Jesus har det med at finde eksempler de mest mærkelige steder på, hvordan man skal leve og gøre. I dag roser han den uærlige godsforvalter, men hvorfor gør han dog det? Hvad var det, han gjorde, som fortjente ros? Vi kender godt hans type fra de historier vi har hørt om personer, der lever for penge de ikke har, og som ender med at blive afsløret og ryger i fængsel. Det er fristende at leve over evne, men det er sjældent gavnlig for andre end en selv.
Den uærlige godsforvalter levede sit liv i sus og dus, svindlede her og bedrog der, han elskede de mange penge, og al den luksus, han kunne købe sig til. En dag blev han dog opdaget og afsløret, og så stod han til at blive fyret. Den rige mand gav ham en opsigelsesperiode, så godsforvalteren kunne få pakket sine ting og overdraget embedet. Men godsforvalteren var i den situation klog og snarrådig, og han var sandelig omstillingsparat, når det gjaldt om at redde sig selv. Han snoede sig i systemet og brugte tricks og beskidte knep for at hytte sit eget skind. Igennem langt tid var det jo gået godt, men sandheden kommer som regel altid frem, og når løgn er et levebrød, bliver sandheden en undergang.
Godsforvalteren måtte se i øjnene at han ingen fremtid havde, ganske enkelt fordi han var et dovent og udueligt pjok. Man skal være meget klog, hvis man vil leve dovent, og det var godsforvalteren nok alligevel ikke. Selvom han fik sig et job, hvor han kunne leve af den rige mands penge, fik han aldrig sparet op eller gemt penge på hemmelige konti. I stedet flød pengene og hans liv var dejlig fri for bekymringer om det økonomiske – men alt godt får jo en ende, måtte godsforvalteren sande, og så måtte han finde en ny måde hvorpå han kunne leve af andres penge. Derfor gjorde han store tjenester for de gældsatte, så de kom til at stå i til ham. På den måde kunne han senere komme til og gøre krav på at få sin tjeneste gjort til gengæld. Den ene tjeneste er den anden værd. Og det kunne blive redningen for godsforvalteren, der så en udvej, hvor han hverken behøvede at arbejde eller at tigge.
Hans bagtanker og intentioner er naturligvis ukristeligt usle, og dem kan vi ikke bruge til andet, end at foragte og tage afstand fra. Alligevel er der noget ved ham, der fortjener ros; nemlig at han i sit kritiske fyringsøjeblik tænkte på andre og trods alle sine skumle planer alligevel kom til at gøre noget godt for andre. Han, der ellers var svindler og bedrager og superegoist kom uforvarende til at gøre noget godt, da han bare tænkte på sig selv. Alle dem, der fik nedsat deres gæld til den rige mand, må have draget et lettelses suk.
Dem, der var fanget i gæld til den rige mand, var jo sådan set ligeglade med godsforvalterens bagtanker. Når man sidder i gæld til halsen, eller er fanget af en luksusfælde og tynges en ond spiral af regninger; når de eneste besøg man får, er af inkassatorer, der vil have penge, ja, så er godsforvalterens handling en kærkommen hjælp! Tænk, at nogen vil lette ens byrde uden at skulle have noget til gengæld! Jesus stiller hans tilhørere et spørgsmål, som krævede eftertanke både dengang og i dag: Når nu den onde mand kan være både klog og snarrådig og faktisk gøre noget godt, hvorfor kan dem, der opfatter sig selv som gode mennesker, så ikke finde ud af at gøre noget godt for andre. Selv endda når man har rig lejlighed til det?
Den uærlige godsforvalter kom kun til at gøre noget godt for andre, fordi han ville gøre noget godt for sig selv. Sådan kender man verdens børn, som Jesus sætter i modsætning til lysets børn. Verdens børn er dem, der kun tænker på sig selv i alle situationer. Lysets børn derimod, er dem, der tror på Jesus som Guds søn og verdens frelser. Lysets børn er dem, der tror, Gud er barmhjertig, og ved, at de selv har brug for barmhjertighed – og at andre også har brug for barmhjertighed. Lysets børn har altså en pligt til at gøre det gode mod andre; men Jesus undrer sig over, at de ikke gør det.
