Forleden var jeg til et både spændende og skræmmende foredrag i Indre Mission i Gredstedbro. Foredragsholderen var fra Åbne Døre; en kristelig organisation, der arbejder i hele verden med at udføre ulovligt arbejde, hvilket lyder underligt, for de arbejder med at smugle Bibler og bibelsk materiale ind i lande og områder, hvor det er meget svært eller direkte forbudt at være kristen. Organisationen Åbne Døre har udarbejdet en verdensrangliste over de 10 steder i verden, hvor kristne lever under de sværeste forhold, og ikke overraskende ligger Nordkorea, Somalia, Afghanistan på top 3. I de lande betyder det bøde, fængsling, tortur eller ligefrem henrettelse, hvis man ejer en Bibel eller bekender sig som kristen. Selvom vi lever i 2017 er det altså ikke alle steder i verden, at Jesu budskab om barmhjertighed har fået lov at florere og inspirere. Tværtimod er der megen undertrykkelse i disse frihedsbegrænsede lande, hvor magthaverne selv bliver dyrket som små guder i menneskeskikkelse – men de dyrkes med frygt og bæven og ikke med ære og glæde.
Tænk sig, at Jesu budskab om, at vi skal elske hinanden og være gode mod hinanden, kan møde så meget modstand – det er da et tilforladeligt budskab, ja, ligefrem et godt budskab, men hvad der er godt for nogle er åbenbart en torn i øjet på andre. Lige fra Jesus forkyndte sit budskab første gang, mødte han modstand; som om folk slet ikke kunne klare at høre om Guds altomfavnende kærlighed. Som om, det var for meget af det gode. Mennesker ville lukke munden på Guds søn og slog derfor Jesus ihjel, men Gud ville have sit budskab ud til alle på hele jorden, så han oprejste sin søn fra døden, og Jesus sendte sine apostle ud i hele verden – og endelig blev den hellige Ånd sendt til jordens kirker og menigheder for at indgyde de kristne mod og lyst til at forkynde glædens budskab for alle.
Og der var sandelig behov for at få indgydt nyt mod, for den første tid for de første kristne var meget hård og præget af undertrykkelse og forfølgelse. Romerriget sad tungt på magten; de romerske herskere tolererede dog de gamle religioner såsom jødedommen, men nye trosretninger som kristendommen var strengt forbudt, fordi man mente, at nye tanker og en ny tro ville ødelægge de gamle traditioner og vælte det vældige romerske rige. Det var altså forbudt at være kristen, men uanset hvem man ellers troede på, så skulle man bede til kejseren, give ham store pengegaver og betragte ham som en guddom på jorden. Det nægtede de kristne, så de var forvist til at leve i skjul og på flugt – hele tiden med risikoen for at de selv og deres familier ville blive fanget og smidt for løverne i arenaen eller brændt levende eller endda korsfæstet. Der skulle gå tre hundrede år, før der kom en romersk kejser, der gav de kristne friheden til at tro på Jesus og bekende det offentligt. Men igennem de trehundrede år var Jesu budskab trods al verdens modstand og hårdhjertethed blevet forkyndt og udbredt for mange tusinde, for det er et godt budskab, og det vandt folks hjerter for Gud. Mange satte deres liv og lemmer på spil for at andre kunne få lov at høre om Guds nåde – tænkt sig, de blev jagtet og nedkæmpet og slået ihjel, og dog forkyndte de et budskab om næstekærlighed og om, at man skal tilgive sine fjender og bede for dem, der forfølger én. Det er nemt at vise næstekærlighed mod dem, man holder af, men mod ens fjender er det næsten ikke til!
Fra de første kristne for længe siden og fra det store udland langt fra os må vi også tænke på, hvordan det ser ud i vore områder i vores nutid. Her dræbes man ikke, fordi man bare er kristen, og selvom man laver grin med Jesus og mobber Helligånden, er der ingen kristne i Danmark, der tager sværdet i deres hånd for at nedkæmpe de vantro. Vi har i Danmark rigtig mange friheder – også friheden til at sige andre imod, men frihederne er ikke bare på mystisk vis dumpet ned i skødet på os. Tværtimod har det kostet mange liv, megen blod, sved og tårer at nå hertil, hvor vi er i dag. Vi er også nået så vidt, at der ikke længere sker forfølgelser eller undertrykkelse af kristne i vore områder – selvom islams tilstedeværelse for nogle kan virke som begyndelsen på nye tider, hvor de vestlige friheder begrænses, og hvor verden igen deles op i rent og urent, troende og vantroende. Dagligt mindes vi om islams voldelige sider, og at de kristne igen undertrykkes og forfølges i områder, hvor militante islamister har magten.
