Bjergprædikenen. Illustration af Gustave Doré, ca. 1866. Kilde: Wikimedia Commons.
Søndag d. 7. november 2021 kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup, Allehelgensdag (I).
(Koret mødes til opvarmning kl. 8.45 i Vilslev)
Præludium: Stille hjerte sol går ned - Kirkekoret
1. salme 732 Dybt hælder året
2. salme 518 På Guds nåde
3. salme 571 Den store hvide flok
prædiken
Navneoplæsning + lystænding
orgelsolo: Lascia ch’io pianga - Händel
4. salme 321 O kristelighed
Altergangssalme: 476 Kornet som dør i jorden
udgangssalme 786 Nu går solen sin vej
Postludium: Mørk er november - Kirkekoret
Efter gudstjenesten i Vilslev er der kirkekaffe.
Indledning til GT-læsningen
Esajas var en stor profet i det gamle Israel. Som profet fortalte Gud ham, hvad han skulle sige videre til indbyggerne i landet. I det afsnit, jeg i dag skal læse, hører vi, hvordan paradiset skal være; et land med et evigt lys uden død eller sorg men et skønt sted med frelse og lovsang.
Indledning til NT-læsningen
Johannes’ Åbenbaring er den sidste bog i Bibelen og rummer forudsigelser om, hvad der skal ske ved de sidste tider, inden Jesus kommer igen; derfor er den også svær at forholde sig til. I det afsnit, jeg skal læse for jer, hører vi om 144.000 udvalgte, og det er 12.000 fra hver af de 12 stammer, som Israels befolkning oprindeligt bestod af. Det betyder ikke, de er de eneste, som kommer i himmelen, men de skal være Guds tjenere for at få endnu flere fra hele jorden med i paradis.
PRÆDIKEN
Da jeg i 2020 ikke havde mulighed for at prædike til Allehelgen, vil jeg i dag gribe tilbage til 2019. For mig var 2019 er umådeligt hårdt år. Først døde min mor i januar efter længere tids sygdom og indlæggelse; ingen i min familie havde forstået alvoren af indlæggelsen, for nok var hendes tilstand ”kritisk”, som de sagde, men hun kæmpede jo, og nogle dage så det bedre ud. Jeg tog ind på hospitalet for at besøge hende en dag, og mødte en sygeplejerske der uden omsvøb sagde, at min mor ikke vil leve dagen ud. I april døde min far pludseligt af hjertestop, hvor redningsfolkenes førstehjælp var forgæves, og i november døde så min mors mand efter kort tids sygdom og indlæggelse af en sygdom, vi ikke kendte til. Det år blev jeg mindst tre gange kastet ud i personlige omvæltninger, for det gør døden ved os; kaster os ud i kriser, hvor vi ikke kan bunde.
Hvert dødsfald er noget særligt, for det føles forskelligt alt efter, hvem man mister. Det år tænkte jeg mange tanker om døden, og jeg nåede frem til, at døden ikke er en stor og mægtig hersker over menneskelivet; tværtimod synes døden ofte at være en lille gnalling, som hugger hårdest til der, hvor det gør allermest ondt, altså ligesom en mobber eller en svag modstander, der bruger beskidte tricks og kneb for at få os ned med nakken. Døden er ikke en værdig modstander; den er en fjende af liv og glæde, og den er på ingen måde en gentleman. Dødsfaldene var hårde slag imod min livsglæde, men jeg græd ud hos min kone og gik til gudstjeneste for simpelthen at blive sat ind i livet igen og mærke, at der endnu var et urokkeligt fundament under tilværelsen. Det værste ved dødsfaldene var på en måde, at alle andre omkring én bare levede videre som om, de ikke kunne fatte, at et kært og afholdt menneskes liv var gået i stå. Alle de fremmede omkring mig gik jo bare omkring, som om intet var hændt. Og det var der jo sådan set heller ikke for dem.
