Lørdag den 24. april og søndag den 25. april fejrede vi konfirmaiton i Vilslev Kirke. Liturgien var afkortet, så der blev kun sunget to salmer: 69: Du fødtes på jord + 371: Du fylder mig med glæde, melodi: Jeg ved en lærkerede. Af søndagens tekster blev kun evangeliet læst, og vi holdt nadver.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« (Johannesevangeliet 16,16-22) Amen.
Prædiken
Måske har I før hørt en dialog, der lyder noget i retning af:
”Kommer du snart?!”
”Ja ja, 2 minutter! Jeg skal bare lige…”
Sådan lyder det nogle gange derhjemme. Som regel når vi skal ud ad døren, og vi bare lige venter på, at den sidste bliver færdig. Disse ”2 minutter” kan godt vare kortere end 2 faktiske minutter på uret, men som regel varer de længere. Det er lidt det samme som dengang Jesus sagde, at hans venner skulle se ham igen om kort tid. ”Bare lige 2 minutter!” Han sagde det, før han skulle korsfæstes og derefter opholde sig hele 3 dage i dødsriget. Bare lige 2 minutter, så ville hans venner se ham igen, mente Jesus. Men der gik altså 3 dage, hvor hans venner var fyldt med usikkerhed, utålmodighed og nervøsitet. Ventetid er ikke rar, når man står midt i noget ubehageligt, men når det ubehagelige er overstået, kan man nogle gange helt glemme, hvor slemt det var.
Nogle gange sagde Jesus ting, som hans venner ikke forstod; og derfor er det ikke så underligt, hvis vi i dag heller ikke helt forstår, hvad det er, Jesus siger. Han talte tit i lignelser og brugte billeder og svære ord, som man blev nødt til at tænke over for at forstå. Tiden til og muligheden for at tænke efter eller at reflektere i dybe tanker er i vores tid og hverdag efterhånden blevet presset af mange ting, bl.a. arbejdet og især mobilen, der tager meget af opmærksomheden. *Pling* så er der igen en ny besked fra vennerne ude på de sociale medier. Der er ikke noget galt med at være forbundet med hele verden, men nogle gange kan det godt være enormt stressende og endda tage noget af nattesøvnen; hvis man nu f.eks. skal holde sine streaks inde på snapchat. Der er ingen grund til at stresse, hverken over livet, vennerne eller arbejdet; stress ødelægger faktisk hjernen og kroppen, så det er virkelig vigtigt, at man på en eller anden måde lærer at prioritere, hvad der er vigtigt, og hvad der kan vente. Det er ikke alle ting, man behøver at bruge 2 minutter mere på. Nogle ting er det godt for ens velbefindende at bruge længere tid på, og man er altid velkommen til gå herind i kirken og stresse af.
Når jeg holder gudstjeneste og prædiker, oplever jeg ofte, at folk sidder på bænkene og gaber. Det er der for mig at se ikke noget galt i; nogle vil sige, at det er fordi, folk keder sig, men jeg mener, at man gaber, fordi man endelig kommer ned i gear og slapper af. Herinde er vi bare, og vi skal ikke alt muligt andet end at lytte, bede og synge med. Mange er ikke vant til bare at sidde og lytte; og det kan godt være, meget går ind ad det ene øre og ud af det andet, men så kan man jo kigge på de gamle kalkmalerier fra 1200-tallet, eller tænke over, hvor mange der mon førhen er gået op ad kirkegulvet for at komme til døbefonten til dåb eller op til knæfaldet enten til konfirmation, nadver eller vielse. Eller hvor mange kister har der mon stået herinde i tidens løb? Kirken er omkring 800 år gammel, så det bliver alligevel virkelig mange mennesker, der har slidt på bænke og gulv; og murene har lagt øre til mange præsters ord og generationer af menigheders fællessang. Rummet herinde har tegn på mange hundrede års historie, og når vi er her i dag, ville det være ærgerligt, hvis vi kun skulle være her i 2 minutter. Gode ting må gerne tage tid. De gode vine har ofte også en fin alder; det tager også tid at modnes som menneske.
