Det er efterår; temperaturen falder og tager bladene med sig. Selvom vi stiller urene en time, tilbage fortsætter tiden ubønhørligt med at skubbe os hen mod livets efterår og til kanten af vores grav. Fra vi ligesom ved forårstid har ligget som børn og et lille frø i en vugge, plantes vi ud i forskellige slags jord, hvor vi vokser og gror i regn og blæst og varme solskinsdage. Dér i livets vind og vejr står vi og drejer rundt ligesom en solsikke for at kunne mærke solens lys og varme. For lys og varme har vi brug for, både naturens, Guds og menneskers. Når vi følger naturens gang, ved vi godt, at forår bliver til sommer og sommer til efterår, der går over i vinterens lange, mørke nætter.
Allehelgen ligger her ved indgangen til efterårs- og vintermørket, så vi kan mindes om det ubehagelige men uomgængelige, at vi alle engang skal dø og gå ind i dødens mørke gravkammer. Allehelgen er også dagen, hvor vi mindes dem, der er døde i løbet af det sidste år. Kirken er nemlig et rum, der er bygget for at rumme os med alle vore følelser i både glæde og sorg; og både glæde og sorg hører jo vores liv til. Herinde fejrer vi livets største glæder, og giver plads til livets tungeste sorger. Her er ingen berøringsangst for de store temaer og emner, for kirken bygger på et budskab om, at Jesus selv er gået forud igennem de sværeste stunder og tungeste dage.
Der kan bruges mange billeder om os; og i dag sammenligner Jesus os med salt og lys. Enhver husmor og kok ved, at salt fremhæver smagen og lige tilføjer det ekstra pift, der ligesom løfter en ret og giver maden kraft og smag. Sådan må vi også være som salt, der giver tilværelsen styrke, smag og et ekstra pift. Der kan være grå dage nok, så vores pligt og ansvar er at være salt for hinanden, ja, for ethvert fællesskab og enhver sammenhæng, vi indgår i.
Det er først, når mørket falder på, at vi tænder lys i huset og i lygterne; sådan kommer vi også til at lyse med vores nærvær og omsorg, når vi tør være til stede i det mørke, der falder over andre i sorgens og nødens stund. Nogle gang findes det største lys i det mindste; et smil hos et barn kan varme manges hjerte, og et lille lys kan skinne klarest i det sorteste mørke. Der skal ikke altid meget til for at være et lys og salt for andre, så vi behøver ikke forestille os, at det er helt uoverkommeligt.
Billederne af os som lys og salt betyder dog ikke, at vi alle altid skal være sprudlende af liv og glæde og overskud, for vi er jo alle forskellige; nogle er stille, eftertænksomme, andre er højlydte og snakkende – nogle er naturligt socialt anlagte, mens andre nyder at være i deres eget selskab. Sådan er vi alle så vidt forskellige, og det er ikke Guds ønske, at vi alle skal blive ens. Mangfoldigheden skal blomstre ligesom en have, der består af mange forskellige planter. Nogle dage har man bare ikke overskuddet til at være det lys og den salt, som bidrager, for vi er jo også begrænsede på forskellige måder. Sorg, smerte, savn, sygdom og længsel kan hæmme vores livslyst og livsglæde; livsgnisten udfordres af livets uretfærdigheder og naturens katastrofer, og efterhånden som tiden går, og vi bliver gamle, er det naturligt, at man føler sig mere træt, mere mæt og at livets saft og kraft langsomt svinder ind. Det eneste, der går hurtigt, når man bliver gammel, er tiden. Klokken slår, tiden går og skubber os ubønhørligt fra vuggens trygge varme og sikre favn hen mod gravens kant.
Efterårets visne blade ligger i mange farver på græsplænen og i skovbunden, og selvom vi kan sammenligne vort liv med naturens gang, så stopper naturens gang, når alting visner og forgår. For nok kommer der nye blade på træerne til næste forår, men de blade, der lander på jorden kommer ikke op på træerne igen; de formulder og forgår. De forkynder intet håb om noget evigt, intet håb om opstandelse og intet håb om, at der er mere end efterår og løvfald – som vores fald og død.
