Det var med god grund, at Jesus i sin tid advarede sine venner og disciple imod falske profeter, for lige siden hans død og opstandelse har der været en sand mangfoldighed af forskellige meninger om, hvem Jesus var, og hvad hans budskab egentlig er. Nogle så muligheden for at dreje Jesu budskab væk fra det egentlige for at fokusere på alt muligt andet end Guds barmhjertighed. Egoisme og trangen til bekvemmelighed har altid været en del af vores DNA.
I den tidligste kristne kirke forsøgte man at finde ud af, hvad der var sand kristendom, og resultatet ser vi i det, vi kalder ”trosbekendelser”, altså korte sætninger, der viser, hvad kernen i kristendom er. Den mest almindelige og kendte trosbekendelse er den apostolske, som vi sang for lidt siden; den kan læses bagerst i salmebogen. Den stammer fra omkring år 200, og den har igennem århundreder været en guideline for, hvad man kan kalde kristendom. Det lyder som en facitliste, man kan slå op i og finde svar på, om de andre kristne nu også mener det samme som én selv. Så enkelt har det dog aldrig været.
Allerede i den tidligste kristendom og selv da Jesus levede, tog man ikke uden videre Guds ord for gode varer, men man diskuterede, hvad det hele egentlig gik ud på. Hvad er egentlig Guds plan? Hvem er Jesus i virkeligheden? Findes der overhovedet frelse og et evigt liv? Hvad er vores rolle som kristne i hverdagen? Diskussionerne er aldrig blevet endeligt afgjort, og de bryder indimellem frem med ny og voldsom kraft; nogle gange fører de endda store opgør, splittelser og kampe med sig. For med kristendom og tro er der noget på spil, som virkeligt betyder så meget, at mange har været villig til både at kæmpe og at dø for det. Jesus var den første, der gik i døden for sin overbevisning, og siden har mange fulgt efter ham. Døden er en effektiv måde at lukke munden på andre, men det besvarer jo ikke spørgsmålene, der igen og igen dukker op.
Vi kan sagtens bruge en masse tid og luft på at diskutere nogle kirkelige og teologiske emner om gudstjenestens forløb, præstens påklædning ved gudstjenester, og om Jesus sagde lige præcist dét eller dét ord, eller om han nu også virkeligt gik på vandet. Sådanne diskussioner har altid begejstret verdensfjerne teologer og har kedet alle andre ihjel. Mange debatter om sand og falsk kristendom har ikke betydet noget for os i vores jævne hverdag. Hvad rager det os egentlig, at al teologi er korrekt, hvis ingen gør troen konkret, og får Jesu budskab ud i den verden, hvor vi nu engang hører hjemme – hvor vi lever, elsker, bor og tror? Når Guds kærlighed ender i rationelle debatter, hvad er så formålet med det hele?
Når Jesus advarer imod dem, der taler falsk, så advarer han os imod at høre på enhver, taler til vores indre egoist og lokker os ind i behagelige og virkelighedsfjerne drømme. Der er nogle, der har det bedst med, at vi lulles egoisme og bekvemmelighed, hvor vi ukritisk lever og tror, at alt er som det skal være – eller endnu værre: at vi ser noget ondt og uretfærdigt og dog tror, at vi intet kan gøre ved det. Kristendom er og har dog aldrig en sovepude eller undskyldning for ikke at gøre noget konkret for dem, vi lever iblandt. Tværtimod er troen altid en kritisk røst i vores tid. Vi har så travlt med alt muligt andet end at lytte til det, Jesus siger. Der er så meget, vi skal nå for os selv, at vi ikke længere kan nå hinanden. Ensomheden er en alvorlig konsekvens af, at vi er hoppet ombord på et tog, der buldrer fremad for at skabe vækst og velstand og velfærd – men som i stedet medfører ulykkelige hjerter, der higer efter et humant tempo, menneskeligt nærvær og åndeligt medfølelse. Der var nogle, der lovede os, at det hele ville blive bedre.
De falske profeter er dog ikke en synlig gruppe personer, som vi kan sætte ansigt på og udråbe til usmageligt rådne frugter; så nemt er det ikke. De falske profeter er idéer og tendenser i vores tid, som blander sandhed med løgn og bedrager os, så vi kommer til at gøre det onde, når vi prøver at gøre det gode. På trods af alle gode intentioner kommer vi til at træde på hinanden, såre og udnytte hinanden. Hvor blev næstekærligheden af i forbrugersamfundet? Alverdens farverige reklamer og veltalende meningsdannere fremmaner en verden, hvor vi selv er vigtigste i vores egen lille navleverden. I sådan en verden kan man ikke se ud over sin egen næsetip, for næsen er lige så lang som de løgne og bedrag, vi er blevet forblændet af. I kristendom peger pilen væk fra os selv og hen på andre; det handler om barmhjertighed – og det er sjældent særligt bekvemt.
