Der var engang nogle børn i en skolegård, som legede, at de var voksne, ligesom deres forældre. De havde forskelligt arbejde, nogle skulle hente bolde, andre skulle finde på lege og andre igen skulle holde øje med lærerne. Ligesom rigtige voksne tjente de penge, men i stedet for penge fik de lønnen udbetalt i slik. De holdt meget nøje styr på, hvilket arbejde der skulle belønnes med lakridspiber, og hvad der skulle belønnes med enten vingummi, chokolade eller andet lækkert slik. Der var forskel på arbejde, og lønnen skulle selvfølgelig passe til det arbejde, man havde.
Det var en pige, som hed Esther; hun havde fundet på legen, og der gik ikke langt tid, før alle børn i alle klasser på skolen var interesseret i at være med. Der var arbejde nok til alle, for det var en stor skole, og der var mange ting, der skulle nås både i smug i løbet af timerne og i frikvarterene, hvor huler skulle bygges og lege skulle leges. Esther styrede det hele med et fantastisk overblik, og hun samlede penge – altså slik – sammen i en fælleskasse så de arbejdende kunne få løn; men hun fik også selv en stor portion slik, det havde hun jo fortjent, når nu hun havde et job med så meget ansvar. Efterhånden havde hun noget, der lignede et bjerg af slik. Hun ansatte drengen Jakob, der skulle hjælpe hende med at holde styr på alt det slik, som skolens børn kom med. I starten gik det rigtig godt, slikket væltede ind, hun blev rig, og alle var glade.
Men en dag begyndte nogle af hendes veninder at snakke om, at hendes hjælper Jakob måske ikke var så god en ven, som hun havde troet. De syntes, at han havde alt for meget slik i forhold til den løn han fik. Han gik altid rundt med en lakridspibe i munden og delte ud af en masse lækker chokolade og bolsjer, og hvad der ellers lå fyldte i hans lommer. Det var også underligt, at han altid havde så meget slik, når nu han kun havde dette ene job. Der var heller ikke længere så meget slik i deres fælleskasse, som der burde være; de gav jo alle noget af deres løn til fælleskassen, som han skulle holde øje med.
Måske snød han hende? Måske snød han dem alle sammen? Børnene begyndte at bagtale ham, og rygterne begyndte at løbe langs væggene på skolen. Esther lovede sine venner sætte en stopper for snyderiet. Hun ville jo ikke have sådan én i sin vennekreds, som man ikke kunne stole på. I den næste time sendte Esther en seddel hen til Jakob og forlangte, at han skulle fortælle sandheden om slikket og sit arbejde. Efter timen skyndte Jakob sig dog hurtigt ud af klassen og gemte sig på skolen, fordi han lige ville nå at tænke sig om.
”Hvad skal jeg gøre” tænkte Jakob, ”nu mister jeg jo mit arbejde – og den nemme adgang til alt det lækre slik!” Ja, han havde jo taget en del af det slik, de andre havde lagt i deres fælles slikkasse, men der var jo så meget, og det risikerede jo at blive for gammelt, hvis ingen spiste det. Derfor syntes han ikke, det var forkert af ham at tage noget af det. Men hvad skulle han nu gøre? Efter lidt tid, hvor han havde tygget længe på sin lakridspibe og tænkt sig grundigt om, fik han en rigtig god idé, og han begyndte at samle dem, som han vidste skyldte en masse slik til Esther og til fælleskassen.
”Hvor meget skylder du?” spurgte Jakob en lille dreng med snotnæse og leverpostejsfarvet hår. ”2 poser vingummier”, sagde drengen og snøftede snottet op. ”Nej, nu skylder du kun ½ pose” sagde Jakob, og skrev ½ pose i listen over gæld, og den lille snotnæsedreng løb glad ud og legede. En pige kom hen og var så forfærdelig flov over at skylde hele 3 æsker chokolade, men Jakob skrev straks kun det halve på sedlen over hendes gæld. Rygtet spredte sig og inden det store frikvarter var ovre, havde Jakob med sin blyant slettet mange børns slikgæld, og de blev alle sammen meget glade for det, han gjorde for dem.