MEN – men ved enhver begravelse og bisættelse lyder ordene til os om, at Gud aldrig lader os falde ud af hans hænder, for begravelsen er en påske. Jesus levede som jordens salt og verdens lys, men selvom han kom folk i møde med et budskab om Guds evige kærlighed, blev han mødt med afsky og hårdhjertethed, så han blev korsfæstet, hans lys blev slukket, og han blev lagt i gravens mørke. Sorgen var størst hos dem, der havde sat deres håb til ham, og de troede, at deres håb var ude ved hans død. Men som et frø blev han lagt i mulden, og som en rose skød han op af frossent jord, og gjorde det umulige, da gravens sten væltede, lyset strålede ud af mørket, og Jesus opstod med så meget lys og liv og glæde, at de hårdhjertede frygtede for deres forstand og helbred.
Vi oplever i forskellige former døden i vores verden, når vi svigtes og efterlades, når vore kære dør, og når vi føler, at Gud ikke er med os. Kan det blive mørkere, end når vi føler os allermest forladt? Det utrolige og næsten utroværdige budskab lyder derfor til os især, når mørket lægger sig over os som tunge, mørke natteskyer. I dødens mørke nat, åbnes der en skjult skat med ord og løfter om, at Gud selv vil gøre alting nyt og godt. Tør vi tro det? Tør vi leve på det håb, at der igen vil være ny glæde trods svigt, savn og sorg? At der på ny vil skinne et lys i det mørke, der synes at have blindet vor sjæl, sind og øje? At der vil være frelse og redning, når vi føler os allermest fortabte – når vi føler at troen er forsvundet og kærligheden overvundet af livets hårde og barske virkelighed?
Måske er det for meget at forlange af os almindelige, jævne mennesker, at vi kan tro på alt det. Måske stiller Gud for høje krav til os. Eller også tror han, at vi i det små og nære faktisk kan være både salt og lys, ligesom han i det store og almægtige gør undere, der går langt over vores forstand. Ligesom vi alle er forskellige og lever forskelligt, sådan tror vi også på hver vores måde og lytter til Jesu budskab på hver vores måde.
Vi er alle på forskellige steder i vore liv, men hvor vi end er, og hvordan vi end lever, hvad vi end føler og hvad vi end bærer på af tunge byrder og savn, så lyder Jesu opfordring som velsignelse: Vær lys og salt for hinanden og få selv lys og salt tilbage. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: Kirkekor: 664: Frelseren er mig en hyrde god; 747: Lysets engel går med glans; 46: Sorrig og glæde; 552: Nu har du taget fra os; ---; 224: Stat op min sjæl i morgengry; 192, vers 7, 8 og 9: Hil dig, frelser og forsoner; 787: Du som har tændt millioner af stjerner; Kirkekor: 732. Dybt hælder året i sin gang;
Allehelgen ligger her ved indgangen til efterårs- og vintermørket, så vi kan mindes om det ubehagelige men uomgængelige, at vi alle engang skal dø og gå ind i dødens mørke gravkammer. Allehelgen er også dagen, hvor vi mindes dem, der er døde i løbet af det sidste år. Kirken er nemlig et rum, der er bygget for at rumme os med alle vore følelser i både glæde og sorg; og både glæde og sorg hører jo vores liv til. Herinde fejrer vi livets største glæder, og giver plads til livets tungeste sorger. Her er ingen berøringsangst for de store temaer og emner, for kirken bygger på et budskab om, at Jesus selv er gået forud igennem de sværeste stunder og tungeste dage.
Der kan bruges mange billeder om os; og i dag sammenligner Jesus os med salt og lys. Enhver husmor og kok ved, at salt fremhæver smagen og lige tilføjer det ekstra pift, der ligesom løfter en ret og giver maden kraft og smag. Sådan må vi også være som salt, der giver tilværelsen styrke, smag og et ekstra pift. Der kan være grå dage nok, så vores pligt og ansvar er at være salt for hinanden, ja, for ethvert fællesskab og enhver sammenhæng, vi indgår i.
Det er først, når mørket falder på, at vi tænder lys i huset og i lygterne; sådan kommer vi også til at lyse med vores nærvær og omsorg, når vi tør være til stede i det mørke, der falder over andre i sorgens og nødens stund. Nogle gang findes det største lys i det mindste; et smil hos et barn kan varme manges hjerte, og et lille lys kan skinne klarest i det sorteste mørke. Der skal ikke altid meget til for at være et lys og salt for andre, så vi behøver ikke forestille os, at det er helt uoverkommeligt.