Barmhjertighed er et flot teologisk ord, men det klinger hult, når man går forbi tiggeren og den, der rækker hånden frem, for at komme ud af sin ensomme og fattige tilstedeværelse i et samfund, der bugner af overflod. Der er en grund til at vi ikke længere lever i klostre afskåret fra verden omkring os. Reformatoren Martin Luther forsøgte virkeligt at gøre kristendom relevant i sin samtid; klostrene blev lukket, og kirkens forkyndelse skulle nå det almindelige menneske i både øjenhøjde og med hjerterymte. Men har hele hans projekt været forgæves, så vi nu kun af navn kan bryste os af at være en luthersk kirke? Hvorfor er der stadig så meget uretfærdighed i landet, når der er så mange kristne?
Gud nøjedes ikke med at sidde i sin himmel, men kom til jorden for at vise os barmhjertighed. Også Jesus gik ud til fremmede, fattige og de sære, sølle stakler som ingen andre talte med. Når både Skaberen og Frelseren har vist os, hvad vi skal gøre, skylder vi så ikke netop at høre Jesu budskab som noget, der virkeligt vedrører vores forhold til andre? Kirkeklokken ringede ikke bare for at kalde os sammen til lidt hyggeligt salmesang, for i dag lyder ordene om, at der går ulve forklædt som får iblandt os, og at falske profeter vil gøre det barske både sødt og uskyldigt. Nogen vil tage det alvorlige budskab ud af livet; men hvilke frugter giver hænderne på dem, der er (åndeligt) faldet i søvn? Hvad hjælper det min nabo og næste, hvis vi lader kristendommen blive ved gudstjenesten? Tro er ikke hvad som helst, der står i Bibel og bekendelse, men tro er at leve som udsendt af Gud for at række barmhjertigheden ud. Amen.
Prædikentekster til 8. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen; 2. DDS 337: Behold os Herre ved dit ord; 3. DDS 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; ---; 4. DDS 390: Gud, lad dit ord i nåde lykkes; 5. DDS 455: Mindes vi en fuldtro ven; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
MEDDELELSER
På søndag skal vi høre lignelsen om den uærlig godsforvalter. Han var ansat hos en rig mand, men han ødslede den rige mands ejendom væk. Da den rige mand ville sætte ham fra bestilling, skyndte godsforvalteren sig at bruge flere af den rige mands penge til at eftergive en del af andres gæld. På den måde kunne han skaffe sig venner ved hjælp af ussel mammon, og for Jesus er det en handlemåde, der fortjener ros.
Næste gudstjeneste er på søndag d. 13. august i Hunderup kl. 9.30 med kirkekaffe og kl. 11 i Vilslev.
I Jernved kirke er der gudstjeneste kl. 9.30 og i Gredstedbro kl. 11 begge ved Kevin Asmussen.
I den tidligste kristne kirke forsøgte man at finde ud af, hvad der var sand kristendom, og resultatet ser vi i det, vi kalder ”trosbekendelser”, altså korte sætninger, der viser, hvad kernen i kristendom er. Den mest almindelige og kendte trosbekendelse er den apostolske, som vi sang for lidt siden; den kan læses bagerst i salmebogen. Den stammer fra omkring år 200, og den har igennem århundreder været en guideline for, hvad man kan kalde kristendom. Det lyder som en facitliste, man kan slå op i og finde svar på, om de andre kristne nu også mener det samme som én selv. Så enkelt har det dog aldrig været.
Allerede i den tidligste kristendom og selv da Jesus levede, tog man ikke uden videre Guds ord for gode varer, men man diskuterede, hvad det hele egentlig gik ud på. Hvad er egentlig Guds plan? Hvem er Jesus i virkeligheden? Findes der overhovedet frelse og et evigt liv? Hvad er vores rolle som kristne i hverdagen? Diskussionerne er aldrig blevet endeligt afgjort, og de bryder indimellem frem med ny og voldsom kraft; nogle gange fører de endda store opgør, splittelser og kampe med sig. For med kristendom og tro er der noget på spil, som virkeligt betyder så meget, at mange har været villig til både at kæmpe og at dø for det. Jesus var den første, der gik i døden for sin overbevisning, og siden har mange fulgt efter ham. Døden er en effektiv måde at lukke munden på andre, men det besvarer jo ikke spørgsmålene, der igen og igen dukker op.
Vi kan sagtens bruge en masse tid og luft på at diskutere nogle kirkelige og teologiske emner om gudstjenestens forløb, præstens påklædning ved gudstjenester, og om Jesus sagde lige præcist dét eller dét ord, eller om han nu også virkeligt gik på vandet. Sådanne diskussioner har altid begejstret verdensfjerne teologer og har kedet alle andre ihjel. Mange debatter om sand og falsk kristendom har ikke betydet noget for os i vores jævne hverdag. Hvad rager det os egentlig, at al teologi er korrekt, hvis ingen gør troen konkret, og får Jesu budskab ud i den verden, hvor vi nu engang hører hjemme – hvor vi lever, elsker, bor og tror? Når Guds kærlighed ender i rationelle debatter, hvad er så formålet med det hele?
