Da den lille dreng kom til verden skreg han som alle andre nyfødte. Det lød næsten som om, han protesterede imod at blive født ind i verden og hos en familie, han ikke kendte og ikke havde valgt. Der blev dog taget godt imod ham af en sød jordemoder, og hans egen mor lagde ham straks på sin barm, så han igen kunne lytte til hendes meget velkendte hjerterytme. Den lille dreng blev fik sit navn; Zakæus var blevet født. Hans forældre var så glade, som kun nyfødtes forældre kan være det. Gud havde skænket dem en sund og rask dreng, og de håbede, at han ville høre på deres opdragelse og vokse op til at blive en mand, der tog sit liv alvorligt og hjalp andre, der havde brug for det. Forældrene så ham blive større og vokse op, og selvom de stadig var glade for Zakæus, så blev han i sine teenageår både skuffet og bitter over, at han ikke blev lige så høj som de andre drenge. Nej, Zakæus blev ikke en høj dreng; han følte sig overset af de piger, han forelskede sig i, og følte sig i det hele taget som et mindre menneske end de andre. Han følte, at hans forventninger til livet ikke blev indfriet.
Af skuffelse begyndte han at føle sig ensom, og han skubbede folk fra sig, fordi han ikke ville såres mere. Han lukkede sig inde i sig selv og gjorde sine følelser kolde. Hvis alle alligevel overså ham, og ikke regnede ham for noget, så kunne han vel også selv være ligeglad med sit liv, sin ære og sin tilværelse. Zakæus så, at de rige altid så så glade ud, og de manglede aldrig noget. Han besluttede, at han også ville være rig – om han så skulle stjæle slik fra børn og tage den sidste øre fra gamle damer!
Zakæus blev tolder og fik ansættelse hos den romerske besættelsesmagt. Han krævede skat op hos jøderne, hans egne landsmænd, og hvis ikke Zakæus før var blevet hånet og mobbet, så blev han det i hvert fald, da han blev håndlanger for fjenden. Men jo mere jøderne så skævt til Zakæus, desto mere indædt kæmpede han for at gøre sit arbejde grundigt og opkræve skatter med hård hånd, så han kunne få ros af de romerske soldater – og så han kunne få mere i løn. Han steg i graderne, og blev overtolder, men blev derved kun mere forhadt af jøderne. Zakæus gik sin egen vej i livet; og han blev høj på de mange penge. Han fik sig nogle dyre vaner og ”gode” venner, der nød godt af hans mange penge. Men dyre vaner tømmer hurtigt lommerne, måtte Zakæus sande, og snart slog heller ikke hans høje løn til. Det var desuden som om, hans moral blev lavere i takt med at behovet for flere penge steg. Han tog den nemme udvej og begyndte at opkræve mere i skat, så han kunne stikke noget i sin egen lomme af folks surt optjente skillinger.
Sådan levede Zakæus. Han, der som barn og ung blev elsket af sine forældre, men som voksen skuffede alle, fordi han selv følte sig uretfærdigt behandlet af livet; han følte, at verden var imod ham, ja, at selveste Gud i sin Himmel havde svigtet ham ved at have ladet ham være en mand, der var lille af vækst. I sin ungdom slog det ham, at han ikke var som de andre. Og tankerne begyndte at hviske ondt i hans sind: ”Hvorfor har de andre fået så meget? Se bare ham der med det flotte hår. Og ham der med den flotte kone. Og ham der med så kønt et ansigt. Hvorfor har de andre fået så meget, når du har fået så lidt?”
Konklusionen var tydelig for Zakæus: Gud havde kun sat ham i verden for at være et offer for hån og mobning. Med sin lave vækst kunne folk more sig over, at han ikke kunne sidde på en almindelig stol; at han ikke kunne nå de ting, som alle andre nemt kunne række ud efter. Folk havde leet højt og hjerteløst af Zakæus, der følte skammen brænde i sig, som om nogen havde lagt glødende kul på hans hoved. Den brændende fornemmelse skyldtes vrede og skuffelse og frustration – og han forsøgte at slukke den brændende smerte ved at hævne sig og opkræve store skatter; jo mere, andre led under hans opkrævninger, desto bedre syntes han at få det. I hvert fald et øjeblik. Det varede dog som regel ikke længe, før han atter måtte finde sig et offer, der måtte få at føle, at hverken Gud eller mennesker skal gøre grin med den store overtolder Zakæus!
En dejlig, solrig dag havde Zakæus indkrævet en masse skatter og snydt en masse enker og sølle stakler. Det varmede hans iskolde hjerte. Han hørte pludseligt en masse larm et stykke væk, og ville vide, hvad der foregik; måske var der penge i udsigt. Han ville ønske, han kunne flyve, men også dét havde Gud snydt ham for; så Zakæus kravlede op i et højt træ, hvor han havde den bedste udsigt. Dér i mængden gik en mand, som Zakæus hurtigt lagde mærket til. Men hov, flokken kom lige imod ham, og før han kunne nå at kravle ned, sad han fanget som katten i et træ og følte sig mere udstillet og hjælpeløs end nogensinde før.
