Når vi i dag hører om kvinden ved brønden, hører vi om et menneske ligesom os. Hun bøvler med noget i sit liv, og hun tumler med noget i sin tilværelse. Igennem sit liv har hun lukket mange mænd ind i sit hjem og hjerte med håb om at finde kærligheden, men det har blot efterladt hende i en nedværdigende tilværelse, hvor hun helst undgår landsbykonernes blikke og sladder. Derfor gik hun ud til brønden på et tidspunkt, hvor hun regner med, at hun ikke vil møde andre. Men hun møder en mand, og det bliver skæbnesvangert, for han var ikke som alle de andre.
Kvinden føler sig gennemskuet af ham, for han siger sandheden om hende, og han ser både hendes bristede håb og hendes lidelse. Selvom det kan være irriterende at høre sandheden om, hvem man er, så er der også noget befriende ved det. Først når man ved, at man tørster, går man ud efter vand, og først når man længes, begynder man at søge. Jesus vil gerne tale med kvinden for at åbne hende op, så han kan hjælpe. For han ønsker at give hende, hvad hun mangler: Ro i sindet og fred i sjælen, eller rettere: en tro på, at Gud også er hendes far, og en tillid til, at han vil tilgive hende de ting, hun knapt kan tilgive sig selv. Kvinden mærker en kærlighed fra manden, der ikke har noget at gøre med det seksuelle, men en anderledes kærlighed, der handler om velsignelse og tilgivelse i hverdagen, fordi Gud er nær hos os hver især.
Gud gemmer sig ikke i himlen, forskanser sig ikke i kirken, men er levende og nærværende til stede; ligeså nærværende som Jesus, der satte sig og tog sig tid til at tale med kvinden. Deres samtale kunne være vores, og kvindens spørgsmål kunne være vore. For også vi har en grundlæggende tørst efter retfærdighed i verden; også vi tørster efter fred med os selv og med hinanden; også vi længes efter at blive set accepteret, som vi er. Det er meget menneskeligt, at vi har det sådan, og det er meget naturligt for Jesus, at han virkeligt ser den person, han taler med, og at han kun ønsker at give os, hvad vi ikke kan give os selv. Dertil sætter vi vor tro og håb. At tro er at komme til det, der er større end vi kan forstå. Selvom Jesus var et menneske med både hud og hår, arme og ben, så var det ikke altid nemt at forstå ham.
Jesus var en ugift, jødisk mand, og derfor så man i datidens meget religiøst funderede samfund ikke med milde øjne på, at han gik arbejdsløs omkring med 12 andre mænd og spredte et budskab, der gjorde oprør imod den traditionelle jødiske religion og samfundsindretning i Israel. Han sagde sin mening, og han holdt sig altid til sandheden – selvom det betød, at han fik mange fjender på halsen, og til sidst fik de lukket munden på ham med tortur og henrettelse.
Jesus var Guds gave til mennesker, og han gjorde meget for at leve op til det. Det gjorde han bl.a. ved at bryde med tidens normer, og han var ligeglad med folks fordømmende bagtaleri. Han så det som sin store mission at række sin hånd ud til dem, alle andre havde udstødt af fællesskabet. Han opsøgte dem, ingen andre ville have noget med at gøre. I hans årer strømmede en ånd, der drev ham vidt omkring, altid på udkig efter dem, han anså for at være fortabte får, og altid med tilgivelse til enhver, som havde indset sin synd og angrede sine synder; altså, enhver, der tumlede med sin samvittighed og som havde erkendt, at man i denne verden kan føle sig ganske fortabt, forfærdelig ensom og forladt, både af Gud og af mennesker. Jesus ville vise, at Guds ikke havde forladt sit skaberværk, og vise folk, at der er frihed i at tro, at Gud altid er nærværende.
