Enhver, der går i haven med forårsfornemmelser, ved godt hvad tro er, når man rydder ukrudt og sætter nye planter; for man arbejder med håb i haven. Enhver, der lægger planer for ferien, ved hvad tro er, for man længes efter at holde ferien, og håber at virkeligheden kan leve op til drømmens ønsker. Enhver, der holder af sine venner og familie, ved hvad tro er, for gode relationer bygger på tillid. Det ligger altså naturligt til os at tro – på noget; at håbe på det, vi endnu ikke ser, og at leve i tillidsfuld forventning til, at der er mere godt på vej til os. Vi håber altid på det bedste. Jeg oplever en parallel til troen på Kristus i mit forhold til min kone. Vi lever i vort ægteskab med en grundlæggende tillid til hinanden, uden til dagligt at gøre et stort nummer ud af det. Men vi ved også, at vi ikke skal misbruge hinandens tillid, men at vi skal værne om tilliden og værne om kærlighedens mirakel: at vi får lov at elske hinanden og at blive elsket af hinanden. Derved blomstrer en glæde i vores relation, som kan rumme både sorg og modgang. Vi lever i tilliden til hinanden og dermed i troen på et håb om, at kærligheden imellem os fortsat vil vokse og binde os stærkere sammen. Se, der har vi dem igen, de tre små ord med store betydninger: Tro, håb og kærlighed.
Lige nu håber vi på et forår, der bliver til sommer; vi håber på, at vore relationer med andre bliver bedre eller bare bliver ved, og vi håber på det bedste for os selv og hinanden. På den måde lever vi dagligt med troen på et håb om noget, der endnu ikke er kommet til os, endnu ikke realiseret eller manifesteret. At tro er at så et frø, håbe på dens vækst og drømme om engang at nyde frugten af sit arbejde. Tro er at være sig bevidst om, at man er et uperfekt menneske og dog er et højtelsket barn af Gud – og så at gå ud i hverdagen. Ikke for at leve for sig selv, navlebeskuende, men for – næsten som en pilgrimsvandring – at gå hver skridt med de forpligtende Jesusord i baghovedet: Du skal elske din næste! Eller sagt på en anden måde: Du skal leve i tro! Eller: Du skal leve i tillid!
Tro er tillid, og tillid er medfødt. Det lille barn skriger i tillid til, at mor vil trøste og gøre alting godt. Med tiden bliver vi dog mere skeptiske og knap så tillidsfulde. Det ser vi tydeligt resultaterne af i samfundet nu, hvor vi overvåges mere og mere af myndighederne, og hvor vi skal dokumentere snart sagt alt, hvad vi gør og alt, hvad vi er. Børnene testes tidligere i skolen, fordi de skal (op)rustes til arbejdskrigen på det frie marked; de varme hænder skal dokumentere deres omsorg, og tastaturet bliver varm, mens mennesker bliver kolde. Det offentlige system kan ikke have tillid til fejlbarlige mennesker, og derfor ønskes der mere kunstig intelligens på arbejdsmarkedet og mindre risiko for fejl. På sin vis er det jo en værdig sag at forsøge at nedbringe fejl og mangler, og der er mange steder, der kan gøres en indsats; men der er ét sted, der ikke kan afhjælpes – og det er i forhold til vores tro. Ingen maskine kan tro for os. Uanset hvor godt vi prøver at fjerne de forskellige risici, så kan vi aldrig vide os helt sikre på, at håbene holder, at drømmen bærer, eller at vi går uskadte gennem tilværelsen.
Nej, vi bliver nødt til at springe ud i det, og sætte os selv på spil, sætte troen på prøve, blive ramt af tvivlen, gøre dumme ting. Det er det jævne livets vej; der er en risiko for at fejle, når man vover at leve i troen. Moses følte sig på ingen måde sikker på, at Guds plan ville lykkes; han turde ikke uden videre lade Guds ord slå rod. Da han ville have en sikkerhed, et bevis eller et argument, over for israelitterne i slaveriet, fik han nærmest det modsatte, da Gud sendte ham afsted med – ingenting. Ikke andet end ordet om, at han var blevet sendt af den Gud, der er Gud i sig selv; Gud, der i sin eksistens er helt uafhængig af alt andet – det kan vi slet ikke begribe. Alligevel var det nok for Moses, for han bragte håb til slaverne; håb om frihed; og det var noget, slaverne næsten havde opgivet ethvert håb om, og næsten ikke turde tro på. Heller ikke disciplene turde tro med fuld tillid på det, Jesus sagde til dem.
”Jeres hjerter må ikke forfærdes!” lyder opfordringen fra Jesus til de disciple, der begynder at blive bange for, hvad der skal ske. Vi er ved tiden lige efter påskemåltidet Skærtorsdag, da Jesus holder en peptalk til sine venner. Han har på mange måder fortalt dem, at han skal blive korsfæstet, men disciplene kan ikke komme overens med den forudsigelse. Igen spørger de om ting, som de burde kende svaret på, men de begynder at føle mismodet i hjertet og tvivlen følge med. Derfor siger Jesus, at deres hjerter ikke må forfærdes, ikke blive bange, ikke begynde at tvivle eller frygte for, hvad der skal komme. Som en god forældre prøver han at berolige disciplene, der står omkring ham som usikre børn på vej til første skoledag. De vil gerne trække tiden ud med deres spørgsmål, men Jesus svarer, at de jo allerede godt ved de ting, de spørger om; de skal bare huske, hvad han har sagt, og tro ham på hans ord. Det skal bare have tillid – men det er nemmere sagt end gjort.
Det kræver tillid – enormt meget tillid - at være et fejlbarligt menneske, der både synder og dummer sig. Det kræver tillid til Gud om, at han elsker os, både når det går godt og når det går skidt; tillid til andre om, at de ikke alle er terrorister eller uærlige; tillid til os selv om, at det er okay at fejl i livet, at Gud ikke slipper os ud af sine hænder, uanset hvordan denne dag ender. Lad os lytte endnu engang til opmuntringen og trøsten: Jeres hjerter må ikke forfærdes! Tro på Gud og tro på mig. I Jesu navn. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 722: Nu blomstertiden kommer; 2. DDS 2: Lov dog den Herre; 3. DDS 58: Jesus! Frelser og befrier; --- ; 4. DDS 613: Herre, du vandrer forsoningens vej; 5. DDS 469, v. 6-7: Så går nu sjælens højtid an; 6. DDS 52: Du, Herre Krist
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste i Hunderup fredag den 27. april kl. 9.30 og i Hjortlund kl. 11 v. Kevin Asmussen. Søndag d. 29. april fejrer vi konfirmation i Vilslev kirke kl. 10 v. OWM.
Torsdag d. 26. april kl. 19 er der sangforedrag og fællessang, når sognepræst Thea Laukamp fra Darum og sognepræst Kevin Asmussen fra Gredstedbro, Jernved og Hjortlund kirker kommer på besøg i Vilslev kirke.
Tale til guldkonfirmander i Hunderup
I dag har vi et hold guldkonfirmander siddende her i Hunderup kirke. På egne og menighedsrådets vegne skal der lyde et hjerteligt tillykke til jer, som i dag har sat hinanden stævne. I blev konfirmeret den 5. maj 1968, og I var 7 piger og 7 drenge.
Dengang blev der lagt vægt på, at man var værdig og klar til at blive konfirmeret, at man foruden De ti Bud, Trosbekendelsen og Fadervor også kunne visse salmevers, og Luthers lille Katekismus, den blev sikkert terpet igennem i årets løb. Hvor meget I fik lov at være midtpunkt i løbet af dagen, kan jeg ikke vide, men det har næppe været helt som i dag. I år (søndag 6. maj) skal vi fejre konfirmation af 16 unge fra Hunderup sogn.
Konfirmationen betød dengang, at man trådte ind i de voksnes rækker. I har haft 50 år til at finde ud af, hvad de voksnes rækker er for noget. I har prøvet livet på godt og ondt, måske fået børn og børnebørn. Et liv som de færreste af jer vel skænkede en tanke, da I stod her på kirkegulvet. Livet sætter sit præg på os. Det kan ses på os, at vi har levet og Gud ske lov for det. Det er mange år og der er sket meget, men der er én ting, som står urokkeligt fast. Gud har ikke glemt jer og han vil aldrig glemme jer. Ved hver en gudstjeneste bekræftes det, at Gud står ved sine løfter om at være trofast, selvom vi skulle svigte. Gud er den, der er hos os altid - også når vi føler os svigtet og glemt. Det er den tanke, jeg gerne vil have, at I tager med jer her fra Hunderup kirke i dag. Til lykke med jeres flotte mærkedag. Jeg håber, I får en dejlig dag sammen. Vi byder på et glas og lidt kage i Tårnrummet efter gudstjenesten, hvor jeg også gerne til tage et billede af jer.
Så skal jeg bede guldkonfirmanderne rejse sig, og så vil jeg læse jeres navne: