Igen i dag fortæller Jesus os en lignelse, det vil sige en kort historie med et godt budskab. I stedet for at sige tingene lige ud, fortalte Jesus nogle gange sådanne historier, så tilhørerne bedre kunne huske, hvad han fortalte dem. Som vi ved kan historier vokse; en fjer kan blive til fem høns og den lille fisk, man fangede, kan med tiden blive den største fisk, man har haft på krogen. Det gør dog ikke spor, at historien bliver bedre, når den går fra mund til mund - så længe historiens pointe bare følger med; for pointen er det vigtigste, selvom fyldet og alt det udenom om kan synes nok så spændende og interessant.
I vores tid er der blevet rigtig meget fyld; mange spændende og interessante ting, vi kan give os til – men hvad er kernen i alt det, vi gør, og hvorfor har vi dog så travlt? I den travle hverdag må vi prioritere, hvad vi vil bruge tiden på. Så snart vi vælger noget til, må vi vælge noget andet fra, for vi kan ikke nå alt – der er jo kun 24 timer i døgnet, og der er såmænd altid mere end nok, som vi kan bruge vores værdifulde tid på. Der er en overflod af arrangementer og foreninger, men da ikke alting er lige spændende, vælger vi som regel det til, som står os nærmest, nemlig: os selv. Vi vælger ud fra, hvad der betyder mest for os, eller hvad vi får mest ud af. Vores tid på jorden er jo vores, og det ville vel nok være ærgerligt at spilde den korte tid på ting, der ikke behager eller underholder os. Vi betragter ganske naturligt os selv som det vigtigste i verden, sætter os selv i centrum og vurderer ud fra, hvad vi føler, at vi har lyst til. Derfor vejleder vi os selv i dagligdagen mere eller mindre ubevidst med det lille spørgsmål: ”Hvad har jeg lyst til – og får jeg ud af det?”
Efterhånden er samfundet fyldt op på en måde, så vi kan behage os selv mest muligt. Vi kan vælge og vrage og forbruge, som vi vil – ”tag bare (endnu) et kviklån; køb og smid væk; lev stærkt, dø ung” – vi er borgere i et samfund, der ser os som forbrugere, og mange elsker denne tendens. Tendensen bliver dog kritisere og sagt imod af Jesus, men i stedet for at smide os en våd klud i ansigtet og løfte pegefingre, fortæller han en uskyldig historie. I dagens historie er pointen dog ganske anderledes end hvad vi ellers hører i samfundet, for hvor vi som regel spørger om, hvad vi får ud af noget, stilles i historien nemlig spørgsmålet: ”Hvad får min næste ud af det?”
En velstående mand inviterede med glæde sine velstående venner på et festmåltid; men i sidste øjeblik valgte de sig selv og deres eget frem for mandens invitation om hans selskab og fest. De havde ikke tid til andet end det, de selv havde med at gøre; de havde kun tid til sig selv og deres eget. Invitationen valgte de fra, så manden blev vred og valgte sine venner fra. Og så følger en ret skæg reaktion, da han gør noget helt uventet: I stedet inviterede han alle dem, som i første omgang var blevet forbigået. Festen skulle holdes, for alting stod klart. Et festklart hjem med hjerterum og varme; det måtte ikke gå til spilde – nogen skulle nyde godt af det. Alt stod klar til at dele med sin næste, for han havde overflod at give ud af.
Tjenerne blev sendt til alle dem, der ellers aldrig blev inviteret til noget; alle dem, hvis tunge skæbne og lod i livet det var kun at tigge og være udstødte af fællesskabet og samfundet, indtil de døde og forsvandt som problem for de andre; fortabte i livet stod de uden for tilværelsen. Uanset hvordan de var havnet i sygdom, vanrøgt og fattigdom, om det var selvforskyldt eller uforskyldt, havde samfundet dømt dem ude. Derude ved vejene stod så de fattigste - i sikker afstand fra de bedre borgere og heldigere stillede -, for dengang var der ingen andre steder, man kunne gemme dem væk. Det er jo ikke som i dag, hvor vi ikke behøver at se på de mest forarmede iblandt os, men kan gemme dem væk på institutioner ”for deres eget bedste” og for at give dem ”et værdigt liv”. Dengang stod de ubarmhjertigt til offentligt skue og mødte hånende blikke, hvis bedsteborgerne da ikke så lige igennem dem eller ganske overså dem. Den barmhjertige mands tjenere så dog hverken igennem dem eller hen over dem, men så lige på dem, og inviterede til den festmiddag, som de aldrig før havde kendt magen til.
