I begyndelsen af gudstjenesten fik I hver et stykke papir, hvorpå I kunne skrive, hvad I skal nå i dag, eller hvad der fylder i tankerne. Noget af det I har skrevet har med andre at gøre, noget af det har kun med jer selv at gøre. På nogles papirer vil der stå mange ting, på andres vil der ikke være så meget. Sådan er vi forskellige som personer, og sådan er vores tid i dag på forskellige måder delt op. Forestiller vi os nu at kunne se alle de andres sedler og alle sedler hos alle indbyggere i vores sogn, så tegner der sig et billede af, hvilket sted vi bor og hvad der fylder her.
Siden jeg kom til som præst i november 2013 har jeg levet og arbejdet her i området, og ofte er jeg blevet positivt overrasket over den energi og virketrang som hersker herude i de mange foreninger, hvor man frivilligt lægger mange timer og tager en stor tørn for fællesskabets skyld. Jo, der er sandelig meget, vi skal nå hver især og der er meget vi gerne vil udvirke for fællesskabet. Men i al denne ivrige trang til at gøre en forskel for os selv og andre må vi ikke glemme, at vi også skal hvile os og slappe af.
Det er vigtigt at få sin gode søvn, og det er godt at lade op på de forskellige måder, vi hver især bruger, men kirkens rum er her også som et mentalt eller åndeligt wellness-center og kan være et sted for den, der vil meditere over sin egen plads i livet og verden. Når vi bevæger os herind i det gamle rum, bliver vi bænket for bare at lytte og lade os fylde af musik og sang, af bønner og ord. Der er nemlig noget, vi har behov for at høre, selvom vi måske ikke vidste, at vi havde behov for det. Og det er, at hele ansvaret for vores lykke ikke afhænger af os selv.
Som I nok ved, kan vi gøre alt for, at noget skal lykkes, og alligevel kan det gå skævt. Jeg ved i hvert fald, at jeg kan have nok så mange planer og gode ønsker for min prædiken og mit virke som præst, men jeg har også lært på den hårde måde, at jeg ikke alene ved min egen indsats kan garantere succes. I kirkelige sammenhænge taler vi meget om, at vi gerne vil have flere til at gå til gudstjeneste og bruge kirken; men et gammelt ordsprog lyder, at man godt kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge det til at drikke. På samme måde kan vi godt lokke folk herind, men vi kan ikke garantere dem, at de får noget ud af det. Der er dog noget, som vi skal gøre, og noget som vi må lægge over i Guds hænder eller rettere: hans Ånd. Hans Ånd er den drivkraft, der driver os til kirke, og som åbner os for en glæde ved at høre om Jesus. Det er Ånden, der giver vækst og skaber tro; det er ånden, der arbejder i os, så det giver mening for os at gå i kirke og til gudstjeneste. Ånden er det altså ikke op til at os at tæmme eller styre.
Da Jesus fór til himmels gav han sine disciple løftet om, at de ville modtaget Talsmanden eller Helligånden, som ville styrke dem i det, de skulle gå igennem. Og det var sandeligt ikke så lidt. Dykker man ned i den tidlige kirkehistorie vil man støde på mange grusomme historier om, hvordan kristne blev myrdet og forfulgt – og det er ikke uden sammenligning med de forfølgelser af kristne vi desværre nu til dags ser rundt om i verden. Der er ligefrem folk, der slår andre ihjel, fordi de dermed mener at tjene deres gud.
Vores Gud er ham, vi så i skikkelse af Jesus. Han slog aldrig nogen ihjel, og han opfordrede aldrig nogen af sine disciple til at slå ihjel. Enhver der bruger kristendommen på den måde er galt afmarcheret. Tværtimod forlangte han ganske urimeligt, at man skulle vende den anden kind til, og at man skulle sælge alt for at give det til de fattige. På den måde skulle de vidne om deres mester og herre, som var Guds kærlighedsgave til verden. Efterhånden som kristendommen erobrede menneskehjerter vidt og bredt, forandrede opgaven sig fra at være vidner til også at være forkæmpere for retfærdighed og modstandere af ondskabens mange ansigter.
Igen og igen hører vi, at vi kristne skal lade os drive af næstekærlighedens milde ånd, der hele tiden fokuserer på at bygge op i stedet for at bryde ned, og som hele tiden rækker udad mod andre. Derfor skal vi også bruge de talenter, evner og nådegaver, vi har fået, for at Guds rige kan blive styrket i denne vores verden, der alt for tit lokkes af mørke kræfter. Der er nogle, som mener, at man skal adskille religion og politik, men som kristne kan vi ikke bare lægge kristendommen fra os, når vi går i stemmeboksen.
