Vi andre ved jo godt, at det kan betale sig at vente, men mange af nutidens børn og unge er vokset op uden at behøve vente ret længe – eller måske skal de vente, men så kan de blive underholdt imens, så ventetiden ikke føles lang og kedelig. Som om kedsomhed er livets store fjende og en katastrofe! Tværtimod viser forskning igen og igen at det er sundt at kede sig, eller i hvert fald at lægge mobil og iPad fra sig og bare lige få et øjebliks fred og ro. Derfor holder jeg af disse gamle middelalderkirker og søndagens gudstjeneste, for her har vi simpelthen afsat tiden til, at vi skal hvile os. Her skal vi ikke være på eller gøre os til, vi skal ikke underholdes eller adspredes; men her til gudstjenesten skal vi bare være til stede i nuet og øve os i at høre efter og tænke over, hvad kristendommen har at fortælle os i dag. Desuden er der vildt dårlig internet- og mobilforbindelse herinde, fordi murerne er så tykke, men så har vi trods alt en god forbindelse til noget andet.
Herinde har vi en forbindelse bagud i tiden til dengang Jesus gik omkring på jorden og forargede sine samtidige med budskaber om dommedag og undergang af den verden, vi kender. Vi hører disse budskaber i vores egen tid, og vi tænker, at det også har noget at sige til os. Jesus var jo ikke kun Gud dengang på det sted, men er også Gud for os nu og her, selvom han ikke længere er på jorden, sådan som han var engang. Det har fået mange til at søge og finde nye og ”bedre” udgaver af ham; men i grunden er de nye udgaver også kun falske udgaver og dårlige kopivarer. Alligevel føres mange på afveje og væk fra den sande menneskesøn i Jesus Kristus, som både taler os hårdt imod, modsiger vore erfaringer men også giver os håbefulde ord om en barmhjertighed, hvor nåde går for ret, så vi ikke dømmes så hårdt, som vi burde. Den nye Jesus og den nye Gud, som mange dyrker i deres egen såkaldte kristendom, indretter sig derimod efter, hvad mennesker vil; men hvad vi vil, ved vi jo knap nok selv. Nej, så må vi hellere holde fast i den Gud og Jesus, der nok er gammeldags, men som man dog kan stole på er den samme i går, i dag og til evig tid.
Gud har altid været dommer over sit skaberværk, og han har dømt hårdt. I Noas tid var dommen nådesløs for hele verden, der druknede i synd og skam; og ligeså var dommen nådesløs over Sodoma, der forsvandt i et helvede af ild og svovl. Det er forfærdeligt at falde i den levende Guds hænder. Som mennesker dengang gik under i angstskrig og syndefald og blev udryddet med ild og vand, sådan stiller Jesus os den fremtid i udsigt, hvor han kommer igen for at dømme levende og døde. Skal vi så fortvivle over verdensskaberens magt og mulighed for at kunne udøve sådan et tyranni? Han legede med Jobs liv og mentale helbred, og han stod ikke tilbage for at udslette dem, der ikke troede på ham ved at leve efter hans bud.
At Gud har al magt i himlen og på jorden holder vi os til både i Fadervor og trosbekendelsen. Vi må dog aldrig fortvivle eller frygte for Gud, men holde os til, at der stadig er en tid for os. For det er som om Gud tøver eller venter - i længsel, efter at flere skal vende om fra deres gamle liv og tage imod hans bud om kærlighed i en verden der konstant ligger i krig med kærlighedens væsen. Freden har trange kår, og krige bryder ud hvert år. Jesus kom til jord med fred, men han blev lagt i graven ned. På dommens dag, når menneskesønnen kommer igen, skal vi afklædes og afsløres, som når røntgenstråler flyver igennem os og afslører cyster og knaster i vort kødelige væv. Og han vil se på os med sine øjne, der både dømmer og tilgiver; ja, han både gennemskuer os og genskaber os.
Som folk levede dengang i Noas tid og Lots tid lever vi jo også i dag med fokus på os selv og vort eget; og holder mest af det, vi selv synes og mener; vi hylder menneskers bedrifter og klapper ad hinanden for god underholdning og adspredelse, men hvem besinder sig egentlig på, at Gud engang kræver os til regnskab for den måde, vi lever på?
Jo, der er en bidende alvor i kristendommen, som ikke kan fejes væk i etik og kærlighed. Det er den dobbelthed vi står i som kristne af Guds nåde: På den ene side lever vi et jordisk liv, hvor vi gerne vil være muntre og omgængelige, tro på Jesus og have nok i det – på den anden side hører vi disse hårde taler fra Jesus om, at vi lever som fortabte syndere, og at vi har udsigt til den store dommedag.
Men hør, Jesus holder aldrig sine hårde taler for at berøve os livsglæden eller bedrøve os i troen. Tværtimod vil han ruske op i os, så vi virkeligt ser, at det, der er vigtigt i livet, ikke er vores liv i sig selv. Vi skal nemlig ikke samle os om os selv, men tværtimod skal vi bruge den tid, vi har fået på jorden, til at gøre det gode og lidt efter lidt således give bidder af vores tid og liv, og dermed give afkald på vores eget liv for at give det til andre i form af kærlighed, barmhjertighed og nåde. Som Jesus gjorde, skal vi også gøre. Den, der søger at redde sit liv skal miste det, men den, der mister det, skal vinde det. Således skal vi i vores tid leve med glimt af Guds evighed. Amen.
Søndag den 18. november kl. 9.30 Vilslev, 25. søndag efter Trinitiatis (tekster fra Anden Tekstrække)
732: Dybt hælder året (Crüger); 274: Rejs op dit hoved, al kristenhed (mel: Nyegaard); 277: Herre, når din time kommer; ---; 320: Midt iblandt os; 192 Hil dig, vers 7-9; 675 Gud vi er i gode hænder (mel: Egmose)
MEDDELELSER
Inden vi går ind i juletidens hyggelige gudstjenester, afrunder Jesus vort kirkeår med de opmuntrende ord om, at han tager imod alle - og især dem af os, der slider sig trætte og bærer tunge byrder. Vi fejrer gudstjeneste på søndag den 25. november kl. 9. 30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev.
I eftermiddag kl.16 er der gratis koncert i Hunderup Kirke ved gruppen Beatsalmer. De forener bibelske tekster og Beatles-sange – og jeg er spændt på at høre, hvordan det går for sig.
Torsdag den 29. november kl. 19.30 åbner vi dørene til gratis koncert her i Vilslev Kirke. Camenakoret fra Esbjerg giver julekoncert med et bredt udvalg af de kendte danske, engelske og tyske julesange og -salmer. I forbindelse med koncerten er der kaffe og kage her i kirken. Der er også mulighed for at deltage i fællesspisning i forsamlingshuset inden koncerten – læs mere på plakater i våbenhus og Brugs.