagt: ”Jeg tror, hjælp min vantro!”
For selvom faderen mønstrede al den tro, han kunne både i sit hjerte, sind og tanke, så ville den altid være blandet med vantro, med tvivl og mistro. Sådan er det at være menneske båden dengang og nu, om vi så går nok så meget i kirke, om vi så beder nok så inderligt, og om vi så er nok så Gudfrygtige. Ingen af os er perfekte eller fuldkomne, ingen af os er trofaste troende, der stoler blindt på Gud.
For vi er syndere, vi er tvivlere og fulde af mismod og mistro til Gud og det gode. Vi mærker det hos os selv, og vi ser det ude i verden omkring. Alligevel og på trods af alt det dårlige vi gør ved os selv og hinanden, så elsker Gud os nok til, at han igen og igen forbarmer sig. Det viser Jesus ved at gøre det, som ingen kan, nemlig helbrede og rejse livet til en ny chance. Se, mennesket faldt, i verden kan alt gå galt, men det er for os en gåde, at Gud alligevel viser os nåde. Lad det være ord nok for i dag, og lad os leve på, at hvad vi ikke kan, vil Kristus gøre for os. I Jesu navn. Amen.
Læs prædikenteksten til Anden Søndag i Fasten
1. DDS 392: Himlene, Herre, fortælle din ære; 2. DDS 674, 1-2+7: Sov sødt, barnlille; 3. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; --- ; 4. DDS 582: At tro er at komme; 5. DDS 292, 1-3: Kærligheds og sandheds Ånd; 6. DDS 13: Måne og sol;
Efter gudstjenesten i Hunderup er der indskrivning af 2019-konfirmander i Klublokalet
Kirkebøn
Lad os alle bede
Treenige Gud i himlen, vi retter vores fokus og opmærksomhed mod dig i denne bøn. Fader, du skabte os med vore evner og talenter – lær os at være mennesker i din tjeneste. Du sendte din Søn for at frelse os og være et forbillede for os. Lad os af ham lære at gøre som han gjorde mod fattige, forarmede og fremmede. Du sendte Helligånden for at skabe tro i os, og derved kalde os til at forkynde budskabet om nåde og barmhjertighed i en verden, der trænger så hårdt. Vi beder, at du vil give os, hvad vi ikke kan give os selv. Giv os tro på håbet om evig kærlighed. Lær os at kende vejen til sandheden om livet. Vi beder for dem, der forfølger os, og vi tilgiver dem, der gør ondt imod os. Herre, bekæmp vores egoisme og bekvemmelighed og lær os din vej i liv og sandhed. Lær os at sætte andre før os selv. Vi beder for Dronning Margrethe den Anden og hele kongehuset, vi beder for regering og folketing. Vær med din Helligånd hos os alle med din frelse og nåde i vores hverdag. Derom beder vi i Jesu navn. Amen.
Meddelelser
MEDDELELSER
Efter prædiken er der altergang, og alle er velkomne ved nadverens bord.
VILSLEV: Næste gudstjeneste er søndag d. 18. marts kl. 11. Torsdag d. 22. marts har vi en kort familiegudstjeneste kl. 17 i Vilslev, hvor FDF’erne medvirker. Efter gudstjenesten er der aktiviteter ved FDF’erne samt bålmad og hygge. Tilmelding til mig senest d. 13. marts.
HUNDERUP: Næste gudstjeneste er søndag d. 4. marts i Hunderup kl. 9.30 og i Hjortlund kl. 11 v. Kevin Asmussen. Søndag d. 11. marts er der gudstjeneste kl. 9.30, hvorefter vi samler ind i sognet til Folkekirkens Nødhjælp.
Hunderup: Efter gudstjenesten er der indskrivning af kommende konfirmander. Vi mødes i Klublokalet, hvor jeg vil fortælle lidt om konfirmationsforberedelsen.
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