Hvad vi end gør, og hvad vi end stemmer, så gør vi det altid ud fra vores samvittighed, og vores samvittighed er blevet formet og forandret af det, vi har lært og hørt og oplevet i vores daglige hverdagsliv og –tro. Den opgave, Jesus gav sine disciple dengang, har han givet til alle os, der er blevet døbt: Vi skal vidne. Hvor vi end er og lever, hvem vi end stemmer på, og hvordan vi end styrer vores økonomi, så skal vi først og fremmest gøre det for at gøre det af hensyn til vores næste.
Ja, det er jo næsten en valgtale, jeg holder her, men i går aftes skulle jeg skrive prædiken (apropos planer om at nå alt det, man vil) og da jeg læste Bibelteksterne til i dag blev jeg ramt af den første linje fra profeten Haggaj, der skrev: ”Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarer Herre (…) min ånd bliver hos jer”. Det er jo en utrolig håbefuld og tillidsfuld opfordring fra Gud. Der er ellers mange ting, jeg udskyder af den ene eller anden grund, men de ord ramte mig, og så satte jeg mig ganske enkelt til at skrive.
Men jeg skrev ikke bare ud i det blå. Jeg skrev i håb om, at nogle af jer ville få noget med hjem fra dagens gudstjeneste, så jeg ikke har spildt jeres tid. At håbe er at bede, for at håbe er jo inderligt at ønske, at man lykkes i sit foretagende og at det går, som man gerne vil. Jeg vil ikke så meget andet, end at gudstjenesten sådan en søndag formiddag giver ro i sindet og fred i sjælen; fred med os selv, med hinanden og med Gud. At tilgivelsen forankrer sig så naturligt som vores vejrtrækning, og at håbet om Guds gode gerning bliver naturlig i hverdagen.
At vi igennem bønner og sange både kan stemme sindet til tak og glæde over livet, som vi har fået og herigennem finde mod til at gå ud til det, vi skal gå igennem i den kommende uge. Om det er svært eller let, om der er mange eller få opgaver, så lad os gå derud med det budskab i baghovedet, at Gud med sin ånd er med os. Gud lader os ikke i stikken, han svigter ikke, men er altid nærmere ved os, end vi kan begribe eller forstå. Det er noget, vi må leve livet på. God søndag. Amen.
Salmer til 6. søndag efter påske, den 2. juni 2019 kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup
1) DDS 251: Jesus himmelfaren - 2) DDS 894 Kastanjen stod i går med lys (tillægget) - 3) DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - --- - 4) DDS 281: Nu nærmer sig vor pinsefest, mel: Gør døren høj - 5) DDS 308: Helligånd vor sorg du slukke - 6) DDS 375 Alt står i Guds faderhånd (Udlever et stykke papir i begyndelsen af gudstjenesten + en blyant. Plads til at skrive nogle af de ting, der fylder, og som man gerne vil nå)
Lov og tak…
Kirkebøn – lad os alle bede
Kære Gud. Tak for alt det gode, du har givet os. Lær og at sætte pris på selv de små øjeblikke, og lad os ikke blive fortvivlede over det vi synes at mangle. Du kender os bedre, end vi kender os selv, og du ved, hvad vi trænger til. Tilgiv os det dumme, vi har gjort og tilgiv os det gode, vi ikke har gjort. Øs din ånd i vore hjerter, så vi formår med glæde at blive inspireret af Kristus og med tro at forlade os på hans frelse. Skab vækst i vores tro, skab grøde i vores håb og lade frugter af vores kærlighed komme mange til gavn. Amen.
MEDDELELSER
Vilslev
Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
Søndag den 9. juni holder vi pinsegudstjeneste kl. 11.
Mandag den 10. juni holder vi friluftsgudstjeneste kl. 14 i præstegårdshaven. Min hustru har lovet at bage tro, håb og kærlighed i form af forskellige kager, så I skal bare medbringe en stol og et tæppe og godt humør. Vikarpræst Katrine Gaub fra Gredstedbro og jeg står for gudstjenesten.
