Nogle gange kunne det være rart bare at få, hvad som helst, man beder om. Måske derfor har julemanden stadig så stor betydning for børn. Selvom Sankt Nicolaus oprindelig var en helgen, der gjorde mange gode gerninger for fattige og udsatte, så er han med tiden blevet en gavegud, som især børn kan skrive til om deres højeste ønsker om de største ting, som deres hjerte begærer. Efterhånden som vi vokser op, bliver julemandens betydning mindre, indtil han kun er et symbol på barndommens uforstyrrede glæde i skuffeløs forventning til livet. Bønnen eller kravet om de gode gaver og de gode ting i livet forsvinder dog aldrig helt, men følger os livet igennem.
Når nu vi som voksne ikke længere klamrer os til forestillingen om at kunne få alt ved at sende en ønskeseddel til Nordpolen, hvordan skal vi så forholde os til det, Jesus i dag siger om, at vi kan få, hvad vi beder om, når bare vi beder i hans navn? Jesus er ikke ude på at overtage julemandens rolle som en magisk person, der på mystisk vis skaffer alt, hvad vi drømmer om. For vi drømmer om så meget, og det er ikke altid, vi selv ved, hvad der er godt for os. Hvis Jesus virkelig mente, at vi kunne få alt, hvad vi bad om, kunne vi snart få løst hele verdens materielle problemer – og mere til. Men der er andre pointer på spil.
At bede om noget er en ydmyg handling; når man beder, så kræver man ikke, men giver sig til at vente på, at man får, hvad man har bedt om. Det kan være svært at vente, når man beder om noget, man meget gerne vil have. Vi beder andre om noget, når der er noget, vi mangler, som vi ikke kan skaffe os selv - for hvis vi kunne skaffe det selv, var der ingen grund til at bede om det. Når Jesus siger, vi skal bede, betyder det, at vi skal bede til Gud om det, vi ikke kan give os selv; bede om det, vi hverken med penge eller magt eller vore talenter kan skaffe os, men som må komme til os ude fra, fra andre end os selv, og når vi skal bede til Gud, ja, så er det om noget, selv ikke andre mennesker kan give os, men kun Gud – og det gælder de største ting i vores eksistens såsom selve livet, kærlighed, tro og håb. Disse elementer kan vi ikke få fra andre.
Når vi så har bedt til Gud, skal vi så bare vente passive indtil Gud giver os, hvad vi trænger til? Svaret er dobbelt: Bestemt ja, og bestemt nej. Vi må vente, for vi kan ikke fremskynde processen, men må lade Gud afgøre, hvornår tiden er inde for os til at få, hvad vi behøver fra Ham. Samtidigt vi må bruge tiden på at gøre noget, for kristendom har aldrig været en undskyldning for passivitet og dovenskab over for andre. Tværtimod lyder der et bud om, at vi skal elske vor næste som os selv, og så er det bare at komme i gang med at elske såvel i ord som i gerning, forstået sådan, at vi altid skal hjælpe vor næste – både med trøstende ord og rundhåndet med penge, uanset hvor og hvornår vi møder én, der har brug for vores hjælp. Nogle gange virker Gud på forunderlige måder, sådan at vi ved at hjælpe andre, endda også hjælper os selv.
At bede om noget i Jesu navn betyder at bede om noget, som han står inde for, og som det er Guds anliggende at give os. Så handler det altså ikke om materielle ting eller store oplevelser, ej heller om helbredelse fra sygdom, ophør af krige eller udfrielse af fattigdom – selvom det kunne være rart for os alle, hvis vi kunne bede om det og få det opfyldt. Vi har dog selv meget magt til at gøre gode gerninger i verden. Vi må altså selv tage noget ansvar og hjælpe til med at kurere sygdomme og bekæmpe fattighed og alskens uretfærdighed – for nogle har meget, og vi skylder at dele med dem, der ikke har så meget. Vi skal ikke bede Gud om at løse det, vi selv har ansvar for at løse. Kristendom taler altså både om, at vi skal bede, og at vi skal handle – gøre noget godt for vores næste samtidig med, at vi må vente på, at Gud gør det gode mod os.
Vi har et eksempel i Jesus, da han levede på jorden. Ligesom Jesus selv gav ud af det, han havde, til dem, der ikke havde, må også vi dele ud af det, vi har, til dem, som ikke har – og vi må modtage det fra andre, som vi går og mangler. Jesus havde hverken penge eller materielle ting, men han bragte glæde og velsignelse, hvor end han kom. Vi skal bede andre om det, som andre kan give os, og vi skal bede Gud om det, som kun Han kan give os. Og vi må bede frimodigt, thi dels er vi alle lige værdige som mennesker, og dels er vi alle børn af Gud, sat på jorden med buddet om at elske og med magten til at hjælpe mange med meget.
Hvad venter vi på? Der er en tid til at bede og en tid til at handle; her til gudstjenesten må vi lytte og være sammen i sang og bøn, så lad os nu alle bede, som Jesus selv har lært os! Fadervor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er Riget og magten og æren i evighed! Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 722: Nu blomstertiden kommer; 2. DDS 414: Den mægtige finder vi ikke; 3. DDS 588: Herre, gør mit liv til bøn; ---; 4. DDS 375: Alt står i Gud faderhånd; 5. DDS 476: Kornet, som dør i jorden; 6. DDS 7: Herre Gud, dit dyre navn og ære