Vi voksne kan også være bange; bange for, om vi nu når alt inden jul, bange for hvad der sker i den politiske verden her i landet. Bange for indvandrernes fremmede skik og kultur, der udfordrer vores selvopfattelse som danskere. Vi kan frygte fattigdommen, der rammer hårdt ved højtiderne, og vi kan være bange for politikernes planer for landets økonomi og fremtid. Som om, der ikke er nok at være bange for her til lands, kan vi også være bange for, hvad der sker i det store udland med lyden af krige, der runger igennem TV’et ind i vore fredelige stuer. Vi kan måske mest af alt være bange for, hvad der sker i vores lokalområde, vores landsby – ja, og vi kan især være bange og bekymrede for, hvordan det skal gå børnene; får de nu også ordentlig undervisning i skolen? Bliver de nu klædt ordentligt på til arbejdsmarkedet? Får de en god fremtid?
Jo mere ansvar, vi føler, vi skal tage på os, desto mere er der, vi kan være bange for. Bange bliver vi, fordi vi bekymrer os. Vi har alle vore små og store bange bekymringer, og der går ikke en dag uden, at vi tænker over vores egen situation i verden som den ser ud i dag – gad vide, hvordan livet ser ud for os i morgen? Bekymringer er dog ikke kun en dårlig ting – for hvad vi bekymrer os om, viser nemlig også, hvad der betyder noget for os. Frygten siger noget om os.
Når Jesus taler om, at folk skal gribes af rædsel og angst og gå til at skræk over, hvad der sker i universet og i verden, så taler han jo direkte til vores frygt for at miste kontrollen. Vi plejer jo at have en vis kontrol over os selv, og over vores tilværelse. Så længe, vi har kontrollen og ved, hvad der sker i vort liv, så kører det hele jo på skinner, så er der ingen alvorlige bekymringer, og budskabet fra og om Jesus Kristus blegner, for hvad skal vi dog bruge Gud til, når vi er herre i eget hus og har styr på det hele?
Men har vi virkelig styr på det hele? Mon ikke de fleste af os har oplevet en dag, hvor alt bare går skævt lige fra morgenstunden – man kommer for sent op, slår lilletåen imod dørkarmen, mælken er blevet sur i køleskabet, man spilder tandpasta på sin trøje, bilen vil ikke starte, man kommer for sent til alt, og man løber forgæves om kap med tiden. Vi prøver hver især at styre vores dagligdag og planlægge fremtiden, så vi kan få dét gode liv, vi egentlig længes efter. Men nogle gange ramler det hele – i det store eller små, vi taber ansigt og står pludseligt med en dagligdag eller verden, der falder fra hinanden. Der skal nok mere end sur mælk til at vælte vores verden, men vores liv og vores verden er skrøbelig. Der er meget, man kan bekymre sig om og være bange for, men hvem er blevet gladere af at være bange, eller hvem har lagt en dag til sit liv ved at bekymre sig?
Men hør, Jesus ønsker ikke, vi skal være bange eller bekymrede, hverken for dagen i morgen eller for den dag, hvor selve himlens kræfter rystes og Dommedagens trompeter lyder over hele jorden. Når der slås sprækker i vores verden og i selve himlen, vil vi gerne gemme os for hinanden og for os selv, for når frygten griber fat i os, så flygter vi. Det er naturligt. Hvem ønsker at befinde sig i en farlig situation, hvor vi ikke har kontrol? Sådan er det både i det store og små; vi flygter fra krige og vi flygter fra de situationer, hvor vi har gjort noget dumt.
Men vi opfordres til at være vedholdende, rejse os og løfte vores hoveder for Guds rige er nær, og Jesus selv er på vej for anden gang. Hvis vi tør stå i de menneskelige situationer, vi allerhelst vil flygte fra, hvis vi tør vedkende os, at vi har dummet os eller gjort noget pinligt, og hvis vi tør stå ved os selv, så mister frygten sin magt over os. Så handler det ikke længere om, hvad andre tænker om os, men om, hvorvidt vi er opmærksomme på os selv og hinanden, om vi hviler i troens tryghed eller går til grunde i tvivlens frygt. Bekymringer har det med at stjæle vores opmærksomhed, stjæle vort nærvær, tage livet ud af glæden og håbet ud af troen; de bange bekymringer giver os kun grå hår i hovedet og stramme ansigter. Men vi skal dog heller ikke bare slippe alle tøjler og læne os tilbage i sofaen, for det er lige så slemt som at være ligeglad. Det handler som i så mange andre tilfælde om at finde den gyldne middelvej, hvor vi hverken styres af frygten eller bliver helt frygtløse og ligeglade med det kristelige menneskeliv.
