Vi er mest vant til at Jesus taler om tunge emner som død og evigt liv eller synd og frelse, men i dag ser vi ham fra en mere humoristisk side, idet han fortæller en kort historie, der gør grin med en embedsmand, en dommer. Dommeren gør kun det gode, for at slippe for kvindens besværlige klager, og dommeren handler kun, for at sagen ikke skal ende med, at hun slår ham i ansigtet. Sikke en stor og stærk og mægtig dommer, hva? Gad vide, om ikke også hane kone styrede hjemmet, og at han kun var dommer for dog at have lidt at bestemme? Så han kunne tro, at folk respekterede ham. Jo, der var god grund til at håne manden, og mon ikke folk dengang lå flade af grin over det billede: En mægtig mand og dog så bange for en sølle enke.
Der er noget rart over at kunne udstille hykleriet hos dem, der sidder højt på strå. Dommeren sad jo i en meget velanset stilling, fik en god løn og havde de helt rigtige forbindelser i samfundet. Han kunne tillade sig at være ligeglad med almindelige mennesker, for han sad jo trygt og godt på sin taburet. Vi kan næsten drage en direkte linje til i dag, hvor mange sidder sikkert og trygt på deres taburetter og virker temmelig ligeglade med, om almindelige personer på gulvet får det så godt, som de har ret til. Der findes i dag i vores samfund stadig mange ligesom dommeren, de frygter hverken Gud eller elsker mennesker. Gudsfrygt er ikke at være bange for Gud eller frygte for livet og døden eller for synd og fortabelse, men Gudsfrygt er at leve i tro og opmærksomhed på, om man lever til gavn og glæde for sit medmenneske.
Vi behøver jo ikke se os ret meget omkring, før vi må undre os over al den umenneskelige uretfærdighed, der får lov at finde sted, uden at nogen synes at gøre noget ved det. Jo, nogen gør noget – for mange brokker sig over tingenes tilstand, ja, mange gør ligesom enken og beklager sig endeløst til embedsfolk i håb om at få deres ret. Nogle gange bøjer embedsfolkene sig bag deres skriveborde og giver den svage og enken ret. Men andre gange må man selv bøje sig, fordi man løber panden imod en mur, mister modet og måske synker hen i selvfortærrende selvmedlidenhed og dårlige tanker om sin egen ubetydelighed.
Når man har mistet modet og gejsten, er det nemt at give op. Kaste håndklædet i ringen og bare opgive at kæmpe for det, man har kært. Så får de andre ret, og man får selv fred. Selvom freden kan være nok så uretfærdig, kan den være rar. Det er nemlig ikke alle, der har samme kampgejst som enken, men når man tillader uretfærdighed, svigter man sig selv. Den, der svigter sig selv, mister sig selv, mister selvværd, selvglæde og selvrespekt. Man kan kun stille tænke for sig, hvilke kampe de mange har måttet kæmpe og tabe, som nu står i dyb uretfærdighed på den ene eller anden måde. Om dem man kan tænke: Uretfærdigheden vandt, og mennesket forsvandt.
Det er nemt at give op, men bare fordi det er nemt, betyder det langt fra, at det er det rigtige at gøre. Mæske nærmere: Tværtimod. Det rigtige er ofte svært at gøre, fordi man skal have mod til at turde og gejst til at fortsætte. Enken blev ihærdigt ved med at irritere dommeren, men hvor fik hun mod og gejst fra?
Her i kirken lyder det, at modet til at leve og gejsten til at kæmpe kommer fra Gud. Nu er det jo ikke kun kristne, der kæmper for det gode i tilværelsen, men Gud står jo bag sit skaberværk, og uanset om vi fordeler os i grupper af forskellige folkeslag, religioner, ideologer og stater, er vi som mennesker dog alle skabt af Gud. Og som sådan har vi fået blæst livsånde i os, så vi kan leve og kæmpe og dø med mod og gejst. Men, men, men – det er ikke ligegyldigt, hvad vi bekender os til, eller hvad vi tror på, for som apostlen Paulus skrev, så har Gud givet os en særlig ånd – én med kraft og kærlighed og besindighed. Det betyder ikke, at vi som døbte kommer til at gå igennem livet som var det en dans på roser – det vil være naivt og ukristeligt at forestille sig. Ja, det er måske mere sandt at sige, at jo mere man klynger sig til evangeliet, desto mere modgang og besvær vil man opleve. For at tro, det er at elske, og at elske, det at give sig selv for en andens skyld. Såvel for Guds som for menneskers skyld. Og det ville dommeren ikke, for han elskede hverken Gud eller enken, men kun sig selv, sit blanke og kolde spejlbillede.
Når vi kaldes til at bekende os til den kristne tro, så kaldes vi til at følge buddet om, at vi skal elske vor næste som os selv, det betyder at vi skal kæmpe andres kampe – og i vores verden er der fjender nok! – og holde andres mod og gejst oppe. Som om det ikke kunne være hårdt nok at leve med ansvar for sit eget liv, får vi altså også tildelt ansvar for andres. Enken er vort forbillede, vi må ikke give op, så længe der er en ukristelighed af ufred og ugudelige tilstande i verden. Med åndens sværd og håbets ord skal kampen føres.
Når vi så alligevel mister modet, fordi vi jo stadig bare er os mennesker, sådan som vi kender os, skrøbelige og egoistiske, skal vi så bare give op, fordi vi har fejlet eller fordi, gassen gik af ballonen? Nej, for så længe, der er liv, er der håb og muligheder, og så længe, der er håb, er der noget af kæmpe for. Modet og gejsten behøver vi ikke kigge ind i os selv for at finde, for Gud skænker den til os, ganske gratis, ganske nådigt, ganske af sig selv. For også han giver af sig selv, sådan som han byder os at gøre over for hinanden. Det er altså ikke af kvalm inderlighed eller falsk religiøs hengivenhed, når vi folder hænderne og beder til vor Fader i det høje. Men vi beder, for at vi i bønnen kan finde udholdenhed til at leve et liv i medgang og modgang, til at elske på trods af synd og store sorger, og til igen og igen at finde mod og gejst til at kæmpe de kampe, som vi nogle gange helst vil opgive bare for at få et øjebliks fred og ro.
Jesus lagde vægt på, at ligesom vi kræver vores ret i denne verden over for systemet og dem, der skal forsvare vore jordiske rettigheder, sådan skal vi også holde fast i bønnen og kravet om, at Gud giver os, hvad vi har brug for, ja, ligesom vi i Fadervor beder om det daglige brød – sådan må vi også bede om, hvad vi ellers behøver. Vi skal derfor være glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen – så vi kan leve frit i troen på, at vi skal få del i det gode, som Gud skænker os og selv leve på en måde, så vi kan række livets håb og Kristi bud om nådig barmhjertighed til andre, så vi alle bevarer såvel mod som gejst. Amen.
Læs Bibeltekstert il 9. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 4: Giv mig Gud, en salmetunge; 2. DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; 3. DDS 276: Dommer over levende og døde; --- 4. DDS 652: Vor Herre til dig må jeg ty; 5. DDS 455: Mindes vi en fuldtro ven; 6. DDS 655: Er du modfalden
Der er noget rart over at kunne udstille hykleriet hos dem, der sidder højt på strå. Dommeren sad jo i en meget velanset stilling, fik en god løn og havde de helt rigtige forbindelser i samfundet. Han kunne tillade sig at være ligeglad med almindelige mennesker, for han sad jo trygt og godt på sin taburet. Vi kan næsten drage en direkte linje til i dag, hvor mange sidder sikkert og trygt på deres taburetter og virker temmelig ligeglade med, om almindelige personer på gulvet får det så godt, som de har ret til. Der findes i dag i vores samfund stadig mange ligesom dommeren, de frygter hverken Gud eller elsker mennesker. Gudsfrygt er ikke at være bange for Gud eller frygte for livet og døden eller for synd og fortabelse, men Gudsfrygt er at leve i tro og opmærksomhed på, om man lever til gavn og glæde for sit medmenneske.
Vi behøver jo ikke se os ret meget omkring, før vi må undre os over al den umenneskelige uretfærdighed, der får lov at finde sted, uden at nogen synes at gøre noget ved det. Jo, nogen gør noget – for mange brokker sig over tingenes tilstand, ja, mange gør ligesom enken og beklager sig endeløst til embedsfolk i håb om at få deres ret. Nogle gange bøjer embedsfolkene sig bag deres skriveborde og giver den svage og enken ret. Men andre gange må man selv bøje sig, fordi man løber panden imod en mur, mister modet og måske synker hen i selvfortærrende selvmedlidenhed og dårlige tanker om sin egen ubetydelighed.
Når man har mistet modet og gejsten, er det nemt at give op. Kaste håndklædet i ringen og bare opgive at kæmpe for det, man har kært. Så får de andre ret, og man får selv fred. Selvom freden kan være nok så uretfærdig, kan den være rar. Det er nemlig ikke alle, der har samme kampgejst som enken, men når man tillader uretfærdighed, svigter man sig selv. Den, der svigter sig selv, mister sig selv, mister selvværd, selvglæde og selvrespekt. Man kan kun stille tænke for sig, hvilke kampe de mange har måttet kæmpe og tabe, som nu står i dyb uretfærdighed på den ene eller anden måde. Om dem man kan tænke: Uretfærdigheden vandt, og mennesket forsvandt.