Uanset hvor høje tanker vi har om os selv, er det ikke altid lige til at gøre det gode, selvom vi godt ved, hvad det gode er, og at vi burde gøre det gode. Det må aldrig komme så vidt med vores forhold til penge, at vi ikke bruger dem, når andre har brug for vores økonomiske hjælp. Hvorfor er det så nemt at bruge tusindvis af kroner på sig selv, men så svært bare at give tiggeren en 50’er? Om man har gode eller dårlige bagtanker med sine handlinger, skylder vi at gøre noget godt for dem, vi kan gøre noget godt for. Selv den mindste gode handling kan få afgørende stor betydning, fordi vi aldrig ved, hvor meget der skal til, før vi har hjulpet nok. Det betyder omvendt også, at vi aldrig kan sige os færdige med at forsøge at gøre det gode. Om vi så giver alle vore penge væk og alt, hvad vi ellers ejer og har, er vi endnu ikke færdig med at gøre det gode. Tænk sig, sådan har situationen været lige siden begyndelsen, og på trods af alt, der er gjort for at afhjælpe andres nød og elendighed, findes der stadig nød og elendighed. Både fysisk og åndeligt.
For måske kan en mands gæld blive fjernet og slettet, men hvem kan hele det brudte hjerte eller helbrede det nedslående sind? Sygdomme rammer os i flæng, den ene værre end den anden, og sætter vores livskraft og livslyst på prøve. På det psykiske, mentale og åndelige område er det ikke nok bare at få flere penge, dér har man brug for oprigtigt nærvær og åndelig medfølelse. Det kan lyde helt uoverkommeligt, men pointen i dag er, at vi aldrig må miste modet til i det mindste at forsøge at gøre noget godt.
Jesus roste den uærlige godsforvalter. Ikke fordi han var uærlig, eller fordi han snød, svindlede og bedrog sig igennem livet og brugte andre til at fremme sin egen sag. Men Jesus roste ham, fordi han midt i al sin egoisme og handlede klogt og tænkte ud af boksen, da han tænke på andre end sig selv og faktisk gjorde nogens lidelse mindre. Lad også os handle klogt og snarrådigt; ikke for vores egen skyld, men fordi nogen har brug for det. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 17, 1-6: Almægtige og kære Gud; 2. DDS 417: Herre Jesus vi er her; 3. DDS 292: Kærligheds og sandheds ånd; ---; 4. DDS 692: Du skal i denne verden ej; 5. DDS 470: Lad os bryde brødet sammen; 6. DDS 17, 7-12: Almægtige og kære Gud
Den uærlige godsforvalter levede sit liv i sus og dus, svindlede her og bedrog der, han elskede de mange penge, og al den luksus, han kunne købe sig til. En dag blev han dog opdaget og afsløret, og så stod han til at blive fyret. Den rige mand gav ham en opsigelsesperiode, så godsforvalteren kunne få pakket sine ting og overdraget embedet. Men godsforvalteren var i den situation klog og snarrådig, og han var sandelig omstillingsparat, når det gjaldt om at redde sig selv. Han snoede sig i systemet og brugte tricks og beskidte knep for at hytte sit eget skind. Igennem langt tid var det jo gået godt, men sandheden kommer som regel altid frem, og når løgn er et levebrød, bliver sandheden en undergang.
Godsforvalteren måtte se i øjnene at han ingen fremtid havde, ganske enkelt fordi han var et dovent og udueligt pjok. Man skal være meget klog, hvis man vil leve dovent, og det var godsforvalteren nok alligevel ikke. Selvom han fik sig et job, hvor han kunne leve af den rige mands penge, fik han aldrig sparet op eller gemt penge på hemmelige konti. I stedet flød pengene og hans liv var dejlig fri for bekymringer om det økonomiske – men alt godt får jo en ende, måtte godsforvalteren sande, og så måtte han finde en ny måde hvorpå han kunne leve af andres penge. Derfor gjorde han store tjenester for de gældsatte, så de kom til at stå i til ham. På den måde kunne han senere komme til og gøre krav på at få sin tjeneste gjort til gengæld. Den ene tjeneste er den anden værd. Og det kunne blive redningen for godsforvalteren, der så en udvej, hvor han hverken behøvede at arbejde eller at tigge.