Men før han kunne tænke på hævn og had, afbrød Jesus ham og bød sig selv inden for i hans hus og hjem. Forfjamsket over at blive set, skyndte Zakæus sig at vise den populære gæst til sin pragtvilla, han havde betalt for stjålne penge. Knap nok var Jesus trådt inden for, før Zakæus blev overmandet af så dårlig samvittighed, at han følte det som om, Guds egen hånd havde grebet om hans hjerte. Al hans griskhed og onde gerninger stod malet for ham, og hans hævn og had forsvandt, da han følte, at denne mærkelige mand ikke så på ham med spot eller hån, men med venlige og barmhjertige øjne. Først da gik det op for Zakæus, at han havde en sjæl, for Jesus så lige ind i den. Jesus fyldte ham med en fred og ro, som han kun kunne huske svagt fra sin barndom, da han mor tog ham ind i sin varme og bløde favn og beskyttede ham imod den verden, der kan såre os på forfærdeligt mange måder.
Zakæus følte nu en ny ild brænde i sig – ikke en smertelig ild af hævn og had, men en glødende længsel efter at udøve retfærdighed mod dem, han før havde stjålet fra, og mod dem han havde undertrykt med hele sin stillings magt og pragt. Det var en omvendt og angerfuld Zakæus, der i alles påhør lovede bod og bedring for alle de år, hvor hans sind og hjerte var fanget af vreden og frustrationen. Han havde virkelig følt sig så fortabt som et får blandt ulve og som en nål i en høstak; han havde virkelig følt dybt i sit hjerte, at Gud havde glemt ham, eller endda hadede ham. Men dér – i dét ene øjeblik – hvor Jesus besøgte ham og smilede venligt til ham, gav ham hånden og anerkendte ham som et menneske, en rigtig mand, på lige fod med de andre, da følte han sig endelig mødt som et Guds barn; der faldt en sten fra Zakæus hjerte og et tungt åg fra hans skuldre. Han følte sig så lettet, at han troede, han ville svæve igennem loftet. Han følte sig næsten som en nyfødt, og han så pludseligt alting på en ny måde: Denne fattige Jesus var langt rigere, end han selv nogensinde ville blive. Men hvad havde Jesus da? Åbenbart intet andet end en tro på, at Gud er kærlighed, og at hver eneste af os har brug for kærlighed for at blive hele og rigtige mennesker. Zakæus havde i mange år søgt rigdom i livet, magt i tilværelsen og berømmelse i verden – men hvad er alt dette, hvis man er ude af stand til at blive elsket og til selv at elske? Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 408: Nu ringer alle klokker mod sky; 2. DDS 547: Man siger, livet har bange kår; 3. DDS 487: Nu fryde sig hver kristen mand; ---; 4. DDS 492: Guds igenfødte ny-levende sjæle; 5. DDS 69, 5-6: Du fødtes på jord; 6. DDS 471: O glædelig dag
Af skuffelse begyndte han at føle sig ensom, og han skubbede folk fra sig, fordi han ikke ville såres mere. Han lukkede sig inde i sig selv og gjorde sine følelser kolde. Hvis alle alligevel overså ham, og ikke regnede ham for noget, så kunne han vel også selv være ligeglad med sit liv, sin ære og sin tilværelse. Zakæus så, at de rige altid så så glade ud, og de manglede aldrig noget. Han besluttede, at han også ville være rig – om han så skulle stjæle slik fra børn og tage den sidste øre fra gamle damer!
Zakæus blev tolder og fik ansættelse hos den romerske besættelsesmagt. Han krævede skat op hos jøderne, hans egne landsmænd, og hvis ikke Zakæus før var blevet hånet og mobbet, så blev han det i hvert fald, da han blev håndlanger for fjenden. Men jo mere jøderne så skævt til Zakæus, desto mere indædt kæmpede han for at gøre sit arbejde grundigt og opkræve skatter med hård hånd, så han kunne få ros af de romerske soldater – og så han kunne få mere i løn. Han steg i graderne, og blev overtolder, men blev derved kun mere forhadt af jøderne. Zakæus gik sin egen vej i livet; og han blev høj på de mange penge. Han fik sig nogle dyre vaner og ”gode” venner, der nød godt af hans mange penge. Men dyre vaner tømmer hurtigt lommerne, måtte Zakæus sande, og snart slog heller ikke hans høje løn til. Det var desuden som om, hans moral blev lavere i takt med at behovet for flere penge steg. Han tog den nemme udvej og begyndte at opkræve mere i skat, så han kunne stikke noget i sin egen lomme af folks surt optjente skillinger.