Billederne af os som lys og salt betyder dog ikke, at vi alle altid skal være sprudlende af liv og glæde og overskud, for vi er jo alle forskellige; nogle er stille, eftertænksomme, andre er højlydte og snakkende – nogle er naturligt socialt anlagte, mens andre nyder at være i deres eget selskab. Sådan er vi alle så vidt forskellige, og det er ikke Guds ønske, at vi alle skal blive ens. Mangfoldigheden skal blomstre ligesom en have, der består af mange forskellige planter. Nogle dage har man bare ikke overskuddet til at være det lys og den salt, som bidrager, for vi er jo også begrænsede på forskellige måder. Sorg, smerte, savn, sygdom og længsel kan hæmme vores livslyst og livsglæde; livsgnisten udfordres af livets uretfærdigheder og naturens katastrofer, og efterhånden som tiden går, og vi bliver gamle, er det naturligt, at man føler sig mere træt, mere mæt og at livets saft og kraft langsomt svinder ind. Det eneste, der går hurtigt, når man bliver gammel, er tiden. Klokken slår, tiden går og skubber os ubønhørligt fra vuggens trygge varme og sikre favn hen mod gravens kant.
Efterårets visne blade ligger i mange farver på græsplænen og i skovbunden, og selvom vi kan sammenligne vort liv med naturens gang, så stopper naturens gang, når alting visner og forgår. For nok kommer der nye blade på træerne til næste forår, men de blade, der lander på jorden kommer ikke op på træerne igen; de formulder og forgår. De forkynder intet håb om noget evigt, intet håb om opstandelse og intet håb om, at der er mere end efterår og løvfald – som vores fald og død.
MEN – men ved enhver begravelse og bisættelse lyder ordene til os om, at Gud aldrig lader os falde ud af hans hænder, for begravelsen er en påske. Jesus levede som jordens salt og verdens lys, men selvom han kom folk i møde med et budskab om Guds evige kærlighed, blev han mødt med afsky og hårdhjertethed, så han blev korsfæstet, hans lys blev slukket, og han blev lagt i gravens mørke. Sorgen var størst hos dem, der havde sat deres håb til ham, og de troede, at deres håb var ude ved hans død. Men som et frø blev han lagt i mulden, og som en rose skød han op af frossent jord, og gjorde det umulige, da gravens sten væltede, lyset strålede ud af mørket, og Jesus opstod med så meget lys og liv og glæde, at de hårdhjertede frygtede for deres forstand og helbred.
Vi oplever i forskellige former døden i vores verden, når vi svigtes og efterlades, når vore kære dør, og når vi føler, at Gud ikke er med os. Kan det blive mørkere, end når vi føler os allermest forladt? Det utrolige og næsten utroværdige budskab lyder derfor til os især, når mørket lægger sig over os som tunge, mørke natteskyer. I dødens mørke nat, åbnes der en skjult skat med ord og løfter om, at Gud selv vil gøre alting nyt og godt. Tør vi tro det? Tør vi leve på det håb, at der igen vil være ny glæde trods svigt, savn og sorg? At der på ny vil skinne et lys i det mørke, der synes at have blindet vor sjæl, sind og øje? At der vil være frelse og redning, når vi føler os allermest fortabte – når vi føler at troen er forsvundet og kærligheden overvundet af livets hårde og barske virkelighed?
Måske er det for meget at forlange af os almindelige, jævne mennesker, at vi kan tro på alt det. Måske stiller Gud for høje krav til os. Eller også tror han, at vi i det små og nære faktisk kan være både salt og lys, ligesom han i det store og almægtige gør undere, der går langt over vores forstand. Ligesom vi alle er forskellige og lever forskelligt, sådan tror vi også på hver vores måde og lytter til Jesu budskab på hver vores måde.
Vi er alle på forskellige steder i vore liv, men hvor vi end er, og hvordan vi end lever, hvad vi end føler og hvad vi end bærer på af tunge byrder og savn, så lyder Jesu opfordring som velsignelse: Vær lys og salt for hinanden og få selv lys og salt tilbage. Amen.
Prædikentekster.
Salmer: Kirkekor: 664: Frelseren er mig en hyrde god; 747: Lysets engel går med glans; 46: Sorrig og glæde; 552: Nu har du taget fra os; ---; 224: Stat op min sjæl i morgengry; 192, vers 7, 8 og 9: Hil dig, frelser og forsoner; 787: Du som har tændt millioner af stjerner; Kirkekor: 732. Dybt hælder året i sin gang;
