Kun en tåbe frygter ikke havet; for havet er fuld af vand, fuld af farer. Vand kan være livsfarligt, men vand er også livsvigtigt. Forældre har igennem tiderne været nervøse, når deres børn kastede sig ud i havets store vidder og de lokkende blå bølger. Mange fiskere og andre sejlere har i tidens løb mistet livet på bølgerne, og rundt omkring på de danske kyster har der været dødemandsbjerge, hvor forliste søfolk blev begravet. I mange danske kirker hænger et træskib, for vores samfund og kultur bygger ikke kun på landbrug og avl af dyr, men i høj grad også af fiskeri.
Da Jesu disciple gik med ham op i båden og sejlede ud på søen, regnede de sikkert med en stille og rolig sejlads. De havde ingen redningsveste på, der var ingen fyrtårne på land, ingen redningsbåde, der kunne sættes ud. De var altså alene på søen, overladte til bølgernes nåde; kun stjernerne og månen lyste for dem, indtil skyerne gjorde himlen og havet og natten sort som en uhyggelig kælder. Stormen brød løs og vinde suste, søen skummede, og vandet sprøjtede op på bådens side; tippede den fra side til side, uvenligt og voldsomt, helt modsat som når et barn bliver gynget til ro i en vugge. På søen blev disciplene gynget til uro af naturens voldsomme kræfter.
Der er så mange der siger, vi skal leve i pagt med naturen, men naturen overholder ingen pagt med os; den gør, som den skal, som den vil – og dens vilje er stærk, og den ødelægger meget. Naturen skåner ingen. Hos dyrene dør de gamle og syge først, men også de raske og unge bliver jo en dag gamle og svage, og så er det deres tur til at blive en del af fødekæden. Naturens lov er uden kærlighed. Uvejret raser, jagtdyr går på rov, og naturen er kun fredelig og rolig og rar, når vi ser bort fra dens pludselige og lunefulde impulser med raseri og blodtørst. Midt i naturens unådige voldsomme rasende blæsevejr, befandt disciplene sig. De var ikke forberedte, og de anede ikke deres levende råd. Gode råd var dyre, men frelsen var nær. Ja, frelseren var der i båden sammen med dem, men han var faldet i søvn – for hvorfor skulle han dog være bange?
De vækkede ham og forsøgte at overdøve stormens larm med deres råb om frelse, om nåde, om hjælp. Men Jesus gabte og sagde: Hvorfor er I bange? Som om han ville sige: Jeg er jo hos jer. Frygt ikke, men tro på Gud. Tro på, at Gud tager vare på det, vi ikke selv kan tage hånd om. Tro på, at livet er større og vigtigere for Gud end al naturens rasen og alle menneskelige bekymringer. Det er tit i livets værste stunder, at vi lærer de vigtigste lektier.
For vi bekymrer os om mange ting, selvom kun ét er fornødent. Bekymringer hører ikke kun en bestemt periode af livet, men selv som børn og på vore gamle dage kan vi bekymre os om os selv og andre. Bekymre os om vort helbred, om samfundets udvikling, om fremtiden, om naturens forandring og kulturens forfald. Vi kan blive bange for, om vi rammes af sygdomme, om helbredet svigter, om vi skal lide en pinefuld død. Vi kan være bange for, om vi ikke længere formår at holde sammen på vort eget og leve, som vi vil. Hvordan skal det gå os i fremtiden? Hvordan skal det gå dem, vi holder af?
Som mennesker er vi en del af naturen. Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive, og rejsen på livets vej kan være som en tur med båden på søen. Nogle tider kan være stille og dejlige, romantiske med en fin solopgang, fuldmåne og kærlighed. Andre tider kan livets sø var i oprør, så båden skvulper rundt, imens himlen formørkes og alt håb synes ude. Og når vi mister håbet, falmer troen - hvad er livet værd, når der intet er at tro på, intet er at håbe på? Så har vi kun frygten i hjertet og i tankerne, og så styres vi af angst. Så famler vi i blinde og vi ængstes og råber ud af vores sorg, synd og smerte på en frelser, en hjælp, ja, vi råber og håber på Gud i mørket. Måske råber vi ikke så højt som disciplene i båden; måske er bønnen om hjælp bare et suk eller en tanke; men for Gud er alle vore tanker som de ord, vi udtaler højt. Han er os nær; nærmere end vores egen pulsåre.
Når mørket falder over vores liv, og tvivlens dunkle time ruller over os – hvor er så Gud? Nogle gange kan det føles, som om han sover, at han er ligeglad med os – ligeglad med, om vi går til grunde, at vi drukner i al vores frygt. Men selv et lille pip af et grådkvalt råb om hjælp kan vække ham.
Roligt siger han til os: Hvorfor er du bange?