Salmeforslagskasse -
Hunderup
De fine duer, der hænger på knæfaldet peger hen mod den pinse, vi fejrer søndag den 9. juni kl. 9.30 med kirkekaffe. Fiskene i haven på væggen er fra kirkens deltagelse i Landsbyfesten. Menighedsrådets vision er nemlig at være en aktiv, kristen medspiller i lokalsamfundet.
Lad os med apostlen tilønske hinanden
Siden jeg kom til som præst i november 2013 har jeg levet og arbejdet her i området, og ofte er jeg blevet positivt overrasket over den energi og virketrang som hersker herude i de mange foreninger, hvor man frivilligt lægger mange timer og tager en stor tørn for fællesskabets skyld. Jo, der er sandelig meget, vi skal nå hver især og der er meget vi gerne vil udvirke for fællesskabet. Men i al denne ivrige trang til at gøre en forskel for os selv og andre må vi ikke glemme, at vi også skal hvile os og slappe af.
Det er vigtigt at få sin gode søvn, og det er godt at lade op på de forskellige måder, vi hver især bruger, men kirkens rum er her også som et mentalt eller åndeligt wellness-center og kan være et sted for den, der vil meditere over sin egen plads i livet og verden. Når vi bevæger os herind i det gamle rum, bliver vi bænket for bare at lytte og lade os fylde af musik og sang, af bønner og ord. Der er nemlig noget, vi har behov for at høre, selvom vi måske ikke vidste, at vi havde behov for det. Og det er, at hele ansvaret for vores lykke ikke afhænger af os selv.
Som I nok ved, kan vi gøre alt for, at noget skal lykkes, og alligevel kan det gå skævt. Jeg ved i hvert fald, at jeg kan have nok så mange planer og gode ønsker for min prædiken og mit virke som præst, men jeg har også lært på den hårde måde, at jeg ikke alene ved min egen indsats kan garantere succes. I kirkelige sammenhænge taler vi meget om, at vi gerne vil have flere til at gå til gudstjeneste og bruge kirken; men et gammelt ordsprog lyder, at man godt kan trække en hest til truget, men man kan ikke tvinge det til at drikke. På samme måde kan vi godt lokke folk herind, men vi kan ikke garantere dem, at de får noget ud af det. Der er dog noget, som vi skal gøre, og noget som vi må lægge over i Guds hænder eller rettere: hans Ånd. Hans Ånd er den drivkraft, der driver os til kirke, og som åbner os for en glæde ved at høre om Jesus. Det er Ånden, der giver vækst og skaber tro; det er ånden, der arbejder i os, så det giver mening for os at gå i kirke og til gudstjeneste. Ånden er det altså ikke op til at os at tæmme eller styre.
Da Jesus fór til himmels gav han sine disciple løftet om, at de ville modtaget Talsmanden eller Helligånden, som ville styrke dem i det, de skulle gå igennem. Og det var sandeligt ikke så lidt. Dykker man ned i den tidlige kirkehistorie vil man støde på mange grusomme historier om, hvordan kristne blev myrdet og forfulgt – og det er ikke uden sammenligning med de forfølgelser af kristne vi desværre nu til dags ser rundt om i verden. Der er ligefrem folk, der slår andre ihjel, fordi de dermed mener at tjene deres gud.
Vores Gud er ham, vi så i skikkelse af Jesus. Han slog aldrig nogen ihjel, og han opfordrede aldrig nogen af sine disciple til at slå ihjel. Enhver der bruger kristendommen på den måde er galt afmarcheret. Tværtimod forlangte han ganske urimeligt, at man skulle vende den anden kind til, og at man skulle sælge alt for at give det til de fattige. På den måde skulle de vidne om deres mester og herre, som var Guds kærlighedsgave til verden. Efterhånden som kristendommen erobrede menneskehjerter vidt og bredt, forandrede opgaven sig fra at være vidner til også at være forkæmpere for retfærdighed og modstandere af ondskabens mange ansigter.
Igen og igen hører vi, at vi kristne skal lade os drive af næstekærlighedens milde ånd, der hele tiden fokuserer på at bygge op i stedet for at bryde ned, og som hele tiden rækker udad mod andre. Derfor skal vi også bruge de talenter, evner og nådegaver, vi har fået, for at Guds rige kan blive styrket i denne vores verden, der alt for tit lokkes af mørke kræfter. Der er nogle, som mener, at man skal adskille religion og politik, men som kristne kan vi ikke bare lægge kristendommen fra os, når vi går i stemmeboksen.