Esther fandt dog endelig Jakob og fyrede ham lige før næste time, men han tog afslappet imod sin fyreseddel, og han gav hende med et grin listen over dem, der skyldte slik – og hun opdagede slet ikke, at de pludseligt skyldte meget mindre. Godt nok havde han mistet sit arbejde og havde ikke længere adgang til alt det dejlige slik og, men han havde til gengæld fået en masse nye, gode venner. De havde alle lovet, at han gerne måtte få noget af deres slik, hvis han kom til at mangle.
Ja, sådan kunne det gå i skolen, hvor børnene opfandt deres egen version af de voksne verden. I vores voksenverden får vi desværre ikke vores løn udbetalt i slik, men kun i penge, der tikker ind som tal på kontoen. Min lille historie om Esther og Jakob viser den samme pointe som Jesus lagde op til med sin lille historie, at nogle mennesker virkeligt forstår at begå sig og gøre noget klogt for sig selv; om man så skal snyde og bedrage, så er folk villige til at gå langt for at redde sig selv, og det er jo klogt, selvom det jo ikke ligefrem er god etik eller moral.
Jesus fortalte sin historie, så hans venner kunne forstå, at de som børn af lyset ikke kun skulle fokusere på at handle klogt i forhold til sig selv, men at de skulle blive bedre til at handle klogere i forhold til andre. Da de blev døbt havde de fået en særlig opgave, nemlig at leve for at være til glæde og gavn for andre. Nu skulle de ikke længere bare passe deres eget, men også sørge for andre. Jesus sagde faktisk direkte, at de skulle bruge deres penge på at hjælpe andre; og det kan godt være svært, hvis man holder lige så meget af penge som af dejlig chokolade. Men, sagde Jesus, hvis nogle har meget slik og andre næsten ingen slik har, så er det uretfærdigt, og sådan må det ikke være hos dem, der er døbt. For som døbt skal man leve klog og kærligt, og det vil sige, at man skal gøre det gode man kan over for andre.
De andre er nemlig mennesker ligesom os; de er også skabt af Gud og Han elsker både dem og os, og ønsker at vi alle får et godt liv. Derfor må vi hjælpe hinanden både med de små ting og de store ting. Om søndagen samles vi i kirken for at høre, hvad Gud ønsker af os; og Guds søn Jesus levede her på jorden for at vise, hvordan vi som døbte skal leve i hverdagen. Jesus levede i kærlighed fra Gud til mennesker, og han gik lige fra sin krybbe i Betlehem til korset på Golgata. Af kærlighed blev han den eneste sande vej fra vores verden til Guds himmerige. Når vi bliver døbt, bliver vi sat ind på hans vej; og når vi går på hans vej, lever vi i kærlighed. Hvad vil det så sige? Det vil sige, at kærligheden altid rækker ud efter andre.
Hvis nogen mangler penge skal vi give dem penge, og hvis nogen mangler slik, skal vi give dem slik. Eller hvis nogen mangler mad, skal vi give dem mad, hvis nogen mangler tøj eller venner eller en skulder at græde ud ved, så skal vi ikke bare gå vores vej eller være ligeglade. Nej, vi skal hjælpe, når vi kan. Så simpelt er det. Eller, så nemt er det i hvert fald at sige det. Lad os bruge ugen der kommer på at se, om vi også kan sætte handling bag ordene og gøre det gode, som vi ved, vi bør gøre. Amen.
Søndag den 18. august 2019 kl. 9.15 i Gørding og kl. 11 i Hunderup. 9. s.e.T.
1) 749: I østen stiger solen op, mel: Weyse
2) 441: Alle mine kilder, skal være hos dig, mel: Laub
Dåb
3) 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige, mel: Stralsund
--- prædiken
4) 672: Jeg ved på hvem, jeg bygger, mel: Zinck
5) 401: Guds ord, det er vort arvegods, mel: Klug
I Hunderup skal vi synge følgende salmer, og vi skal bruge tillægget.
1) 392: Himlene Herre, mel: Pontoppidan
2) 814: Gå i mørket med lyst
3) 931: Du skal elske din næste
---
4) 672: Jeg ved på hvem, jeg bygger, mel: Zinck
5) 455: Mindes vi en fuldtro ven, mel: Hartmann
6) 401: Guds ord, det er vort arvegods, mel: Klug
MEDDELELSER
Gørding. Næste gudstjeneste er søndag den 25. august kl. 10.30 v. Uffe Vestergaard.
