Tænk et øjeblik på det hus, I bor i. Kan I se det for jer? Måske har I boet der i langt tid, så I efterhånden kender husets hemmeligheder, måske har I boet der kort tid, og mangler stadig at opdage meget. Nogle huse har et stærkt fundament, men hos andre huse smuldrer fundamentet eller det kan ske, at huset står næsten direkte på jorden. Vi ved godt, at fundamentet skal være i orden, så huset ikke flyder væk, når det danske sommerregnvejr skyller over landet. Som med huse er det også med os.
Vi prøver at bygge vort livshus på et solidt og stærkt fundament, så vi ikke vælter, når livet puster til os, eller når tilværelsen giver os hårde regnvejrsdage. Huse er lige så forskellige, som vi er det. Det gælder for os alle, at vi skal have et fundament at bygge på, en solid grund – det kan være særlige værdier, holdninger eller religion, vi bygger vores liv op på. Og det er dét, Jesus tager fat på i dag. Han sammenligner mennesker med huse; nogle står på et svagt fundament, fordi de står svagt på deres principper, flyder med strømmen eller vender sig som vinden blæser. De skifter standpunkt alt efter, hvad der er gunstigt for dem, og de står på løs grund; troløse er de og uden loyalitet eller trofasthed. Man kan ikke stole hverken på et hus, der er bygget på sand eller et menneske, hvis fundament er løst og omskifteligt. Ligesom en klippe ligger fast, må det stærkeste fundament være det mest urokkelige og uforanderlige.
Nogle af Jesu disciple troede, de havde sikker grund under fødderne, da de gjorde store mirakler og blandt andet uddrev dæmoner! De mente, at deres mægtige gerninger var tegn på, at de havde formået af opføre et kæmpestort og flot bygningsværk med deres store tro og religiøse hengivenhed. Men de havde stirret sig blinde på bygningsværket og havde glemt fundamentet. Vi fokuserer så meget på facaden, at man skulle tro, det var udseendet, det kom an på. Men uanset hvor flot huset er opført og malet, vil det ikke holde længe, hvis fundamentet ikke er sikret. Og hvis vi bygger vores liv på store mirakler og undere, hvad sker der så, når miraklerne ikke indtræffer eller vi ikke føler, vore bønner bliver hørt? For der vil komme mørke og stormfulde nætter i vores tro og i vort liv. Om vi kan stå prøvelserne igennem kommer an på fundamentet.
Et fundament kan man ikke se, men alligevel er fundamentet det vigtigste ved en bygning. Man kan heller ikke se det indre i en person, men alt hvad vi gør har sit udspring i vort indre, i hjertet og i tankerne. Hvad hjertet er fuldt af, flyder munden over med, siger vi, for når vi lader tankerne flyde ud af munden, viser vi over for hinanden, hvad vi indeholder, og hvem vi er. Er vi ærlige, kan vi på den måde vise hinanden, hvad vores fundament består af, og hvad vi bygger vort liv på.
Desværre må vi indse, at på trods af vore forskellige fundamenter, og uanset hvor grundigt vi forbereder os på livet og tilværelsen, og hvor meget vi end tager ansvar for vores liv, så vil alle vore flotte huse, store bygninger og skønne facader en dag synke sammen, krakelere og forsvinde som støv for tidens vinde – også sådan ligner huse og menneskeliv hinanden. Tænk også på historiens gang indtil i dag, og tænk bare på de sidste dages hændelser. Verden er fuld af uro som om, den er styret af en ond ånd, og vi mennesker slider os selv og hinanden op, imens vi lever. Jo hårdere livet føles, og jo mere vi udsættes for modgang og livets alvor, så vil vores fundament slå revner, troen vil til tider vakle og tvivlen vil nage som en sten i skoen.
Kunne det så ikke være rart med nogle synlige tegn på Guds eksistens? Tegn på, at vi tror på den rigtige måde? Bare opleve store ting ligesom Jesu disciple, der kunne uddrive dæmoner, helbrede syge og gøre mægtige gerninger – kunne det ikke være fedt og opløftende og bekræftende for livet og troen? Jo, men så kommer vi igen til at fokusere på det ydre. Og så bliver vi forledt af falske profeter til at tro, at Gud tænker mest på, hvordan vi optræder i verden, og hvor flotte vore huse er, eller om vi er hellige og rettroende i vores ydre. Hvis det ydre var det vigtigste, så ville livet blive en konkurrence om at få bygget det flotteste hus og det bedste liv med succes og penge og anseelse.
Men i dag peger Jesus på fundamentet, på vores fundament og endda endnu bedre: på det uforgængelige og urokkelige fundament, der aldrig slår revner og som ligger på selve Guds klippe. Hvad er det fundaments synlige tegn for os? Der må vi pege på dåbens bad og nadverens mad. Men hvorfor døbe og gå til alters? Fordi vi har indset, at vores fundament ikke vil holde i tid og evighed; vi har indset, at vi ikke kan bygge hele vores liv og tilværelse alene på vores egen formåen, ja, vi har indset, at vores egen ånd er skrøbelig, så vi må overgive den i Guds hånd. Det bekender vi åbent og ærligt i trosbekendelsen, idet vi dér tilslutter os, at Jesus er frelser for os.