Det var hårdt at bære, men det var vigtigt at lære at være på den side at sorgen, hvor så mange har været før mig. Som præst går jeg ved begravelsessamtaler ind i et sårbart rum, når vi taler om sorg og tab af andre, og det er en stor tillid at vise mig, at jeg får lov at være med helt derinde. Der sker dog noget med én, når man selv mister sine nære og kære. Det er en erfaring, man ikke kan forberede sig på, og som man ikke kan læse sig til; det må man mærke på egen krop og tro, og man må gennemleve lidelsen over at miste, og man må selv føle smerten over at skulle sige farvel, selvom man ville give sin højre arm for bare et sidste knus, en sidste hilsen med den, man igennem sit liv har holdt så meget af. Sorgen rammer os, når vi mister, men ethvert tab er forskelligt og enhver sorg er personlig. Her små 2 år efter det voldsomme år lever jeg med savnet i hjertet, men også med glæde over gode minder trods sorgens smerte.
Nu er vi samlet her i kirken i dag til Allehelgensgudstjeneste, hvor vi i fællesskab mindes de døde og endnu engang tænker på dem, vi savner. Dem, der engang var så levende en del af vores liv og tilværelse, men som nu kun kan leve med som minder, tanker og følelser som nogle, der engang var. Nok er de gået bort, men helt væk er de ikke, så længe de lever med i de fortællinger vi har om det liv, de levede med i og var en del af. Deres billeder finder vi i fotoalbums, og deres navne står på papirerne rundt omkring; ja, deres navne står mejslet i gravsten og viser enhver forbipasserende, at her ligger én, som engang var. Ethvert menneske er til i livet på sin egen måde, så vidt forskellige som vi er, så vidt forskellige var de døde også. Døden er dog ens for os alle på den måde, at den er et lukket rum med en dør, der ligner et kistelåg, men er urokkelig som en klippesten og umuligt at åbne fra denne side. Vi kan ikke sparke døren ind til dødsriget for at hente vore kære ud, hvor end vi gerne ville. Ved døden når vi fuldstændig grænsen for vores egen formåen; så længe, der er liv, er der håb om forandring, men når livet er væk, synes al håb ude. Når døden hugger til imod vore nære og kære, så rystes vi og søger efter trøst og svar. Jeg er sikker på, at der igennem tiden er blevet bedt meget mere og langt mere inderligt på sygehuse, hospitaler og hospice end i mange af landets kirker. Det er ikke rart at møde sin grænse og opleve sin afmagt, og derfor rækker vi ud mod andre og forhåbentligt også ud mod Gud. Det er også derfor vi samles i kirken, når livets kriser kradser ridser i vores ellers velpolerede selvbillede. For at sætte vores liv mærket af sorgens mørke ind under Guds himmellys.
Hvem er egentlig Gud? Han er ikke alt muligt oppe eller nede, men han er kærlighed. Han er den Gud, som sendte sin søn Jesus til os for at alle på jorden skulle glæde sig over ham. Gud tændte et julelys i mørket, og Jesus trådte frem som al himlens kærlighed, der endelig skinnede på jorden til menneskers velbehag. Eller rettere: Mishag, for det gik jo ikke. Nok var de fattige, fremmede, syge, døende og udstødte glade for Jesus, for i ham så de lys af håb og glæde. Men mørkemænd med magt og penge pustede Livslyset ud, som ellers var tændt af Gud. Mørket vandt og livet svandt, al glæde, tro og håb forsvandt. Sådan gik det mod Langfredags nat, men Guds kærlighed er ikke en skrøbelig skat. Da morgensolen den tredje dag atter rejste sig som en ildkæmpe af havet, lød der nye toner over verden, for nu trådte Gud i karakter som ham, der ikke forsvinder i mørket; tværtimod. Endnu engang tændtes et lys, denne gang i gravmørkets inderste, og Jesus fik liv i legemet og ånde i lungerne. Gravstenen blev skubbet væk indefra, så verden bævede med frygt og megen angst; naturlovene bukkede i støvet for Skaberen. Endelig var det sket: Jesus havde vundet over synd og død og Djævel, opstået var han fra de døde; Han, som nu ikke længere skulle holdes indespærret i dødsrigets mørke kamre. Nu havde livets lys skinnet både i himlen og på jorden og under jorden, og en ny tid blev varslet for menneskeheden. Det er ikke længere solen og månen og stjernerne, der lyser for os, men Gud selv igennem Jesus.
