De seneste par uger har jeg sammen med konfirmanderne arbejdet med døden som tema. Vi har været rundt på kirkegården at se på gravsten. Vi har haft besøg af en bedemand, der fortalte om sit arbejde. Vi har læst i Bibelen og snakket om, hvad døden er i kristen og kirkelig sammenhæng. For døden er en kendsgerning, som vi ikke skal fortrænge, men må forholde os til; den er en omstændighed i vores daglige liv og virkelighed, vi simpelthen ikke kan komme uden om. Det skal vi såmænd heller ikke, for det glædelige budskab, som kirke og kristendom bygger på, handler jo netop om, at ligesom Jesus døde og opstod, sådan er det stillet os i udsigt, både at vi skal dø, men så sandelig også at vi skal opstå. Vi har fået det gratis, fordi Gud elsker os. Tilgivelsen er rakt os, nåden er skænket os i dåbens ord til liv her på jord.
Vi er samlet her i dag for at mindes dem, der siden sidste Allehelgen (d. 6. november 2016) er døde fra os. Selvom vi ved deres kiste har deltaget i en højtidelig ceremoni i kirken, kan savnet stadig føles stort, og sorgen kan stadig vælde op voldsomt og uventet. Følelserne bunder i stærke minder om dengang, da de endnu var iblandt os, dem, der nu ikke er her mere. Minderne er ikke sådan at styre; pludseligt kan de dukke op, når man står midt i noget helt andet. Noget vi hører, ser, smager eller dufter kan pludseligt bringe den døde helt frem for os – ganske nærværende og tydeligt. Men i næste sekund er mindet forbi, for vi ved jo godt med vores forstand, at døden er definitiv, og at der ingen vej er tilbage til livets land for den, der er gået bort. Men følelserne af savn og længsel opfører sig sjældent fornuftigt og rationelt. Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, og som ikke kan finde hvile. Kærligheden lader sig nemlig ikke standse ved gravens kant, men rækker langt ud over vor kæres død og bortgang, og er derfor stadig i stærk bevægelse; det skaber uro og ufred hos efterladte, så derfor forkyndes her i kirken, at vi må hvile i Ordet om, at vi end ikke i den trøstesløse sorg er overladt til os selv.
Vi har ved afskeden overgivet vore kæres liv og sjæl i Skaberens hænder med håb om en glædelig opstandelse på den yderste dag. Vi beder Gud tage sig af vores sorg, så vi igen og igen kan gå ud i de gamle sammenhænge på en ny måde. Vi er her endnu, og vores ansvar er at forholde os til den dagligdag, der stadig skal fungere, selvom vi kan have mistet så meget, at også hverdagen og tilværelsen har mistet sin betydning. Vi kan endda blive i tvivl om, hvorvidt vi må glæde os og le? Eller er det forbudt at feste og more sig, når man har mistet? Nej, livet er for de levende, og det må leves videre netop til ære for den, der ikke kan leve med. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes, sagde Jesus.
Omkring os står velmenende personer med velmenende ord, men sorgen kan rejse sig som en tårnhøj fæstning omkring os, så vi slet ikke kan høre eller se eller mærke den omsorg, andre står parate til at give os af barmhjertighed. Det er nemt at føle sig alene med sorgen, for hvem kan egentlig forstå, hvad vi mistede, da en af vore kære døde? Følelserne er vore, og i tankerne kan vi miste os selv. Netop når vi føler os allermest forladte, allermest overladte til os selv og vores egen skæbne, egen sorg og hjertens smerte, så skal det siges højt og tydeligt og gang på gang til os, at vi aldrig i evighed står alene.
Når døden har været tæt på, bliver vi mindet om, at hver dag vi får er en ny betroelse og en stor gave. Vi må tage sorgen til hjertet og altså ikke forsøge at komme over den, for savnet forsvinder ikke, og sorgen er ikke en smitsom sygdom. Tværtimod må vi besinde os på, hvem vi er. Vi må huske på vores personlige historie, som vi står i hver især: at vi er skabt i Guds billede, at vi er født af vores mor, døbt til opstandelse og evigt liv, at vi er sat ind i en bestemt sammenhæng med hinanden; med forældre, børn, søskende, naboer, kollegaer, venner. Iblandt dem er der nogle, som har mistet og som alligevel formår at finde en ny glæde og fred; for de har lært at tage sorgen med ud i livet og ind i andre sammenhænge og fællesskaber. En glæde, der deles, vokser i styrke, og en sorg, der deles, halveres i smerte. Vi bæres i dåbskjolen, og vi bæres i kisten; hvis vi engang imellem skal bæres i livet, selvom vi er i hverdagstøjet, så er det kun helt på sin plads, for vores skæbne kan være for tung at bære alene. Vi er hver især en unik del og et enestående stykke af det skaberværk, som udfolder sig i vores daglige tilværelse. Vi ved godt, at vi en dag skal dø, men alligevel kan det skræmme os, at vi er dødelige, og at vi ikke selv bestemmer over vores liv. Tværtimod må vi finde os i at være underlagt nogle vilkår, som vi ikke kan gennemskue og få afklaring på; men samtidigt er vi dog alle i samme båd. Det binder os sammen på tværs af alle mulige forskelle, at vi en dag skal samme vej: fra vugge til død og til opstandelse i vort kød.
Undervejs på livets vandring beriges vi af Guds gaver og andres selskab med kærligheden som det største mirakel; tænk, at nogen faktisk vil dele deres liv og lykke med os. Men enhver, der elsker vil også en dag opleve stor smerte, når døden som en ubuden gæst bryder ind i vores tilværelse, stjæler fra os og gør os fattige. Den, der elsker meget, sørger meget. Sorgen er en fattigdom; den er som et hul i tilværelsen, hvor meget af vores livslyst og energi flyder ud; for den, der før fyldte sin plads ud hos os, er blevet revet ud af vores sammenhæng – og vi har mistet en stor berigelse. Savnet viser sig tydeligt, når vi nærmer os de dage og højtider, hvor vi især satte pris på denne enes tilstedeværelse. Jo større berigelse man følte, desto større mærkes fattigdommen i hjerte, ånd og sind. Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres, sagde Jesus.
Det er ind i dette savn og denne fattigdom, at Jesus dengang som i dag taler sine nådige ord. Salige er dem, der lider under afsavn og som mangler noget væsentligt, siger han, og peger på, at det jo netop er den, der mangler, som kan få. Hvad skal man dog give den, der har alt? Nej, kun den, der indser sin fattigdom, kan blive beriget. Jesus talte ikke så meget om den himmelske berigelse ved evigt liv i Paradis, men pegede særligt på det jordiske: Vi har magt og myndighed til faktisk at berige hinanden. Se, nogle lider afsavn, mens andre har overskud til at lindre savnet. Hvad nogle er fattige på, har andre i overflod. Det handler ikke om penge, for de kan ikke afhjælpe nogen savn eller sorg. Det er en helt anden rigdom Jesus peger på: At vi som mennesker under Guds nåde har fået meget, som vi kan give videre. I alt det nådesløse, hører vi om en større nåde, end vi til tider viser os selv. Nogle gange kan vi bilde os ind at være afklaret med døden, men mon ikke det er en af de små løgne, vi fortæller os selv for at vi kan holde til livet?
Livet med sorg og savn er ikke altid til at holde ud. Vi er ikke altid afklaret med, at vi selv en dag skal dø fra dem, vi holder af. Derfor samles vi i kirken, for her er rammer, der skaber et rum, der rummer os; såvel når vi tror, som når vi tvivler. Herinde beder vi til Gud: hold vor tro i live, så vi ikke går tabt for dig, hold vor kærlighed i live, så vi ikke går tabt for hinanden i vores sorg, men lever, så godt vi forstår det, indtil du samler os hos dig under den nye himmel og den nye jord, genskabte ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.
Dagens bibeltekster
Salmer: 1. DDS 732: Dybt hælder året; 2. DDS 954: Ser ud over landet; 3. DDS 571: Den store hvide flok; --- ; 4. DDS 552: Nu har du taget fra os; 5. DDS 476: Kornet som dør i jorden; 6. DDS 787: Du som har tændt millioner af stjerner
MEDDELELSER
1) På søndag (d. 12. november) er der gudstjeneste kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Hunderup kirke ved sognepræst Kevin Asmussen.
2) Tak til kirkekor. Kirkekoret sang til præludium en norsk folkemelodi over første vers af Den store hvide flok
Morgengudstjenester med konfirmander
kl. 8 tirsdag i Hunderup
kl. 8 torsdag i Vilslev
3) Hunderup: Kirkekaffe
4) Indsamling.
Hunderup Fra høst til juleaften samler vi ind til Børnesagens Fællesråd, der arbejder på at forbedre udsatte danske børns rettigheder og vilkår, f.eks. ved at give dem en bedre jul. Vi takker for ethvert bidrag.