For Jesus var troen ikke noget, man kunne praktisere på en bestemt dag om ugen i en bestemt bygning eller sted på jorden. For ham var troen en levende virkelighed, der var ham ligeså naturligt som at trække vejret. For ham var det hele livet værd at tilbede Gud ved bl.a. at opgive det materielle og fokusere på at give andre, hvad de manglede. Når vi derfor hører om Jesu liv, må vi undres over, at han aldrig giver folk ting og tøj og føde, men deri ligger også pointen: Vi trænger faktisk ikke til alt muligt i det ydre, men én ting, og det er i det indre: En tillid til Gud, en accept af, at det materielle ikke er alting i vores tilværelse; ja, et håb om, at det materielle, det fysiske ikke er alt, der er for os i denne verden. Nej, der er sandeligt meget mere. Store begreber, der har større betydning for os i det små.
Vi kan i kirken komme til at tale så meget om kærlighed, at ordet ligefrem mister sin betydning, for kærligheden bliver ikke betydningsfuld ved at blive talt om, men ved at blive ført ud i livet. Hvis man bare taler om det på en flot måde, men aldrig gør noget af det, man har talt så højtideligt om, så er vi de største hyklere af alle. Jesus kæmpede dag og nat imod hykleri og selvbedrag, for han ønsker, at vi er oprigtige og ærlige både i forhold til Gud, og ikke mindre i forhold til hinanden. Ærlighed kan være et skarpt sværd, for nogle gange gør det ondt at høre sandheden, men det er jo også rigtigt, at kun sandheden kan sætte os fri. Fri af vores daglige selvbedrag, fri fra fristelser om ting, vi ikke har behov for; fri til at leve i tillid. Men hvem kan leve i tillid, hvis man ikke har tilgivelse med sig? Mange er fanget i deres synder og kan ikke tilgive sig selv. Vi dummer os, og vi skal lære at tilgive. Tilgive dem, der dummer sig over for os, og dem, vi dummer os imod. Det er nemme ord, men svære handlinger. Men hvad er livet dog værd, hvis ikke vi forsøger at gøre det, det er svært? Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 753: Gud, du som lyset og dagen oplod / 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 441: Alle mine kilder / 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 410: Som tørstige hjort; --- ; 4. DDS 582: At tro er at komme; 5. DDS 476: Kornet som dør i jorden; 6. DDS 7: Herre Gud! Dit dyre navn og ære
Kvinden føler sig gennemskuet af ham, for han siger sandheden om hende, og han ser både hendes bristede håb og hendes lidelse. Selvom det kan være irriterende at høre sandheden om, hvem man er, så er der også noget befriende ved det. Først når man ved, at man tørster, går man ud efter vand, og først når man længes, begynder man at søge. Jesus vil gerne tale med kvinden for at åbne hende op, så han kan hjælpe. For han ønsker at give hende, hvad hun mangler: Ro i sindet og fred i sjælen, eller rettere: en tro på, at Gud også er hendes far, og en tillid til, at han vil tilgive hende de ting, hun knapt kan tilgive sig selv. Kvinden mærker en kærlighed fra manden, der ikke har noget at gøre med det seksuelle, men en anderledes kærlighed, der handler om velsignelse og tilgivelse i hverdagen, fordi Gud er nær hos os hver især.
Gud gemmer sig ikke i himlen, forskanser sig ikke i kirken, men er levende og nærværende til stede; ligeså nærværende som Jesus, der satte sig og tog sig tid til at tale med kvinden. Deres samtale kunne være vores, og kvindens spørgsmål kunne være vore. For også vi har en grundlæggende tørst efter retfærdighed i verden; også vi tørster efter fred med os selv og med hinanden; også vi længes efter at blive set accepteret, som vi er. Det er meget menneskeligt, at vi har det sådan, og det er meget naturligt for Jesus, at han virkeligt ser den person, han taler med, og at han kun ønsker at give os, hvad vi ikke kan give os selv. Dertil sætter vi vor tro og håb. At tro er at komme til det, der er større end vi kan forstå. Selvom Jesus var et menneske med både hud og hår, arme og ben, så var det ikke altid nemt at forstå ham.
