Hyrden lukkede hurtigt og nervøst lågen ind til hegnet, og gik med sin hyrdehund af sted over de enge og marker, hvor han havde drevet sine 100 får. Ét af fårene var blevet væk undervejs. Han spejdede og ledte med sine øjne, imens vinden blæste og solen bagte. Tankerne fór rundt i hovedet; han gik med hastige skridt. Efterhånden som han ledte gik timerne og han måtte skynde sig mere, for dagen gik på hæld, og mørket var ved at falde på. Snart ville mørkets farlige væsner komme frem og gå på rov.
Han tænkte på det ene får, der gik ude et sted, hvor dens brægen kun kunne høres af dem, som kun ønskede at finde fåret for at vise det alt andet end barmhjertighed. Jo mere hyrden tænkte på fåret, desto mere nervøs blev han for, at han ville komme for sent og kun ville finde nogle sørgelige rester som vidne om hans elskede fårs endeligt. Han havde passet dette får som alle andre i hans flok lige fra de var små lam. Han kendte hvert eneste af fårene – ja, på deres brægen vidste han, om det var det drillesyge får, eller det langsomme, om det var det dovne får eller det, der altid åd mere græs, en det kunne fordøje. Hver især var de helt unikke og specielle; der var ét med skæve ben, ét andet får skelede og et andet hørte kun det, den selv ville. Alle disse små kendetegn havde han lært at kende, fordi han havde vandret med dem både dag og nat. Flere gange havde han jaget ulve væk fra flokken, og selv bjørne havde han set i området. For ham var fårene blevet langt mere end bare nogle drøvtyggende uldtotter på markerne; og han måtte med skam indrømme, at han havde set mere til disse firbenede end de tobenede, hvis slægt og familie han egentligt hørte til.
Da han stod ved hegnets låge og talte sine får, løb en kuldegysning igennem ham; og han talte igen og atter engang for det kunne da ikke passe – nej, det måtte ikke være sandt: og dog var det ubarmhjertigt sandt: et får var blevet væk fra flokken. Han følte et stik af svigt i sit hjerte, og straks bebrejdede han sig selv; han skulle have holdt bedre øje, været mere nærværende. Fårene var hans ansvar, og uden ham havde de ingen til forsvar. Farer var der nok af i en verden, hvor kødædende mennesker og dyr ville elske at finde et vildfarent får.
Da skumringen og tusmørket ikke bare lagde sig over marker og enge, men også lagde sig som en sorg i hyrdens hjerte og tanke, hørte han pludseligt den velkendte brægen af dét får, han savnede. Hyrden og hunden fór over stok og sten og fandt fåret dér, hvor man ellers ikke ville have ventet at finde et får. Forladt og alene i et sekund af tusinde tankers skræk og frygt. Hunden hoppede rundt og gåede glad, som kun hunde kan, og hyrdens smil lyste op i nattens gryende mørke. Dette fund måtte fejres!
Han tog fåret på nakken og vandrede stolt og glad hjemad, for når man finder det, man har mistet er glæden så stor, at hjertet kan briste. Det var som om, han flød over af glæde over at have fundet dette får. Da naboer og venner var forsamlet blev glæden større, da hans nabokone fortalte om, hvordan hun til aften havde tabt en mønt i huset. En skræk jog i hende, for hun var ellers kendt for at have styr på sine sager, så hun ledte i hver en krog og tændte lys i hele huset, så intet kunne gemme sig.
Febrilsk flyttede hun møblerne, hundsede rundt med mand og børn – de skulle lede og søge og kigge efter, både én og to og tre gange, for den måtte jo være et sted! Da den så endelig dukkede op kunne hun drage et lettelsens suk, ånde lettet op, for nu var der igen styr på sagerne. Også hun måtte dele sin glæde med nogen, for en glæde, der deles, vokser i kraft. Så de mødtes – venner, naboer og familie og festede og fejrede at det, der var tabt, var blevet fundet igen.
Vi kan i dagligdagen ligesom de to personer sagtens føle både stor ængstelse over at miste det, vi holder af – og føle endnu større glæde og dybere taknemmelighed, når vi får det tilbage, vi engang mistede. Både hyrden og konen er et billede ikke bare på os, men også på Gud. For også han leder med lys og lygte efter de mennesker, der er blevet væk. Måske er de blevet de væk for sig selv – måske blev de væk for andre – ja, måske forsøger de endda at gemme sig for Gud. Der kan være mange grunde til, at man er blevet væk, men hovedsagen er, at Gud leder efter os.
