Der skal komme en Talsmand, sagde Jesus, og det lyder som om, at Talsmanden fra Gud har samme funktion og opgave som en talsmand fra en organisation i vores samfund; en talsmand er en repræsentant, der taler på vegne af andre; altså, på vegne af dem, der enten ikke selv vil eller kan udtale sig direkte til tilhørerne. En talsmand er altså en mellemmand, en budbringer. Dog er talsmanden fra Gud ikke en jordisk person, men en ånd eller Ånden – dén Hellige Ånd, som Gud bringer sit budskab til verden med. I en børnesang, som vi synger engang imellem med dagplejebørn og børnehavebørn, lyder første linje: ”Helligånden kan man ikke se / det’ der ikke noget at gøre ved” – og det må man så affinde sig med. Men selvom man ikke kan se Ånden i sig selv, kan man måske godt få øje på åndens virkning hos os; på samme måde som man ikke kan se vinden, men godt kan se, at træerne bliver rusket som af en usynlig hånd.
Jesus siger om den åndelige talsmand, at han skal overbevise verden om tre ting; om synd, om retfærdighed og om dom. Overbevises skal vi, for det er nogle ting, vi ikke kan sige os selv; ting, der kan være mere end vanskelige at forstå og forholde sig til. Dem skal vi dykke ned i for at prøve at forstå lidt mere om, hvorfor Ånden lige præcist skal overbevise os om de tre dele. Jesus hjælper os lidt på vej.
Først skal vi overbevises om synd. Hvad er synd? Man kunne fristes til at tro, at Jesus ville definere synd som nogle moralske, seksuelle eller etiske overtrædelser, perversioner eller forbrydelser, sådan som det ofte er blevet gjort igennem kristendommens historie. Synd handler dog ikke først og fremmest om sex, heller ikke om de såkaldte dødssynder eller overtrædelse af de ti bud. For som Jesus siger: synden er, at folk ikke tror på, at han er søn af Gud og frelser for verden. Så enkelt kan det siges, og så alligevel giver det svar blot anledning til hundrede nye spørgsmål. Men før vi alle forvandler os til små spørge-Jørgen’er, må vi lade os nøjes med dette enkle svar: Synd er, at folk ikke tror på Jesus. Nu er det jo nemt at pege fingre og sige: Du (er) synder, fordi du ikke tror på Jesus. Og det er ikke usandt, men det er heller ikke hele sandheden, for hvem af os kan egentlig bryste os af altid at tro på Jesus? Og hvilket ansvar har dem, der tror, over for dem, der ikke tror? Kan nogen af os fremvise en stor og stærk tro eller må vi ikke hellere vedkende os, at vi selv står i samme båd som alle de andre og med dem sige: Vi er alle syndere?
Desværre jo, eller heldigvis: Jo! For Jesus standser ikke der, ved at slå os i hovedet med sådan en betegnelse, der kan gøre os modløse. Han fortsatte og sagde, at vi skal overbevises om, at det er af retfærdighed, at han går til Faderen. Hvorfor er det retfærdigt, at han går væk og på den måde forlader os i vores synd? Efterlader os i en verden, hvor det gode gør ondt og hvor kærligheden dør, fordi vi ikke selv kan oprette det paradis, vi har mistet. Var det ikke netop for vores skyld, at Jesus i første omgang blev født og kom til jord, for at løfte os ud af vores synd, vende os om, så vi tror? Jo, og deri ligger retfærdigheden, at han levede og velsignede og gav sit liv for mange, og når han går til Faderen, tager han vores liv med sig.
Vi ved af erfaring, at vores liv går kun én vej, og det er lige lukt i gravens mørke hul. Ingen af os undslipper døden, heller ikke Jesus. Dog blev han oprejst; han steg op af graven, og han blev ved med at stige helt op til Faderen for på den måde at bane en vej for os. Så kan også vi se frem til at stige op af graven på en måde, vi ikke forstå, og vi kan se frem til at stige op til Faderen, selvom det lyder så mystisk, at det er underligt, vore ører ikke falder af i protest. Retfærdigheden kommer altså os til gode.
Det tredje Ånden skal overbevise os om er, at denne verdens fyrste allerede er dømt. ”Denne verdens fyrste” er en anden betegnelse for Satan, altså den åndelige figur eller den metafor for det i verden og livet, der med vold og magt, tvivl og fristelser forsøger at få os til at bukke under, få os væk fra troen, få os væk fra medmenneskelighed og næstekærlighed og få os til at krumme os sammen om os selv, om vores egen verden og lille navle. At der skal fældes dom betyder åbenbart ikke, at vi skal smides ud i eksistentielt eller åndeligt mørke, men at vi skal sættes fri, når vores åndelige voldsmand fældes og dømmes. Hans dom bliver vores frihed.
Selvom de tre emner sagtens kunne tåle en mere dybdegående behandling, er det ikke meningen, at jeg skal holde foredrag fra prædikestolen. Tværtimod skal ordene herfra lyde til trøst og opmuntring, og sådan tolker jeg også Jesu ord, selvom de har krævet nogle timers eftertanke og overvejelse. Men nogle gange skal man tygge længe på noget, før man rigtig kan fordøje det.
Vi må altså indse, at vi alle er i samme båd i en verden, hvor vi er adskilte fra Gud og fra hinanden. Nogle tror på Jesus, og vi har ansvar for at vise barmhjertighed og kærlighed mod dem, der ikke tror – for tro er håb, og intet menneske skal leve et håb-løst liv. Det er altså vort ansvar at række troen på håbet om nåde videre ud i verden; for kun derved bliver næstekærligheden levende imellem os, og kun derved opfylder vi Jesus ord om, at vi skal elske vor næste som os selv. Amen.
Prædikentekster
Samer: DDS 748 Nu vågne alle Guds fugle små; DDS 305 Kom, Gud Helligånd, kom brat; DDS 285 Hør himmelsus i tredje time; --- -; DDS 600 O Jesus, går du da din vej; DDS 477 Som korn fra mange marker; DDS 752 Gå da frit enhver til sit v. 4 og 5