I en del af min sommerferie var jeg med min kone og hendes to børn på tur til Færøerne, hvor vi vandrede omkring og oplevede og lærte meget om det lille ørige. På deres nationalmuseum lærte vi en del om, at fiskeriet igennem mange år har været færingernes primære fødekilde, fordi øerne var uegnede til dyrkning af afgrøder. Vi smagte såmænd også både tørret fisk, hvalspæk og hvalkød. Færingerne har igennem århundrede fisket på mange måder, lige fra enkeltkroge til net, ruser og trawlere og har fanget alt mellem krabber og hvaler. Dér på nogle af de 18 klippeøer med hav på alle sider gik jeg og tænkte på prædikenen til i dag. Disse øboere satte ofte livet på spil for at kunne brødføde deres familier, og sådan har livet været for fiskere til alle tider og alle steder. Kun en tåbe frygter ikke havet.
De første kristne levede tæt ved Middelhavet og Genesaret sø, og som vi hørte, blev nogle af de første apostle kaldet blandt fiskere. Derfor var det oplagt for Jesus på sin egen humoristiske måde at sige til Peter, at han ikke længere skulle fange fisk men mennesker; man ser levende for sig, hvordan en flok landkrabber spræller i nettet. Men Peter tog med ærefrygt imod det guddommelige kald og gik i Jesu tjeneste, for han havde set et stort mirakel ske lige foran sig. Med tiden blev han virkelig menneskefisker, og der kom mange fisk af mange slags i hans net. Hans madding var håb og tilgivelse, nåde og sandhed, og hans fiskeri gjorde ingen fortræd, men var til velsignelse for mange.
Vi er ikke ukendte med fiskeri blandt os landkrabber, for man kan tit nok føle sig indfanget i net og ruse i form af gæld og forfald, sygdom eller frygt. Måske bider man endda på krogen, når maddingen er fristelser om hurtig rigdom, lykke eller glæde. Vi kender disse fiskekroge fra reklamerne i fjernsynet eller radioen eller sågar i aviserne, hvor der er mange forskellige slags madding fra folk, der venter på, at bare én torsk bider på krogen. En torsk på krogen er gode penge i lomme. Ofte fiskes der iblandt os for at fiske penge ud af os; som mennesker har vi ikke den store værdi for et samfund, der for det meste tænker på regneark og pengepung.
Det ligger langt fra den tænkemåde, der lå bag det fiskeriprojekt, som Jesus satte i søen med sine tolv apostle. For ham handlede det om at fange mennesker i alverdens små andedamme for at sætte dem fri i det hav af Guds rige, som også er menigheden, hvor vi skal leve som Peter skrev om det: i enighed, medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Ja, der er sandelig stor forskel på det, Jesus lærte sine udvalgte, og så det, vi lærer her i verdens samfund, hvor man helst skal være sig selv nærmest for at finde sin egen lykke om så hele tilværelsen skal formes efter, hvad man selv tror og mener og ikke mindst føler. Vi lever efterhånden i et konkurrencesamfund, hvor vi alene på Herrens mark er vores egen lykkes smed på godt og ondt, og hvor der ikke er plads til andre guder end dem, der er formet i vort eget billede.
Derfor kan jeg godt forstå, at kristendommen som den udtrykkes i Bibelen, ikke er god nok madding for mennesker; det er ikke lokkende, glitrende eller fristende nok. Desuden stilles der i kristendommen store krav til os om, at vi ikke skal tænke så meget på os selv, som vi skal på vores næste - og det har vi en naturlig modstand imod. For det ligger dybt i os, at vi ikke gør det gode, som vi skal, men at vi derimod nemt gør det onde, som vi ikke skal. Det onde bliver først tydeligt for os, når vi indser, at ondskab er det, der gør os bange og ensomme, modløse, angste og forfærdede over tingenes tilstand. Ondskab er en følge af den synd, der er en naturlig del af vores DNA, og som vi ikke kan få bugt med. Så længe vi lever på denne faldne jord, vil synden dreje os ad afveje, og ondskab vil opstå. Det må vi være ærlige omkring.
