Indledning
I dag er det 3. søndag i fasten. Og selvom gudstjenesterne er aflyst i vore sognekirker, kan vi alligevel på en måde samles til andagt på samme tid takket være de teknologiske muligheder. Dette er en live-streaming, og når vi er kommet igennem andagten, lægger jeg videoen op på facebook, så den kan ses, når og hvor man vil. Efter andagten lægger jeg også prædiken og salmevalg ud på min hjemmeside, som jeg plejer. I må meget gerne synge med på salmerne der, hvor I er, selvom jeg desværre ikke kan høre jer.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader og Herren Jesus Kristus. Lad os alle bede: Herre, Gud Fader i himlen, fra dig udgår alt godt og alt det som bærer og løfter vores liv. Lyttede vi til dig, ville vi aldrig dø, men vores ører stopper til, og vi cirkler omkring guldkalve støbt af menneskehænder. Vi beder dig: Forbarm dig over os. Giv os en ny chance og før os ud af vores eget lukkede kresløb. Tag fat om vores skuldre og vend os om mod dig så vi ser hvordan du, Skaber og Frelser, er sandheden og livet, du som er fra evighed og til evighed. Amen.
Vi skal synge Salme: 49: Ingen er så tryg i fare
Læsning: * Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: Da sagde Herren til Moses: »Skynd dig ned! Dit folk, som du førte op fra Egypten, har handlet slet. De er allerede veget fra den vej, jeg pålagde dem at følge. De har støbt sig et billede af en tyrekalv; de har tilbedt den og ofret til den, og de har sagt: Her er din Gud, Israel, som førte dig op fra Egypten.« Og Herren sagde til Moses: »Nu har jeg set, at dette folk er et stivnakket folk; lad mig bare tilintetgøre dem i min vrede! Men dig vil jeg gøre til et stort folk.« (…) Dagen efter sagde Moses til folket: »I har begået en stor synd. Nu vil jeg gå op til Herren; måske kan jeg skaffe soning for jeres synd.« Så vendte Moses tilbage til Herren og sagde: »Ak, dette folk har begået en stor synd; de har lavet sig en gud af guld. Gid du dog vil tilgive dem deres synd! Men hvis ikke, så slet mig af den bog, du fører.« Amen.
Anden Mosebog 32,7-10.30-32
Trosbekendelse (siges) Lad os bekende for kristne tro: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, en hellig, almindelig kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen.
Vi skal synge Salme: 337: Behold os Herre
Evangelielæsning
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde til dem: »Hvis Gud var jeres fader, ville I elske mig, for det er fra Gud, jeg er udgået og kommet. Jeg er ikke kommet af mig selv, men det er ham, der har udsendt mig. Hvorfor forstår I ikke, hvad jeg siger? Fordi I ikke kan høre mit ord. I har Djævelen til fader, og I er villige til at gøre, hvad jeres fader lyster. Han har været en morder fra begyndelsen, og han står ikke i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen. Men jeg siger sandheden, derfor tror I mig ikke. Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig? Når jeg siger sandheden, hvorfor tror I mig da ikke? Den, der er af Gud, hører Guds ord; men I hører ikke, fordi I ikke er af Gud.« Jøderne sagde til ham: »Har vi ikke ret i at sige, at du er en samaritaner og besat af en dæmon?« Jesus svarede: »Jeg er ikke besat af en dæmon, jeg ærer derimod min fader, men I vanærer mig. Jeg søger ikke min egen ære; der er en, der søger den, og han dømmer. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.« Amen.
Johannesevangeliet 8,42-51
Prædiken
Det er naturligvis umuligt i dag at komme uden om den virus, der har besat store dele af vores verden og hverdag og fylder i alle medier. Nu taler vi ikke længere så meget om vejret, men om corona, om virus og smitte, om det kontaktløse samfund uden håndtryk og kram og om den frygt og panikagtige adfærd, alt dette fører med sig; for hvordan skal det dog gå os? Når samtalen af gammel vane alligevel falder på vejr og klima tænker nogle på, at CO2-udledningen i denne nedlukningstid må falde betragteligt, eftersom rejser, ture og udflugter bliver færre, mens andre bare nyder, at forårssolens milde varme så småt giver håb om bedre tider på trods af rimfrost, gråvejr, oversvømmede marker og alt det, vi ellers har imod os. Skulle man nynne nogle glædestoner og vende nedlukningen af Danmark til noget positivt, så kan man jo i sit stille sind oveveje, om ikke der mon vil komme et babyboom om ca. 9 måneder? Imens vi venter på at komme tilbage til arbejde og en normal tilværelse, kan vi jo gøre ventetiden til kvalitetstid med vore nærmeste.