Det er nemt at give op, men bare fordi det er nemt, betyder det langt fra, at det er det rigtige at gøre. Mæske nærmere: Tværtimod. Det rigtige er ofte svært at gøre, fordi man skal have mod til at turde og gejst til at fortsætte. Enken blev ihærdigt ved med at irritere dommeren, men hvor fik hun mod og gejst fra?
Her i kirken lyder det, at modet til at leve og gejsten til at kæmpe kommer fra Gud. Nu er det jo ikke kun kristne, der kæmper for det gode i tilværelsen, men Gud står jo bag sit skaberværk, og uanset om vi fordeler os i grupper af forskellige folkeslag, religioner, ideologer og stater, er vi som mennesker dog alle skabt af Gud. Og som sådan har vi fået blæst livsånde i os, så vi kan leve og kæmpe og dø med mod og gejst. Men, men, men – det er ikke ligegyldigt, hvad vi bekender os til, eller hvad vi tror på, for som apostlen Paulus skrev, så har Gud givet os en særlig ånd – én med kraft og kærlighed og besindighed. Det betyder ikke, at vi som døbte kommer til at gå igennem livet som var det en dans på roser – det vil være naivt og ukristeligt at forestille sig. Ja, det er måske mere sandt at sige, at jo mere man klynger sig til evangeliet, desto mere modgang og besvær vil man opleve. For at tro, det er at elske, og at elske, det at give sig selv for en andens skyld. Såvel for Guds som for menneskers skyld. Og det ville dommeren ikke, for han elskede hverken Gud eller enken, men kun sig selv, sit blanke og kolde spejlbillede.
Når vi kaldes til at bekende os til den kristne tro, så kaldes vi til at følge buddet om, at vi skal elske vor næste som os selv, det betyder at vi skal kæmpe andres kampe – og i vores verden er der fjender nok! – og holde andres mod og gejst oppe. Som om det ikke kunne være hårdt nok at leve med ansvar for sit eget liv, får vi altså også tildelt ansvar for andres. Enken er vort forbillede, vi må ikke give op, så længe der er en ukristelighed af ufred og ugudelige tilstande i verden. Med åndens sværd og håbets ord skal kampen føres.
Når vi så alligevel mister modet, fordi vi jo stadig bare er os mennesker, sådan som vi kender os, skrøbelige og egoistiske, skal vi så bare give op, fordi vi har fejlet eller fordi, gassen gik af ballonen? Nej, for så længe, der er liv, er der håb og muligheder, og så længe, der er håb, er der noget af kæmpe for. Modet og gejsten behøver vi ikke kigge ind i os selv for at finde, for Gud skænker den til os, ganske gratis, ganske nådigt, ganske af sig selv. For også han giver af sig selv, sådan som han byder os at gøre over for hinanden. Det er altså ikke af kvalm inderlighed eller falsk religiøs hengivenhed, når vi folder hænderne og beder til vor Fader i det høje. Men vi beder, for at vi i bønnen kan finde udholdenhed til at leve et liv i medgang og modgang, til at elske på trods af synd og store sorger, og til igen og igen at finde mod og gejst til at kæmpe de kampe, som vi nogle gange helst vil opgive bare for at få et øjebliks fred og ro.
Jesus lagde vægt på, at ligesom vi kræver vores ret i denne verden over for systemet og dem, der skal forsvare vore jordiske rettigheder, sådan skal vi også holde fast i bønnen og kravet om, at Gud giver os, hvad vi har brug for, ja, ligesom vi i Fadervor beder om det daglige brød – sådan må vi også bede om, hvad vi ellers behøver. Vi skal derfor være glade i håbet, udholdende i trængslen, vedholdende i bønnen – så vi kan leve frit i troen på, at vi skal få del i det gode, som Gud skænker os og selv leve på en måde, så vi kan række livets håb og Kristi bud om nådig barmhjertighed til andre, så vi alle bevarer såvel mod som gejst. Amen.
Læs Bibeltekstert il 9. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 4: Giv mig Gud, en salmetunge; 2. DDS 367: Vi rækker vore hænder frem; 3. DDS 276: Dommer over levende og døde; --- 4. DDS 652: Vor Herre til dig må jeg ty; 5. DDS 455: Mindes vi en fuldtro ven; 6. DDS 655: Er du modfalden