Den gyldne middelvej hedder ganske enkelt tillid. At have tillid er at håbe på noget i en glad forventning; uden bekymringer, uden frygt og uden at være ligeglad. Når vi viser tillid til hinanden, møder vi ganske enkelt hinanden uden at være bange eller ligeglade; og når vi har tillid til Guds frelserplan, kan vi høre evangeliet som et glædeligt budskab, der i høj grad vedkommer os. Med tillid kommer også ansvar, men ikke på en træls måde. Vi kan godt vise børn tillid ved at give dem ansvar, og de vokser med opgaven og anerkendelsen. Det er ikke kun børn, men os alle, der vokser lidt, når nogen viser os tillid og giver os ansvar. Gud har af tillid til os givet os ansvaret for denne jord; vi har fået ansvaret for vores næste, vi har fået ansvaret for dette jævne menneskeliv – så må vi vise Gud tillid til, at han har ansvar for alt det, vi ikke magter, og alt det, vi ikke har kontrol over. Sådan en tillidserklæring viser vi i gudstjenesten.
Anden Søndag i Advent fejrer vi med to tændte lys i adventskransen, gudstjeneste, bøn og fællessang, for vi er i den ventetid, der leder os hen mod Jesu fødsel. Vi er på vej – på vej til ham, der skal komme. Han kom ikke bare til en krybbe i en stald, men han kom med fred til os, med velsignelse og megen herlighed. Sådan kommer han også anden gang herned. Han tændte dengang et lille lys i den mørke nat, han tændte håb hos mange, og Jesus lyser også for os i dag og tænder håbet om, at selvom vores verden ramler og tilværelsen går imod os, så er vi ikke ladt alene, vi er ikke efterladt på jorden.
Jovist skal vintermørket falde på os i nogen tid, tunge mørke natteskyer vil drage over vores himmel, verden vil blive ved at dreje rundt og forandre sig, politiske vinde vil blæse og hvirvle rundt i samfundet – men selvom verden skulle brase sammen, selvom vi skulle miste os selv, miste hinanden, miste troen, miste kærligheden - så holder Gud os stædigt fast i sine hænder. Han viser sig tydeligst fra sin verden, når vores verden vakler. For midt i julens mørke nat, fødtes himlens kongesøn, selvom der ikke var plads til ham i de menneskebyggede huse. Midt i mørket kommer han til os; midt i sorgen bryder hans glæde ind. Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Endnu ser vi ikke det fulde billede, men ligesom julekalenderens låger åbnes én for én, får vi også en skønne dag det fulde billede af Guds rige at se. Amen.
Prædikentekst
Salmer: 1. DDS 78: Blomstre som en rosengård; 2. DDS 112: Kom alle kristne; 3. DDS 86: Hvorledes skal jeg møde; --- ; 4. DDS 274: Rejs op dit hoved, kristenhed, mel: Nyegaard; 5. DDS 122: Den yndigste rose er funden vers 1, 7 og 8; 6. DDS 115: Lad det klinge sødt i sky
Jo mere ansvar, vi føler, vi skal tage på os, desto mere er der, vi kan være bange for. Bange bliver vi, fordi vi bekymrer os. Vi har alle vore små og store bange bekymringer, og der går ikke en dag uden, at vi tænker over vores egen situation i verden som den ser ud i dag – gad vide, hvordan livet ser ud for os i morgen? Bekymringer er dog ikke kun en dårlig ting – for hvad vi bekymrer os om, viser nemlig også, hvad der betyder noget for os. Frygten siger noget om os.
Når Jesus taler om, at folk skal gribes af rædsel og angst og gå til at skræk over, hvad der sker i universet og i verden, så taler han jo direkte til vores frygt for at miste kontrollen. Vi plejer jo at have en vis kontrol over os selv, og over vores tilværelse. Så længe, vi har kontrollen og ved, hvad der sker i vort liv, så kører det hele jo på skinner, så er der ingen alvorlige bekymringer, og budskabet fra og om Jesus Kristus blegner, for hvad skal vi dog bruge Gud til, når vi er herre i eget hus og har styr på det hele?
Men har vi virkelig styr på det hele? Mon ikke de fleste af os har oplevet en dag, hvor alt bare går skævt lige fra morgenstunden – man kommer for sent op, slår lilletåen imod dørkarmen, mælken er blevet sur i køleskabet, man spilder tandpasta på sin trøje, bilen vil ikke starte, man kommer for sent til alt, og man løber forgæves om kap med tiden. Vi prøver hver især at styre vores dagligdag og planlægge fremtiden, så vi kan få dét gode liv, vi egentlig længes efter. Men nogle gange ramler det hele – i det store eller små, vi taber ansigt og står pludseligt med en dagligdag eller verden, der falder fra hinanden. Der skal nok mere end sur mælk til at vælte vores verden, men vores liv og vores verden er skrøbelig. Der er meget, man kan bekymre sig om og være bange for, men hvem er blevet gladere af at være bange, eller hvem har lagt en dag til sit liv ved at bekymre sig?
