Klik her for at se og høre prædiken på youtube
Jeg synes, det er en skæg historie om den mægtige mand, dommeren, som hverken frygter Gud eller elsker mennesker, men altså er bange for at blive slået i ansigtet af en fattig, gammel enke. Der sidder han på sit prægtige kontor, vælter sig i luksus og glade dage, for han lever ikke for at være dommer, men er dommer for at leve – og gerne over evne. Han er da ligeglad med om de små mennesker brokker sig, så længe han beholde sit job og tjene fede penge (hvem gider egentlig bruge tid og energi på en gammel enke?). For ham er loven kun en mulighed for at sikre sig selv et godt liv, selvom loven jo egentlig skal sikre alle mennesker et godt liv i frihed og retfærdighed. Dommeren har sikkert klaret sig fint i en del år og undgået de værste skandaler, så han har vænnet sig til et liv uden at behøve tage ansvar eller føle konsekvenser af sin dårlige måde at være dommer på. Lige indtil der kommer en enke, som var en kvinde med ben i næsen. Hun ville ikke lade sig styre af sådan en ussel og umoden latterlig dommer af en knægt, der hverken havde fornuft eller følelse for at varetage det job, han havde tilranet sig. Hvad er en fin uddannelse og et velbetalt job, hvis man i bund og grund er et pjok? Igennem verdenshistorien har sådanne standhaftige kvinder stillet sig op og ændret historiens gang. Igennem sin vedholdenhed og ukuelighed fik enken endelig dommeren til at dømme retfærdigt. Uden at hans kønne fjæs fik blå mærker.
Enkens vedholdende måde at insistere på retfærdigheden, var hendes måde at bede på. Hun nøjedes ikke med at folde hænderne og fromt kigge ned i gulvet eller op mod himlen, men hun holdt dommeren fast på, at han skulle opføre sig næstekærligt og retfærdigt. På den måde kan hun blive et stort eksempel for os alle, når vi møder uretfærdige folk, om de så er i det kommunale eller statslige system, eller om de krydser vores veje i hverdagen. Uretfærdighed er en form for tyveri, og det er en forfærdelig synd at stjæle, især når man stjæler af folks tid, glæde og livslyst. Det sker desværre i stor stil både i vores lille landsbysamfund, i vore familier såvel som ude i det gamle land og i den store verden.
Hvorfor er det så svært at leve retfærdigt? Man fristes til at tænke, at uretfærdigheden er indbygget i os eller ligefrem nedarvet, så vi uden at tænke over det, stjæler og ødelægger andre folks liv og glæder – tænkt blot på, hvor stor en debat det har medført, at en ispind skifter navn for ikke at støde et folkeslag. Hvis man virkeligt elskede sine medmennesker, ville man vel ikke have et problem med det navneskifte? Eller, hvis man virkeligt holdt af retfærdighed, ville man vel ikke fortsætte med at bruge såkaldt hyggeracistiske udtryk, når man ved, at folks glæde og livslyst går itu? Der er sandelig meget uretfærdighed at kæmpe imod, og man forstår, hvorfor Jesus bekymrer sig: Vil han virkelig finde troen på jorden, når han kommer igen? Vil han mon finde nogen, der stadig kæmper ligesom enken?
At bede er at handle for retfærdighed, og at tro på Gud er at leve i næstekærlighed. Så kort kan det siges, men selvfølgelig er der mere at sige. Kristendommen dyrkes måske nok mest sådan en søndag formiddag med en gudstjeneste i sognekirken, men egentlig lever kristendommen som den sande kamp mod uretfærdighed uden for disse tykke mure – derude i virkeligheden, hvor der virkeligt er sølle stakler, der kæmper imod uretfærdigheden eller ganske enkelt bare gerne vil have et godt liv. Bør vi ikke kæmpe for dem? Som døbte har vi jo fået en ganske særlig himmelgave og en helt speciel opgave. Det er bl.a. at være der for dem, der ikke har andre; at hjælpe de hjælpeløse; at beskytte de svage; at give penge til fattige, købe mad til de sultende og give lindring til de lidende. Kristendom er ikke en religion, der handler om, at vi med foldede hænder skal klatre op ad en hellig stige til Guds rige, men ligesom Jesus kom fra himlen til jorden for at plante himmelhåb i jordisk muld, sådan skal også vi gå derud i virkeligheden og nærværet, hvor vi får beskidte hænder af at række en hånd til dem, der er bundet i uretfærdighedens fangenskab og undertrykkelsens lænker. Tænk bare på Jesus selv, som ikke var bange for at udfordre de uretfærdige; han var ikke bange for at være sammen med syge, fattige og udstødte – det var trods alt dem, der havde brug for en chance mere.
Er kristendommen så en politisk bevægelse? Nej, for kristendom og kristentro bevæges kun af Helligånden, Guds egen ånd, der sås i os og vokser for at sætte frugter af tro, håb og kærlighed i en verden, der sandelig trænger til mere af dens slag. I den kristne tro handler det ikke om penge, men om åndelig omsorg og sjælelig fællesskab. Her handler det ikke om partipolitik men om et budskab, der slår bro over alle skel og grænser og forskelle – et budskab om tilgivelse og en ny chance for alle. I kristendommen står man som sig selv altid over for et andet menneske velvidende, at man kun har én opgave i livet, og det er at elske, dvs. at leve til gavn for andre for derved at ære Gud. Det kan gøres lige så mange forskellige måder, som vi er mennesker, og der gives ikke et politisk regelsæt for, hvordan man bedst er barmhjertig, retfærdig eller hvordan man tilgiver sig selv og andre. Vi skal bede og arbejde, som Jesus siger, og nogle gange består bønnen også i at gå ind i et køligt kirkerum og finde rum og tid til at tænke over sin egen plads i livet og sin egen rolle i fællesskabet. At bede er også at folde hænderne og finde ro med sig selv og det liv, man har levet.
Dommere er der nok af i denne verden, og vi er også selv gode til at dømme både hinanden og især os selv. Nogle gange er vores dom endda både hård og ubarmhjertig. Sådan skal det ikke være. Jesus ønsker ikke, at vi skal knuse os selv under vægten af de store idealer om altid at være noget for andre. Han ved godt, vi som mennesker rummer både godt og ondt; nogle gange er vi selv som dommeren over for en uretfærdig behandlet enke. Derfor må vi også huske at komme til gudstjeneste for at høre, at vi er tilgivet alle vore fejl og mangler. Der er i virkeligheden kun én dommer, og han dømmer ikke for at knuse os, men for at give os en chance mere. Guds virkelighed er langt større end vores verden, og derfor vil han igen og igen tage al vores skyld og skam af vore skuldre, så vi kan gå ud af kirken og møde dagen og de andre med et løftet hoved, med frihed i sindet og glæde i hjertet for at leve det jævne liv med begge ben på jorden. Det dufter lysegrønt af græs, og solen skinner over alle ligesom regnen falder over enhver, for Gud er retfærdig og vi skal være retfærdige. Det var ordene for denne gang. Nu er jeg færdig. Amen.
Salmer:
Kirkesangeren solo: 451: Du, som os af nåde stor - Fællessalmer: 277: Herre, når din time kommer - 276: Dommer over levende og døde - 455: Mindes vi en fuldtro ven - 725: det dufter lysegrønt af græs