Derfor kan vi se frem mod enden på tiden og begyndelsen på evigheden med tryghed, fordi Jesus gjorde det, intet menneske kan gøre. Der kommer en dag, da der ikke kommer flere dage, og den dag vil vi være i et tempel, hvor der hverken er død eller sygdom, sorg, savn eller smerte, men hvor alt er oplyst af alt det, Gud er, og som vi hverken kan rumme eller fatte. Indtil da skal vi være mennesker her på jord, hvor vi jo lever, bor og tror. Hernede i sorgens og glædens bakkede dale, der går både op i dejlige, lykkelige timer og ned i grådkvalte, angstfulde stunder. Her på det jævne skal vi vandre mellem hinanden, og vi ved, at vi skal elske – for hvad andet kan være vigtigere? Og den, der elsker, vil sørge meget, når døden hugger til pludseligt og ubarmhjertigt. Men netop kun ved at elske ser vi, at livet dog er livet værd. Salige er vi, som sørger, for vi skal trøstes. Det er ikke tiden i sig selv, der lindrer sorgen, men andres hjertevarme omsorg og støtte, og så at vide, at vi ikke står alene med at lide. Jesus led også, og kender til vores sorg. Han er lydhør, og når vi samles til gudstjeneste for at være sammen, så finder vi også ro i tro på, at hvad vi ikke kan, tager Gud sig af. Derfor skal sorgen ikke få så meget plads, at der ikke bliver plads til andre eller til dagen i morgen. For hver dag gemmer på velsignelse og små glimt af glæde. Der er endnu noget at smiler over og ikke mindst nogle at smile til, også selvom det må ske igennem savnets mange tårer. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig, Vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede
Vor Gud og far i himlen. Vi takker dig, for alt, hvad du har givet os, gennem dem, vi mindes i dag. Tak for, hvad de lærte os og delte med os og betød for os. Tak for dit løfte til os i dåben om, at vi både i livet og i døden tilhører dig. Vi beder dig for alle der lider: alle syge, modløse, døende og sørgende. Vær hos os alle med dit håb og din trøst, og giv enhver af os styrke og mod til at møde livet, selv om mørket truer med at omslutte os. Giv os alle mod til at være lys og salt for hinanden, så ingen skal sidde alene med sorg og savn. Vær med alle, som arbejder for fred, frihed og forsoning i verden og vær med alle, der er ramt af krig, naturkatastrofer og terror. Vi beder dig, vær os nær i din kirke her hos os og i din kirke ud over hele jorden. Vær med alle, der har fået magt betroet, at de bruger deres magt med kærlighed og omtanke. Velsign og bevar vor dronning Margrethe II, og hele dronningens familie. Giv os alle mod til hver dag at møde vort livs nye begyndelser og styrke til at bære vort livs afslutninger. Vi beder dig i dag særlig for alle, der er døde og begravede af vore nære og kære, vi har lagt dem i din hånd og vi beder dig: vær med deres familier, tænd håbets lys i deres hjerter trods sorgen og smerten, amen.
MEDDELELSER
Først vil jeg gerne takke kirkekoret fordi I endnu engang har sunget for os og med os. Det er dejligt, at I vil være med til at synge salmerne især på denne dag, hvor det kan være svært selv at synge med. Sang og musik er som lys og glæde.
På søndag er der gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup med kirkekaffe og kl. 11 i Vilslev. Hvis man vil være med til at vælge salmer til de kommenende gudstjenester, kan man skrive sine ønsker på et stykke papir og lægge det i salmevalgskassen ved udgangen. Så samler organisten og jeg op på det.
Mandag den 8. november kl. 19 er der fællessang i Vilslev konfirmandstue med Dorte og Roll.
Torsdag den 11. november er der koncert i Vilslev Kirke. Det er en trio, som er inspireret af en særlig musikstil fra Fanø kaldet Sønderhonning. Det er gratis at deltage, og der er lagt op til en meget fornøjelig koncertaften.
Nu vil jeg læse navnene op på dem, vi har mistet det forgangne år her i sognet eller som er blevet bisat eller begravet her fra kirken. Personerne læses i den rækkefølge, hvor de er døde. Kirkesangeren vil tænde et lys for hvert navn. Når der er altergang (hvor alle er velkomne), må man meget gerne gå op til døbefonten og tænde et lys, også selvom man ikke deltager i nadveren. I bedes rejse jer....