Når Jesus advarer imod dem, der taler falsk, så advarer han os imod at høre på enhver, taler til vores indre egoist og lokker os ind i behagelige og virkelighedsfjerne drømme. Der er nogle, der har det bedst med, at vi lulles egoisme og bekvemmelighed, hvor vi ukritisk lever og tror, at alt er som det skal være – eller endnu værre: at vi ser noget ondt og uretfærdigt og dog tror, at vi intet kan gøre ved det. Kristendom er og har dog aldrig en sovepude eller undskyldning for ikke at gøre noget konkret for dem, vi lever iblandt. Tværtimod er troen altid en kritisk røst i vores tid. Vi har så travlt med alt muligt andet end at lytte til det, Jesus siger. Der er så meget, vi skal nå for os selv, at vi ikke længere kan nå hinanden. Ensomheden er en alvorlig konsekvens af, at vi er hoppet ombord på et tog, der buldrer fremad for at skabe vækst og velstand og velfærd – men som i stedet medfører ulykkelige hjerter, der higer efter et humant tempo, menneskeligt nærvær og åndeligt medfølelse. Der var nogle, der lovede os, at det hele ville blive bedre.
De falske profeter er dog ikke en synlig gruppe personer, som vi kan sætte ansigt på og udråbe til usmageligt rådne frugter; så nemt er det ikke. De falske profeter er idéer og tendenser i vores tid, som blander sandhed med løgn og bedrager os, så vi kommer til at gøre det onde, når vi prøver at gøre det gode. På trods af alle gode intentioner kommer vi til at træde på hinanden, såre og udnytte hinanden. Hvor blev næstekærligheden af i forbrugersamfundet? Alverdens farverige reklamer og veltalende meningsdannere fremmaner en verden, hvor vi selv er vigtigste i vores egen lille navleverden. I sådan en verden kan man ikke se ud over sin egen næsetip, for næsen er lige så lang som de løgne og bedrag, vi er blevet forblændet af. I kristendom peger pilen væk fra os selv og hen på andre; det handler om barmhjertighed – og det er sjældent særligt bekvemt.
Barmhjertighed er et flot teologisk ord, men det klinger hult, når man går forbi tiggeren og den, der rækker hånden frem, for at komme ud af sin ensomme og fattige tilstedeværelse i et samfund, der bugner af overflod. Der er en grund til at vi ikke længere lever i klostre afskåret fra verden omkring os. Reformatoren Martin Luther forsøgte virkeligt at gøre kristendom relevant i sin samtid; klostrene blev lukket, og kirkens forkyndelse skulle nå det almindelige menneske i både øjenhøjde og med hjerterymte. Men har hele hans projekt været forgæves, så vi nu kun af navn kan bryste os af at være en luthersk kirke? Hvorfor er der stadig så meget uretfærdighed i landet, når der er så mange kristne?
Gud nøjedes ikke med at sidde i sin himmel, men kom til jorden for at vise os barmhjertighed. Også Jesus gik ud til fremmede, fattige og de sære, sølle stakler som ingen andre talte med. Når både Skaberen og Frelseren har vist os, hvad vi skal gøre, skylder vi så ikke netop at høre Jesu budskab som noget, der virkeligt vedrører vores forhold til andre? Kirkeklokken ringede ikke bare for at kalde os sammen til lidt hyggeligt salmesang, for i dag lyder ordene om, at der går ulve forklædt som får iblandt os, og at falske profeter vil gøre det barske både sødt og uskyldigt. Nogen vil tage det alvorlige budskab ud af livet; men hvilke frugter giver hænderne på dem, der er (åndeligt) faldet i søvn? Hvad hjælper det min nabo og næste, hvis vi lader kristendommen blive ved gudstjenesten? Tro er ikke hvad som helst, der står i Bibel og bekendelse, men tro er at leve som udsendt af Gud for at række barmhjertigheden ud. Amen.
Prædikentekster til 8. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen; 2. DDS 337: Behold os Herre ved dit ord; 3. DDS 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; ---; 4. DDS 390: Gud, lad dit ord i nåde lykkes; 5. DDS 455: Mindes vi en fuldtro ven; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
MEDDELELSER
På søndag skal vi høre lignelsen om den uærlig godsforvalter. Han var ansat hos en rig mand, men han ødslede den rige mands ejendom væk. Da den rige mand ville sætte ham fra bestilling, skyndte godsforvalteren sig at bruge flere af den rige mands penge til at eftergive en del af andres gæld. På den måde kunne han skaffe sig venner ved hjælp af ussel mammon, og for Jesus er det en handlemåde, der fortjener ros.
Næste gudstjeneste er på søndag d. 13. august i Hunderup kl. 9.30 med kirkekaffe og kl. 11 i Vilslev.
I Jernved kirke er der gudstjeneste kl. 9.30 og i Gredstedbro kl. 11 begge ved Kevin Asmussen.
