Vi kan ikke styre den vilde natur, der sender os såvel lange tørkeperioder som silende regn og torden og blæst i omfang, der kan skræmme os – og Guds ske tak og lov for det. Den vilde natur kryber også ind i vore huse i form af små myrer og som ukrudt vokser den op gennem terrassens revner og iblandt køkkenhavens afgrøder. Naturens ånd – hvis man kan tale om en sådan – har sin helt egen dagsorden. Måske er Guds Ånd lidt ligesom det ukrudt, der finder vej i de mindste sprækker og endda med lethed kan skyde op af jorden på steder, hvor vi ikke kan få de flotte blomster til at gro.
Nu er vi samlet her for at fejre Anden Pinsedag, og i pinsen fejrer vi det kirkelige fællesskab. Især her få dage efter folketingsvalget er det et mirakel i hverdagen, at vi kan samles på tværs af politiske skel og grænser i et fællesskab, der ikke afhænger af, hvor man satte sit kryds men af, at Gud har sat kryds ved os. Vi samles om noget større, ja, det største af alt. Uanset hvad vi har stemt, har vi alle stemt ud fra vores samvittighed og kærlighed til modersmål og fædreland. Men når vi ser politikerne kæmpe, kan man godt blive mismodig og tænke, om de kæmper for sig selv eller for det danske samfunds fremtid. Hvad er egentligt målet for dem?
Nu er vi jo ikke samlet for at jeg skal holde en politisk tale, for selvom vi ikke er politikere og selvom vi ikke drømmer om at styre landets økonomi eller præge, hvordan andre skal leve, så har vi dog også hver især vore egne projekter for vore hverdage og daglige liv. Derfor er kristendommen så vigtig og væsentlig for os, for kristendom kan aldrig blive et politisk program, men handler altid om vores valg og vores samvittighed. Kristendom er ikke kun noget, der foregår i kirken til de tre højtider, tværtimod er kristendom selve livet.
Jeg kan godt lide at tænke på kristendommen som en plante; det begynder med én plante, måske en mælkebøtte, der sætter tusindvis af bittesmå frø, som bæres af åndens vilde, ustyrlige vind over marker og enge og lander alle mulige steder, hvor nye planter skyder op og igen sætter frø. I hvert fald er der fløjet frø af budskabet fra Jesus i Nazareth til vore områder i det høje nord. Tusindvis af kilometer over hundredevis af år er budskabet blevet båret som fine frø, der er landet i forskellige typer jord og er vokset op og har spredt sig.
Pinse er derved også en hyldesttid for det sprælske liv og det ukontrollerede tilværelse, for ånden og vinden blæser, hvorhen de vil, og ligesom vinden fører mange frø med sig, sådan fører Ånden os med sig og skubber os fra tvivl til tro og fra ufred til ro. Ja, det er Ånden, som driver os sammen til gudstjeneste, hvor vi ikke samles om et politisk program eller alle vore egne holdninger og tanker, men vi samles om et budskab af en tømrersøn fra et land langt borte. Når vi samles er det for at sætte tid af til at tænke over, hvad kristendom er for os; hvad får vi ud af at tro? Hvad får vi ud af at håbe på, at Bibelens budskab og ord er sandt? Hvad får vi ud af at høre, at det er kærlighed, vi skal gøre?
I vores nutidige samfund har hverken kirken eller præsten en automatisk autoritet, for alt er i spil, fordi alle har frihed til at tænke, tro, gøre og handle som man vil. Vi tror ikke på Gud, bare fordi vi har en folkekirke; vi håber ikke på opstandelse og livets forvandling bare fordi præster i sorte klæder prædiker op ad stolper og ned ad vægge om det. Nej, troens greb i vore liv handler om vores samvittighed. Det er op til os selv at lytte, tænke, forstå og bevare dette glædelige budskab, så vi får et fast fundament at leve vores liv på. Når først vi ved, hvad vi står på, så kan vi flyve derud i tilværelsen og tage vores eksistens på os og være et medmenneske for mange. Pinse er at blive blæst af sted med Guds medvind.
Helligånden kan man ikke se, og derfor har vi duen som symbol på Ånden fra Gud. Når duen flyver over os, så danner den et kors med sit hoved, sine vinger og sin krop og hale – og så kan vi jo engang imellem kigge op på duerne og se, at korsets tegn følger os. I dag har vi en hel række af forskellige farver af pinseduer, for pinsen er også mangfoldighedens fest. Tro og håb og ikke mindst kærlighed kommer i mange farver og former og sådan må det være, for livet er ikke kun sort/hvid. Vi er ude i det grønne, og himlen er blå (på den anden side af skyerne grå). Naturen og vores verden er i sig selv en hyldest til Guds underfulde malerkunst og skaberkraft. Vi hylder også vores fællesskab, som er født for her i livet af være, og her i samfundet at bære håbets kærlighed og kærlighedens håb vidt omkring som frø i Guds have. Glædelig pinse. Amen.
Anden Pinsedag, mandag den 10. juni kl. 14 i Vilslev præstegårdshave. 290 I al sin glans - 15 Op al den ting - 726 Gak ud min sjæl - 725 Det dufter lysegrønt
MEDDELELSER
På onsdag den 12. juni kl. 10 holder vi Kirke for de små i Vilslev – det er en kort børnegudstjeneste for dagplejebørn og børnehavebørn, og alle er velkomne.
Fra fredag den 14. juni til søndag den 16. juni drager jeg på tur til København med 21 af de 27 unge, som blev konfirmeret sidste år. Jeg håber, de kommer hjem med mange gode opleveler i bagagen og en større forståelse for mange ting i vores danske samfund.
Søndag den 16. juni afløses jeg derfor af Katrine Gaub, som holder gudstjeneste i Jernved kl. 9.30 og i Hunderup kl. 11. Hun vikarierer desuden for mig, når jeg den næste stykke tid holder fri og ferie.
Efter gudstjenesten skal vi hygge med kaffe og kage, og min kone har bagt tro, håb og kærlighed i form af kage! Som alle er velkomne til at smage.