Hunderup: søndag den 25. august kl. 9.30 åbner vi dørene til dåbsjubilæum, hvor alle børn, der er døbt her i kirken de seneste 5 år inviteres til en kort gudstjeneste med fokus på sang, musik og dåben. Alle er velkomne, men gudstjenesten er helt nede i børneniveau og uden altergang.
Det var en pige, som hed Esther; hun havde fundet på legen, og der gik ikke langt tid, før alle børn i alle klasser på skolen var interesseret i at være med. Der var arbejde nok til alle, for det var en stor skole, og der var mange ting, der skulle nås både i smug i løbet af timerne og i frikvarterene, hvor huler skulle bygges og lege skulle leges. Esther styrede det hele med et fantastisk overblik, og hun samlede penge – altså slik – sammen i en fælleskasse så de arbejdende kunne få løn; men hun fik også selv en stor portion slik, det havde hun jo fortjent, når nu hun havde et job med så meget ansvar. Efterhånden havde hun noget, der lignede et bjerg af slik. Hun ansatte drengen Jakob, der skulle hjælpe hende med at holde styr på alt det slik, som skolens børn kom med. I starten gik det rigtig godt, slikket væltede ind, hun blev rig, og alle var glade.
Men en dag begyndte nogle af hendes veninder at snakke om, at hendes hjælper Jakob måske ikke var så god en ven, som hun havde troet. De syntes, at han havde alt for meget slik i forhold til den løn han fik. Han gik altid rundt med en lakridspibe i munden og delte ud af en masse lækker chokolade og bolsjer, og hvad der ellers lå fyldte i hans lommer. Det var også underligt, at han altid havde så meget slik, når nu han kun havde dette ene job. Der var heller ikke længere så meget slik i deres fælleskasse, som der burde være; de gav jo alle noget af deres løn til fælleskassen, som han skulle holde øje med.
Måske snød han hende? Måske snød han dem alle sammen? Børnene begyndte at bagtale ham, og rygterne begyndte at løbe langs væggene på skolen. Esther lovede sine venner sætte en stopper for snyderiet. Hun ville jo ikke have sådan én i sin vennekreds, som man ikke kunne stole på. I den næste time sendte Esther en seddel hen til Jakob og forlangte, at han skulle fortælle sandheden om slikket og sit arbejde. Efter timen skyndte Jakob sig dog hurtigt ud af klassen og gemte sig på skolen, fordi han lige ville nå at tænke sig om.
”Hvad skal jeg gøre” tænkte Jakob, ”nu mister jeg jo mit arbejde – og den nemme adgang til alt det lækre slik!” Ja, han havde jo taget en del af det slik, de andre havde lagt i deres fælles slikkasse, men der var jo så meget, og det risikerede jo at blive for gammelt, hvis ingen spiste det. Derfor syntes han ikke, det var forkert af ham at tage noget af det. Men hvad skulle han nu gøre? Efter lidt tid, hvor han havde tygget længe på sin lakridspibe og tænkt sig grundigt om, fik han en rigtig god idé, og han begyndte at samle dem, som han vidste skyldte en masse slik til Esther og til fælleskassen.
”Hvor meget skylder du?” spurgte Jakob en lille dreng med snotnæse og leverpostejsfarvet hår. ”2 poser vingummier”, sagde drengen og snøftede snottet op. ”Nej, nu skylder du kun ½ pose” sagde Jakob, og skrev ½ pose i listen over gæld, og den lille snotnæsedreng løb glad ud og legede. En pige kom hen og var så forfærdelig flov over at skylde hele 3 æsker chokolade, men Jakob skrev straks kun det halve på sedlen over hendes gæld. Rygtet spredte sig og inden det store frikvarter var ovre, havde Jakob med sin blyant slettet mange børns slikgæld, og de blev alle sammen meget glade for det, han gjorde for dem.
Esther fandt dog endelig Jakob og fyrede ham lige før næste time, men han tog afslappet imod sin fyreseddel, og han gav hende med et grin listen over dem, der skyldte slik – og hun opdagede slet ikke, at de pludseligt skyldte meget mindre. Godt nok havde han mistet sit arbejde og havde ikke længere adgang til alt det dejlige slik og, men han havde til gengæld fået en masse nye, gode venner. De havde alle lovet, at han gerne måtte få noget af deres slik, hvis han kom til at mangle.