Alt, hvad vi kan finde på at bygge vores liv på, kan gå i stykker, gå i opløsning og kan blive ødelagt af onde kræfter; det ser vi tit nok rundt omkring, hvor ufred hersker, hvor griskhed fører krig mod menneskelighed, og hvor ideologier træder folk under fode og ødelægger mange mulighed for at få et godt liv. Verdens ånd vil kun sig selv, vil beundre sig selv i spejlet og vil rose sig selv for sine store gerninger. Men verdens ånd og Guds ånd står imod hinanden, for Gud vil aldrig kun sig selv, men vil altid opsøge os, der er fortabte, der er sønderbrudte og os, der har mistet håbet og livsglæden.
Gud vil i Kristus finde frem til os, der har mistet vores fundament og række sine barmhjertige hænder ud for at give et stærkere og bedre fundament. Gud vil, at vi skal leve for andre. Kærlighed er at give sig selv, som Jesus gav sig selv, indtil han hang på korset og ikke havde mere at give, sådan skal også vi gøre, ja, dét er vort fundament: at være til for andres skyld, for andres liv, glæde, frelse og fred. På den måde taler vi verdens ånd imod, på den måde bliver kristne en dårskab for verden, for vi må ikke blive optagede af vore egne gerninger eller vort eget hus og falde i staver om, hvorvidt vores hus er det flotteste eller om vi er bedre mennesker end andre.
For vi er kaldet til at holde os til Gud og at leve for hinanden. Derfor samles vi til gudstjeneste for ved dåb, nadver, bøn og salmesang igen og igen at høre, at når verden ramler og troen smuldrer, og når vi alligevel følger de falske profeter og verdens ånd, så lægger Guds til trods for vore synder og dårskab et nyt fundament bygget af nåde og barmhjertighed. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte vore huse. Men vi faldt ikke ud af Guds hænder for vore huse er blevet lagt på Guds klippegrund. Vort håb står ikke til denne verden men til Kristus alene. Amen.
Læs Bibeltekster til 8. søndag efter Trinitatis
1. DDS 319: Vidunderligst af alt på jord; 335: Flammerne er mange; 3. DDS 608: Stod med Krist vi op af døde; --- ; 4. DDS 322: Den kristne kirkes skønne navn; 5. DDS 52, 1-2: Du Herre Krist; 6. DDS 371: Du fylder mig med glæde (mel: Jeg ved en lærkerede)
Vi prøver at bygge vort livshus på et solidt og stærkt fundament, så vi ikke vælter, når livet puster til os, eller når tilværelsen giver os hårde regnvejrsdage. Huse er lige så forskellige, som vi er det. Det gælder for os alle, at vi skal have et fundament at bygge på, en solid grund – det kan være særlige værdier, holdninger eller religion, vi bygger vores liv op på. Og det er dét, Jesus tager fat på i dag. Han sammenligner mennesker med huse; nogle står på et svagt fundament, fordi de står svagt på deres principper, flyder med strømmen eller vender sig som vinden blæser. De skifter standpunkt alt efter, hvad der er gunstigt for dem, og de står på løs grund; troløse er de og uden loyalitet eller trofasthed. Man kan ikke stole hverken på et hus, der er bygget på sand eller et menneske, hvis fundament er løst og omskifteligt. Ligesom en klippe ligger fast, må det stærkeste fundament være det mest urokkelige og uforanderlige.
Nogle af Jesu disciple troede, de havde sikker grund under fødderne, da de gjorde store mirakler og blandt andet uddrev dæmoner! De mente, at deres mægtige gerninger var tegn på, at de havde formået af opføre et kæmpestort og flot bygningsværk med deres store tro og religiøse hengivenhed. Men de havde stirret sig blinde på bygningsværket og havde glemt fundamentet. Vi fokuserer så meget på facaden, at man skulle tro, det var udseendet, det kom an på. Men uanset hvor flot huset er opført og malet, vil det ikke holde længe, hvis fundamentet ikke er sikret. Og hvis vi bygger vores liv på store mirakler og undere, hvad sker der så, når miraklerne ikke indtræffer eller vi ikke føler, vore bønner bliver hørt? For der vil komme mørke og stormfulde nætter i vores tro og i vort liv. Om vi kan stå prøvelserne igennem kommer an på fundamentet.
Et fundament kan man ikke se, men alligevel er fundamentet det vigtigste ved en bygning. Man kan heller ikke se det indre i en person, men alt hvad vi gør har sit udspring i vort indre, i hjertet og i tankerne. Hvad hjertet er fuldt af, flyder munden over med, siger vi, for når vi lader tankerne flyde ud af munden, viser vi over for hinanden, hvad vi indeholder, og hvem vi er. Er vi ærlige, kan vi på den måde vise hinanden, hvad vores fundament består af, og hvad vi bygger vort liv på.
