Traditionen med Lucia-optog i Danmark begyndte i 1944 under de mørke år med Anden Verdenskrig, hvor nazismens ondskab bredte sig som kræft i Europa; den dræbte livsglæde og kvalte livshåb på sin umenneskelige fremmarch. Lucia-optoget skinnede dengang som håbets lys, og i krigstidens mørke tændtes Lucia-lyset, så man huskede på den unge kristne pige, som havde lagt navn til traditionen.
Lucia var en ung kvinde fra byen Siracusa på Sicilien, og hun døde den 13. december år 303 blot 20 år gammel for sin kristne tro. Det begyndte ellers så godt. Hendes familie var meget velhavende, og hun manglede som barn ikke noget. Hun kunne endda se frem til at blive gift med en rig og fornem mand, så hun kunne leve hele sit liv i sus og dus. Men sådan skulle det ikke gå. Som teenager blev hun grebet af kristendommens budskab og lod sig døbe; dåbens tegn blev det kors, hun måtte bære, og hun opgav alle sine drømme for i tro og kærlighed at hjælpe de fattige, som hun gladeligt delte ud af sin rigdom til. Dengang var det livsfarligt at være kristen, for kristendommen var forbudt i Romerriget, og mange kristne blev slået ihjel, fordi de ikke ville opgive troen på Jesus som deres frelser.
Den romerske kejser forlangte, at alle rigets borgere skulle tilbede ham som en gud, og at de skulle ofre til ham. Det nægtede mange kristne, så de blev flygtninge i deres eget land, og når de blev fanget, blev de straffet hårdt. De blev dog ikke sendt ud på en ø, men blev henrettet på forskellige, grusomme måder; nogle blev korsfæstet langs vejene, andre blev som underholdning smidt ind i arenaer til vilde dyr, der flåede dem i stykker, og andre igen blev brugt som levende fakler, idet de blev iklædt brandbare klædninger og ild blev sat til dem. Når kejseren rejste sig i al sin magt og rædsel, så gik folk til af skræk og af frygt for det, der måtte komme. Sådan er det jo, at vi altid ser vi de dæmoniske kræfter i menneskers øjne.
På trods af den romerske regerings forfærdelige angreb og overgreb mod minoriteten af kristne, blev mange omvendt til kristendommen, og de skjulte sig forskellige steder i det romerske kejserrige. Kun på grund af det kristne håb, kunne de udholde de forfærdelige vilkår, de måtte leve under. Deres himmel og jord forgik, men Jesu ord gik ikke til grunde for dem. De holdt fast ved dåb og nadver og det kristne fællesskab.
Gud hørte deres bønner og sendte dem hjælp på forskellige måder, og selv en ugift ung kvinde var en stor hjælp i Guds tjeneste. Lucia ville meget gerne hjælpe sine kristne søstre og brødre, så om natten bragte hun mad ud til dem, der skjulte sig. På hovedet bar hun en krans med lys for at finde vej i mørket, og så havde hun begge hænder fri. Det var et farligt og beskidt arbejde, men hun bragte konkret julehjælp og nødhjælp ud til sin næste. Hun lod altså ikke andre gøre det beskidte arbejde, men påtog sig opgaven og gik glad ud i mørkets farer. Med sin inderlige tro på Jesus, tændte hun håbets lys for mange. Hun satte hjertet før hovedet og kærligheden før fornuften. Jesus havde før hende gået sin vej igennem livet ind i døden til opstandelsen og havde dermed vist et eksempel, som hun følte, hun ville leve efter. Tænk hvis flere i dag kunne være så uselvisk, som hun var dengang. Selvom Lucia gjorde mange gode gerninger, blev hun dog ikke skånet, men måtte ligesom Jesus betale med sit liv.
Romerne opdagede, hvad hun lavede i ly af natten, og de fangede hende og forsøgte at få hende til at afsværge sin kristne tro. Da hun nægtede, stak de et sværd igennem hende, og hun døde. De handlede hjerteløst og hovedløst, og deres dom kom over dem selv. Hun bar lys i natten, men mørket overmanede hende; hun bragte håb og glæde ud i mørket, men romerne betalte hende med død og undergang. Hun blev dømt til døden, men gik med løftet hoved hen til sine bødler, for hun vidste, at Gud selv engang vil holde dom over hende, og derved rejse hende som et nyfødt og genfødt menneske til liv og glæde i evighed. Sådan er Jesu dommedag. Så længe vi lever, dømmes vi af andre og vi dømmer hinanden og os selv, men en dag skal vores tid og alle vore domme høre op.
Ved tidens ende skal alt, hvad vi kender som himmel og jord rystes, og angst skal skylle over menneskeheden af frygt for, hvad der nu skal ske. Men som kristne kan vi frimodigt løfte vore hoveder og tage imod Kristus som ham, der vil redde os fra undergang. Vi har fået dåb og nadver og det kristne fælleskab at holde os til, så vi kan glæde os i den tid, som vi har fået til at leve her. I de ting kan vi få styrke til at leve det menneskeliv, som vi har fået at leve, indtil alt forandres og genskabes. Som døbte har vi fået til opgave at bære håbets lys ude i hverdagen. Julenat tændte Gud sit eget håbslys for os alle, og håbets lys det skal vi bære, ved i verden døbte at være. Glædelig anden søndag i advent. Amen.
Præludium: Lucia-optog
1. DDS 747: Lysets engel går med glans
2. DDS 118: Julen har englelyd;
3. DDS 78: Blomstre som en rosengård;
--- prædiken
4. DDS 274: Rejs op dit hoved, kristenhed, mel: Nyegaard;
5. DDS 122: Den yndigste rose er funden vers 1, 7 og 8;
6. Tillægget (Lysets utålmodighed) 814: Gå i mørket med lyset