Som ung kan man godt have en indre uro eller længsel efter forandring, sådan at alt andet er enormt kedeligt og langtrukket; sådan virker det nogle gange på mine konfirmander. Alt det, der ikke lige handler om dem, eller som de ikke kan se en mening med lige nu og her, dømmer de hurtigt som kedeligt, irrelevant og ligegyldigt. Sådan var vi andre vist også engang; dengang følelserne sad mere ude på tøjet, og de voksnes 2 minutter føltes som en evighed i tandlægeventeværelset lige før en rodbehandling. Unge er, som de altid har været; og vi ved det jo godt.
Uanset hvor gamle vi er, så har vi stadig en vis utålmodighed i os. Det havde Jesu venner også, og de ville helst høre ham sige det, de kunne bruge i dét øjeblik, de stod i. Vi vil også helst kun høre det, vi kan bruge lige nu og her - eller det, som er god underholdning. Jesus var ikke god til at underholde – han var ingen stand-up-frelser, for han sagde sjældent noget sjovt, og derfor er de fleste prædikener heller ikke sjove. Der er dog alligevel meget godt at hente i Bibelen hos Jesus, hvis bare man altså ikke forventer, at det skal være nemt eller sjovt. Kristendommen driver ikke en åndelig fast-food-drive--in, men vi har derimod kvalitetsvarer med dybde og indhold, der kan række til et helt menneskeliv og ind i evighed. I dag skal vi endelig igen nyde nadveren sammen; ja, dét tørre stykke papbrød og en lille sjat portvin, men herinde i kirkens rum med troen i hjertet bliver det til et minde om Jesu offervillighed og et måltid, der styrker troen, forstærker håbet og gør næstekærligheden levende, når vi spiser smulerne som Jesu Kristi legeme og blod. Sådan er det hele vejen igennem herinde i kirken; alt er mere, end det ser ud til. Skulle vi kun have 2 minutter til rådighed, / så rækker Gud os alligevel sin tilgivelse og kærlighed. Amen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« (Johannesevangeliet 16,16-22) Amen.
Prædiken
Måske har I før hørt en dialog, der lyder noget i retning af:
”Kommer du snart?!”
”Ja ja, 2 minutter! Jeg skal bare lige…”
Sådan lyder det nogle gange derhjemme. Som regel når vi skal ud ad døren, og vi bare lige venter på, at den sidste bliver færdig. Disse ”2 minutter” kan godt vare kortere end 2 faktiske minutter på uret, men som regel varer de længere. Det er lidt det samme som dengang Jesus sagde, at hans venner skulle se ham igen om kort tid. ”Bare lige 2 minutter!” Han sagde det, før han skulle korsfæstes og derefter opholde sig hele 3 dage i dødsriget. Bare lige 2 minutter, så ville hans venner se ham igen, mente Jesus. Men der gik altså 3 dage, hvor hans venner var fyldt med usikkerhed, utålmodighed og nervøsitet. Ventetid er ikke rar, når man står midt i noget ubehageligt, men når det ubehagelige er overstået, kan man nogle gange helt glemme, hvor slemt det var.
Nogle gange sagde Jesus ting, som hans venner ikke forstod; og derfor er det ikke så underligt, hvis vi i dag heller ikke helt forstår, hvad det er, Jesus siger. Han talte tit i lignelser og brugte billeder og svære ord, som man blev nødt til at tænke over for at forstå. Tiden til og muligheden for at tænke efter eller at reflektere i dybe tanker er i vores tid og hverdag efterhånden blevet presset af mange ting, bl.a. arbejdet og især mobilen, der tager meget af opmærksomheden. *Pling* så er der igen en ny besked fra vennerne ude på de sociale medier. Der er ikke noget galt med at være forbundet med hele verden, men nogle gange kan det godt være enormt stressende og endda tage noget af nattesøvnen; hvis man nu f.eks. skal holde sine streaks inde på snapchat. Der er ingen grund til at stresse, hverken over livet, vennerne eller arbejdet; stress ødelægger faktisk hjernen og kroppen, så det er virkelig vigtigt, at man på en eller anden måde lærer at prioritere, hvad der er vigtigt, og hvad der kan vente. Det er ikke alle ting, man behøver at bruge 2 minutter mere på. Nogle ting er det godt for ens velbefindende at bruge længere tid på, og man er altid velkommen til gå herind i kirken og stresse af.