Der er ingen tvivl om, at de ikke engang havde fortjent et stykke tørt brød; de havde med deres fattige og usle tilværelse intet at give for at gøre sig fortjente til en sådan invitation, og dog blev lige præcis de inviteret; dem, der var mest usle, udstødte og fremmede blev inviteret ind til den fest, de aldrig skulle have haft. Deres dagligdags lidelse blev afbrudt af en enkelt fests glæde. Uventet og ufortjent fik de alt, hvad de ellers havde opgivet. Festen kunne de tage del i med oprigtig glæde og taknemmelighed, og det må have været en mærkværdig forsamling af fremmede, der samledes den dag.
Hvad der skete med dem efter festen, melder historien intet om, for pointen i historien er, at manden indbød og inviterede dem, som ingen andre tog sig af eller inviterede med til noget. De oversete og udstødte blev pludseligt og uventet dem, der skulle ind i varmen og med til festen. Den barmhjertige mand er et billede på Gud. Budskabet er, at Han ikke vælger og vrager imellem os, men sender sin invitation til os alle, uanset om vi så er heldigt stillede i tilværelsen, eller om vi føler os fortabte eller forkerte. På trods af alt, hvad vi står med i livet, inviteres vi af Guds barmhjertighed. Nogle vælger at vrage invitationen, andre vælger at tage imod.
Kærligheden viser sig klarest i den person, der viser barmhjertighed mod dem, der ikke har fortjent det. Til alle tider har man fået som fortjent, men Gud vender mange ting på hovedet, så man får det gode, man aldrig kunne fortjene. Derfor gik Jesus omkring og mødte mange af dem, som hverken havde et helbred eller en stor tro for at invitere dem ind i Guds gildesal, hvor der er plads til dem, ingen andre giver plads til. Det er nåde: At gøre det gode mod dem, der ikke har fortjent det. Sådan er Guds kærlighed til os, at vi får meget godt, som vi ikke har fortjent – og derfor skylder vi også at gøre det gode mod hinanden. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 726: Gak ud, min sjæl, betragt med flid; 2. DDS 604: Det koster mer, end man fra først betænker; 3. DDS 411: Hyggelig, rolig; ---; 4. DDS 376: Lyksaligt det folk; 5. DDS 412: Som vintergrene; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
I vores tid er der blevet rigtig meget fyld; mange spændende og interessante ting, vi kan give os til – men hvad er kernen i alt det, vi gør, og hvorfor har vi dog så travlt? I den travle hverdag må vi prioritere, hvad vi vil bruge tiden på. Så snart vi vælger noget til, må vi vælge noget andet fra, for vi kan ikke nå alt – der er jo kun 24 timer i døgnet, og der er såmænd altid mere end nok, som vi kan bruge vores værdifulde tid på. Der er en overflod af arrangementer og foreninger, men da ikke alting er lige spændende, vælger vi som regel det til, som står os nærmest, nemlig: os selv. Vi vælger ud fra, hvad der betyder mest for os, eller hvad vi får mest ud af. Vores tid på jorden er jo vores, og det ville vel nok være ærgerligt at spilde den korte tid på ting, der ikke behager eller underholder os. Vi betragter ganske naturligt os selv som det vigtigste i verden, sætter os selv i centrum og vurderer ud fra, hvad vi føler, at vi har lyst til. Derfor vejleder vi os selv i dagligdagen mere eller mindre ubevidst med det lille spørgsmål: ”Hvad har jeg lyst til – og får jeg ud af det?”
Efterhånden er samfundet fyldt op på en måde, så vi kan behage os selv mest muligt. Vi kan vælge og vrage og forbruge, som vi vil – ”tag bare (endnu) et kviklån; køb og smid væk; lev stærkt, dø ung” – vi er borgere i et samfund, der ser os som forbrugere, og mange elsker denne tendens. Tendensen bliver dog kritisere og sagt imod af Jesus, men i stedet for at smide os en våd klud i ansigtet og løfte pegefingre, fortæller han en uskyldig historie. I dagens historie er pointen dog ganske anderledes end hvad vi ellers hører i samfundet, for hvor vi som regel spørger om, hvad vi får ud af noget, stilles i historien nemlig spørgsmålet: ”Hvad får min næste ud af det?”