Normalt kan vi gå og føle, at vi har styr på tilværelsen og vores liv, men pludselig bliver én syg i Kina, og fordi vores verden er blevet global, skal vi også her på landet reagere med opmærksomhed og varsomhed på den ukendte virus. Ikke alle er lige gode til at være tålmodige og handle fornuftigt i kritiske situationer; det ser vi desværre tydeligt omkring os. Sådan var det også for de jøder, som Moses havde ført ud af slaveri og fangenskab i Egypten. Da de var langt ude i ørkenen, gik Moses op på et højt bjerg for at tale med Gud – og det kunne godt tage langt tid. Det gjorde han engang imellem, både for at få de ti bud på to stentavler, og for at høre, hvilke love og løfter der skulle gælde for Guds udvalgte folk. Love for deres liv og løfter om en strålende fremtid.
Men engang Moses var på bjerget, blev jøderne utålmodige og tænkte, at den Gud, Moses havde fortalt dem om, måske havde forladt dem og overladt dem til deres egen skæbne ude i ørkenen. De blev vel bange for, hvad der så skulle blive af dem, så de ville have sig en ny gud, de kunne fejre og tilbede og som de kunne samles omkring. De samlede al deres guld sammen og fik støbt en statue af en tyr. Det var ikke tilfældigt. Tyren symboliserede også dengang det stærke, voldsomme og kraftfulde. Nogle af os kender tyren ude fra markerne, hvor den står mægtig og urokkelig og brøler brunstigt og skraber hidsigt i jorden. Nogle kender stærke og kraftfulde tyre fra tyrfægtning, hvor de uden problemer kan slynge en pyntet tyrfægter højt op i luften. Vi ved, at der er styrke og kraft i tyren, og dengang i Mellemøsten var det udbredt at bruge tyren som billede på en gud. Så de skabte en gud i deres billede, som de ville tilbede, for det var en smuk gud, som de kunne se og røre, og som ikke forlangte en masse af dem; den var trods alt ikke levende, og den kunne ikke tale. Den mægtige Gud i himlen var absolut ikke tilfreds med afgudsdyrkeriet hos dem, han havde reddet ud af Egypten og ville straks udrydde alle de vantro jøder. Moses gik dog i forbøn for sine syndige landsmænd og fik dæmpet Guds vrede. Hvor meget mod kræver det ikke lige at tale Gud imod, når man står alene over for hans almægtige vælde på et bjerg højt over jorden?! Moses gjorde det, for han var både trofast mod sine landsmænd og trofast mod Gud; han vidste, folket havde handlet forkert, og at Gud havde ret i sin dom. Men hvis de skulle udslettes, ville han også, for han syntes ikke, han var bedre end sit folk.
Nu springer vi lige fra Moses til Jesus. En dag er han igen i diskussion med en flok jøder. De tror ikke på ham, men anklager ham for at være besat af en dæmon, og Jesus anklager jøderne for at være gudløse og værre endnu: At Djævelen er deres far! Jøderne er altså djævleyngel, fordi de ikke tror, at Jesus er Guds søn og verdens frelser. Selvfølgelig bliver jøderne vrede på ham og de sætter hårdt mod hårdt. Det er især de ældste, velstillede og mest religiøse jøder, som er bange for at Jesus vil ødelægge deres religion, og derfor forsøger de at lukke munden på ham og latterliggøre ham over for de andre. Jøderne var sikre på, de havde forstået alt om, hvordan de skulle tro og tilbede Gud og leve et sandt og godt liv til Guds ære. Det truer Jesus med at ødelægge, fordi han siger noget andet om Gud, om Guds planer for mennesker og siger noget andet om, hvordan man skal leve. Mange gange støder Jesus og jøderne sammen og først da Jesus bliver korsfæstet, tror jøderne, at de endeligt er sluppet af med en folkekær religionskritiker og oprører.