Hans bagtanker og intentioner er naturligvis ukristeligt usle, og dem kan vi ikke bruge til andet, end at foragte og tage afstand fra. Alligevel er der noget ved ham, der fortjener ros; nemlig at han i sit kritiske fyringsøjeblik tænkte på andre og trods alle sine skumle planer alligevel kom til at gøre noget godt for andre. Han, der ellers var svindler og bedrager og superegoist kom uforvarende til at gøre noget godt, da han bare tænkte på sig selv. Alle dem, der fik nedsat deres gæld til den rige mand, må have draget et lettelses suk.
Dem, der var fanget i gæld til den rige mand, var jo sådan set ligeglade med godsforvalterens bagtanker. Når man sidder i gæld til halsen, eller er fanget af en luksusfælde og tynges en ond spiral af regninger; når de eneste besøg man får, er af inkassatorer, der vil have penge, ja, så er godsforvalterens handling en kærkommen hjælp! Tænk, at nogen vil lette ens byrde uden at skulle have noget til gengæld! Jesus stiller hans tilhørere et spørgsmål, som krævede eftertanke både dengang og i dag: Når nu den onde mand kan være både klog og snarrådig og faktisk gøre noget godt, hvorfor kan dem, der opfatter sig selv som gode mennesker, så ikke finde ud af at gøre noget godt for andre. Selv endda når man har rig lejlighed til det?
Den uærlige godsforvalter kom kun til at gøre noget godt for andre, fordi han ville gøre noget godt for sig selv. Sådan kender man verdens børn, som Jesus sætter i modsætning til lysets børn. Verdens børn er dem, der kun tænker på sig selv i alle situationer. Lysets børn derimod, er dem, der tror på Jesus som Guds søn og verdens frelser. Lysets børn er dem, der tror, Gud er barmhjertig, og ved, at de selv har brug for barmhjertighed – og at andre også har brug for barmhjertighed. Lysets børn har altså en pligt til at gøre det gode mod andre; men Jesus undrer sig over, at de ikke gør det.
Uanset hvor høje tanker vi har om os selv, er det ikke altid lige til at gøre det gode, selvom vi godt ved, hvad det gode er, og at vi burde gøre det gode. Det må aldrig komme så vidt med vores forhold til penge, at vi ikke bruger dem, når andre har brug for vores økonomiske hjælp. Hvorfor er det så nemt at bruge tusindvis af kroner på sig selv, men så svært bare at give tiggeren en 50’er? Om man har gode eller dårlige bagtanker med sine handlinger, skylder vi at gøre noget godt for dem, vi kan gøre noget godt for. Selv den mindste gode handling kan få afgørende stor betydning, fordi vi aldrig ved, hvor meget der skal til, før vi har hjulpet nok. Det betyder omvendt også, at vi aldrig kan sige os færdige med at forsøge at gøre det gode. Om vi så giver alle vore penge væk og alt, hvad vi ellers ejer og har, er vi endnu ikke færdig med at gøre det gode. Tænk sig, sådan har situationen været lige siden begyndelsen, og på trods af alt, der er gjort for at afhjælpe andres nød og elendighed, findes der stadig nød og elendighed. Både fysisk og åndeligt.
For måske kan en mands gæld blive fjernet og slettet, men hvem kan hele det brudte hjerte eller helbrede det nedslående sind? Sygdomme rammer os i flæng, den ene værre end den anden, og sætter vores livskraft og livslyst på prøve. På det psykiske, mentale og åndelige område er det ikke nok bare at få flere penge, dér har man brug for oprigtigt nærvær og åndelig medfølelse. Det kan lyde helt uoverkommeligt, men pointen i dag er, at vi aldrig må miste modet til i det mindste at forsøge at gøre noget godt.
Jesus roste den uærlige godsforvalter. Ikke fordi han var uærlig, eller fordi han snød, svindlede og bedrog sig igennem livet og brugte andre til at fremme sin egen sag. Men Jesus roste ham, fordi han midt i al sin egoisme og handlede klogt og tænkte ud af boksen, da han tænke på andre end sig selv og faktisk gjorde nogens lidelse mindre. Lad også os handle klogt og snarrådigt; ikke for vores egen skyld, men fordi nogen har brug for det. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 17, 1-6: Almægtige og kære Gud; 2. DDS 417: Herre Jesus vi er her; 3. DDS 292: Kærligheds og sandheds ånd; ---; 4. DDS 692: Du skal i denne verden ej; 5. DDS 470: Lad os bryde brødet sammen; 6. DDS 17, 7-12: Almægtige og kære Gud