Kristendom handler om, at vi erkender over for os selv, at vi er syndere, dvs. at der findes noget i os, som ikke vil have med Gud at gøre. Derfor skulle Esajas’ læber renses, så han ikke bare talte ud af sig selv og sine egne holdninger, men derimod talte Guds ord rent og værdigt. Og selvom Peter aldrig fik holdt gloende kul på sine læber, så blev han døbt, for at han skulle have et våben imod synden i sit hjerte. Selvom Peter stadig dummede sig, slog tvivlen ham aldrig helt ud, for han havde jo dåbens håb at holde sig til. Han fiskede blandt sine medmennesker for at vinde folk til Guds eget rige projekt. Peter oplevede både mange omvendelser og stort frafald, og sådan kan man også opleve det i dagens kirker. Peter fiskede det bedste, han havde lært, men det var ikke alle fiks, der ville gå i hans net; vi kan holde nok så mange gudstjenester, men det er ikke alle, der finder vej herind i kirkerummet. Og det er synd, for herinde er en smeltedigel, hvor kristendom og menneskeliv smelter sammen.
Vores almindelige menneskelige og jordnære liv skal forenes og formes efter troens og samvittighedens væsen og indhold. Vi trøster jo hinanden, fordi vi tror på Gud og lader os trøste af hans ord om, at der er glæde og genopstandelse igennem Jesusdåben. Når vi tjener vore penge og når vi bruger dem igen; når vi omgås andre og når vi sidder for os selv, så bevæges vi af vore indre tanker og samvittighed. Det er så at sige i samvittigheden, at vi kan se troens blomstre, og det er i vores livsførelse, at vi kan se troens frugter. I Guds have skal frugterne berige andre og det er ved vore hænder af de sørgende skal trøstes og de lidende skal finde lindring; det er igennem os, at Jesus rækker brød til de sultne og vand til de tørstige, og ikke mindst tilgivelse og velsignelse til enhver vi møder på vor vej. Herinde arbejder vi med vores tro på Gud og hører især om dette ene bud, som Jesus har givet os alle lige siden de første apostle: Elsk Herren din Gud og din næste som dig selv! Ja, så enkelt kan det siges, og dog er det så svært.
På Færøerne er der mange klipper og sten, men min erfaring er, at ingen klippe er så hårdt som det menneskehjerte, der ikke vil drage omsorg for sine medmennesker. Men som vi hørte i brevet fra Peter er det jo netop sagen: At vi skal drage omsorg for hinanden i alle henseender og vi skal endda gå så vidt som at besvare skældsord med velsignelse, for vi er selv kaldet til at arve velsignelse.
Hvor er Peters brev da stærkt skrevet! Skrevet ud af det han havde hørt fra Jesus og oplevet på sine vandreture med tømreren fra Nazareth, der skridt for skridt åbenbarede sig for Peter som den himmelsendte frelser, der hele tiden bød folk på en ny chance. ”Kast nettet ud igen!” sagde han til Peter, og det kan også lyde til os med bud om, at vi ikke lader os slå ud, når vi ikke når i mål med det gode, vi har sat os for. Giv det en chance mere! Og endnu en chance! Og så lige en chance mere!
Peter var en simpel fisker, der havde oplevet hårde dage og nætter ude på båden på søen og havet, hvor han ikke altid kom hjem med en fangst, der gjorde lykke hos familien. Alligevel blev han kaldet af Gud til at udbrede et budskab, som vi stadig samles om denne søndag formiddag. Et budskab, der som madding skal lokke os ind i dette meningsfællesskabet, hvor vi kan være de glade kristne, som vi jo helst gerne vil være ved blot at tro på Gud og leve vore liv. Jamen så enkelt og så nemt kan det faktisk være. Vi er jo blevet døbt, vi er blevet fisket og fanget af nådens glædelige budskab. Lad os da leve i dette nådens rige, hvor Jesus stadig kalder på os for at give os en ny chance til at være menneske i tro og hverdag. Amen.
Søndag den 21. juli 2019, 5. søndag efter Trinitatis, kl. 9.30 i Vilslev (m. kirkekaffe) og kl. 11 i Hjortlund.
1) DDS 726: Gak ud min sjæl - 2) 914: Højt ophøjet på din trone fra Lysets utålmodighed / DDS 332: På Jerusalem det ny - 3) DDS 147, 1-5: - --- 4) DDS 147, 6-9: Der sad en fisker så tankefuld - 5) DDS 163: Fuglen har rede og ræven har grav - 6) 352: Herrens kirke er på jord Der sad en fisker så tankefuld - --- 4) DDS 147, 6-9: Der sad en fisker så tankefuld - 5) DDS 163: Fuglen har rede og ræven har grav - 6) DDS 358 Lad dit rige alle vegne / DDS 352: Herrens kirke er på jord
Før læsningerne bringer jeg en kort introduktion som erstatning for hjælpeark.
Esajas var en profet i Det gamle Testamente, som havde syner, hvor Gud åbenbarede ting for ham, som han skulle sige videre til Guds udvalgte folk i Israel. I Det gamle Testamente er mange kapitler dedikeret til at fortælle om Esajas liv og gerning som profet. I dag hører vi om, hvordan Esajas kom i Guds tjeneste. Før Esajas kunne være Guds talerør, skulle hans renses, så han kunne tale rent om Gud. En seraf er en særlig engel, og en sådan rensede Esajas’ mund. Gud kaldte ud og spurte efter et sendebud, og Esajas meldte sig frivilligt.
Peter blev kaldet af Jesus til at være en del af de tolv udvalgte apostle, som skulle bære arven videre, efter at Jesus var opstået og faret til Himmels. En epistel er et brev, og Peter skrev breve til forskellige menigheder og personer. Nogle af disse breve er bevaret i Det nye Testamente, og igennem Peters breve kommer vi faktisk ret tæt på, hvad Jesus underviste og lærte.
Lukas skrev om Jesu liv på jord, og hans skrift bliver sammen med tre andre skrifter kaldet for evangelier. Evangelium betyder Det glædelige budskab. I dag hører vi om, hvordan Jesus kaldte Simon (også kaldet Peter) i sin tjeneste.
MEDDELELSER
Det er jo sommerferie, så der er ikke så meget at meddele ud over, at vi i Vilslev har kirkekaffe efter gudstjenesten, hvorefter jeg skal videre til Hjortlund. Næste gudstjenester i Kongeåpastoratet er søndag den 28. juli kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Jernved – og jeg har begge gudstjenester.
De første kristne levede tæt ved Middelhavet og Genesaret sø, og som vi hørte, blev nogle af de første apostle kaldet blandt fiskere. Derfor var det oplagt for Jesus på sin egen humoristiske måde at sige til Peter, at han ikke længere skulle fange fisk men mennesker; man ser levende for sig, hvordan en flok landkrabber spræller i nettet. Men Peter tog med ærefrygt imod det guddommelige kald og gik i Jesu tjeneste, for han havde set et stort mirakel ske lige foran sig. Med tiden blev han virkelig menneskefisker, og der kom mange fisk af mange slags i hans net. Hans madding var håb og tilgivelse, nåde og sandhed, og hans fiskeri gjorde ingen fortræd, men var til velsignelse for mange.
Vi er ikke ukendte med fiskeri blandt os landkrabber, for man kan tit nok føle sig indfanget i net og ruse i form af gæld og forfald, sygdom eller frygt. Måske bider man endda på krogen, når maddingen er fristelser om hurtig rigdom, lykke eller glæde. Vi kender disse fiskekroge fra reklamerne i fjernsynet eller radioen eller sågar i aviserne, hvor der er mange forskellige slags madding fra folk, der venter på, at bare én torsk bider på krogen. En torsk på krogen er gode penge i lomme. Ofte fiskes der iblandt os for at fiske penge ud af os; som mennesker har vi ikke den store værdi for et samfund, der for det meste tænker på regneark og pengepung.
Det ligger langt fra den tænkemåde, der lå bag det fiskeriprojekt, som Jesus satte i søen med sine tolv apostle. For ham handlede det om at fange mennesker i alverdens små andedamme for at sætte dem fri i det hav af Guds rige, som også er menigheden, hvor vi skal leve som Peter skrev om det: i enighed, medfølelse, broderkærlighed, barmhjertighed og ydmyghed. Ja, der er sandelig stor forskel på det, Jesus lærte sine udvalgte, og så det, vi lærer her i verdens samfund, hvor man helst skal være sig selv nærmest for at finde sin egen lykke om så hele tilværelsen skal formes efter, hvad man selv tror og mener og ikke mindst føler. Vi lever efterhånden i et konkurrencesamfund, hvor vi alene på Herrens mark er vores egen lykkes smed på godt og ondt, og hvor der ikke er plads til andre guder end dem, der er formet i vort eget billede.
Derfor kan jeg godt forstå, at kristendommen som den udtrykkes i Bibelen, ikke er god nok madding for mennesker; det er ikke lokkende, glitrende eller fristende nok. Desuden stilles der i kristendommen store krav til os om, at vi ikke skal tænke så meget på os selv, som vi skal på vores næste - og det har vi en naturlig modstand imod. For det ligger dybt i os, at vi ikke gør det gode, som vi skal, men at vi derimod nemt gør det onde, som vi ikke skal. Det onde bliver først tydeligt for os, når vi indser, at ondskab er det, der gør os bange og ensomme, modløse, angste og forfærdede over tingenes tilstand. Ondskab er en følge af den synd, der er en naturlig del af vores DNA, og som vi ikke kan få bugt med. Så længe vi lever på denne faldne jord, vil synden dreje os ad afveje, og ondskab vil opstå. Det må vi være ærlige omkring.
Kristendom handler om, at vi erkender over for os selv, at vi er syndere, dvs. at der findes noget i os, som ikke vil have med Gud at gøre. Derfor skulle Esajas’ læber renses, så han ikke bare talte ud af sig selv og sine egne holdninger, men derimod talte Guds ord rent og værdigt. Og selvom Peter aldrig fik holdt gloende kul på sine læber, så blev han døbt, for at han skulle have et våben imod synden i sit hjerte. Selvom Peter stadig dummede sig, slog tvivlen ham aldrig helt ud, for han havde jo dåbens håb at holde sig til. Han fiskede blandt sine medmennesker for at vinde folk til Guds eget rige projekt. Peter oplevede både mange omvendelser og stort frafald, og sådan kan man også opleve det i dagens kirker. Peter fiskede det bedste, han havde lært, men det var ikke alle fiks, der ville gå i hans net; vi kan holde nok så mange gudstjenester, men det er ikke alle, der finder vej herind i kirkerummet. Og det er synd, for herinde er en smeltedigel, hvor kristendom og menneskeliv smelter sammen.
Vores almindelige menneskelige og jordnære liv skal forenes og formes efter troens og samvittighedens væsen og indhold. Vi trøster jo hinanden, fordi vi tror på Gud og lader os trøste af hans ord om, at der er glæde og genopstandelse igennem Jesusdåben. Når vi tjener vore penge og når vi bruger dem igen; når vi omgås andre og når vi sidder for os selv, så bevæges vi af vore indre tanker og samvittighed. Det er så at sige i samvittigheden, at vi kan se troens blomstre, og det er i vores livsførelse, at vi kan se troens frugter. I Guds have skal frugterne berige andre og det er ved vore hænder af de sørgende skal trøstes og de lidende skal finde lindring; det er igennem os, at Jesus rækker brød til de sultne og vand til de tørstige, og ikke mindst tilgivelse og velsignelse til enhver vi møder på vor vej. Herinde arbejder vi med vores tro på Gud og hører især om dette ene bud, som Jesus har givet os alle lige siden de første apostle: Elsk Herren din Gud og din næste som dig selv! Ja, så enkelt kan det siges, og dog er det så svært.
På Færøerne er der mange klipper og sten, men min erfaring er, at ingen klippe er så hårdt som det menneskehjerte, der ikke vil drage omsorg for sine medmennesker. Men som vi hørte i brevet fra Peter er det jo netop sagen: At vi skal drage omsorg for hinanden i alle henseender og vi skal endda gå så vidt som at besvare skældsord med velsignelse, for vi er selv kaldet til at arve velsignelse.