Når jeg holder gudstjeneste og prædiker, oplever jeg ofte, at folk sidder på bænkene og gaber. Det er der for mig at se ikke noget galt i; nogle vil sige, at det er fordi, folk keder sig, men jeg mener, at man gaber, fordi man endelig kommer ned i gear og slapper af. Herinde er vi bare, og vi skal ikke alt muligt andet end at lytte, bede og synge med. Mange er ikke vant til bare at sidde og lytte; og det kan godt være, meget går ind ad det ene øre og ud af det andet, men så kan man jo kigge på de gamle kalkmalerier fra 1200-tallet, eller tænke over, hvor mange der mon førhen er gået op ad kirkegulvet for at komme til døbefonten til dåb eller op til knæfaldet enten til konfirmation, nadver eller vielse. Eller hvor mange kister har der mon stået herinde i tidens løb? Kirken er omkring 800 år gammel, så det bliver alligevel virkelig mange mennesker, der har slidt på bænke og gulv; og murene har lagt øre til mange præsters ord og generationer af menigheders fællessang. Rummet herinde har tegn på mange hundrede års historie, og når vi er her i dag, ville det være ærgerligt, hvis vi kun skulle være her i 2 minutter. Gode ting må gerne tage tid. De gode vine har ofte også en fin alder; det tager også tid at modnes som menneske.
Som ung kan man godt have en indre uro eller længsel efter forandring, sådan at alt andet er enormt kedeligt og langtrukket; sådan virker det nogle gange på mine konfirmander. Alt det, der ikke lige handler om dem, eller som de ikke kan se en mening med lige nu og her, dømmer de hurtigt som kedeligt, irrelevant og ligegyldigt. Sådan var vi andre vist også engang; dengang følelserne sad mere ude på tøjet, og de voksnes 2 minutter føltes som en evighed i tandlægeventeværelset lige før en rodbehandling. Unge er, som de altid har været; og vi ved det jo godt.
Uanset hvor gamle vi er, så har vi stadig en vis utålmodighed i os. Det havde Jesu venner også, og de ville helst høre ham sige det, de kunne bruge i dét øjeblik, de stod i. Vi vil også helst kun høre det, vi kan bruge lige nu og her - eller det, som er god underholdning. Jesus var ikke god til at underholde – han var ingen stand-up-frelser, for han sagde sjældent noget sjovt, og derfor er de fleste prædikener heller ikke sjove. Der er dog alligevel meget godt at hente i Bibelen hos Jesus, hvis bare man altså ikke forventer, at det skal være nemt eller sjovt. Kristendommen driver ikke en åndelig fast-food-drive--in, men vi har derimod kvalitetsvarer med dybde og indhold, der kan række til et helt menneskeliv og ind i evighed. I dag skal vi endelig igen nyde nadveren sammen; ja, dét tørre stykke papbrød og en lille sjat portvin, men herinde i kirkens rum med troen i hjertet bliver det til et minde om Jesu offervillighed og et måltid, der styrker troen, forstærker håbet og gør næstekærligheden levende, når vi spiser smulerne som Jesu Kristi legeme og blod. Sådan er det hele vejen igennem herinde i kirken; alt er mere, end det ser ud til. Skulle vi kun have 2 minutter til rådighed, / så rækker Gud os alligevel sin tilgivelse og kærlighed. Amen.