Hyrden havde 99 andre får i folden og konen havde 9 andre mønter i sin pung – men det var ikke nok; de manglede lige præcis dét, der var blevet væk for dem. Det, der ikke var blevet væk, bekymrede dem ikke; og livet bekymrer jo heller ikke os, når alting går godt, som vi gerne vil. Hyrden gik derud, hvor der kun var lidt at komme efter; og konen brugte meget tid og energi på at finde den ene mønt, hun havde tabt. De kunne ikke slå sig til tåls med, at ”hvor der handles, der spildes”, og de kunne ikke finde fred med sig selv, hvis de lod den ene værdifulde del gå tabt. For hver enkelt mønt, hvert eneste får og hver person iblandt os har samme værdi.
Derfor må vi ikke lade en person blive glemt eller lade et menneske forvilde sig bort fra sig selv eller vort fællesskab. Vi skal være dér, hvor ingen andre er; vi skal være kirke dér, hvor kirken står svagest – for der hvor kirken står stærkt, skal den nok klare sig. Vi skal danne fællesskab dér, hvor ingen har et fællesskab; for hvor fællesskabet halter, er der brug for en indsats. Sådan arbejder Gud – han er til stede dér, hvor ingen andre er; og sådan gik Jesus omkring på jorden og tog imod syndere; og han gik helt bogstaveligt talt hen til de syge og de fattige, de fremmede og de forkerte – dem, som alle andre havde forkastet. Jesus inviterede dem indenfor i et nyt fællesskab, hvor ethvert menneske har så stor værdi, at det ikke kan være lige meget, om man er med – om man bliver set – om man bliver husket som den, man er. Jesus er et forbillede på, hvad vi skal gøre over for hinanden – både dem, vi har tæt omkring os, og dem, der kan synes langt væk fra Gud, fra os og fra dem selv.
Om det er selvforskyldt eller uforskyldt, så kan vi til tider fare vild i livet og gå ad veje, der ikke fører noget godt med sig. Vi kan være som et får eller en mønt, der på mystisk vis forsvinder og kommer ud af synsfeltet. Men vi kan også være dem, der søger med lys og lygte og stor tålmodighed, fordi vi ikke har samvittighed til at lade selv det mindste menneske forsvinde eller gå fortabt – hverken for sig selv, for Gud eller for os i vort fællesskab. Som vi er blevet fundet, skylder vi også at andre bliver fundet. Derved er vi Guds hænder i verden; Gud til ære, vor næste til gavn. I Jesu navn. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 3: Lovsynger Herren; 2. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 3. DDS 478: Vi kommer til din kirke, Gud; ---; 4. DDS 663: Gud Herren er min hyrde god; 5. DDS 323: 1,3,6: Kirken den er et gammelt hus; 6. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære
Han tænkte på det ene får, der gik ude et sted, hvor dens brægen kun kunne høres af dem, som kun ønskede at finde fåret for at vise det alt andet end barmhjertighed. Jo mere hyrden tænkte på fåret, desto mere nervøs blev han for, at han ville komme for sent og kun ville finde nogle sørgelige rester som vidne om hans elskede fårs endeligt. Han havde passet dette får som alle andre i hans flok lige fra de var små lam. Han kendte hvert eneste af fårene – ja, på deres brægen vidste han, om det var det drillesyge får, eller det langsomme, om det var det dovne får eller det, der altid åd mere græs, en det kunne fordøje. Hver især var de helt unikke og specielle; der var ét med skæve ben, ét andet får skelede og et andet hørte kun det, den selv ville. Alle disse små kendetegn havde han lært at kende, fordi han havde vandret med dem både dag og nat. Flere gange havde han jaget ulve væk fra flokken, og selv bjørne havde han set i området. For ham var fårene blevet langt mere end bare nogle drøvtyggende uldtotter på markerne; og han måtte med skam indrømme, at han havde set mere til disse firbenede end de tobenede, hvis slægt og familie han egentligt hørte til.
Da han stod ved hegnets låge og talte sine får, løb en kuldegysning igennem ham; og han talte igen og atter engang for det kunne da ikke passe – nej, det måtte ikke være sandt: og dog var det ubarmhjertigt sandt: et får var blevet væk fra flokken. Han følte et stik af svigt i sit hjerte, og straks bebrejdede han sig selv; han skulle have holdt bedre øje, været mere nærværende. Fårene var hans ansvar, og uden ham havde de ingen til forsvar. Farer var der nok af i en verden, hvor kødædende mennesker og dyr ville elske at finde et vildfarent får.
