I dag handler evangelieteksten om fællesskab; fællesskabet mellem Gud Fader og Gud Søn, Jesus, og fællesskabet mellem Jesus og os, og endda fællesskabet mellem os her i kirken - os her på jorden. Der er tale om fællesskaber, der rækker langt ud over vores verden, men som dog alligevel har alt med vores verden at gøre.
Da jeg skulle skrive prædiken til i dag undrede jeg mig over, at evangelisten Johannes skrev så kludret; for det han vil sige, må da kunne siges mere enkelt, så det er nemmere at forstå. Men måske er det så nemt at forstå, at han skrev det kludret; for når noget lyder svært, så lyder det også mere fornemt og lidt mere højtideligt. Jesus virkede dog ikke til at være særlig højtideligt anlagt, når han snakkede med de fattige og udstødte, eller helbredte syge og vanærede, ja, når han dannede fællesskab.
Desuden undrede det mig, at der i kirkeåret er indlagt denne søndag mellem Kristi Himmelfart og Pinsedag. I torsdags fejrede vi, at Jesus fór til himmels, imens han velsignede sine disciple, men i dag hører vi om en episode fra påsketiden, nemlig den bøn han bad for sine disciple, inden han blev taget til fange og ført til henrettelse på korset. Sådan et tilbageblik, et flash back, betyder, at der er noget, vi må huske på, inden vi når frem til kirkens tredje store højtid, Pinsedagens fejring af Helligånden.
Fællesskab. Hvor to eller tre er forsamlet, opstår der let splid og splittelse. I begyndelsen af 1900-tallet var pastor Schou præst i Aal sogn, hvor jeg stammer fra. Pastor Schou var meget nidkær og standhaftig i sin tro og sine meninger på en måde, der gik ud over andre. Han undlod ikke at afgøre, om den afdøde i kisten ville komme i Himmel eller Helvede, og når han prædikede, ventede menigheden bare på at høre, hvem han den dag havde set sig vred på. Det kunne være de landmænd, der arbejdede om søndagen, eller den ugifte kvinde, der var blevet med barn. Pga. hans hårde linje vendte folk sig imod ham, og menigheden blev splittet i to. Der blev dannet en valgmenighed, og det var endda kordegnen, der stod for at oprette den! Aal sogn var dengang meget lille, og det blev en tung skæbne for sognet, at menigheden delte sig. Og begge grupper mente hver især naturligvis, at de stod på den rette forståelse af Jesu budskab.
Et hus, der er i splid med sig selv, kan ikke bestå ved egen kraft. Jo mere, vi bevæger os omkring i kristendommens historie, jo flere splittelser og opgør og brud vil vi se. Tænk bare på reformationen, hvor Martin Luther gjorde oprør imod den katolske kirke; et oprør, der medførte dannelser af en masse små grupperinger, og det er ikke gået stille for sig. Gang på gang har kristne slået hinanden ihjel, fordi de med sværd i hånd ville overbevise hinanden. Andre har også slået kristne ihjel lige siden Romerrigets storhedstid, og selv i dag er kristne udsat for forfølgelser, fordi de tror på Jesus som Guds søn og verdens frelser. De forkynder håbet om fred og glæde og evigt liv, men verden tåler åbenbart ikke Guds kærlighed. Mon ikke Gud nogle gange kigger på os og ryster lidt på hovedet over vores trang til at dele os op og kun være sammen med dem, vi er enige med - og derfor bekrige alle andre – enten med pen eller sværd? Han befaler os ellers, at vi skal elske vore fjender.
Det er naturligvis ikke kun i kirken, at vi deler os op på mange forskellige måder, men det sker overalt, hvor vi færdes imellem hinanden – lige fra børnehave og skole til arbejdsmarked og plejehjem, så finder vi sammen med dem, vi bedst kan lide, og dem, vi er mest enige med. Det er vel nærmest noget medfødt, og det ligger så naturligt til os, at vi nok ikke undrer os over det.
Men det må dog undre os, at der er så meget splid og splittelser i vore kirker og samfund, når nu vi som i dag har hørt, at Jesus blot ønskede, at vi alle kunne være ét. En forsamling i enighed danner dog ikke nødvendigvis en menighed. Det er nemlig ikke os, der danner menigheden eller det kristne fællesskab, selvom vi gerne vil tro, at vi selv kan tage kontrol over det. Enheden er ikke, at vi alle er enige om alting. Tænk, hvis vi skulle blive enige om, hvad alle de mange dele i kristendommen egentlig betyder. Hvad betyder det, at vi er syndere?, at Jesus er verdens frelser?, at Guds nåde er gratis?, at vi frelses ved tro og ikke gerninger? Ja, der er så mange spørgsmål, at selv Spørge Jørgen ville blive træt af at spørge.