Jesus var en ugift, jødisk mand, og derfor så man i datidens meget religiøst funderede samfund ikke med milde øjne på, at han gik arbejdsløs omkring med 12 andre mænd og spredte et budskab, der gjorde oprør imod den traditionelle jødiske religion og samfundsindretning i Israel. Han sagde sin mening, og han holdt sig altid til sandheden – selvom det betød, at han fik mange fjender på halsen, og til sidst fik de lukket munden på ham med tortur og henrettelse.
Jesus var Guds gave til mennesker, og han gjorde meget for at leve op til det. Det gjorde han bl.a. ved at bryde med tidens normer, og han var ligeglad med folks fordømmende bagtaleri. Han så det som sin store mission at række sin hånd ud til dem, alle andre havde udstødt af fællesskabet. Han opsøgte dem, ingen andre ville have noget med at gøre. I hans årer strømmede en ånd, der drev ham vidt omkring, altid på udkig efter dem, han anså for at være fortabte får, og altid med tilgivelse til enhver, som havde indset sin synd og angrede sine synder; altså, enhver, der tumlede med sin samvittighed og som havde erkendt, at man i denne verden kan føle sig ganske fortabt, forfærdelig ensom og forladt, både af Gud og af mennesker. Jesus ville vise, at Guds ikke havde forladt sit skaberværk, og vise folk, at der er frihed i at tro, at Gud altid er nærværende.
For Jesus var troen ikke noget, man kunne praktisere på en bestemt dag om ugen i en bestemt bygning eller sted på jorden. For ham var troen en levende virkelighed, der var ham ligeså naturligt som at trække vejret. For ham var det hele livet værd at tilbede Gud ved bl.a. at opgive det materielle og fokusere på at give andre, hvad de manglede. Når vi derfor hører om Jesu liv, må vi undres over, at han aldrig giver folk ting og tøj og føde, men deri ligger også pointen: Vi trænger faktisk ikke til alt muligt i det ydre, men én ting, og det er i det indre: En tillid til Gud, en accept af, at det materielle ikke er alting i vores tilværelse; ja, et håb om, at det materielle, det fysiske ikke er alt, der er for os i denne verden. Nej, der er sandeligt meget mere. Store begreber, der har større betydning for os i det små.
Vi kan i kirken komme til at tale så meget om kærlighed, at ordet ligefrem mister sin betydning, for kærligheden bliver ikke betydningsfuld ved at blive talt om, men ved at blive ført ud i livet. Hvis man bare taler om det på en flot måde, men aldrig gør noget af det, man har talt så højtideligt om, så er vi de største hyklere af alle. Jesus kæmpede dag og nat imod hykleri og selvbedrag, for han ønsker, at vi er oprigtige og ærlige både i forhold til Gud, og ikke mindre i forhold til hinanden. Ærlighed kan være et skarpt sværd, for nogle gange gør det ondt at høre sandheden, men det er jo også rigtigt, at kun sandheden kan sætte os fri. Fri af vores daglige selvbedrag, fri fra fristelser om ting, vi ikke har behov for; fri til at leve i tillid. Men hvem kan leve i tillid, hvis man ikke har tilgivelse med sig? Mange er fanget i deres synder og kan ikke tilgive sig selv. Vi dummer os, og vi skal lære at tilgive. Tilgive dem, der dummer sig over for os, og dem, vi dummer os imod. Det er nemme ord, men svære handlinger. Men hvad er livet dog værd, hvis ikke vi forsøger at gøre det, det er svært? Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 753: Gud, du som lyset og dagen oplod / 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 441: Alle mine kilder / 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 410: Som tørstige hjort; --- ; 4. DDS 582: At tro er at komme; 5. DDS 476: Kornet som dør i jorden; 6. DDS 7: Herre Gud! Dit dyre navn og ære
