Sideløbende med den kalender, vi skriver i mht. arbejdstider og fødselsdage, har kirken sin egen kalender og egne fester. Kalenderen begynder Første Søndag i Advent og slutter i dag, Sidste Søndag i Kirkeåret. Ligesom vore egne helt almindelige liv, så er også kirkens helt almindelige liv fyldt med både store, glædelige begivenheder og triste begivenheder. Desuden danner kirken rammer om mange menneskers glade og triste stunder – når kalenderår og kirkeår falder i hak på mangfoldige måde. | Klik og læs Bibel-teksterne til Sidste søndag i kirkeåret. 1. DDS 732: Dybt hælder året i sin gang 2. DDS 778: Fred hviler over land og by 3. DDS 360: Arbejd til natten kommer --- 4. DDS 638: O, kommer hid dog til Guds søn 5. DDS 192, v. 7: Hil dig frelser og forsoner 6. DDS 431: Herre Kristus, dig til ære |
På denne dag, kirkens sidste dag, ja, kirkens sidste arbejdsdag i dette år, kan man gøre status, og se tilbage på året, der er gået. Vi kunne opstille tal og beregninger for udgifter og indtægter, for døbte, viede og begravede. Vi kunne også uddele spørgeskemaer til alle jer, der på forskellige måder har gjort brug af kirkens rum og forkyndelse for at høre, om I er tilfredse med kirken, præsten, personalet, menighedsrådet med videre. Og så kunne vi holde evalueringsmøder og snakke os selv halvt ihjel i bureaukrati og papirnusseri. Men kirkens liv, evangeliets vækst og menneskers tro og tvivl kan ikke måles og vejes – og hvis man forsøger, bliver tallene vigtigere end de mennesker, der går til gudstjeneste enten sjældent eller tit.
At gøre status for sin brug af kirkebygningen er kun forbeholdt de konfirmander, der skal gå til gudstjeneste 10 gange i løbet af konfirmandforløbet. Personalet står altså ikke og tæller ved døren, og skriver i en hemmelig lille sort bog om, hvorvidt I mon nu er kommet tit eller sjældent her i kirken. Tværtimod. Så længe vi kan, slås kirkedørene utrætteligt op søndag efter søndag, det er så sikkert som amen i kirken. Ja, vi fråser jo nærmest med gudstjenester, fordi alle selvfølgelig skal have mulighed for at høre det glædelige budskab, der på trods af alverdens mange krige, sygdomme, modgang og meget mere har lydt for manges øre igennem 2.000 år. Og eftersom kirkebygningerne stadig står, og folk stadig går til kirke og gudstjeneste, så er budskabet nok slet ikke så ringe endda.
Kirken har altså sin egen kalender, ligesom også naturen følger en fast rytme, selvom den nogle gange kan synes at være kommet ud af takt. Naturen og kirken og årets gang danner rammer om de liv, vi hver især lever på godt og ondt. Det er jo ikke sådan, at vi kun forelsker os om foråret eller kun føre krig om sommeren. Nej, vort liv bryder enhver kalender om det så er kirkens eller naturens eller den, vi har hængende hjemme i køkkenet.
Nogle gange, når vi når til det sidste, så begynder vi forfra igen. De sidste efterårsdage varsler om den kommende vinter, ligesom vinterens sidste dage varsler om forårets komme. Når vi på disse måder når til ”det sidste”, så betyder det, at der ligger noget nyt i det kommende: godt nok ved vi, at årets hjul drejer rundt og vi igen møder det, vi så mange gange før har oplevet – men altid på nye måder, fordi vi selv er blevet forandret i tiden mellem de somre, vi har festet i eller de påskedage, vi har dvælet ved. Såvel kirkens som naturens kalender har indflydelse på vore liv. I de varme dage med megen sollys og hvor alting vokser i haven og vi får solens glød i vore hjerter, så er det nemt at arbejde længe og meget eller at glæde sig ved venners selskab i de lyse nætter. Men når vinterens mørke sænker sig tidligt på dagen, kan lysten til at arbejde og være glad til stede i verden også miste sin glans. Derfor ligger julen som en strålende stjerne midt i vinterens mørke. Julen inviterer os ud af de huler, vi bygger derhjemme for at holde varmen og humøret højt i protest mod den påtrængende kulde og mørke. Julen inviterer os til fest med hinanden. Men den tid, den glæde.