Det kan føles forfærdeligt håbløst, at blive udsat for forfølger pga. ens tro på et glædelig budskab om håb og barmhjertighed for alle, og det kan virke håbløst at høre om alle disse uretfærdigheder, især når vi jo sidder trygt og godt i det uden selv at blive direkte påvirket af alt det grusomme, der sker rundt omkring. Hvad skal vi dog gøre? Hvad kan vi gøre? Først og fremmes må vi bede. I bønnen besinder vi os på vores egen afmagt, og vi stiller os ydmygt over for Gud og livet og den opgave, det er at leve til glæde og gavn for andre. Det betyder, at vi indser og accepterer dels, at vi er begrænsede og at vi ikke kan klare alting selv. Derefter må vi arbejde, og altså ikke bare lade bønnen stå alene, eller blive passive, men lade os bevæge til selv at tage fat; og derved tjene Gud ved at bruge de nådegaver og talenter vi hver især har fået givet. Mange bække små, gør en stor å, siger man, og sådan er det også, når vi giver en hånd med både nær og fjern.
Jesus har advaret os om, at det ikke bliver nemt at udbrede det gode budskab, tværtimod – for overalt vil vi møde manglende interesse for kirke og kristendom, modløshed, håbløshed osv. Det er nemt at give op, og det gør vi også i ny og næ – for mennesker er vi jo både først og sidst; men Guds gode Ånd vil give os mod til at fortsætte arbejdet, selvom det virker nyttesløst. Nogle gange kan det endda føles som om, vi smider perler for svin eller at alle vore gode ønsker lander som såsæd på klippegrund. Skal Jesu budskab ind i alle samfund og ud til alle personer både her lokalt og der globalt, og skal det onde og det uretfærdige udfordres og bekæmpes, da må vi gå som Jesus på godhedens smalle sti og give af os selv til gavn for andre. Med andre ord: Vi må overvinde det onde med det gode. Det kan vi ikke klare selv, så derfor samles vi til gudstjeneste for endnu engang at bede om Guds hjælp og styrke i vores dagligdag. I Jesu navn. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd; 2. DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg; 3. DDS 281: Nu nærmer sig vor pinsefest, mel: Kom, Sandheds ånd; ---; 4. DDS 291: Du som går ud fra den levende Gud; 5. DDS 234: Som forårssolen morgenrød; 6. DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær
Tænk sig, at Jesu budskab om, at vi skal elske hinanden og være gode mod hinanden, kan møde så meget modstand – det er da et tilforladeligt budskab, ja, ligefrem et godt budskab, men hvad der er godt for nogle er åbenbart en torn i øjet på andre. Lige fra Jesus forkyndte sit budskab første gang, mødte han modstand; som om folk slet ikke kunne klare at høre om Guds altomfavnende kærlighed. Som om, det var for meget af det gode. Mennesker ville lukke munden på Guds søn og slog derfor Jesus ihjel, men Gud ville have sit budskab ud til alle på hele jorden, så han oprejste sin søn fra døden, og Jesus sendte sine apostle ud i hele verden – og endelig blev den hellige Ånd sendt til jordens kirker og menigheder for at indgyde de kristne mod og lyst til at forkynde glædens budskab for alle.