Hvorfor skal vi i dag høre om Moses og en guldtyrekalv og om Jesus og jøderne? Det er jo oldgamle stridigheder og folkene var jøder; hvad har det at gøre med os, der er jyder? Svaret er, at de gamle bibeltekster rummer stor visdom og indsigt om os mennesker, og de har noget vigtigt at sige om os og om Guds forhold til os. Vi har såmænd ikke forandret os særligt meget gennem de seneste par tusinde år. Stadig den dag i dag står kampen mellem sandhed og løgn, mellem tilbedelse af den sande Gud i himlen og af de usande men gyldne guldagtige guder på jorden, som vi selv har skabt os. Det er som om, løgnen stadig trives imellem os. Selvom vi ikke har en fysisk og konkret guldkalv i vores landsbysamfund, så er der dog mange ting, vi sætter vores tillid til og håber på – sådan at Gud ryger i baggrunden. I bund og grund handler det om egoisme; for af egenkærlighed kan man godt ønske sig en anden gud end ham, der tillader sig både at dømme, forlange og kræve af os, at vi lever på en måde, der er til ære for Gud og til gavn for mennesker. Ja, han forlanger ganske enkelt kærlighed af os, og derfor skal vi høre de hårde og ubekvemme ord i dag, fordi vi skal vækkes fra den egoistiske søvn, der næres af frygt og usikkerhed, og som viser sit grimme og grumme ansigt, når vi går i panik og gør, hvad der kun er godt for os selv. Frygt er en stærk drivkraft. Vi har set det igennem historien igen og igen i mange forskellige krisesituationer; at folk først tænker på sig selv. Er det fordi de er særligt onde? Nej, men det onde og det egoistiske ligger i os alle og kan bryde ud hos enhver. Derfor skal vi være opmærksomme på ikke at falde i frygtens fælder, så vi handler ukærligt og ufornuftigt.
Lad os besinde os! Gud har kærlighed nok til alle, og livet er meget mere end de daglige fornødenheder. Gud er slet ikke langt væk – bed, og du skal få! Ja, vi må nøjes i denne tid, og vi må indstille os på en anden hverdag, men også her findes der lysglimt af håb og glæde. Ligesom vi håber på forår og virusfrie tider, håber vi også, at troen vil gøre de små og ubetydelige ting i vore liv både store og glædelige, og at kærligheden vil føre os ad nye veje til at blomstre af tillid til Gud og håb for vores næste. Nok skal vi være varsomme pga. smitten, men lad os aldrig blive smålige, egoistiske eller menneskefjendske. Lad os i stedet besinde os på hinandens ve og vel – både når vi køber ind, og når vi mødes på kryds og tværs - så glæder vi Gud og gavner hinanden. Amen.
Lad os alle bede: Gud, vor far – hør os i denne stund! Vi har foldet hænderne og samlet tankerne i denne underlige tid, hvor vores lille tro prøves. Lad Helligånden styrke vores tro på, at Jesus griber ind; lad os finde trøst i håbet og giv os styrke til at finde fred med os selv og hinanden. Vi længes efter svar på, hvorfor det går os, som det gør. Vi længes efter at forstå os selv og vores verden – hvordan hænger det sammen? Hvordan giver det mening? Hvorfor skal vi rammes af modgang og ulykke eller hvorfor skal vi have denne lykke og glæde? Gud, vi beder for de syge og de døende, at du vil være hos dem og os med hele din vældige herlighed. Omslut os med barmhjertige hænder og skærm os fra alt for megen sygdom og modgang. Giv os kun det kors, vi kan bære. Du som er sandhedens Gud og livets herre. Amen.
Meddelelser: Og så har jeg et par meddelelser. Selvom alle kirkelige arrangementer og gudstjenester er aflyst i både Hunderup og Vilslev sogne resten af marts måned, så er kirkerne åbne, som de plejer. Man kan altså stadig gå ind i kirken og finde et rum til at lade freden sænke sig, som det kun kan ske i et kirkerum. Dåb, vielser og begravelser kan stadig gennemføres dog med så få deltagere som muligt; det bliver smukt og stærkt i al sin enkelthed.
Hvis alt går vel, vil jeg på søndag, Midfaste søndag, live-streame en andagt fra Hunderup Kirke kl. 11.
Hvis I har brug for en samtale eller har spørgsmål, må I endelig ikke tøve med at ringe eller skrive til mig. Jeg er nemlig stadig på arbejde og vil gerne høre fra jer, nu hvor vi ikke kan mødes, som vi plejede.
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Vi skal nu synge Salme 586: Stol du kun på dit Fadervor
Lad os i fællesskab bede Fadervor. Fader vor, du som er i himlene! Helliget vorde dit navn, komme dit rige, ske din vilje som i himlen således også på jorden; giv os i dag vor daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ikke i fristelse, men fri os fra det onde. Thi dit er riget, magten og æren i evighed. Amen.
Modtag Herrens velsignelse: Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred. I Jesu navn. Amen.
Nu skal vi synge Salme 588: Herre gør mit liv til bøn
Tak for nu. Tak fordi I så med og deltog på hver jeres måde. Jeg håber, vi snart igen kan mødes i kirken og synge sammen. I er velkomne til at skrive jeres spørgsmål og kommentarer under videoen. God søndag.