Ja, sådan kunne det gå i skolen, hvor børnene opfandt deres egen version af de voksne verden. I vores voksenverden får vi desværre ikke vores løn udbetalt i slik, men kun i penge, der tikker ind som tal på kontoen. Min lille historie om Esther og Jakob viser den samme pointe som Jesus lagde op til med sin lille historie, at nogle mennesker virkeligt forstår at begå sig og gøre noget klogt for sig selv; om man så skal snyde og bedrage, så er folk villige til at gå langt for at redde sig selv, og det er jo klogt, selvom det jo ikke ligefrem er god etik eller moral.
Jesus fortalte sin historie, så hans venner kunne forstå, at de som børn af lyset ikke kun skulle fokusere på at handle klogt i forhold til sig selv, men at de skulle blive bedre til at handle klogere i forhold til andre. Da de blev døbt havde de fået en særlig opgave, nemlig at leve for at være til glæde og gavn for andre. Nu skulle de ikke længere bare passe deres eget, men også sørge for andre. Jesus sagde faktisk direkte, at de skulle bruge deres penge på at hjælpe andre; og det kan godt være svært, hvis man holder lige så meget af penge som af dejlig chokolade. Men, sagde Jesus, hvis nogle har meget slik og andre næsten ingen slik har, så er det uretfærdigt, og sådan må det ikke være hos dem, der er døbt. For som døbt skal man leve klog og kærligt, og det vil sige, at man skal gøre det gode man kan over for andre.
De andre er nemlig mennesker ligesom os; de er også skabt af Gud og Han elsker både dem og os, og ønsker at vi alle får et godt liv. Derfor må vi hjælpe hinanden både med de små ting og de store ting. Om søndagen samles vi i kirken for at høre, hvad Gud ønsker af os; og Guds søn Jesus levede her på jorden for at vise, hvordan vi som døbte skal leve i hverdagen. Jesus levede i kærlighed fra Gud til mennesker, og han gik lige fra sin krybbe i Betlehem til korset på Golgata. Af kærlighed blev han den eneste sande vej fra vores verden til Guds himmerige. Når vi bliver døbt, bliver vi sat ind på hans vej; og når vi går på hans vej, lever vi i kærlighed. Hvad vil det så sige? Det vil sige, at kærligheden altid rækker ud efter andre.
Hvis nogen mangler penge skal vi give dem penge, og hvis nogen mangler slik, skal vi give dem slik. Eller hvis nogen mangler mad, skal vi give dem mad, hvis nogen mangler tøj eller venner eller en skulder at græde ud ved, så skal vi ikke bare gå vores vej eller være ligeglade. Nej, vi skal hjælpe, når vi kan. Så simpelt er det. Eller, så nemt er det i hvert fald at sige det. Lad os bruge ugen der kommer på at se, om vi også kan sætte handling bag ordene og gøre det gode, som vi ved, vi bør gøre. Amen.
Søndag den 18. august 2019 kl. 9.15 i Gørding og kl. 11 i Hunderup. 9. s.e.T.
1) 749: I østen stiger solen op, mel: Weyse
2) 441: Alle mine kilder, skal være hos dig, mel: Laub
Dåb
3) 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige, mel: Stralsund
--- prædiken
4) 672: Jeg ved på hvem, jeg bygger, mel: Zinck
5) 401: Guds ord, det er vort arvegods, mel: Klug
I Hunderup skal vi synge følgende salmer, og vi skal bruge tillægget.
1) 392: Himlene Herre, mel: Pontoppidan
2) 814: Gå i mørket med lyst
3) 931: Du skal elske din næste
---
4) 672: Jeg ved på hvem, jeg bygger, mel: Zinck
5) 455: Mindes vi en fuldtro ven, mel: Hartmann
6) 401: Guds ord, det er vort arvegods, mel: Klug
MEDDELELSER
Gørding. Næste gudstjeneste er søndag den 25. august kl. 10.30 v. Uffe Vestergaard.
Hunderup: søndag den 25. august kl. 9.30 åbner vi dørene til dåbsjubilæum, hvor alle børn, der er døbt her i kirken de seneste 5 år inviteres til en kort gudstjeneste med fokus på sang, musik og dåben. Alle er velkomne, men gudstjenesten er helt nede i børneniveau og uden altergang.
