Forårets tid er over os derude i naturen; håbets grønne farver beklæder mark og eng; himlens blå nuancer og alle de tusinde andre klare farver og nuancer vidner om Guds store malerkunst. Alt det vi vinterblege mennesker indsnuser som duften af alt det nye, og alt det vi ser, der spirer frem ganske af sig selv, som vokser op, og springer ud – ukrudtet mest af alt - fortæller os, at foråret fejrer livets genfødsel og opstandelse. Tiden til forår er også tiden til at så og plante, hvis man vil have noget godt at høste til efteråret. Selv de mindste frø kan blive store planter, og vi sår altid i håbefuld forventningsglæde om at høste såvel ære for godt udbytte som mange frugter engang i en ukendt fremtid. Imens vi ser dem der inde i spejlet blive gamle og grå og få mange rynker på, så vokser grøntsagerne og frugttræerne derude i vor have, og vi drømmer om deres søde afgrøder og skønne frugter nede i vor mave. Tiden er dog ikke god ved os, for vi ældes, men tiden er god ved frugterne for de vokser og modnes. Og så foregår begge dele i den samme tid. Det er forunderligt.
Selve tiden kan vi ikke se, men vi kan se dens virkning rundt omkring os. Vi kan også se på børnene; de vokser op og vokser ud af deres tøj, og de lærer at være sådan som vi er voksne, og de gør os stolte, når tilværelsen lykkedes for dem; men alt imens de vokser opad, vokser vi nedad og mærker alderen og tidens tyngde trykke på steder, der før var så friske og rørlige. Imens vi bøvler med at få tiden til at slå til eller få den fyldt ud, så kan vi se på disse tegn på tiden omkring os, og ud fra naturens gang og menneskelivets gamle sang ved vi, at der er en tid til alt, hvad der sker under solen hernede på jorden. Selvom Jesus er Guds søn, var også han født ind i denne verden, hvor han med tiden voksede op, indtil han begyndte at fortælle om Gudsriget iblandt mennesker.
Meget kan vi sige os selv om selve menneskelivet, sådan som vi lever det på godt og ondt imellem hinanden, men Jesus pegede på, at tilværelsen altid er større, end vi nogensinde ville kunne forstå. Der er en Gud foroven, som har noget med os at gøre – både de små af os og dem, der er lidt større. Nogle gange bliver det hele for småt for os, fordi vi trykkes og tynges af såvel sygdom som modgang og en følelse af, at vi ikke kan tro på Gud eller ikke har tid til at gå til gudstjeneste. Ligesom så meget andet, så tager det også tid at tro og at vænne sig til tanken om, at Jesus er med os alle dage lige fra dåbens tre håndfulde vand på vor hoved til langt efter de tre skovlfulde jord på vor kistelåg. At tro og at stole på Gud er dog ikke noget man lærer ved at kunne salmevers udenad, eller ved at gå til tusindvis af gudstjenester eller ved at læse Bibelen forfra og bagfra. At tro er derimod altid at leve videre på trods af alt det, vi rammes af og tage livtag med tilværelsen i forventningsfuld tillid til, at Gud har et større perspektiv over vort livsforløb og et grundigere indblik i vores sjæl og sind. Vi oplever engang imellem, at tvivlens frø vokser sig store, så troen kvæles i ukrudt og ligegyldigheden fylder os, eller at modgang tynger os med mismod og trøstesløshed. Og så hvisker den kolde stemme inde i vore hoveder: Hvilken glæde er det at beskue himlens blå, når forureningen stiger til himmels, eller hvilken glæde er det at vi har masser af mad og ting i vore huse, når det meste er fyldt med gifte og kemikalier? Hvilken glæde er det at gå ud i skaberværket, når angsten spreder sig med udsigt til en nærtforestående verdensomspændende klimakatastrofe? Eller hvordan får man visse stemmers hadefulde tale, frygt og hån til at hænge sammen med at Danmark er et kristent land? Ak, ja, nogle dage føler også jeg min pande rynke sig, når jeg læser og hører om alt det onde, der rører sig.
Og derfor går jeg ofte i kirke. Netop når hovedet gør ondt og hjertet er uroligt, så er det godt at gå til gudstjenesten. Det er jo netop midt imod alt dette onde og dårlige og truende i vores almindelige hverdag, at vores helt og frelser tager kampen op for os, fordi det onde simpelthen aldrig må slå os ud. Når verden omkring os skræmmer os, må vi samles her i det tidløse rum og bede om styrke og mod til fortsat at leve nær ved jorden og i troens håb og glædelig forventning så de gode frø omkring os. Vi skal så og vi skal vande, og Gud vil give væksten; så troen vil spire, og håbet vil vokse, og kærlighed sætter en mangfoldighed af frugter. Lad det være vores fortsæt for dette forår. Gud til ære, os til gavn. Amen.
Søndag den 12. maj: 3. søndag efter påske. Hunderup kirke kl. 9.30 (med kirkekaffe) + kl. 11 i Vilslev: Forårsgudstjeneste
1) DDS 15: Op, al den ting (fra salmevalgskassen i Vilslev) - 2) DDS 29: Spænd over os dit himmelsejl - 3) DDS 540: En liden stund, mel: Du herre Krist - --- - 4) DDS 678: Guds fred er glæden i dit sind - 5) DDS 476: Kornet, som dør i jorden - 6) DDS 721: Frydeligt med jubelkor (fra salmevalgskassen i Vilslev)
MEDDELSER
Hunderup
Efter gudstjenesten er der kirkekaffe
Næste gudstjeneste er Store Bededag fredag den 17. maj kl. 9.30 v. Katrine Gaub
Torsdag den 16. maj kl. 19.00 er der fællessang i Vilslev Kirke med salmedigter Jens Simonsen fra Varde. Vi begynder i kirken med at synge sammen, hvorefter vi går i konfirmandstuen og synger videre, når vi har spist varme hveder.
Vilslev
Efter gudstjenesten er der frokost i konfirmandstuen. Det er gratis, og alle er velkomne. Efter frokosten er der mulighed for gratis at bytte planter, frø og stiklinger. Det er første gang, vi prøver at holde sådan noget, så vi vil meget gerne have input, gode råd og forslag til, hvad vi kan gøre anderledes næste år.
Næste gudstjeneste er søndag den 19. maj kl. 9.30 (med kirkekaffe) v. Katrine Gaub
Torsdag den 16. maj kl. 19.00 er der fællessang i Vilslev Kirke med salmedigter Jens Simonsen fra Varde. Vi begynder i kirken med at synge sammen, hvorefter vi går i konfirmandstuen, spiser varme hveder og synger videre.