Hvad vi end gør, og hvad vi end stemmer, så gør vi det altid ud fra vores samvittighed, og vores samvittighed er blevet formet og forandret af det, vi har lært og hørt og oplevet i vores daglige hverdagsliv og –tro. Den opgave, Jesus gav sine disciple dengang, har han givet til alle os, der er blevet døbt: Vi skal vidne. Hvor vi end er og lever, hvem vi end stemmer på, og hvordan vi end styrer vores økonomi, så skal vi først og fremmest gøre det for at gøre det af hensyn til vores næste.
Ja, det er jo næsten en valgtale, jeg holder her, men i går aftes skulle jeg skrive prædiken (apropos planer om at nå alt det, man vil) og da jeg læste Bibelteksterne til i dag blev jeg ramt af den første linje fra profeten Haggaj, der skrev: ”Gå i gang, for jeg er med jer, siger Hærskarer Herre (…) min ånd bliver hos jer”. Det er jo en utrolig håbefuld og tillidsfuld opfordring fra Gud. Der er ellers mange ting, jeg udskyder af den ene eller anden grund, men de ord ramte mig, og så satte jeg mig ganske enkelt til at skrive.
Men jeg skrev ikke bare ud i det blå. Jeg skrev i håb om, at nogle af jer ville få noget med hjem fra dagens gudstjeneste, så jeg ikke har spildt jeres tid. At håbe er at bede, for at håbe er jo inderligt at ønske, at man lykkes i sit foretagende og at det går, som man gerne vil. Jeg vil ikke så meget andet, end at gudstjenesten sådan en søndag formiddag giver ro i sindet og fred i sjælen; fred med os selv, med hinanden og med Gud. At tilgivelsen forankrer sig så naturligt som vores vejrtrækning, og at håbet om Guds gode gerning bliver naturlig i hverdagen.
At vi igennem bønner og sange både kan stemme sindet til tak og glæde over livet, som vi har fået og herigennem finde mod til at gå ud til det, vi skal gå igennem i den kommende uge. Om det er svært eller let, om der er mange eller få opgaver, så lad os gå derud med det budskab i baghovedet, at Gud med sin ånd er med os. Gud lader os ikke i stikken, han svigter ikke, men er altid nærmere ved os, end vi kan begribe eller forstå. Det er noget, vi må leve livet på. God søndag. Amen.
Salmer til 6. søndag efter påske, den 2. juni 2019 kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup
1) DDS 251: Jesus himmelfaren - 2) DDS 894 Kastanjen stod i går med lys (tillægget) - 3) DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted - --- - 4) DDS 281: Nu nærmer sig vor pinsefest, mel: Gør døren høj - 5) DDS 308: Helligånd vor sorg du slukke - 6) DDS 375 Alt står i Guds faderhånd (Udlever et stykke papir i begyndelsen af gudstjenesten + en blyant. Plads til at skrive nogle af de ting, der fylder, og som man gerne vil nå)
Lov og tak…
Kirkebøn – lad os alle bede
Kære Gud. Tak for alt det gode, du har givet os. Lær og at sætte pris på selv de små øjeblikke, og lad os ikke blive fortvivlede over det vi synes at mangle. Du kender os bedre, end vi kender os selv, og du ved, hvad vi trænger til. Tilgiv os det dumme, vi har gjort og tilgiv os det gode, vi ikke har gjort. Øs din ånd i vore hjerter, så vi formår med glæde at blive inspireret af Kristus og med tro at forlade os på hans frelse. Skab vækst i vores tro, skab grøde i vores håb og lade frugter af vores kærlighed komme mange til gavn. Amen.
MEDDELELSER
Vilslev
Efter gudstjenesten er der kirkekaffe.
Søndag den 9. juni holder vi pinsegudstjeneste kl. 11.
Mandag den 10. juni holder vi friluftsgudstjeneste kl. 14 i præstegårdshaven. Min hustru har lovet at bage tro, håb og kærlighed i form af forskellige kager, så I skal bare medbringe en stol og et tæppe og godt humør. Vikarpræst Katrine Gaub fra Gredstedbro og jeg står for gudstjenesten.
Salmeforslagskasse -
Hunderup
De fine duer, der hænger på knæfaldet peger hen mod den pinse, vi fejrer søndag den 9. juni kl. 9.30 med kirkekaffe. Fiskene i haven på væggen er fra kirkens deltagelse i Landsbyfesten. Menighedsrådets vision er nemlig at være en aktiv, kristen medspiller i lokalsamfundet.
Lad os med apostlen tilønske hinanden