Og der var sandelig behov for at få indgydt nyt mod, for den første tid for de første kristne var meget hård og præget af undertrykkelse og forfølgelse. Romerriget sad tungt på magten; de romerske herskere tolererede dog de gamle religioner såsom jødedommen, men nye trosretninger som kristendommen var strengt forbudt, fordi man mente, at nye tanker og en ny tro ville ødelægge de gamle traditioner og vælte det vældige romerske rige. Det var altså forbudt at være kristen, men uanset hvem man ellers troede på, så skulle man bede til kejseren, give ham store pengegaver og betragte ham som en guddom på jorden. Det nægtede de kristne, så de var forvist til at leve i skjul og på flugt – hele tiden med risikoen for at de selv og deres familier ville blive fanget og smidt for løverne i arenaen eller brændt levende eller endda korsfæstet. Der skulle gå tre hundrede år, før der kom en romersk kejser, der gav de kristne friheden til at tro på Jesus og bekende det offentligt. Men igennem de trehundrede år var Jesu budskab trods al verdens modstand og hårdhjertethed blevet forkyndt og udbredt for mange tusinde, for det er et godt budskab, og det vandt folks hjerter for Gud. Mange satte deres liv og lemmer på spil for at andre kunne få lov at høre om Guds nåde – tænkt sig, de blev jagtet og nedkæmpet og slået ihjel, og dog forkyndte de et budskab om næstekærlighed og om, at man skal tilgive sine fjender og bede for dem, der forfølger én. Det er nemt at vise næstekærlighed mod dem, man holder af, men mod ens fjender er det næsten ikke til!
Fra de første kristne for længe siden og fra det store udland langt fra os må vi også tænke på, hvordan det ser ud i vore områder i vores nutid. Her dræbes man ikke, fordi man bare er kristen, og selvom man laver grin med Jesus og mobber Helligånden, er der ingen kristne i Danmark, der tager sværdet i deres hånd for at nedkæmpe de vantro. Vi har i Danmark rigtig mange friheder – også friheden til at sige andre imod, men frihederne er ikke bare på mystisk vis dumpet ned i skødet på os. Tværtimod har det kostet mange liv, megen blod, sved og tårer at nå hertil, hvor vi er i dag. Vi er også nået så vidt, at der ikke længere sker forfølgelser eller undertrykkelse af kristne i vore områder – selvom islams tilstedeværelse for nogle kan virke som begyndelsen på nye tider, hvor de vestlige friheder begrænses, og hvor verden igen deles op i rent og urent, troende og vantroende. Dagligt mindes vi om islams voldelige sider, og at de kristne igen undertrykkes og forfølges i områder, hvor militante islamister har magten.
Det kan føles forfærdeligt håbløst, at blive udsat for forfølger pga. ens tro på et glædelig budskab om håb og barmhjertighed for alle, og det kan virke håbløst at høre om alle disse uretfærdigheder, især når vi jo sidder trygt og godt i det uden selv at blive direkte påvirket af alt det grusomme, der sker rundt omkring. Hvad skal vi dog gøre? Hvad kan vi gøre? Først og fremmes må vi bede. I bønnen besinder vi os på vores egen afmagt, og vi stiller os ydmygt over for Gud og livet og den opgave, det er at leve til glæde og gavn for andre. Det betyder, at vi indser og accepterer dels, at vi er begrænsede og at vi ikke kan klare alting selv. Derefter må vi arbejde, og altså ikke bare lade bønnen stå alene, eller blive passive, men lade os bevæge til selv at tage fat; og derved tjene Gud ved at bruge de nådegaver og talenter vi hver især har fået givet. Mange bække små, gør en stor å, siger man, og sådan er det også, når vi giver en hånd med både nær og fjern.
Jesus har advaret os om, at det ikke bliver nemt at udbrede det gode budskab, tværtimod – for overalt vil vi møde manglende interesse for kirke og kristendom, modløshed, håbløshed osv. Det er nemt at give op, og det gør vi også i ny og næ – for mennesker er vi jo både først og sidst; men Guds gode Ånd vil give os mod til at fortsætte arbejdet, selvom det virker nyttesløst. Nogle gange kan det endda føles som om, vi smider perler for svin eller at alle vore gode ønsker lander som såsæd på klippegrund. Skal Jesu budskab ind i alle samfund og ud til alle personer både her lokalt og der globalt, og skal det onde og det uretfærdige udfordres og bekæmpes, da må vi gå som Jesus på godhedens smalle sti og give af os selv til gavn for andre. Med andre ord: Vi må overvinde det onde med det gode. Det kan vi ikke klare selv, så derfor samles vi til gudstjeneste for endnu engang at bede om Guds hjælp og styrke i vores dagligdag. I Jesu navn. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd; 2. DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg; 3. DDS 281: Nu nærmer sig vor pinsefest, mel: Kom, Sandheds ånd; ---; 4. DDS 291: Du som går ud fra den levende Gud; 5. DDS 234: Som forårssolen morgenrød; 6. DDS 356: Almagts Gud, velsignet vær