Desværre må vi indse, at på trods af vore forskellige fundamenter, og uanset hvor grundigt vi forbereder os på livet og tilværelsen, og hvor meget vi end tager ansvar for vores liv, så vil alle vore flotte huse, store bygninger og skønne facader en dag synke sammen, krakelere og forsvinde som støv for tidens vinde – også sådan ligner huse og menneskeliv hinanden. Tænk også på historiens gang indtil i dag, og tænk bare på de sidste dages hændelser. Verden er fuld af uro som om, den er styret af en ond ånd, og vi mennesker slider os selv og hinanden op, imens vi lever. Jo hårdere livet føles, og jo mere vi udsættes for modgang og livets alvor, så vil vores fundament slå revner, troen vil til tider vakle og tvivlen vil nage som en sten i skoen.
Kunne det så ikke være rart med nogle synlige tegn på Guds eksistens? Tegn på, at vi tror på den rigtige måde? Bare opleve store ting ligesom Jesu disciple, der kunne uddrive dæmoner, helbrede syge og gøre mægtige gerninger – kunne det ikke være fedt og opløftende og bekræftende for livet og troen? Jo, men så kommer vi igen til at fokusere på det ydre. Og så bliver vi forledt af falske profeter til at tro, at Gud tænker mest på, hvordan vi optræder i verden, og hvor flotte vore huse er, eller om vi er hellige og rettroende i vores ydre. Hvis det ydre var det vigtigste, så ville livet blive en konkurrence om at få bygget det flotteste hus og det bedste liv med succes og penge og anseelse.
Men i dag peger Jesus på fundamentet, på vores fundament og endda endnu bedre: på det uforgængelige og urokkelige fundament, der aldrig slår revner og som ligger på selve Guds klippe. Hvad er det fundaments synlige tegn for os? Der må vi pege på dåbens bad og nadverens mad. Men hvorfor døbe og gå til alters? Fordi vi har indset, at vores fundament ikke vil holde i tid og evighed; vi har indset, at vi ikke kan bygge hele vores liv og tilværelse alene på vores egen formåen, ja, vi har indset, at vores egen ånd er skrøbelig, så vi må overgive den i Guds hånd. Det bekender vi åbent og ærligt i trosbekendelsen, idet vi dér tilslutter os, at Jesus er frelser for os.
Alt, hvad vi kan finde på at bygge vores liv på, kan gå i stykker, gå i opløsning og kan blive ødelagt af onde kræfter; det ser vi tit nok rundt omkring, hvor ufred hersker, hvor griskhed fører krig mod menneskelighed, og hvor ideologier træder folk under fode og ødelægger mange mulighed for at få et godt liv. Verdens ånd vil kun sig selv, vil beundre sig selv i spejlet og vil rose sig selv for sine store gerninger. Men verdens ånd og Guds ånd står imod hinanden, for Gud vil aldrig kun sig selv, men vil altid opsøge os, der er fortabte, der er sønderbrudte og os, der har mistet håbet og livsglæden.
Gud vil i Kristus finde frem til os, der har mistet vores fundament og række sine barmhjertige hænder ud for at give et stærkere og bedre fundament. Gud vil, at vi skal leve for andre. Kærlighed er at give sig selv, som Jesus gav sig selv, indtil han hang på korset og ikke havde mere at give, sådan skal også vi gøre, ja, dét er vort fundament: at være til for andres skyld, for andres liv, glæde, frelse og fred. På den måde taler vi verdens ånd imod, på den måde bliver kristne en dårskab for verden, for vi må ikke blive optagede af vore egne gerninger eller vort eget hus og falde i staver om, hvorvidt vores hus er det flotteste eller om vi er bedre mennesker end andre.
For vi er kaldet til at holde os til Gud og at leve for hinanden. Derfor samles vi til gudstjeneste for ved dåb, nadver, bøn og salmesang igen og igen at høre, at når verden ramler og troen smuldrer, og når vi alligevel følger de falske profeter og verdens ånd, så lægger Guds til trods for vore synder og dårskab et nyt fundament bygget af nåde og barmhjertighed. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte vore huse. Men vi faldt ikke ud af Guds hænder for vore huse er blevet lagt på Guds klippegrund. Vort håb står ikke til denne verden men til Kristus alene. Amen.
Læs Bibeltekster til 8. søndag efter Trinitatis
1. DDS 319: Vidunderligst af alt på jord; 335: Flammerne er mange; 3. DDS 608: Stod med Krist vi op af døde; --- ; 4. DDS 322: Den kristne kirkes skønne navn; 5. DDS 52, 1-2: Du Herre Krist; 6. DDS 371: Du fylder mig med glæde (mel: Jeg ved en lærkerede)