(Koret mødes til opvarmning kl. 8.45 i Vilslev)
Præludium: Stille hjerte sol går ned - Kirkekoret
1. salme 732 Dybt hælder året
2. salme 518 På Guds nåde
3. salme 571 Den store hvide flok
prædiken
Navneoplæsning + lystænding
orgelsolo: Lascia ch’io pianga - Händel
4. salme 321 O kristelighed
Altergangssalme: 476 Kornet som dør i jorden
udgangssalme 786 Nu går solen sin vej
Postludium: Mørk er november - Kirkekoret
Efter gudstjenesten i Vilslev er der kirkekaffe.
Indledning til GT-læsningen
Esajas var en stor profet i det gamle Israel. Som profet fortalte Gud ham, hvad han skulle sige videre til indbyggerne i landet. I det afsnit, jeg i dag skal læse, hører vi, hvordan paradiset skal være; et land med et evigt lys uden død eller sorg men et skønt sted med frelse og lovsang.
Indledning til NT-læsningen
Johannes’ Åbenbaring er den sidste bog i Bibelen og rummer forudsigelser om, hvad der skal ske ved de sidste tider, inden Jesus kommer igen; derfor er den også svær at forholde sig til. I det afsnit, jeg skal læse for jer, hører vi om 144.000 udvalgte, og det er 12.000 fra hver af de 12 stammer, som Israels befolkning oprindeligt bestod af. Det betyder ikke, de er de eneste, som kommer i himmelen, men de skal være Guds tjenere for at få endnu flere fra hele jorden med i paradis.
PRÆDIKEN
Da jeg i 2020 ikke havde mulighed for at prædike til Allehelgen, vil jeg i dag gribe tilbage til 2019. For mig var 2019 er umådeligt hårdt år. Først døde min mor i januar efter længere tids sygdom og indlæggelse; ingen i min familie havde forstået alvoren af indlæggelsen, for nok var hendes tilstand ”kritisk”, som de sagde, men hun kæmpede jo, og nogle dage så det bedre ud. Jeg tog ind på hospitalet for at besøge hende en dag, og mødte en sygeplejerske der uden omsvøb sagde, at min mor ikke vil leve dagen ud. I april døde min far pludseligt af hjertestop, hvor redningsfolkenes førstehjælp var forgæves, og i november døde så min mors mand efter kort tids sygdom og indlæggelse af en sygdom, vi ikke kendte til. Det år blev jeg mindst tre gange kastet ud i personlige omvæltninger, for det gør døden ved os; kaster os ud i kriser, hvor vi ikke kan bunde.
Hvert dødsfald er noget særligt, for det føles forskelligt alt efter, hvem man mister. Det år tænkte jeg mange tanker om døden, og jeg nåede frem til, at døden ikke er en stor og mægtig hersker over menneskelivet; tværtimod synes døden ofte at være en lille gnalling, som hugger hårdest til der, hvor det gør allermest ondt, altså ligesom en mobber eller en svag modstander, der bruger beskidte tricks og kneb for at få os ned med nakken. Døden er ikke en værdig modstander; den er en fjende af liv og glæde, og den er på ingen måde en gentleman. Dødsfaldene var hårde slag imod min livsglæde, men jeg græd ud hos min kone og gik til gudstjeneste for simpelthen at blive sat ind i livet igen og mærke, at der endnu var et urokkeligt fundament under tilværelsen. Det værste ved dødsfaldene var på en måde, at alle andre omkring én bare levede videre som om, de ikke kunne fatte, at et kært og afholdt menneskes liv var gået i stå. Alle de fremmede omkring mig gik jo bare omkring, som om intet var hændt. Og det var der jo sådan set heller ikke for dem.