Vilslev. I perioden mellem høst og nytår samler vi ind til Bibelselskabet, der arbejder med at udgive bibler og materiale om bibelen til flygtninge, hospitaler og andre steder, hvor der er efterspørgsel. Vi takker for ethvert bidrag.
Navne.
Menigheden står – kirkesangeren tænder et lys for hvert navn. Når der er altergang (alle er velkomne), må I meget gerne gå op til døbefonten og tænde et lys.
… Lad os med apostlen tilønske hinanden
Vi er samlet her i dag for at mindes dem, der siden sidste Allehelgen (d. 6. november 2016) er døde fra os. Selvom vi ved deres kiste har deltaget i en højtidelig ceremoni i kirken, kan savnet stadig føles stort, og sorgen kan stadig vælde op voldsomt og uventet. Følelserne bunder i stærke minder om dengang, da de endnu var iblandt os, dem, der nu ikke er her mere. Minderne er ikke sådan at styre; pludseligt kan de dukke op, når man står midt i noget helt andet. Noget vi hører, ser, smager eller dufter kan pludseligt bringe den døde helt frem for os – ganske nærværende og tydeligt. Men i næste sekund er mindet forbi, for vi ved jo godt med vores forstand, at døden er definitiv, og at der ingen vej er tilbage til livets land for den, der er gået bort. Men følelserne af savn og længsel opfører sig sjældent fornuftigt og rationelt. Sorg er kærlighed, der er blevet hjemløs, og som ikke kan finde hvile. Kærligheden lader sig nemlig ikke standse ved gravens kant, men rækker langt ud over vor kæres død og bortgang, og er derfor stadig i stærk bevægelse; det skaber uro og ufred hos efterladte, så derfor forkyndes her i kirken, at vi må hvile i Ordet om, at vi end ikke i den trøstesløse sorg er overladt til os selv.
Vi har ved afskeden overgivet vore kæres liv og sjæl i Skaberens hænder med håb om en glædelig opstandelse på den yderste dag. Vi beder Gud tage sig af vores sorg, så vi igen og igen kan gå ud i de gamle sammenhænge på en ny måde. Vi er her endnu, og vores ansvar er at forholde os til den dagligdag, der stadig skal fungere, selvom vi kan have mistet så meget, at også hverdagen og tilværelsen har mistet sin betydning. Vi kan endda blive i tvivl om, hvorvidt vi må glæde os og le? Eller er det forbudt at feste og more sig, når man har mistet? Nej, livet er for de levende, og det må leves videre netop til ære for den, der ikke kan leve med. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes, sagde Jesus.
Omkring os står velmenende personer med velmenende ord, men sorgen kan rejse sig som en tårnhøj fæstning omkring os, så vi slet ikke kan høre eller se eller mærke den omsorg, andre står parate til at give os af barmhjertighed. Det er nemt at føle sig alene med sorgen, for hvem kan egentlig forstå, hvad vi mistede, da en af vore kære døde? Følelserne er vore, og i tankerne kan vi miste os selv. Netop når vi føler os allermest forladte, allermest overladte til os selv og vores egen skæbne, egen sorg og hjertens smerte, så skal det siges højt og tydeligt og gang på gang til os, at vi aldrig i evighed står alene.
Når døden har været tæt på, bliver vi mindet om, at hver dag vi får er en ny betroelse og en stor gave. Vi må tage sorgen til hjertet og altså ikke forsøge at komme over den, for savnet forsvinder ikke, og sorgen er ikke en smitsom sygdom. Tværtimod må vi besinde os på, hvem vi er. Vi må huske på vores personlige historie, som vi står i hver især: at vi er skabt i Guds billede, at vi er født af vores mor, døbt til opstandelse og evigt liv, at vi er sat ind i en bestemt sammenhæng med hinanden; med forældre, børn, søskende, naboer, kollegaer, venner. Iblandt dem er der nogle, som har mistet og som alligevel formår at finde en ny glæde og fred; for de har lært at tage sorgen med ud i livet og ind i andre sammenhænge og fællesskaber. En glæde, der deles, vokser i styrke, og en sorg, der deles, halveres i smerte. Vi bæres i dåbskjolen, og vi bæres i kisten; hvis vi engang imellem skal bæres i livet, selvom vi er i hverdagstøjet, så er det kun helt på sin plads, for vores skæbne kan være for tung at bære alene. Vi er hver især en unik del og et enestående stykke af det skaberværk, som udfolder sig i vores daglige tilværelse. Vi ved godt, at vi en dag skal dø, men alligevel kan det skræmme os, at vi er dødelige, og at vi ikke selv bestemmer over vores liv. Tværtimod må vi finde os i at være underlagt nogle vilkår, som vi ikke kan gennemskue og få afklaring på; men samtidigt er vi dog alle i samme båd. Det binder os sammen på tværs af alle mulige forskelle, at vi en dag skal samme vej: fra vugge til død og til opstandelse i vort kød.