Disciplene samledes ikke fordi, de var enige om alting, alle små detaljer eller om, hvad der var den endegyldige sandhed, men de samledes omkring en ganske særlig person, nemlig Jesus. Da Jesus fór til himmels kunne de ikke længere samles omkring ham, men i stedet samledes de hos hinanden og fortalte hinanden historierne om dengang, Jesus levede på jorden; hvad han sagde og gjorde, og hvad de skulle sige og gøre som hans kaldte og udvalgte. Hele tiden kredsede de om Jesus, og hele tiden tænkte de på, hvordan de kunne leve videre i hans ånd. Han gav ud af sin kærlighed, så de kunne give videre til hinanden og andre. Han gav, for at vi skal give.
Menighedens fællesskab skyldes altså ikke vore interesser, men Guds interesse i os. Kirken skal ikke være et sted, hvor vi kæmper om at gennemføre vore egne holdninger og meninger, men hvor vi lytter til Guds mening med os, hvor vi danner fælleskab om evangeliets ord om nåde og frelse. Det er altså ikke enigheden, der danner menigheden, men vi er kaldet til fællesskab, kaldet til dåb og nadver. Menigheden opstår, når vi samles om evangeliet, altså Jesu budskab, når vi samles om døbefont og alterbord, at vi derved - trods alle vore forskelle og forskellige meninger -, bliver ét. En enhed vi deler med forsamlinger i alle andre kirker i Danmark og verden over.
I dag ser vi frem mod pinse og mindes om, at det særlige ved det kirkelige fællesskab ikke er, om vi er enige om alting, om vi er mange eller få, om vi er unge eller gamle, men det særlige er, at vi samles om det, vi er blevet kaldet til at samles om; nemlig evangeliets ord og de to tegn på Guds nåde, dåbens rensende bad og det livgivende måltid ved nadverens bord. Amen.
Bibeltekster til 6. søndag efter påske
Salmer: 1. DDS 292: Kærligheds og sandheds Ånd (mel: Barnekow); 2. DDS 334: Guds kirkes grund alene (mel: Wesley); 3. DDS 666: Den grund, hvorpå jeg bygger (mel. Zinck); --- ; 4. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd; 5. DDS 476: Kornet som dør i jorden; 6. DDS 512: Hvo vil mig anklage (mel: Lindemann)
Da jeg skulle skrive prædiken til i dag undrede jeg mig over, at evangelisten Johannes skrev så kludret; for det han vil sige, må da kunne siges mere enkelt, så det er nemmere at forstå. Men måske er det så nemt at forstå, at han skrev det kludret; for når noget lyder svært, så lyder det også mere fornemt og lidt mere højtideligt. Jesus virkede dog ikke til at være særlig højtideligt anlagt, når han snakkede med de fattige og udstødte, eller helbredte syge og vanærede, ja, når han dannede fællesskab.
Desuden undrede det mig, at der i kirkeåret er indlagt denne søndag mellem Kristi Himmelfart og Pinsedag. I torsdags fejrede vi, at Jesus fór til himmels, imens han velsignede sine disciple, men i dag hører vi om en episode fra påsketiden, nemlig den bøn han bad for sine disciple, inden han blev taget til fange og ført til henrettelse på korset. Sådan et tilbageblik, et flash back, betyder, at der er noget, vi må huske på, inden vi når frem til kirkens tredje store højtid, Pinsedagens fejring af Helligånden.
Fællesskab. Hvor to eller tre er forsamlet, opstår der let splid og splittelse. I begyndelsen af 1900-tallet var pastor Schou præst i Aal sogn, hvor jeg stammer fra. Pastor Schou var meget nidkær og standhaftig i sin tro og sine meninger på en måde, der gik ud over andre. Han undlod ikke at afgøre, om den afdøde i kisten ville komme i Himmel eller Helvede, og når han prædikede, ventede menigheden bare på at høre, hvem han den dag havde set sig vred på. Det kunne være de landmænd, der arbejdede om søndagen, eller den ugifte kvinde, der var blevet med barn. Pga. hans hårde linje vendte folk sig imod ham, og menigheden blev splittet i to. Der blev dannet en valgmenighed, og det var endda kordegnen, der stod for at oprette den! Aal sogn var dengang meget lille, og det blev en tung skæbne for sognet, at menigheden delte sig. Og begge grupper mente hver især naturligvis, at de stod på den rette forståelse af Jesu budskab.