Vi er selvfølgelig bange for, om vi nu gør det hele godt nok; om vi er gode nok; om andre kan lide os, for den, vi er. Vi kan være bange for at begå fejl, være bange for andres reaktioner og bedømmelser; men jo mere, vi er bange, desto mere er vi bundet. Bundet af frygten for at være, som vi er. Men fangenskab er ikke en del af kærligheden. Og det var dog af kærlighed, at Gud skabte os til et liv her på jorden imellem hinanden på godt og ond; af kærlighed kommer han os i møde midt i mørket - midt i stormen, midt i alle bekymringer og ind i al vores tvivl og urolige tanker. Derfor lyder Jesu ord fra båden også til os: Hvorfor er I bange? Frygt ikke, tro kun. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 369: Du, som gi’r os liv og gør os glade; 2. DDS 7: Herre, Gud dit dyre navn; 3. DDS 392: Himlene Herre fortælle din ære; --- ; 4. DDS 150: Mit hjerte er så bange; 5. DDS 470: Lad os bryde brødet sammen; 6. DDS 49: Ingen er så tryg i fare
Da Jesu disciple gik med ham op i båden og sejlede ud på søen, regnede de sikkert med en stille og rolig sejlads. De havde ingen redningsveste på, der var ingen fyrtårne på land, ingen redningsbåde, der kunne sættes ud. De var altså alene på søen, overladte til bølgernes nåde; kun stjernerne og månen lyste for dem, indtil skyerne gjorde himlen og havet og natten sort som en uhyggelig kælder. Stormen brød løs og vinde suste, søen skummede, og vandet sprøjtede op på bådens side; tippede den fra side til side, uvenligt og voldsomt, helt modsat som når et barn bliver gynget til ro i en vugge. På søen blev disciplene gynget til uro af naturens voldsomme kræfter.
Der er så mange der siger, vi skal leve i pagt med naturen, men naturen overholder ingen pagt med os; den gør, som den skal, som den vil – og dens vilje er stærk, og den ødelægger meget. Naturen skåner ingen. Hos dyrene dør de gamle og syge først, men også de raske og unge bliver jo en dag gamle og svage, og så er det deres tur til at blive en del af fødekæden. Naturens lov er uden kærlighed. Uvejret raser, jagtdyr går på rov, og naturen er kun fredelig og rolig og rar, når vi ser bort fra dens pludselige og lunefulde impulser med raseri og blodtørst. Midt i naturens unådige voldsomme rasende blæsevejr, befandt disciplene sig. De var ikke forberedte, og de anede ikke deres levende råd. Gode råd var dyre, men frelsen var nær. Ja, frelseren var der i båden sammen med dem, men han var faldet i søvn – for hvorfor skulle han dog være bange?
De vækkede ham og forsøgte at overdøve stormens larm med deres råb om frelse, om nåde, om hjælp. Men Jesus gabte og sagde: Hvorfor er I bange? Som om han ville sige: Jeg er jo hos jer. Frygt ikke, men tro på Gud. Tro på, at Gud tager vare på det, vi ikke selv kan tage hånd om. Tro på, at livet er større og vigtigere for Gud end al naturens rasen og alle menneskelige bekymringer. Det er tit i livets værste stunder, at vi lærer de vigtigste lektier.
For vi bekymrer os om mange ting, selvom kun ét er fornødent. Bekymringer hører ikke kun en bestemt periode af livet, men selv som børn og på vore gamle dage kan vi bekymre os om os selv og andre. Bekymre os om vort helbred, om samfundets udvikling, om fremtiden, om naturens forandring og kulturens forfald. Vi kan blive bange for, om vi rammes af sygdomme, om helbredet svigter, om vi skal lide en pinefuld død. Vi kan være bange for, om vi ikke længere formår at holde sammen på vort eget og leve, som vi vil. Hvordan skal det gå os i fremtiden? Hvordan skal det gå dem, vi holder af?
Som mennesker er vi en del af naturen. Af jord er vi kommet, til jord skal vi blive, og rejsen på livets vej kan være som en tur med båden på søen. Nogle tider kan være stille og dejlige, romantiske med en fin solopgang, fuldmåne og kærlighed. Andre tider kan livets sø var i oprør, så båden skvulper rundt, imens himlen formørkes og alt håb synes ude. Og når vi mister håbet, falmer troen - hvad er livet værd, når der intet er at tro på, intet er at håbe på? Så har vi kun frygten i hjertet og i tankerne, og så styres vi af angst. Så famler vi i blinde og vi ængstes og råber ud af vores sorg, synd og smerte på en frelser, en hjælp, ja, vi råber og håber på Gud i mørket. Måske råber vi ikke så højt som disciplene i båden; måske er bønnen om hjælp bare et suk eller en tanke; men for Gud er alle vore tanker som de ord, vi udtaler højt. Han er os nær; nærmere end vores egen pulsåre.
Når mørket falder over vores liv, og tvivlens dunkle time ruller over os – hvor er så Gud? Nogle gange kan det føles, som om han sover, at han er ligeglad med os – ligeglad med, om vi går til grunde, at vi drukner i al vores frygt. Men selv et lille pip af et grådkvalt råb om hjælp kan vække ham.
Roligt siger han til os: Hvorfor er du bange?
Vi er selvfølgelig bange for, om vi nu gør det hele godt nok; om vi er gode nok; om andre kan lide os, for den, vi er. Vi kan være bange for at begå fejl, være bange for andres reaktioner og bedømmelser; men jo mere, vi er bange, desto mere er vi bundet. Bundet af frygten for at være, som vi er. Men fangenskab er ikke en del af kærligheden. Og det var dog af kærlighed, at Gud skabte os til et liv her på jorden imellem hinanden på godt og ond; af kærlighed kommer han os i møde midt i mørket - midt i stormen, midt i alle bekymringer og ind i al vores tvivl og urolige tanker. Derfor lyder Jesu ord fra båden også til os: Hvorfor er I bange? Frygt ikke, tro kun. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 369: Du, som gi’r os liv og gør os glade; 2. DDS 7: Herre, Gud dit dyre navn; 3. DDS 392: Himlene Herre fortælle din ære; --- ; 4. DDS 150: Mit hjerte er så bange; 5. DDS 470: Lad os bryde brødet sammen; 6. DDS 49: Ingen er så tryg i fare