Hvor er Peters brev da stærkt skrevet! Skrevet ud af det han havde hørt fra Jesus og oplevet på sine vandreture med tømreren fra Nazareth, der skridt for skridt åbenbarede sig for Peter som den himmelsendte frelser, der hele tiden bød folk på en ny chance. ”Kast nettet ud igen!” sagde han til Peter, og det kan også lyde til os med bud om, at vi ikke lader os slå ud, når vi ikke når i mål med det gode, vi har sat os for. Giv det en chance mere! Og endnu en chance! Og så lige en chance mere!
Peter var en simpel fisker, der havde oplevet hårde dage og nætter ude på båden på søen og havet, hvor han ikke altid kom hjem med en fangst, der gjorde lykke hos familien. Alligevel blev han kaldet af Gud til at udbrede et budskab, som vi stadig samles om denne søndag formiddag. Et budskab, der som madding skal lokke os ind i dette meningsfællesskabet, hvor vi kan være de glade kristne, som vi jo helst gerne vil være ved blot at tro på Gud og leve vore liv. Jamen så enkelt og så nemt kan det faktisk være. Vi er jo blevet døbt, vi er blevet fisket og fanget af nådens glædelige budskab. Lad os da leve i dette nådens rige, hvor Jesus stadig kalder på os for at give os en ny chance til at være menneske i tro og hverdag. Amen.
Søndag den 21. juli 2019, 5. søndag efter Trinitatis, kl. 9.30 i Vilslev (m. kirkekaffe) og kl. 11 i Hjortlund.
1) DDS 726: Gak ud min sjæl - 2) 914: Højt ophøjet på din trone fra Lysets utålmodighed / DDS 332: På Jerusalem det ny - 3) DDS 147, 1-5: - --- 4) DDS 147, 6-9: Der sad en fisker så tankefuld - 5) DDS 163: Fuglen har rede og ræven har grav - 6) 352: Herrens kirke er på jord Der sad en fisker så tankefuld - --- 4) DDS 147, 6-9: Der sad en fisker så tankefuld - 5) DDS 163: Fuglen har rede og ræven har grav - 6) DDS 358 Lad dit rige alle vegne / DDS 352: Herrens kirke er på jord
Før læsningerne bringer jeg en kort introduktion som erstatning for hjælpeark.
Esajas var en profet i Det gamle Testamente, som havde syner, hvor Gud åbenbarede ting for ham, som han skulle sige videre til Guds udvalgte folk i Israel. I Det gamle Testamente er mange kapitler dedikeret til at fortælle om Esajas liv og gerning som profet. I dag hører vi om, hvordan Esajas kom i Guds tjeneste. Før Esajas kunne være Guds talerør, skulle hans renses, så han kunne tale rent om Gud. En seraf er en særlig engel, og en sådan rensede Esajas’ mund. Gud kaldte ud og spurte efter et sendebud, og Esajas meldte sig frivilligt.
Peter blev kaldet af Jesus til at være en del af de tolv udvalgte apostle, som skulle bære arven videre, efter at Jesus var opstået og faret til Himmels. En epistel er et brev, og Peter skrev breve til forskellige menigheder og personer. Nogle af disse breve er bevaret i Det nye Testamente, og igennem Peters breve kommer vi faktisk ret tæt på, hvad Jesus underviste og lærte.
Lukas skrev om Jesu liv på jord, og hans skrift bliver sammen med tre andre skrifter kaldet for evangelier. Evangelium betyder Det glædelige budskab. I dag hører vi om, hvordan Jesus kaldte Simon (også kaldet Peter) i sin tjeneste.
MEDDELELSER
Det er jo sommerferie, så der er ikke så meget at meddele ud over, at vi i Vilslev har kirkekaffe efter gudstjenesten, hvorefter jeg skal videre til Hjortlund. Næste gudstjenester i Kongeåpastoratet er søndag den 28. juli kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Jernved – og jeg har begge gudstjenester.