Et hus, der er i splid med sig selv, kan ikke bestå ved egen kraft. Jo mere, vi bevæger os omkring i kristendommens historie, jo flere splittelser og opgør og brud vil vi se. Tænk bare på reformationen, hvor Martin Luther gjorde oprør imod den katolske kirke; et oprør, der medførte dannelser af en masse små grupperinger, og det er ikke gået stille for sig. Gang på gang har kristne slået hinanden ihjel, fordi de med sværd i hånd ville overbevise hinanden. Andre har også slået kristne ihjel lige siden Romerrigets storhedstid, og selv i dag er kristne udsat for forfølgelser, fordi de tror på Jesus som Guds søn og verdens frelser. De forkynder håbet om fred og glæde og evigt liv, men verden tåler åbenbart ikke Guds kærlighed. Mon ikke Gud nogle gange kigger på os og ryster lidt på hovedet over vores trang til at dele os op og kun være sammen med dem, vi er enige med - og derfor bekrige alle andre – enten med pen eller sværd? Han befaler os ellers, at vi skal elske vore fjender.
Det er naturligvis ikke kun i kirken, at vi deler os op på mange forskellige måder, men det sker overalt, hvor vi færdes imellem hinanden – lige fra børnehave og skole til arbejdsmarked og plejehjem, så finder vi sammen med dem, vi bedst kan lide, og dem, vi er mest enige med. Det er vel nærmest noget medfødt, og det ligger så naturligt til os, at vi nok ikke undrer os over det.
Men det må dog undre os, at der er så meget splid og splittelser i vore kirker og samfund, når nu vi som i dag har hørt, at Jesus blot ønskede, at vi alle kunne være ét. En forsamling i enighed danner dog ikke nødvendigvis en menighed. Det er nemlig ikke os, der danner menigheden eller det kristne fællesskab, selvom vi gerne vil tro, at vi selv kan tage kontrol over det. Enheden er ikke, at vi alle er enige om alting. Tænk, hvis vi skulle blive enige om, hvad alle de mange dele i kristendommen egentlig betyder. Hvad betyder det, at vi er syndere?, at Jesus er verdens frelser?, at Guds nåde er gratis?, at vi frelses ved tro og ikke gerninger? Ja, der er så mange spørgsmål, at selv Spørge Jørgen ville blive træt af at spørge.
Disciplene samledes ikke fordi, de var enige om alting, alle små detaljer eller om, hvad der var den endegyldige sandhed, men de samledes omkring en ganske særlig person, nemlig Jesus. Da Jesus fór til himmels kunne de ikke længere samles omkring ham, men i stedet samledes de hos hinanden og fortalte hinanden historierne om dengang, Jesus levede på jorden; hvad han sagde og gjorde, og hvad de skulle sige og gøre som hans kaldte og udvalgte. Hele tiden kredsede de om Jesus, og hele tiden tænkte de på, hvordan de kunne leve videre i hans ånd. Han gav ud af sin kærlighed, så de kunne give videre til hinanden og andre. Han gav, for at vi skal give.
Menighedens fællesskab skyldes altså ikke vore interesser, men Guds interesse i os. Kirken skal ikke være et sted, hvor vi kæmper om at gennemføre vore egne holdninger og meninger, men hvor vi lytter til Guds mening med os, hvor vi danner fælleskab om evangeliets ord om nåde og frelse. Det er altså ikke enigheden, der danner menigheden, men vi er kaldet til fællesskab, kaldet til dåb og nadver. Menigheden opstår, når vi samles om evangeliet, altså Jesu budskab, når vi samles om døbefont og alterbord, at vi derved - trods alle vore forskelle og forskellige meninger -, bliver ét. En enhed vi deler med forsamlinger i alle andre kirker i Danmark og verden over.
I dag ser vi frem mod pinse og mindes om, at det særlige ved det kirkelige fællesskab ikke er, om vi er enige om alting, om vi er mange eller få, om vi er unge eller gamle, men det særlige er, at vi samles om det, vi er blevet kaldet til at samles om; nemlig evangeliets ord og de to tegn på Guds nåde, dåbens rensende bad og det livgivende måltid ved nadverens bord. Amen.
Bibeltekster til 6. søndag efter påske
Salmer: 1. DDS 292: Kærligheds og sandheds Ånd (mel: Barnekow); 2. DDS 334: Guds kirkes grund alene (mel: Wesley); 3. DDS 666: Den grund, hvorpå jeg bygger (mel. Zinck); --- ; 4. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd; 5. DDS 476: Kornet som dør i jorden; 6. DDS 512: Hvo vil mig anklage (mel: Lindemann)