Men hør, Jesus ønsker ikke, vi skal være bange eller bekymrede, hverken for dagen i morgen eller for den dag, hvor selve himlens kræfter rystes og Dommedagens trompeter lyder over hele jorden. Når der slås sprækker i vores verden og i selve himlen, vil vi gerne gemme os for hinanden og for os selv, for når frygten griber fat i os, så flygter vi. Det er naturligt. Hvem ønsker at befinde sig i en farlig situation, hvor vi ikke har kontrol? Sådan er det både i det store og små; vi flygter fra krige og vi flygter fra de situationer, hvor vi har gjort noget dumt.
Men vi opfordres til at være vedholdende, rejse os og løfte vores hoveder for Guds rige er nær, og Jesus selv er på vej for anden gang. Hvis vi tør stå i de menneskelige situationer, vi allerhelst vil flygte fra, hvis vi tør vedkende os, at vi har dummet os eller gjort noget pinligt, og hvis vi tør stå ved os selv, så mister frygten sin magt over os. Så handler det ikke længere om, hvad andre tænker om os, men om, hvorvidt vi er opmærksomme på os selv og hinanden, om vi hviler i troens tryghed eller går til grunde i tvivlens frygt. Bekymringer har det med at stjæle vores opmærksomhed, stjæle vort nærvær, tage livet ud af glæden og håbet ud af troen; de bange bekymringer giver os kun grå hår i hovedet og stramme ansigter. Men vi skal dog heller ikke bare slippe alle tøjler og læne os tilbage i sofaen, for det er lige så slemt som at være ligeglad. Det handler som i så mange andre tilfælde om at finde den gyldne middelvej, hvor vi hverken styres af frygten eller bliver helt frygtløse og ligeglade med det kristelige menneskeliv.
Den gyldne middelvej hedder ganske enkelt tillid. At have tillid er at håbe på noget i en glad forventning; uden bekymringer, uden frygt og uden at være ligeglad. Når vi viser tillid til hinanden, møder vi ganske enkelt hinanden uden at være bange eller ligeglade; og når vi har tillid til Guds frelserplan, kan vi høre evangeliet som et glædeligt budskab, der i høj grad vedkommer os. Med tillid kommer også ansvar, men ikke på en træls måde. Vi kan godt vise børn tillid ved at give dem ansvar, og de vokser med opgaven og anerkendelsen. Det er ikke kun børn, men os alle, der vokser lidt, når nogen viser os tillid og giver os ansvar. Gud har af tillid til os givet os ansvaret for denne jord; vi har fået ansvaret for vores næste, vi har fået ansvaret for dette jævne menneskeliv – så må vi vise Gud tillid til, at han har ansvar for alt det, vi ikke magter, og alt det, vi ikke har kontrol over. Sådan en tillidserklæring viser vi i gudstjenesten.
Anden Søndag i Advent fejrer vi med to tændte lys i adventskransen, gudstjeneste, bøn og fællessang, for vi er i den ventetid, der leder os hen mod Jesu fødsel. Vi er på vej – på vej til ham, der skal komme. Han kom ikke bare til en krybbe i en stald, men han kom med fred til os, med velsignelse og megen herlighed. Sådan kommer han også anden gang herned. Han tændte dengang et lille lys i den mørke nat, han tændte håb hos mange, og Jesus lyser også for os i dag og tænder håbet om, at selvom vores verden ramler og tilværelsen går imod os, så er vi ikke ladt alene, vi er ikke efterladt på jorden.
Jovist skal vintermørket falde på os i nogen tid, tunge mørke natteskyer vil drage over vores himmel, verden vil blive ved at dreje rundt og forandre sig, politiske vinde vil blæse og hvirvle rundt i samfundet – men selvom verden skulle brase sammen, selvom vi skulle miste os selv, miste hinanden, miste troen, miste kærligheden - så holder Gud os stædigt fast i sine hænder. Han viser sig tydeligst fra sin verden, når vores verden vakler. For midt i julens mørke nat, fødtes himlens kongesøn, selvom der ikke var plads til ham i de menneskebyggede huse. Midt i mørket kommer han til os; midt i sorgen bryder hans glæde ind. Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses. Endnu ser vi ikke det fulde billede, men ligesom julekalenderens låger åbnes én for én, får vi også en skønne dag det fulde billede af Guds rige at se. Amen.
Prædikentekst
Salmer: 1. DDS 78: Blomstre som en rosengård; 2. DDS 112: Kom alle kristne; 3. DDS 86: Hvorledes skal jeg møde; --- ; 4. DDS 274: Rejs op dit hoved, kristenhed, mel: Nyegaard; 5. DDS 122: Den yndigste rose er funden vers 1, 7 og 8; 6. DDS 115: Lad det klinge sødt i sky