Undervejs på livets vandring beriges vi af Guds gaver og andres selskab med kærligheden som det største mirakel; tænk, at nogen faktisk vil dele deres liv og lykke med os. Men enhver, der elsker vil også en dag opleve stor smerte, når døden som en ubuden gæst bryder ind i vores tilværelse, stjæler fra os og gør os fattige. Den, der elsker meget, sørger meget. Sorgen er en fattigdom; den er som et hul i tilværelsen, hvor meget af vores livslyst og energi flyder ud; for den, der før fyldte sin plads ud hos os, er blevet revet ud af vores sammenhæng – og vi har mistet en stor berigelse. Savnet viser sig tydeligt, når vi nærmer os de dage og højtider, hvor vi især satte pris på denne enes tilstedeværelse. Jo større berigelse man følte, desto større mærkes fattigdommen i hjerte, ånd og sind. Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres, sagde Jesus.
Det er ind i dette savn og denne fattigdom, at Jesus dengang som i dag taler sine nådige ord. Salige er dem, der lider under afsavn og som mangler noget væsentligt, siger han, og peger på, at det jo netop er den, der mangler, som kan få. Hvad skal man dog give den, der har alt? Nej, kun den, der indser sin fattigdom, kan blive beriget. Jesus talte ikke så meget om den himmelske berigelse ved evigt liv i Paradis, men pegede særligt på det jordiske: Vi har magt og myndighed til faktisk at berige hinanden. Se, nogle lider afsavn, mens andre har overskud til at lindre savnet. Hvad nogle er fattige på, har andre i overflod. Det handler ikke om penge, for de kan ikke afhjælpe nogen savn eller sorg. Det er en helt anden rigdom Jesus peger på: At vi som mennesker under Guds nåde har fået meget, som vi kan give videre. I alt det nådesløse, hører vi om en større nåde, end vi til tider viser os selv. Nogle gange kan vi bilde os ind at være afklaret med døden, men mon ikke det er en af de små løgne, vi fortæller os selv for at vi kan holde til livet?
Livet med sorg og savn er ikke altid til at holde ud. Vi er ikke altid afklaret med, at vi selv en dag skal dø fra dem, vi holder af. Derfor samles vi i kirken, for her er rammer, der skaber et rum, der rummer os; såvel når vi tror, som når vi tvivler. Herinde beder vi til Gud: hold vor tro i live, så vi ikke går tabt for dig, hold vor kærlighed i live, så vi ikke går tabt for hinanden i vores sorg, men lever, så godt vi forstår det, indtil du samler os hos dig under den nye himmel og den nye jord, genskabte ved Jesus Kristus, vor Herre. Amen.
Dagens bibeltekster
Salmer: 1. DDS 732: Dybt hælder året; 2. DDS 954: Ser ud over landet; 3. DDS 571: Den store hvide flok; --- ; 4. DDS 552: Nu har du taget fra os; 5. DDS 476: Kornet som dør i jorden; 6. DDS 787: Du som har tændt millioner af stjerner
MEDDELELSER
1) På søndag (d. 12. november) er der gudstjeneste kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Hunderup kirke ved sognepræst Kevin Asmussen.
2) Tak til kirkekor. Kirkekoret sang til præludium en norsk folkemelodi over første vers af Den store hvide flok
Morgengudstjenester med konfirmander
kl. 8 tirsdag i Hunderup
kl. 8 torsdag i Vilslev
3) Hunderup: Kirkekaffe
4) Indsamling.
Hunderup Fra høst til juleaften samler vi ind til Børnesagens Fællesråd, der arbejder på at forbedre udsatte danske børns rettigheder og vilkår, f.eks. ved at give dem en bedre jul. Vi takker for ethvert bidrag.
Vilslev. I perioden mellem høst og nytår samler vi ind til Bibelselskabet, der arbejder med at udgive bibler og materiale om bibelen til flygtninge, hospitaler og andre steder, hvor der er efterspørgsel. Vi takker for ethvert bidrag.
Navne.
Menigheden står – kirkesangeren tænder et lys for hvert navn. Når der er altergang (alle er velkomne), må I meget gerne gå op til døbefonten og tænde et lys.
… Lad os med apostlen tilønske hinanden