Det var hårdt at bære, men det var vigtigt at lære at være på den side at sorgen, hvor så mange har været før mig. Som præst går jeg ved begravelsessamtaler ind i et sårbart rum, når vi taler om sorg og tab af andre, og det er en stor tillid at vise mig, at jeg får lov at være med helt derinde. Der sker dog noget med én, når man selv mister sine nære og kære. Det er en erfaring, man ikke kan forberede sig på, og som man ikke kan læse sig til; det må man mærke på egen krop og tro, og man må gennemleve lidelsen over at miste, og man må selv føle smerten over at skulle sige farvel, selvom man ville give sin højre arm for bare et sidste knus, en sidste hilsen med den, man igennem sit liv har holdt så meget af. Sorgen rammer os, når vi mister, men ethvert tab er forskelligt og enhver sorg er personlig. Her små 2 år efter det voldsomme år lever jeg med savnet i hjertet, men også med glæde over gode minder trods sorgens smerte.
Nu er vi samlet her i kirken i dag til Allehelgensgudstjeneste, hvor vi i fællesskab mindes de døde og endnu engang tænker på dem, vi savner. Dem, der engang var så levende en del af vores liv og tilværelse, men som nu kun kan leve med som minder, tanker og følelser som nogle, der engang var. Nok er de gået bort, men helt væk er de ikke, så længe de lever med i de fortællinger vi har om det liv, de levede med i og var en del af. Deres billeder finder vi i fotoalbums, og deres navne står på papirerne rundt omkring; ja, deres navne står mejslet i gravsten og viser enhver forbipasserende, at her ligger én, som engang var. Ethvert menneske er til i livet på sin egen måde, så vidt forskellige som vi er, så vidt forskellige var de døde også. Døden er dog ens for os alle på den måde, at den er et lukket rum med en dør, der ligner et kistelåg, men er urokkelig som en klippesten og umuligt at åbne fra denne side. Vi kan ikke sparke døren ind til dødsriget for at hente vore kære ud, hvor end vi gerne ville. Ved døden når vi fuldstændig grænsen for vores egen formåen; så længe, der er liv, er der håb om forandring, men når livet er væk, synes al håb ude. Når døden hugger til imod vore nære og kære, så rystes vi og søger efter trøst og svar. Jeg er sikker på, at der igennem tiden er blevet bedt meget mere og langt mere inderligt på sygehuse, hospitaler og hospice end i mange af landets kirker. Det er ikke rart at møde sin grænse og opleve sin afmagt, og derfor rækker vi ud mod andre og forhåbentligt også ud mod Gud. Det er også derfor vi samles i kirken, når livets kriser kradser ridser i vores ellers velpolerede selvbillede. For at sætte vores liv mærket af sorgens mørke ind under Guds himmellys.
Hvem er egentlig Gud? Han er ikke alt muligt oppe eller nede, men han er kærlighed. Han er den Gud, som sendte sin søn Jesus til os for at alle på jorden skulle glæde sig over ham. Gud tændte et julelys i mørket, og Jesus trådte frem som al himlens kærlighed, der endelig skinnede på jorden til menneskers velbehag. Eller rettere: Mishag, for det gik jo ikke. Nok var de fattige, fremmede, syge, døende og udstødte glade for Jesus, for i ham så de lys af håb og glæde. Men mørkemænd med magt og penge pustede Livslyset ud, som ellers var tændt af Gud. Mørket vandt og livet svandt, al glæde, tro og håb forsvandt. Sådan gik det mod Langfredags nat, men Guds kærlighed er ikke en skrøbelig skat. Da morgensolen den tredje dag atter rejste sig som en ildkæmpe af havet, lød der nye toner over verden, for nu trådte Gud i karakter som ham, der ikke forsvinder i mørket; tværtimod. Endnu engang tændtes et lys, denne gang i gravmørkets inderste, og Jesus fik liv i legemet og ånde i lungerne. Gravstenen blev skubbet væk indefra, så verden bævede med frygt og megen angst; naturlovene bukkede i støvet for Skaberen. Endelig var det sket: Jesus havde vundet over synd og død og Djævel, opstået var han fra de døde; Han, som nu ikke længere skulle holdes indespærret i dødsrigets mørke kamre. Nu havde livets lys skinnet både i himlen og på jorden og under jorden, og en ny tid blev varslet for menneskeheden. Det er ikke længere solen og månen og stjernerne, der lyser for os, men Gud selv igennem Jesus.