Sådan levede Zakæus. Han, der som barn og ung blev elsket af sine forældre, men som voksen skuffede alle, fordi han selv følte sig uretfærdigt behandlet af livet; han følte, at verden var imod ham, ja, at selveste Gud i sin Himmel havde svigtet ham ved at have ladet ham være en mand, der var lille af vækst. I sin ungdom slog det ham, at han ikke var som de andre. Og tankerne begyndte at hviske ondt i hans sind: ”Hvorfor har de andre fået så meget? Se bare ham der med det flotte hår. Og ham der med den flotte kone. Og ham der med så kønt et ansigt. Hvorfor har de andre fået så meget, når du har fået så lidt?”
Konklusionen var tydelig for Zakæus: Gud havde kun sat ham i verden for at være et offer for hån og mobning. Med sin lave vækst kunne folk more sig over, at han ikke kunne sidde på en almindelig stol; at han ikke kunne nå de ting, som alle andre nemt kunne række ud efter. Folk havde leet højt og hjerteløst af Zakæus, der følte skammen brænde i sig, som om nogen havde lagt glødende kul på hans hoved. Den brændende fornemmelse skyldtes vrede og skuffelse og frustration – og han forsøgte at slukke den brændende smerte ved at hævne sig og opkræve store skatter; jo mere, andre led under hans opkrævninger, desto bedre syntes han at få det. I hvert fald et øjeblik. Det varede dog som regel ikke længe, før han atter måtte finde sig et offer, der måtte få at føle, at hverken Gud eller mennesker skal gøre grin med den store overtolder Zakæus!
En dejlig, solrig dag havde Zakæus indkrævet en masse skatter og snydt en masse enker og sølle stakler. Det varmede hans iskolde hjerte. Han hørte pludseligt en masse larm et stykke væk, og ville vide, hvad der foregik; måske var der penge i udsigt. Han ville ønske, han kunne flyve, men også dét havde Gud snydt ham for; så Zakæus kravlede op i et højt træ, hvor han havde den bedste udsigt. Dér i mængden gik en mand, som Zakæus hurtigt lagde mærket til. Men hov, flokken kom lige imod ham, og før han kunne nå at kravle ned, sad han fanget som katten i et træ og følte sig mere udstillet og hjælpeløs end nogensinde før.
Men før han kunne tænke på hævn og had, afbrød Jesus ham og bød sig selv inden for i hans hus og hjem. Forfjamsket over at blive set, skyndte Zakæus sig at vise den populære gæst til sin pragtvilla, han havde betalt for stjålne penge. Knap nok var Jesus trådt inden for, før Zakæus blev overmandet af så dårlig samvittighed, at han følte det som om, Guds egen hånd havde grebet om hans hjerte. Al hans griskhed og onde gerninger stod malet for ham, og hans hævn og had forsvandt, da han følte, at denne mærkelige mand ikke så på ham med spot eller hån, men med venlige og barmhjertige øjne. Først da gik det op for Zakæus, at han havde en sjæl, for Jesus så lige ind i den. Jesus fyldte ham med en fred og ro, som han kun kunne huske svagt fra sin barndom, da han mor tog ham ind i sin varme og bløde favn og beskyttede ham imod den verden, der kan såre os på forfærdeligt mange måder.
Zakæus følte nu en ny ild brænde i sig – ikke en smertelig ild af hævn og had, men en glødende længsel efter at udøve retfærdighed mod dem, han før havde stjålet fra, og mod dem han havde undertrykt med hele sin stillings magt og pragt. Det var en omvendt og angerfuld Zakæus, der i alles påhør lovede bod og bedring for alle de år, hvor hans sind og hjerte var fanget af vreden og frustrationen. Han havde virkelig følt sig så fortabt som et får blandt ulve og som en nål i en høstak; han havde virkelig følt dybt i sit hjerte, at Gud havde glemt ham, eller endda hadede ham. Men dér – i dét ene øjeblik – hvor Jesus besøgte ham og smilede venligt til ham, gav ham hånden og anerkendte ham som et menneske, en rigtig mand, på lige fod med de andre, da følte han sig endelig mødt som et Guds barn; der faldt en sten fra Zakæus hjerte og et tungt åg fra hans skuldre. Han følte sig så lettet, at han troede, han ville svæve igennem loftet. Han følte sig næsten som en nyfødt, og han så pludseligt alting på en ny måde: Denne fattige Jesus var langt rigere, end han selv nogensinde ville blive. Men hvad havde Jesus da? Åbenbart intet andet end en tro på, at Gud er kærlighed, og at hver eneste af os har brug for kærlighed for at blive hele og rigtige mennesker. Zakæus havde i mange år søgt rigdom i livet, magt i tilværelsen og berømmelse i verden – men hvad er alt dette, hvis man er ude af stand til at blive elsket og til selv at elske? Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 408: Nu ringer alle klokker mod sky; 2. DDS 547: Man siger, livet har bange kår; 3. DDS 487: Nu fryde sig hver kristen mand; ---; 4. DDS 492: Guds igenfødte ny-levende sjæle; 5. DDS 69, 5-6: Du fødtes på jord; 6. DDS 471: O glædelig dag