I dag står vi ved det sidste. Den sidste dag i dette kirkeår. Det er tid til at hvile, som var det den sidste arbejdsdag. Og vi må gerne hvile os, for her i kirken skal vi ikke opfylde kvoter eller tage hensyn til en mængde ordre, der skal køres igennem inden fyraften. Vores fyraften er indtrådt, og i gudstjenestens stille time kan vi ikke gøre andet end blot at sidde her og være til stede. Der er nemlig en tid til at arbejde og en tid til hvile. Nogle kan hvile på laurbærrene og andre kan kun finde en urolig hvile, fordi man føler, ens arbejde endnu ikke er fuldført. Men her på den sidste dag, kan man ikke nå mere. Vi har nået deadline, og det er for sent at ville ændre noget. Men hver dag har vi arbejdet til natten er kommet, og arbejde skal vi igen i dagene, der kommer. For imens dagens lys endnu er at finde i vort liv, giver tiden os stadig mulighed for at leve, elske og være til som mennesker. Engang ophører vi med at leve, og selv tiden vil engang gå i stå. Alt, hvad der har en begyndelse, har en ende. Skulle vi stå alene med vores liv og eksistens, ville al ansvar for de gode og dårlige ting ligge på vore skuldre. Og det ville hurtigt blive en meget tung byrde.
Derfor hører vi i dag nærmest som Jesu sidste ord til os i denne omgang, at han kalder os til hvile. Han ved godt, dagligdagen kan være bøvlet og fyldt med forskellige udfordringer med de nære og kære, som vi lever iblandt. Han ved også, at det med troen og tvivlen og de store spørgsmål i livet kan tage megen energi, og at de til tider giver mod og til andre tide gør os modløse. Livets gang er som bølgegang; nogle gange er det stormvejr, andre gange er livets hav så blikstille, at man næsten tror, man kan gå på vandet.
På forskellige måder og i forskellige hastigheder bygger vi hver især vore liv; i kirken får vi et fast fundament i Guds løfter ved døbefonten, hvor Han lover at være med os alle dage indtil verdens ende. Det er løfter om Guds nærvær og kærlighed til os hver især, som vi får lov at bygge på. Det giver også en stor frihed til at bygge som man nu engang bedst kan; Gud elsker os, og Han ønsker blot at se, hvad vi formår at bygge op her på jorden til glæde og gavn for hinanden. Og når vi har arbejdet indtil natten er kommet, og vi er udslidte og trætte efter hvad der kan føles som en livslang arbejdsdag, kalder han os ind til sin hvile.
At hvile sig betyder desuden, at man engang igen skal genoptage arbejdet. Når vi går på weekend er det jo ikke sådan, at vi aldrig mere vender tilbage til arbejdet, men weekenden er det tiltrængte hvil fra ugens mange arbejdstimer. Årets kalender har faste weekender, og kirkeårets kalender har faste helligdage og hviledage. Allerede i De Ti Bud lød det, at man skal holde hviledagen hellig, dvs. at man skal slippe sit arbejde og på dén dag slappe af. Og det er altså ikke for Guds skyld, men for vor egen skyld; uden hvile, intet virke. Det er umenneskeligt at arbejde hele tiden uden hvilepauser, og Gud viser sin menneskelighed ved ligefrem også at kalde os til at hvile. Det kan på sin vis være provokerende nok, fordi det moderne samfund påbyder os, at vi hele tiden skal arbejde for at holde samfundets hjul i gang. Men de hjul, der kører hurtigere og hurtigere risikerer også at køre mennesker ned.
Så kirkeårets sidste ord fra Jesu mund lyder altså både til den jævne arbejdsmand og til arbejdsgiveren højt på strå: Indstil arbejdet, og find hvile ved at huske på de ord, der lød ved dåben. Menneskelivet tilhører ikke os, vi ejer det ikke og kan ikke bytte det til noget andet; men vi skal leve, som vi kan, og hvile os så vi kan tage fat på arbejdet igen, når kalenderen siger ”mandag” og kirkeåret næste søndag begynder forfra med Første Søndag i Advent, der peger frem mod tiden med Jesusbarnets fødsel i stalden i Betlehem. Vi kender fortællingerne, men hver gang de lyder igen og igen, lyder de gamle ord alligevel på en ny måde; på samme måde som solopgangen hver morgen er ny, selvom solen er stået op lige siden tidernes morgen. Amen.