Derfor kan vi se frem mod enden på tiden og begyndelsen på evigheden med tryghed, fordi Jesus gjorde det, intet menneske kan gøre. Der kommer en dag, da der ikke kommer flere dage, og den dag vil vi være i et tempel, hvor der hverken er død eller sygdom, sorg, savn eller smerte, men hvor alt er oplyst af alt det, Gud er, og som vi hverken kan rumme eller fatte. Indtil da skal vi være mennesker her på jord, hvor vi jo lever, bor og tror. Hernede i sorgens og glædens bakkede dale, der går både op i dejlige, lykkelige timer og ned i grådkvalte, angstfulde stunder. Her på det jævne skal vi vandre mellem hinanden, og vi ved, at vi skal elske – for hvad andet kan være vigtigere? Og den, der elsker, vil sørge meget, når døden hugger til pludseligt og ubarmhjertigt. Men netop kun ved at elske ser vi, at livet dog er livet værd. Salige er vi, som sørger, for vi skal trøstes. Det er ikke tiden i sig selv, der lindrer sorgen, men andres hjertevarme omsorg og støtte, og så at vide, at vi ikke står alene med at lide. Jesus led også, og kender til vores sorg. Han er lydhør, og når vi samles til gudstjeneste for at være sammen, så finder vi også ro i tro på, at hvad vi ikke kan, tager Gud sig af. Derfor skal sorgen ikke få så meget plads, at der ikke bliver plads til andre eller til dagen i morgen. For hver dag gemmer på velsignelse og små glimt af glæde. Der er endnu noget at smiler over og ikke mindst nogle at smile til, også selvom det må ske igennem savnets mange tårer. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig, Vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede
Vor Gud og far i himlen. Vi takker dig, for alt, hvad du har givet os, gennem dem, vi mindes i dag. Tak for, hvad de lærte os og delte med os og betød for os. Tak for dit løfte til os i dåben om, at vi både i livet og i døden tilhører dig. Vi beder dig for alle der lider: alle syge, modløse, døende og sørgende. Vær hos os alle med dit håb og din trøst, og giv enhver af os styrke og mod til at møde livet, selv om mørket truer med at omslutte os. Giv os alle mod til at være lys og salt for hinanden, så ingen skal sidde alene med sorg og savn. Vær med alle, som arbejder for fred, frihed og forsoning i verden og vær med alle, der er ramt af krig, naturkatastrofer og terror. Vi beder dig, vær os nær i din kirke her hos os og i din kirke ud over hele jorden. Vær med alle, der har fået magt betroet, at de bruger deres magt med kærlighed og omtanke. Velsign og bevar vor dronning Margrethe II, og hele dronningens familie. Giv os alle mod til hver dag at møde vort livs nye begyndelser og styrke til at bære vort livs afslutninger. Vi beder dig i dag særlig for alle, der er døde og begravede af vore nære og kære, vi har lagt dem i din hånd og vi beder dig: vær med deres familier, tænd håbets lys i deres hjerter trods sorgen og smerten, amen.
MEDDELELSER
Først vil jeg gerne takke kirkekoret fordi I endnu engang har sunget for os og med os. Det er dejligt, at I vil være med til at synge salmerne især på denne dag, hvor det kan være svært selv at synge med. Sang og musik er som lys og glæde.
På søndag er der gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup med kirkekaffe og kl. 11 i Vilslev. Hvis man vil være med til at vælge salmer til de kommenende gudstjenester, kan man skrive sine ønsker på et stykke papir og lægge det i salmevalgskassen ved udgangen. Så samler organisten og jeg op på det.
Mandag den 8. november kl. 19 er der fællessang i Vilslev konfirmandstue med Dorte og Roll.
Torsdag den 11. november er der koncert i Vilslev Kirke. Det er en trio, som er inspireret af en særlig musikstil fra Fanø kaldet Sønderhonning. Det er gratis at deltage, og der er lagt op til en meget fornøjelig koncertaften.
Nu vil jeg læse navnene op på dem, vi har mistet det forgangne år her i sognet eller som er blevet bisat eller begravet her fra kirken. Personerne læses i den rækkefølge, hvor de er døde. Kirkesangeren vil tænde et lys for hvert navn. Når der er altergang (hvor alle er velkomne), må man meget gerne gå op til døbefonten og tænde et lys, også selvom man ikke deltager i nadveren. I bedes rejse jer....