En velstående mand inviterede med glæde sine velstående venner på et festmåltid; men i sidste øjeblik valgte de sig selv og deres eget frem for mandens invitation om hans selskab og fest. De havde ikke tid til andet end det, de selv havde med at gøre; de havde kun tid til sig selv og deres eget. Invitationen valgte de fra, så manden blev vred og valgte sine venner fra. Og så følger en ret skæg reaktion, da han gør noget helt uventet: I stedet inviterede han alle dem, som i første omgang var blevet forbigået. Festen skulle holdes, for alting stod klart. Et festklart hjem med hjerterum og varme; det måtte ikke gå til spilde – nogen skulle nyde godt af det. Alt stod klar til at dele med sin næste, for han havde overflod at give ud af.
Tjenerne blev sendt til alle dem, der ellers aldrig blev inviteret til noget; alle dem, hvis tunge skæbne og lod i livet det var kun at tigge og være udstødte af fællesskabet og samfundet, indtil de døde og forsvandt som problem for de andre; fortabte i livet stod de uden for tilværelsen. Uanset hvordan de var havnet i sygdom, vanrøgt og fattigdom, om det var selvforskyldt eller uforskyldt, havde samfundet dømt dem ude. Derude ved vejene stod så de fattigste - i sikker afstand fra de bedre borgere og heldigere stillede -, for dengang var der ingen andre steder, man kunne gemme dem væk. Det er jo ikke som i dag, hvor vi ikke behøver at se på de mest forarmede iblandt os, men kan gemme dem væk på institutioner ”for deres eget bedste” og for at give dem ”et værdigt liv”. Dengang stod de ubarmhjertigt til offentligt skue og mødte hånende blikke, hvis bedsteborgerne da ikke så lige igennem dem eller ganske overså dem. Den barmhjertige mands tjenere så dog hverken igennem dem eller hen over dem, men så lige på dem, og inviterede til den festmiddag, som de aldrig før havde kendt magen til.
Der er ingen tvivl om, at de ikke engang havde fortjent et stykke tørt brød; de havde med deres fattige og usle tilværelse intet at give for at gøre sig fortjente til en sådan invitation, og dog blev lige præcis de inviteret; dem, der var mest usle, udstødte og fremmede blev inviteret ind til den fest, de aldrig skulle have haft. Deres dagligdags lidelse blev afbrudt af en enkelt fests glæde. Uventet og ufortjent fik de alt, hvad de ellers havde opgivet. Festen kunne de tage del i med oprigtig glæde og taknemmelighed, og det må have været en mærkværdig forsamling af fremmede, der samledes den dag.
Hvad der skete med dem efter festen, melder historien intet om, for pointen i historien er, at manden indbød og inviterede dem, som ingen andre tog sig af eller inviterede med til noget. De oversete og udstødte blev pludseligt og uventet dem, der skulle ind i varmen og med til festen. Den barmhjertige mand er et billede på Gud. Budskabet er, at Han ikke vælger og vrager imellem os, men sender sin invitation til os alle, uanset om vi så er heldigt stillede i tilværelsen, eller om vi føler os fortabte eller forkerte. På trods af alt, hvad vi står med i livet, inviteres vi af Guds barmhjertighed. Nogle vælger at vrage invitationen, andre vælger at tage imod.
Kærligheden viser sig klarest i den person, der viser barmhjertighed mod dem, der ikke har fortjent det. Til alle tider har man fået som fortjent, men Gud vender mange ting på hovedet, så man får det gode, man aldrig kunne fortjene. Derfor gik Jesus omkring og mødte mange af dem, som hverken havde et helbred eller en stor tro for at invitere dem ind i Guds gildesal, hvor der er plads til dem, ingen andre giver plads til. Det er nåde: At gøre det gode mod dem, der ikke har fortjent det. Sådan er Guds kærlighed til os, at vi får meget godt, som vi ikke har fortjent – og derfor skylder vi også at gøre det gode mod hinanden. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 726: Gak ud, min sjæl, betragt med flid; 2. DDS 604: Det koster mer, end man fra først betænker; 3. DDS 411: Hyggelig, rolig; ---; 4. DDS 376: Lyksaligt det folk; 5. DDS 412: Som vintergrene; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