Da skumringen og tusmørket ikke bare lagde sig over marker og enge, men også lagde sig som en sorg i hyrdens hjerte og tanke, hørte han pludseligt den velkendte brægen af dét får, han savnede. Hyrden og hunden fór over stok og sten og fandt fåret dér, hvor man ellers ikke ville have ventet at finde et får. Forladt og alene i et sekund af tusinde tankers skræk og frygt. Hunden hoppede rundt og gåede glad, som kun hunde kan, og hyrdens smil lyste op i nattens gryende mørke. Dette fund måtte fejres!
Han tog fåret på nakken og vandrede stolt og glad hjemad, for når man finder det, man har mistet er glæden så stor, at hjertet kan briste. Det var som om, han flød over af glæde over at have fundet dette får. Da naboer og venner var forsamlet blev glæden større, da hans nabokone fortalte om, hvordan hun til aften havde tabt en mønt i huset. En skræk jog i hende, for hun var ellers kendt for at have styr på sine sager, så hun ledte i hver en krog og tændte lys i hele huset, så intet kunne gemme sig.
Febrilsk flyttede hun møblerne, hundsede rundt med mand og børn – de skulle lede og søge og kigge efter, både én og to og tre gange, for den måtte jo være et sted! Da den så endelig dukkede op kunne hun drage et lettelsens suk, ånde lettet op, for nu var der igen styr på sagerne. Også hun måtte dele sin glæde med nogen, for en glæde, der deles, vokser i kraft. Så de mødtes – venner, naboer og familie og festede og fejrede at det, der var tabt, var blevet fundet igen.
Vi kan i dagligdagen ligesom de to personer sagtens føle både stor ængstelse over at miste det, vi holder af – og føle endnu større glæde og dybere taknemmelighed, når vi får det tilbage, vi engang mistede. Både hyrden og konen er et billede ikke bare på os, men også på Gud. For også han leder med lys og lygte efter de mennesker, der er blevet væk. Måske er de blevet de væk for sig selv – måske blev de væk for andre – ja, måske forsøger de endda at gemme sig for Gud. Der kan være mange grunde til, at man er blevet væk, men hovedsagen er, at Gud leder efter os.
Hyrden havde 99 andre får i folden og konen havde 9 andre mønter i sin pung – men det var ikke nok; de manglede lige præcis dét, der var blevet væk for dem. Det, der ikke var blevet væk, bekymrede dem ikke; og livet bekymrer jo heller ikke os, når alting går godt, som vi gerne vil. Hyrden gik derud, hvor der kun var lidt at komme efter; og konen brugte meget tid og energi på at finde den ene mønt, hun havde tabt. De kunne ikke slå sig til tåls med, at ”hvor der handles, der spildes”, og de kunne ikke finde fred med sig selv, hvis de lod den ene værdifulde del gå tabt. For hver enkelt mønt, hvert eneste får og hver person iblandt os har samme værdi.
Derfor må vi ikke lade en person blive glemt eller lade et menneske forvilde sig bort fra sig selv eller vort fællesskab. Vi skal være dér, hvor ingen andre er; vi skal være kirke dér, hvor kirken står svagest – for der hvor kirken står stærkt, skal den nok klare sig. Vi skal danne fællesskab dér, hvor ingen har et fællesskab; for hvor fællesskabet halter, er der brug for en indsats. Sådan arbejder Gud – han er til stede dér, hvor ingen andre er; og sådan gik Jesus omkring på jorden og tog imod syndere; og han gik helt bogstaveligt talt hen til de syge og de fattige, de fremmede og de forkerte – dem, som alle andre havde forkastet. Jesus inviterede dem indenfor i et nyt fællesskab, hvor ethvert menneske har så stor værdi, at det ikke kan være lige meget, om man er med – om man bliver set – om man bliver husket som den, man er. Jesus er et forbillede på, hvad vi skal gøre over for hinanden – både dem, vi har tæt omkring os, og dem, der kan synes langt væk fra Gud, fra os og fra dem selv.
Om det er selvforskyldt eller uforskyldt, så kan vi til tider fare vild i livet og gå ad veje, der ikke fører noget godt med sig. Vi kan være som et får eller en mønt, der på mystisk vis forsvinder og kommer ud af synsfeltet. Men vi kan også være dem, der søger med lys og lygte og stor tålmodighed, fordi vi ikke har samvittighed til at lade selv det mindste menneske forsvinde eller gå fortabt – hverken for sig selv, for Gud eller for os i vort fællesskab. Som vi er blevet fundet, skylder vi også at andre bliver fundet. Derved er vi Guds hænder i verden; Gud til ære, vor næste til gavn. I Jesu navn. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 3: Lovsynger Herren; 2. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 3. DDS 478: Vi kommer til din kirke, Gud; ---; 4. DDS 663: Gud Herren er min hyrde god; 5. DDS 323: 1,3,6: Kirken den er et gammelt hus; 6. DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære
